Maratonmanden Dennis Knudsen

Det er ikke altid nemt at være inde i frisøren Dennis Knudsen. Sommetider hersker der vildt kaos, men de fleste gange er der fest. Den glade dreng fra ugebladenes forsider har løbet stærkt de seneste 25 år, men erkender på toppen af sin karriere, at han har ramt »muren« flere gange i sit liv. Det var bare ikke til et maraton...

»Jeg skal ikke spørge nogen om noget, jeg har hverken mand, kone eller børn lige nu. Jeg lever et ungt singleliv, jeg går stadig meget i byen. Det er en del af min personlighed,« siger Dennis Knudsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Als
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Søndag 22. maj 2011. Dennis Knudsen stiller ikke op til start i Copenhagen Marathon. Han har ellers meldt sig til for længe siden. Det skulle have været det syvende.

Se flere billeder af Dennis Knudsen i galleriet til højre >> 

Han sidder i stedet over sen morgenmad i Zentropa-villaen i Sydfrankrig som en af de sidste på det store hold, der har serviceret indkøbere og verdenspresse hele ugen under filmfestivalen i Cannes for at promovere Lars von Triers »Melancholia«.

Frisøren fra Ny Østergade har været chef-makeupartist på hele produktionen og er selvskrevet til at gøre arbejdet færdigt med at sminke skuespillerne til interview og premiere. Han er ved at pakke badetøjet, på vej ud til en af de små øer ud for Rivieraen for at slappe af inden hjemrejsen, da telefonen ringer. Kirsten Dunst skal møde op i festival-palæet om aftenen.

Han skal ikke kun gøre hende klar. Han skal også være hendes ledsager. Nu skal der virkelig løbes stærkt, men han kommer flot i mål. Hun i Chanel-kjole, som skaffes i sidste øjeblik, han i smoking, som altid er med.

»Da de råber hendes navn op som bedste kvindelige skuespiller, får jeg tårer i øjnene. Hun springer op. Hvem skal hun kramme? Hendes kæreste er taget hjem. Det bliver mig, jeg er den nærmeste.«

MS møder ham to dage senere på hans kontor i det indre København. Han har rystet det vilde after-party i Cannes af sig – først på Uma Thurmans lejede yacht, og derefter på natklub – og ligner Dennis Knudsen, som man synes, at man kender ham.

Masser af Shamballa-armbånd, bluse med udsigt til »gorilla-slips«, sort habitjakke og læderbukser med grove lynlåse. Glimt i øjet. Glad og stolt viser han den seneste sms på sin mobil. Den er fra Kirsten Dunst, »tak fordi du var der«.

Sådan en historie er selvskrevet til en biografi, sammen med alle de andre fantastiske oplevelser han har haft, siden han blev udlært som frisør og parykmager i Danmarks Radio for 25 år siden. Men det er ikke dén bog han arbejder på i øjeblikket.

Det er den ultimative skønhedsguide, der skal udkomme til efteråret på Gyldendal som jubilæumsbog.

Dennis Knudsen er ellers god til at skabe overskrifter. Både frivilligt og ufrivilligt. Han har svært ved at sige nej, når nogen vil have ham til at åbne sit klædeskab, vise sit hus i Tyrkiet, gætte hans hjem i  Tårbæk, kommentere sin platoniske kærlighed til Sanne Salomonsen og uddybe sit ønske om at ville have børn.

Læs også:
Nicolaj Kopernikus: Leg kan også være hårdt arbejde
Martin Brygmann: »Hvorfor fanden gør jeg det her?«
Peter Frödin: »Jeg har altid set verden med et smil«

Han beder ikke selv om at blive »ugens brandert« i Se & Hør, og han vil også helst have været foruden, men han kan ikke løbe fra, at han godt kan lide at fyre den af på Cosy Bar og andre steder rundt i byen.

