Marcel de Sade – den danske marquis

Han blev født i en karet. Spillede klaver som en engel. Blev misbrugt af nazisterne, men elsket af franske filmstjerner. Han red rundt i de arabiske ørkener. Fik en marquis-titel og blev Danmarks første celebrity.

Markis Marcel de Sade, født Jørgen Vase Schmidt. Bedrageridømt i begyndelsen af 60'erne og kendt som "den falske markis". Fold sammen
Læs mere

Der var i det gamle København en ung mand, som hed Jørgen Vase. Mange kostbare vaser skulle han rigtig nok komme til at eje, men snart skulle Jørgen gå under navnet Marcel de Sade og rejse sydpå med franske prominencer klædt i de smukkeste smykker, man i landet kunne finde. Smykkerne solgte han til højest bydende, og således skete det, at han blev Marquis af Danmark og kom til at eje det halve kongerige.

Om marquisens historie er lige så sand, som den er glorværdig, kan kun De besvare, kære læser, så hæng på. Eventyret er lige begyndt.

Det var ikke sådan lige at nærme sig marquisen. Telefonnummeret var ikke tilgængeligt, e-mailen forblev ubesvaret, jeg besluttede mig for at sende et brev. Et høfligt et af slagsen. Jeg begyndte:

»Jeg skriver et brev på vegne af Berlingske. Jeg skriver et brev, fordi jeg ikke ved, hvordan jeg ellers skal kontakte Dem. Og jeg skriver et brev, fordi det er mit store ønske at bringe et langt portræt af Deres liv.«

Så modtog jeg et blækskrevet svar med ulæselig skråskrift stemplet med marquis-krone afsendt fra marquisatet. Efterfølgende et opkald fra en mand med det fremmeste rigsdansk.

»Goddag, De taler med Marcel de Sade. Hvor var det dog et sødt og høfligt brev, De sendte mig. Normalt er jeg jo ikke så opsat på at tale med pressen, men De formulerer Dem i en tone, jeg mener, vi skal behandle hinanden med. Har De ikke lyst til at komme op til en drink?«

Det ville jeg jo gerne.

En drink hos Marcel de Sade

Det er formiddag. Marcel de Sade ligger afslappet i en sofa klædt i ridestøvler og charmeklud i sin 600 kvadratmeter store herskabslejlighed på Frederiksberg Allé. Hans arme er klædt i sølv og guld. Make-uppen er lagt, og håret er sat. Tonen er venlig og imødekommende, gæsten er blevet budt på whisky, og gud bedre om man skulle tage sine sko af i entreen. Den slags gør man ikke her i huset.

Rummet er overdådigt stort. Her er en trækgrammofon fra 1933 og et endnu ældre stort flygel. Her er broderede stole, mærkværdige figurer fra det fjerne Østen, franske filmklassikere og fyldte bogreoler. På væggen hænger guldindrammede malerier og fotografier af folk, han i sit liv har kendt. Erroll Flynn, Marlene Dietrich, Edith Piaf, Jean Marais og Jean Cocteau blandt andre. Dem vender vi tilbage til.

Jørgen Vase blev født i 1934 i en karet i Aalborg Domsogn, og barndommen tilbragtes i de københavnske gader i 1930erne og 40erne på Østerbro.

Faderen var maskinchef i Det Østasiatiske Kompagni og derfor ofte ude af landet, så moderen tog sig af opdragelsen med støtte fra sin søster. Den nydelige lyshårede dreng, Jørgen Vase, sled i skolen, legede i Fælledparken, lyttede ivrigt til balletten »Harlekins Millioner« og klimprede på sit piano. En dag skete det, at en pianolærerinde fra opgangen kom ned for at hilse, fortæller Marcel de Sade.

