Margrete den første var en enestående magtfaktor. Men hun var ikke den eneste kvinde med magt

Kunne kvinder i senmiddelalderen være magtfulde og eje len og slotte? Ja, er svaret i Grethe Jacobsens bog »Magtens kvinder«. Man behøver ikke være feminist for at mene, at det er en vigtig bog.

Anne Hardenberg og Oluf Krognos på et maleri fra 1577. Anne og Oluf blev gift, men han døde kort tid efter. Hun administrerede hans godser indtil sin død. Illustration fra bogen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Margrete 1. står frem i vor danmarkshistorie som en enestående magtpolitisk spiller. Hun var en benhård forhandler og mere snedig end mændene. Men måske var hun ikke den eneste kvinde, der var en magtpolitisk faktor, hvis man kigger kilderne grundigt efter?

Historikeren Grethe Jacobsen har sat sig for at finde andre kvindelige magtspillere i senmiddelalderen i bogen »Magten kvinder«.

Der sad nemlig i 1400- og 1500-tallet adelige kvinder som lensmænd, hvor de udøvede stor magt. Det er Grethe Jacobsens påstand, at historikerne ignorerede dette forhold, og at vor danmarkshistorie nu også skal befolkes af disse stærke kvinder. Det har været en gængs opfattelse, at de kvinder, der fik magt og penge, gjorde det i kraft af deres enkestand som arv efter deres afdøde mand. Men Grethe Jacobsen afviser til dels denne påstand ved at påvise, at en del kvinder fik len uafhængigt af en afdød ægtemand.

Mette Olufsdatter Rosenkrantz havde tre len. Hun arvede en del af Vallø gods efter sin far og ejede også Skarhult gods og et slot i Skåne efter sin første mand. Hun byggede begge steder et smukt renæssanceslot. Illustration fra bogen. Fold sammen
Læs mere

Anne Henriksdatter Meinstrup er et eksempel på en viljestærk kvinde, som det gik ilde. Under den såkaldte Grevens Fejde i 1530erne, som basalt set var en borgerkrig mellem katolikker og protestanter, men også en social kamp mellem klasser, blev Anne Henriksdatter Meinstrup 20. januar 1535 stukket ned af to borgere fra København. Motivet til drabet var sandsynligvis, at hun var en rig adelskvinde. Anne Meinstrup var taget til et landsting i Ringsted med sine børnebørn. Hun var ud af en magtfuld familie, og hun havde arvet store len. Meinstrup var blot èn ud af mange kvinder, skriver Grethe Jacobsen, der spillede en sådan vigtig rolle, og hun tilføjer, at som feminist er det med forbløffelse, at hun har konstateret, at historikerne har overset dette forhold.

Senere historikere kunne ikke forstå, hvad Meinstrup lavede på det fine landsting, og en historiker skrev, at hun blev slået ihjel på grund af sin skarpe tunge og var en hovmodig adelskvinde. Grethe Jacobsen raser over, at selv nutidshistorikere har gentaget denne påstand og ikke erkendt, at Anne Henriksdatter Meinstrup og andre kvinder var magtfulde. De adelige kvinder udgjorde rent faktisk en betydelig magtfaktor ikke blot som lensejere, men også som bindelim mellem forskellige adelsslægter, og gennem arvereglerne sikrede de dynamikken indenfor højadelen og var dermed med til at forlænge det adelsvælde, der først sluttede i 1660.

Karen Christophersdatter Gyldenstjerne overtog Bygholm len efter sin mand. Illustration fra bogen. Fold sammen
Læs mere

Grethe Jacobsen påpeger, at de adelige kvinder fik en fornem uddannelse, så vi må formode, at de var vidende. De skulle kunne regne og skrive, og der er eksempler på, at de ikke blot tog sig af lenet, men var aktive handelskvinder, der som Karen Bentsdatter Bille drev en omfattende studehandel.

Kvinder kunne arve både efter forældre og søskende, uanset om de var gift eller ej. Der var dog fare for, at kvinderne fik tildelt en værge og dermed kunne risikere at få frataget selvstændig autoritet. I den slags tilfælde, som Anne Rud i 1530 var udsat for, måtte de ty til magtpolitisk hjælp hos mandlige slægtninge. Anne Henriksdatter Meinstrup måtte også kæmpe for sit len. I 1507 havde hun fået  Højstrup Len og blev senere udnævnt til hofmesterinde for Christian 2s dronning Elizabeth. Men da hun kritiserede kongens forhold til Dyveke, fik hun frataget sit len og måtte flygte til udlandet. Hun genvandt lenet i 1523 og beholdt sine len til sin død i 1535.

Hvor mange kvindelige lensejere var der så i perioden? Det kan ikke opgøres for 1400-tallet, men for 1500-tallet udgør de 14,7 procent. Blandt disse var fire ikke adelige. Der var forskel på len, og alle de kvinder, der havde de vigtige hovedlen, var adelige. Det gav plads for kvinderne, når mænd døde i krige, og Den Nordiske Syvårskrig 1563-1570 medførte stort mandetab og gav plads til kvinderne.

Edel Jakobsdatter Hardenberg overtog et len fra sin mand og fik Lister len i Norge efter sin mor. Edel fødte ni børn, men seks af dem døde som små. Ilustration fra bogen. Fold sammen
Læs mere

Det er Grethe Jacobsens konklusion, at kvindelige lensmænd ikke var et særsyn, og at vejen til et len ikke nødvendigvis gik gennem en ægtefælle. De kvindelige lensmænd kom fra mange forskellige familier, men den adel, der sad i Rigsrådet, dominerede.

Det er et stykke vigtig danmarkshistorie, som Grethe Jacobsen har gravet frem. Det er sådan set ligegyldigt, om man er feminist eller mandeforkæmper eller transkønnet, eller hvad ved jeg, for med sin bog har Grethe Jacobsen beriget vor forståelse af senmiddelalderen. Og så gengiver hun en række malerier af disse lenskvinder, og der skal ikke megen indlevelse til at se, hvilke karakterfulde personer de har været, og at vi er gået glip af noget væsentligt ved ikke at have dem beskrevet i danmarkshistorien før nu.

Forfatter: Grethe Jacobsen Titel: Magtens kvinder Sider: 204 Pris: 279,95 kr. Forlag: Gads Forlag