»Hvad kan jeg sige? Når jeg får alkohol og holder en rigtig god fest, så danser jeg på bordene og fortsætter til den lyse morgen. Jeg skal ikke spørge nogen om noget, jeg har hverken mand, kone eller børn lige nu. Jeg lever et ungt singleliv, jeg går stadig meget i byen. Det er en del af min personlighed. Jeg tager det ikke så tungt, og det sårer mig slet ikke. Jeg vil heller ikke give slip på den indre vildskab, for den er også med til at give min kreativitet det drive, der har ført mig så vidt omkring.«

Gør det dig glad og lykkelig?

»Ja, i store perioder af mit liv. Jeg føler, jeg har fået frihed til at gøre, hvad jeg vil. Men hvis jeg ikke er det, glad og lykkelig, kan jeg da godt blive forskrækket over, hvor forfærdeligt det også kan være. Men når noget er godt, er det også nødt til at gøre ondt en gang imellem. Jeg er ikke så god til at gå på midten af livets vej. Jeg lever de hårde ekstremer – i byen tre gange om ugen og for meget arbejde, eller også skræller jeg gulerødder, rører ikke alkohol og træner til de store løb. Og jeg må sige, jeg elsker de kontraster i mit liv.«

To gange har han været knap så begejstret for livet. Han ramte »muren«, som det hedder i løber-sprog, når man ikke tror, at man kan komme videre.

»Jeg har levet i et indre kaos, lige fra at føle, at livet er det mest fantastiske til at jeg kan blive angst, deprimeret og socialt hæmmet. Jeg har været inde og mærke der, hvor livet ikke er sjovt og man måske ikke har lyst til at leve det, men mit dilemma er, at jeg har dødsangst. For man kan jo ikke tage livet af sig selv, når man er bange for at dø, vel?«

Den første gang han fik en advarsel var som 29-årig, hvor han vågnede en nat og følte det, som om han fløj ud af sin egen krop, mens han så billeder af sin afdøde far.

»Det var virkelig skræmmende, det var en følelse af uvirkelighed. Jeg havde hjertebanken og kunne ikke sove igen. Og den hallucination af min far, som var død otte år før i en trafikulykke, var måske et traume, som jeg ikke havde fået bearbejdet. Lige den nat troede jeg, at jeg selv døde. Eller var blevet tosset.«

Diagnosen var nu stress. Han arbejdede 12-14 timer om dagen, havde fået arbejde på sin første spillefilm, »Drengene Fra Skt. Petri«, havde et kæresteforhold og ville gøre det hele så godt som muligt.

Han fik professionel hjælp, kom på ret køl og nogle år efter begyndte han at løbe. Endorfinerne og adrenalin-kick’et fra løbeturene sparede ham for medicinsk behandling, og som bonus gennemførte han sit første maraton i 1997 og en Ironman året efter.

Læs mere på næste side >>

»Jeg var altid opmærksom på de små signaler i årene efter, men da jeg var 40, var den gal igen. Jeg gik ellers til stress-coach, for at lære at håndtere det, men hun sagde »du kommer igen og igen, men du gør ikke en skid ved det, og når du ikke vil lytte, skal din krop og dit sind nok fortælle dig det« og bang! så skete det.«

Se flere billeder af Dennis Knudsen i galleriet til højre >>

»Jeg var i gang på »Dogville« og havde lige åbnet salon i Adelgade. Jeg havde haft en vildt stresset dag og sad med regnskaberne sammen med min mor, som hjalp mig dengang. Pludselig kunne jeg ikke skrive tallet 2. Jeg spurgte hende, hvad der skete, og da hun spurgte mig, hvad hun kunne gøre for mig, brød jeg helt sammen og græd og græd. En af de ting, som væltede læsset, var tanken om, at jeg skulle stå foran A.P. Møllers unge elever og coache dem i at se præsentable ud på jobbet. Jeg var nervøs, fordi det skulle foregå på engelsk. Herregud, det var en flok 16-18-årige! Mon ikke de ville have båret over med, hvis det hele ikke lød perfekt, når jeg holdt mit foredrag?«

Dennis Knudsen gik helt ned med flaget og lå på en sofa i 14 dage og stirrede ud i luften. Han begyndte at arbejde igen, men havde det ulideligt i seks måneder, og fik det først godt efter halvandet år og terapi hos en psykiater.