»Hun boede tilfældigvis i samme ejendom som mine forældre. Hun kunne jo høre høj klavermusik oppe i sin egen lejlighed, så hun spurgte min mor, om hun dog ikke ville lade være med at spille Tchaikovskys klaverkoncert i dur. Jeg bliver sindssyg af at høre på det, sagde hun. »Ja, undskyld. Det er min lille dreng, som sidder og spiller,« fortalte min mor. »Ja, meget kan De bilde mig ind, men det tror jeg ikke på,« sagde lærerinden, og min mor svarede: »De er da velkommen til at gå ind og se,« og til hendes store forbløffelse sad der en lille dreng og spillede. Der fik jeg en kongelig hofpianist som lærerinde. Det var meget morsomt. Det må jeg sige.«

Markis Marcel de Sade, født Jørgen Vase Schmidt. Bedrageridømt i begyndelsen af 60'erne og kendt som "den falske markis". Fold sammen
Læs mere

1940: Tyskerne kom

De gode gamle dage var til gengæld knap så morsomme, da de tyske tropper besatte København en tidlig morgen 9. april 1940. Jørgen Vases værste dage skulle til at begynde.

For ikke bare lurede tyskerne med maskinpistolerne. I den tyske husarkaserne nær Jørgen Vases skole stod et stort flygel, og de tyske officerer på skolen havde opdaget drengens talenter for tangenter. Dagligt gennem halvandet år blev den kønne, nordiske dreng seksuelt misbrugt.

»Jeg har aldrig talt om det til medierne før nu og har heller ikke lyst til at sige mere. Jeg kunne ikke tale om det derhjemme, for jeg var bange for min fars reaktion over for tyskerne. I stedet gik jeg i svømmehallen, fordi jeg følte mig beskidt fra yderst til inderst. Det var en meget ubehagelig skolegang. Vi var alle underlagt rædslerne for, hvad tyskerne kunne tillade sig.«

Marcel de Sade gestikulerer med sin højre hånd og tager en tår af sin drink.

»Det er sjældent, man må skylle cognac ned med whisky. Skål.«

Dannelsesrejse til Frankrig

Efter krigen flyttede han til sin moster som 13-14 årig for at udvikle sit pianospil og sin malerkunst. Han tilmed fægtede, gik til ridning, læste russiske klassikere og lærte fransk.

»Min moster var meget kunstnerisk anlagt og færdedes i kulturelle kredse, men det var ikke særligt velanset i min familie. Kunstnere blev betragtet som skæve eksistenser. Men mig fik hun lov at tage vare på, da min far indså, at han ikke kunne bekæmpe mine balletdrømme. Min moster lærte mig meget om kultur, det gjorde hun, og så hjalp det jo også, at en af mine onkler var direktør i Det Kongelige Teater, så jeg kunne komme gratis til forestillinger.«

Mosterens konfirmationsgave var en dannelsesrejse til Frankrig. Jean-Paul Sartres bog »Terningerne er kastet« var oppe i tiden. Så skolen fik arrangeret et møde mellem Jørgen Vase og Sartre i Paris. Men da den 16-17-årige teenager ankom til restauranten, var der ingen Sartre.

»Sartre var et vendepunkt i mit liv, fordi han udeblev. For på samme restaurant sad filmstjernerne Jean Cocteau og Jean Marais. Jean Cocteau så direkte over på mig, en lyshåret, arisk knægt fra Danmark. Jeg har nok virket lidt fremmedartet, lidt spændende. Og da han opdagede, at jeg forstod fransk, selv om jeg nok famlede lidt i det, spurgte han, om jeg ikke kom over til deres bord. Det ville jeg jo gerne.«

Og således skete det, at et kærlighedsforhold fandt sted mellem en meget ung dansk mand og en moden fransk førsteelsker. Først var der en, og så var der to. Jean Cocteau blev udskiftet med Jean Marais, en meget, meget smuk mand, spørger man Marcel de Sade.

»Jean Marais betød alt for mig. Han åbnede mig op. Jeg var jo så hæmmet på grund af oplevelsen med tyskerne. Og så lærte han mig det franske åndsliv at kende. Det var en tid med ekstravagante selskaber, operaer, rejser, ugelange rideture og fine middage med grevinder, musikere og skuespillere.«

Udsynet bragte den kommende marquis rundt i Afrika, hvor han blandt andet red til Tunis med det blå folk og besøgte maharajaer i Indien.

Og så brød han med Jean Marais, fordi Jean ikke kendte til det der med troskab.

Den danske marquis

Jørgen Vases liv havde allerede været lidt af et eventyr, men det er først omtrent her, at historien om den danske marquis begynder. Et fredsommeligt familieliv med kone og børn blev parret med et liv som kongen eller skal vi bare sige marquisen af dansk natteliv.