Det var prisen for at have åbnet salon og firma og skruet tempoet op med filmarbejde, stylingopgaver og foredrag.

I dag har han balance i tingene. Han er blevet god til at uddelegere de ting ved at være selvstændig, som kunne tage livet af ham, og koncentrere sig om det han kan – og kan lide. Og det har givet ham den succes, som han nyder nu.

Ikke mange ved, at han har arbejdet på de fleste af Lars von Triers film, han har netop gjort Nikolaj Arcel’s kommende Struensee-drama med Mads Mikkelsen færdig i Prag som chef for hår og makeup.

»Det er skønt at lave 1700-tals film, når man nu også er udlært parykmager«, og til sommer går det løs med ansvaret for skuespillernes look i Bille August-fortolkningen af »Balladen om Marie Krøyer« i Skagen og Sverige.

Læg dertil hans kongelige kunde, prinsesse Marie, som valgte ham til sit bryllup for tre år siden, og stadig sender bud efter ham. Og hans sidste nye fan, designeren Tommy Hilfigers unge kone, Dee, der fløj ham til New York først i maj, så han kunne gøre hende klar til årets modebegivenhed, The Met Ball, efter at de havde mødt hinanden i København sidste vinter.

Åh, vi havde nær glemt Susanne Bier, som han bar guld-håndtasken for  i Hollywood, da hun fik hænderne fulde af både Golden Globe og Oscar, »men jeg synes nu Kirstens Dunsts lille sorte fra Chanel klædte mig bedre!« siger han med et grin.

Derfor har han lidt svært ved at forstå, at han ikke altid er lige velkommen på den røde løber i Danmark.

»Forrige år lancerede jeg mit eget kosmetik-mærke. Det er ikke hver dag, at nogen skaber et nyt dansk mærke uden parfume og parabener, og jeg sendte produkter ind til Danish Beauty Awards i håb om at blive nomineret, enten i produkt- eller design-kategorien. Da jeg blev klar over, at det var jeg ikke, blev jeg så skuffet, at jeg ikke kunne bære at skulle gå op ad den røde løber og føle, at nogen stod og tænkte »ha-ha-ha«. Så jeg blev væk.«

Læs også:
Nicolaj Kopernikus: Leg kan også være hårdt arbejde
Martin Brygmann: »Hvorfor fanden gør jeg det her?«
Peter Frödin: »Jeg har altid set verden med et smil«

Savner du skulderklap og bekræftelse? Eller respekt?

»Jeg føler selv, jeg svinger meget godt med branchen, og jeg har stor respekt for dem, som sidder i dommerpanelet i Danish Beauty Awards i hvad de ellers laver. Jeg så da gerne, at de også kunne være stolte af det, jeg har opnået. Jeg vil gerne være medlem af det såkaldte »gode selskab«, men måske synes de ikke, at jeg passer ind. Jeg laver ting, som de ikke ville drømme om at røre ved, men af alt jeg laver, så ved jeg egentlig ikke, hvad jeg skulle sige nej til? Det betyder alt sammen noget for mig, både fagligt og personligt.«

Føler du måske, at du spænder ben for dig selv ved at favne så bredt som at sminke dansk teaters store damer, Ghita Nørby og Susse Wold, det ene øjeblik og kravle rundt på en sovende Paris Hilton det næste for at lægge hendes makeup, fordi hun vil have en time mere på øjet, inden hun skal møde pressen?

»Der er sikkert nogen som synes, at jeg fører mig frem, at jeg er på hele tiden, at jeg er cheesy, men, hey, det er den, jeg er. Det kan godt være, at jeg ikke passer ind i high fashion inderkredsen, og at nogen ikke vil have med mig at gøre, fordi jeg også har en brevkasse i Ude & Hjemme, men så længe jeg kan leve med mig selv og jeg kan se, at min virksomhed vækster, har jeg ikke tænkt mig at lave mig selv om. Jeg kan ikke løbe fra det, jeg kommer af.«

Dennis Knudsen voksede op i en 2 ½-værelses i Mørkhøj nord for København med sine forældre og lillebror. Far var maler, mor arbejdede i bank. Allerede som to-årig begyndte han at sætte hår på sin kusine Tina, senere gik det ud over hendes dukker, som blev klippet og malet med tusch.

Han var aldrig i tvivl om, hvad han skulle være. Faderen havde nok håbet på, at han ville gå i hans fodspor eller blive noget med sport, fordi han trænede fodbold. Dennis spillede også lidt fodbold og  fik næsten sort bælte i taekwondo, men det var frisørfaget, som trak.

»Så jeg kommer fra det segment. Der er ikke mange i min familie, som har en højere uddannelse, de er enten håndværkere eller arbejder på lager eller med rengøring, de er som folk er flest, og det føles trygt for mig. Du ved, aftenkaffen med ostemaden ved kakkelbordet og mormor, der ryger cerut! Og skulle jeg vælge noget andet  at arbejde med i dag, kunne jeg godt tænke mig at blive tømrer. Jeg elsker duften af træ – og det vil stadig være et job, hvor jeg bruger hænderne til at skabe noget.«

Selv om Dennis Knudsen har meldt ud, at han drømmer om at få børn, bliver det ikke en traditionel kernefamilie, som den, han selv voksede op i.

»Jeg kan ikke forestille mig et liv uden, børn er meningen med livet. Og jeg tror, jeg bliver en rigtig god far. I hvert fald sjov! Da jeg var i Cannes, havde en af producerne sin baby med, og det var skønt at være baby-holder i pauserne. Jeg fik fader-fornemmelser allerede for 15 år siden, og prøvede med et lesbisk par, men det lykkedes ikke. Så har jeg været uheldig med en kvindelig partner, som blev forelsket i mig, og en anden kvinde, som blev forelsket i en anden fyr og sprang fra projektet. Det gør det lidt mere svært at få et barn, når man ikke skal være mand og kone, men aftalt far og mor på deltid,« siger han.

Vil du gøre noget anderledes i forhold til den opvækst, du selv fik?

»Man skal sørge for, at ens barn ikke kommer ud for oplevelser, som giver dem ar på sjælen, men tilføre dem glæde og styrke, så de kan komme gennem livet så smertefrit som muligt.«

Hvad dækker det over?

Dennis Knudsen tager en lang pause.

»Jeg ville egentlig ikke snakke om det, for jeg har tilgivet ham, men min far var alkoholiker... Det er et kæmpe svigt, at et barn skal komme hjem fra skole hver dag og være bange for, hvad der møder ham. Et voksent menneske, som er utilregnelig. Han drak, ja, men han gjorde det bl.a. fordi han havde angst, og oven i fik han malerhjerne. Han levede i et helvede, og det var skrækkeligt for os andre at se på, når man ikke kunne hjælpe. To år før han døde, var jeg med ham til psykiater, som fortalte, at de ikke kunne gøre noget for ham. Det var lidt af en besked at få. Det var nok derfor, han kom til at gå ud foran en lastbil...«

Dennis var 21 år dengang. Han føler, at han efterhånden har fået bearbejdet det, selv om det nager ham, at han aldrig fik sagt farvel.

»Jeg tilsidesatte smerten dengang, fordi jeg pludselig stod med ansvaret for os alle tre. Jeg måtte passe på min mor og min fem år yngre bror, mens min far levede, men ansvaret blev jo endnu større, da han døde. Nu bruger jeg den oplevelse positivt i mit eget liv ved at finde styrke i andre ting end alkohol, hvis angst og stress banker på. Jeg er en type, som kan godt lide at have gang i mange ting, men jeg er bevidst om ikke at ende i hamster-hjulet igen. For når jeg engang holder op med at arbejde, vil jeg gerne kunne sige, at jeg havde det sjovt, mens det stod på.«

Læs også:
Martin Brygmann: »Hvorfor fanden gør jeg det her?«
Peter Frödin: »Jeg har altid set verden med et smil«
Nicolaj Kopernikus: Leg kan også være hårdt arbejde