Hans 12-værelses lejlighed er beskedne forhold for en mand, som levede et liv i glans og pragt. Selv om hans to døtre bor i Nordfløjen, er der rigeligt med rum – og kister – at vise frem fyldt med breve, kostumer, dagbøger, kvitteringer og gamle fotografier. Han viser mig et foto af et meget dyrt Abildgaard-maleri, »Den sårede Filoktet«, som folk ellers anklager ham for aldrig at have ejet.

Livet som marquis begyndte med valutacentralen og tilfældets høst, som han kalder det. Valutacentralen påbød, at man kun måtte tage 2.000 kroner ud af landet, og det kunne da ikke være rigtigt? For alene billetten til koncerten med operasangerinden Maria Callas kostede 1.800 kroner.

»Det var mange penge for en ØK-regnskabsholder med en månedsgage på 100 kroner, men heldigvis havde jeg modtaget et tantieme af ØK på 5.000 kroner, som jeg imidlertid havde brugt på det her smukke, smukke guldarmbånd. Så fik jeg den idé at tage det med til Zürich, hvor jeg solgte det med en fortjeneste på omkring 30.000 kroner,« siger Marcel de Sade og trækker vejret ind gennem næsen.

For en fjer bliver som bekendt til fem påfugle. Marquisen spredte sine påfuglevinger og fløj alt, hvad han havde lært. Han mellemlandede i Vatikan-staten i 1956, da han ved tilfældets høst så et skilt med ordene »titler, eksamener og priser købes og sælges«. Han hapsede en marquis-titel for 200.000. Janteloven befandt sig langt under hans påfuglevinger, og med titlen tjente han op mod 30 gange prisen på Fabergé-smykker og andre prydgenstande på de dyreste hoteller og restauranter, for ifølge Marcel »er der ingen så snobbede som amerikanere«.

Sidste led i planen var at beskytte familien. Han valgte at skifte navn, så de ikke kom i klemme på grund af hans forretninger. Jørgen Vase blev til Marcel de Sade. Sade som i »sad« efter en sørgelig Edith Piaf-sang.

Den danske marquis var født. Måske Danmarks første celebrity. Snart købte han et privatfly og tre villaer. En i Gentofte, en i Paris og en på Korsika. Og lige så snart vrimlede det med gæster. De fægtede, dyrkede ridning og hørte klassisk musik. Marcel de Sade fnyser en smule og retter næsen lidt i sky. Han nævner ingen navne, fortæller han, det gør man ikke i hans familie, men det var fornemme folk.

Markis Marcel de Sade, født Jørgen Vase Schmidt. Bedrageridømt i begyndelsen af 60'erne og kendt som "den falske markis". Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

»Det var ikke mig, som inviterede dem. Mange mennesker inviterede sig selv, og jeg gjorde det altid til en middag og en fest. I Gentofte blev de hentet i København og bragt sikkert tilbage i taxier. Jeg holdt flere fester hver måned. De var meget sofistikerede. Der var hverken orgier eller nøgenhed, som nogen har fundet på. Ellers kunne jeg jo slet ikke have holdt den stand. Vi fik måske en lille smule for meget champagne og et par ferietabletter, men det blev ikke tolereret at vælte fulde rundt. Når der var optræk til det, tilkaldte jeg chaufførerne, og så kørte bilerne ind på Adlon i København, så vi kunne få en nattedrink. Og så satte jeg mit ur, da jeg ofte havde en streng arbejdsdag dagen efter. Jeg har aldrig behøvet mere end fire timers søvn.«

Marquisen tog i byen hver aften efter arbejde. I København var der danserestauranter med optrædener, klaverkoncerter og premierer på Det Kongelige Teater. Og så hed det ellers den sidste natvogn hjem. Når han da ikke lige var i udlandet. I Paris gik pengene mest til hoteller, restauranter, baller og koncerter. På Korsika var der strandfester.

»Engang på Korsika havde jeg fundet et vidunderligt hotel, der lå på pæle ud i Middelhavet. Det var ikke så flot som Georg den Femte i Paris, selvfølgelig ikke, men jeg kom til at danse med en meget, meget yndig pige i strandkanten under en klar stjernehimmel. Vi havde drukket en hel del champagne. Først flere dage efter fortalte min ven mig, hvem hun var. Det var Brigitte Bardot.«

På samme måde kan han fortælle om Errol Flynn, som sejlede ham til Mallorca, og Marlene Dietriech, som var i besiddelse af et halvt meter langt cigaretrør.

Intet kunne tilsyneladende standse Marcel de Sades vej mod stjernerne. Da en vens søster blev syg, fik han den idé at hjælpe hende økonomisk med midler fra det olieselskab, han arbejdede for som regnskabsholder. Ifølge eget udsagn havde han ikke tid til at hente pengene i den schweiziske bank, så i 1963 valgte han at »låne« 820.000 kroner i firmaet.

Ikke lang tid efter bankede to betjente på hans dør. Bevidst om sin svindel var den blot 29-årige marquis forberedt. Politiet blev vist ind af Marcel de Sades hushovmester, de fik tilbudt en drink og placeret for enden af et langt bord i en 18 meter lang stue. Hvorfor blev De ikke lagt i håndjern? »Det kunne de da ikke. Det var Marquis de Sade, jeg var beskyttet i højeste grad, jeg var kendissen i København, centrumfigur for nattelivet. Politibetjentene nægtede overhovedet at tro på anmeldelsen. De satte sig ned og var omgivet af sølv og guld.«

Så Deres Excellence var fattet?

»Jamen Hans Excellence var i allerhøjeste grad fattet. Jeg tænkte, at nu fortæller jeg sandheden, og så skyder jeg mig. Det havde hele tiden været min plan, så arven kunne tilfalde min familie. Men min daværende samarbejdspartner kom ind og tilbød mig en campari, og det ville jeg selvfølgelig gerne have, og alt imens havde han låst pistolen inde.«

Selve retssagen har Marcel de Sade ikke meget tilovers for. Jojo, han havde da svindlet. Det indrømmede han. Men at 820.000 kroner skulle have dækket flere års regninger til fester og middage, det var lige godt latterligt.

»Alene mit fly kostede mere end 820.000 kroner. Det blev en gåde, hvordan i alverden jeg kunne bruge 44 millioner, når bedrageriet ikke var større. Sandheden er jo nok den, at man ikke ønskede at finde ud af det, fordi man rodede for mange kendte og betydningsfulde mennesker ind i sagen.«

Den Falske Marquis

Marcel de Sade nævnte ikke et ord om smykkesalget eller sine værdier i udlandet af frygt for yderligere straf, selv om han senere fandt ud af, at det ikke var ulovligt. Han endte med at få 3,5 års fængsel for bedrageri. En meget hård dom i forhold til lignende bedragerisager. Villaen i Gentofte, smykkerne og sølvtøjet blev solgt til spotpris på en auktion. Det hed sig, at det meste var kopivarer. Abildgaards maleri var sporløst forsvundet.

Medierne udråbte ham til »Den Falske Marquis«, der havde opfundet sin titel og svindlet sig til overdådige, ekstravagante fester i aristokratiske lag. En historie, som bliver reproduceret i medierne og blandt folk den dag i dag.

Onde tunger påstår, at De er en svindler og har opdigtet det meste af Deres historie?

»Jeg er jo desværre ikke H.C. Andersen. Jeg tror, det ville være ret svært. Der er lidt for mange, der ved lidt for meget til, at det ville være muligt for mig at gøre det. Man må jo også sige til sig selv, at jeg ikke har mulighed for at huske så godt, så detaljeret, så længe og så meget. Men der er altid nogen, som vil have lagt en film på bordet fra den dag, man blev født.«

Og De iscenesætter ikke Dem selv, men er naturlig i tale og væremåde?

»Det synes jeg ikke selv, så hver gang nogen påstår det modsatte, og det sker jævnligt, bliver jeg lige forbløffet. Så jeg forsøger at fastholde min egen identitet, fordi der bliver stillet spørgsmåltegn ved den. Det bliver et krav, at jeg husker. Og jeg er dårlig til at huske. Og når man er dårlig til at huske, skal man ikke lyve.«

Løgn var det i hvert fald ikke, at han brugte 3,5 år i fængslet. Her malede han, læste litterære klassikere, spillede piano og sendte breve. Ved løsladelsen holdt en Chevrolet Bel Air klar med rosenblade og campari omkring. Nattelivet fortsatte som hidtil.

Markis Marcel de Sade, født Jørgen Vase Schmidt. Bedrageridømt i begyndelsen af 60'erne og kendt som "den falske markis". Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

I begyndelsen af 70erne brød han med sin hustru, men fik snart en ny frue og to døtre. Han tog arbejde som plejeassistent i 30 år, ikke at han behøvede det, man havde vel opsparing, men at se sin elskede tante ligge for døden i De Gamles By var for meget for ham. Nu ville han hjælpe mennesker.

I 80erne blev Marcel de Sade kultfigur i København. Han hang ud med sin nye »søster«, Sandra Day, den berømte draq-queen på Madame Arthur, stedet for drags, bøsser og excentrikere med hang til fest, amfetamin og poppers. Han kunne finde på at dukke op i et dyrt sultankostume med stor turban og snabelstøvler på. En dag havde han to slaver med i silkelænker, to meget smukke fyre, den ene var model for Björn Borg, den anden var mulat.

På Tännhauser indvilligede han i at udlevere tre piskesmæk i den bare rumpe med et kanonslag mellem balderne til alle dem, som bestilte en ugly bugly, og herefter fik man oven i købet et certifikat med Hans Excellences underskrift. Det var der mange, som sagde ja til. Også selv om drinken var forfærdelig. Selv lagde han navn til drinks som Marquisen og Hans Onde Nåde.

»Vi lever i en tid, der er lige på grænsen til anarki«

I begyndelsen af 90erne forsvandt det sidste interessante natteliv fra København, ifølge Marcel de Sade. Danserestauranterne og pianobarerne var væk. Alt var højlydte pubber og diskoteker uden charme eller form. I stedet startede han sin egen musiksalon på Frederiksberg Allé og inviterede jævnligt kultureliten og adelige indenfor. Det gør han stadig.

»Samfundet er blevet meget anderledes. Høfligheden og dannelsen er forsvundet. I mine øjne lever vi i en tid, der er lige på grænsen til anarki, og det finder jeg meget ubehageligt.«

Cykler på fortovet, telefonsnakkende bilister, forfladigelse af sproget, skrigende børn overalt, en umyndiggjort folkeskole, ulyttelig musik i radioen, eller musak vil han hellere kalde det, og han bliver ved.

»Forleden var jeg ude at gå med min datter. Hun er stoppet med at ryge, men fik sådan lyst til en cigaret. »Så må vi jo finde et sted, hvor vi kan være inde,« sagde jeg til hende. Man ryger da ikke på åben gade. Man ryger da indenfor. Det kan gudhjælpemig ikke have sin rigtighed. Hvorfor dog nedlade sig til at ryge offentligt? Man spiser da heller ikke offentligt.«

Marcel de Sade har heldigvis levet sit liv. Han mangler blot at få solgt de sidste smykker, så han kan sikre sine døtres arv, og få de sidste ord nedfældet i den erindringsbog, som forfatteren Orla Fokdal er ved at skrive. Og det er ikke let at holde styr på alle detaljerne.

»Der er jo så meget,« som han siger.

Til slut lægger han sig i den kiste, der står bag hans soveværelse og bliver lagt ned i den grav, han har forudbetalt 60 år frem. Men til trods for lidt småskavanker, såsom en lungecancer, han imidlertid har fået standset, og en afmagring som følge af, at han drak espresso i stedet for at spise, ser det ud til at gå meget godt med helbredet. Han sover fire timer om natten, svømmer dagligt og flanerer flere gange om dagen.

»Om jeg er bange for at dø? Nej, det er jeg ikke. Det har jeg aldrig været, også selv om jeg aldrig rigtig har haft en tro. Jeg har det nu meget godt, jeg har været meget forkælet i mit liv, men jeg savner så frygteligt en hushovmester og især en kammertjener.«

Se, det var et rigtigt eventyr. Formiddag er blevet til skumring. Marcel de Sade byder på endnu en drink og sætter sig op ved sit piano.

Markis Marcel de Sade, født Jørgen Vase Schmidt. Bedrageridømt i begyndelsen af 60'erne og kendt som "den falske markis". Fold sammen
Læs mere