»Mange synes, det var vildt, at jeg kunne være væk fra min datter, når hun var så lille«

Sangerinden Karen Mukupa ville ønske, hun var en mere afslappet mor for sin datter, Tiki på to år, men hun er nok »lidt af en hønemor«

Karen Mukupa Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang

’Karen og Nikolaj – tak for dit besøg’ står der på døren ind til den lyse lejlighed på femte sal på Islands Brygge i København. Indenfor bor sangerinde og  børnebogsforfatter Karen Mukupa, hendes kæreste, kokken Nikolaj Kirk, deres datter, Tiki på knap to år, samt den frække grønne amazonpapegøje Kiwi.

Lejligheden bærer præg af parrets mange rejser. På væggene hænger afrikanske træfigurer og instrumenter side om side med farverige blomsterkæder og kunstgruppen Superflex’ orange plakat Foreigners, please don’t leave us alone with the danes! fra 2002.

LÆS OGSÅ: Opdragelse: Slip dit barn fri

– Det er berigende at være mor, men jeg synes også, det er hårdt arbejde. Jeg ville ikke kunne gå hjemme som min mor og passe min datter hver dag. Det er dejligt, at hun går i vuggestue, for så har jeg overskud til at lave mine egne ting. Jeg har mange musikervenner i Tanzania, så jeg har overvejet at tage derned uden Tiki.

– Jeg har faktisk ikke dårlig samvittighed, hvis jeg skulle beslutte mig for at gøre det. For det er vigtigt for mig at holde fast i mig, selv om jeg er blevet mor, siger Karen, hvis fulde navn er Karen Mukupa Thurøe Rasmussen. Det eksotiske mellemnavn har hun fra sin zambianske mor.

Hendes hverdag med koncerter og børneshows i både ind- og udland og Nikolaj Kirks arbejde som kok betyder, at parret rejser en del, både sammen og hver for sig. Da Tiki var blot fire måneder gammel, var hun for første gang alene hjemme med Nikolaj, mens Karen optrådte på Skanderborg Festival. Da datteren var et år gammel, var Karen en uge i Zambia for Plan Danmark. Sangerinden ved godt, at hun på det plan adskiller sig fra mange danske mødre. Men hun er selv vokset op med en mor og far, der rejste meget.

– Mange synes, det var vildt, at jeg kunne være væk fra Tiki, når hun var så lille. Men min sundhedsplejerske sagde ‘bare tag af sted, og nyd det!’, og det gjorde jeg så med god samvittighed. Min egen mor var også væk fra mig af flere omgange, da jeg var barn. Jeg var aldrig alene, men det er ret normalt i afrikanske familier, at forældrene for eksempel bliver nødt til at rejse væk for at arbejde.

– Jeg kan se, hvor sjovt Tiki og Nikolaj har det sammen. Det har altid været en del af Nikolajs og mit forhold, at vi har givet hinanden plads til eksempelvis at rejse, når vi har haft brug for det – også uden hinanden.

Præget af Afrika

Rejserne har været et gennemgående tema i Karen Mukupas familie. Hendes danske far mødte hendes mor i Zambia, hvor han arbejdede for Mellemfolkeligt Samvirke. Karen er både præget af sin tid i Danmark og af sin afrikanske baggrund. En baggrund, hun satte fokus på i 2014 i DR-programserien Smag på Afrika, hvor hun sammen med Nikolaj Kirk rejste rundt og udforskede det afrikanske køkken.

Karen Mukupa er opvokset i Tanzania som den ældste af fire søskende. Ligesom de fleste andre afrikanske børn gik hun ikke i børnehave, men blev passet af sin mor og de andre mødre i byen. Det var en barndom med masser af selskab og leg og en stor grad af frihed.

LÆS OGSÅ: Udenlandske mødre: »Hvorfor putter I jeres børns sutter i munden?«

– I Tanzania har man ordsproget ‘It takes a village to raise a child’ (‘det kræver en hel landsby at opdrage et barn’, red.). Sådan var min barndom. Jeg har aldrig opfattet min mor som hjemmegående, for vi var jo altid ude blandt folk – naboer, venner og familie. Jeg vidste godt, at mine forældre var de tætteste på mig. Men jeg var vant til, at man godt kan blive passet ude. I Tanzania er børnene mere et fælles ansvar frem for bare mor og fars, forklarer Karen Mukupa.

Hun er opdraget strengere end jævnaldrende danske børn, men med et naturligt ansvar for sine mindre søskende. Og så var det vigtigt for hendes mor, at familiens to piger lærte at lave ordentlig mad.

– Min mor sagde altid ‘måske bliver du gift med en fra bushen, og så skal du kunne lave mad’. Det var også vigtigt for hende, at vi fik respekt for de ældre, og det er meget indgroet i mig. Hvis jeg kommer på besøg hos folks forældre, kan jeg blive enormt genert og have stor ærefrygt over for dem, fordi de er ældre og har så meget livserfaring.

LÆS OGSÅ: Glade muffins til fest

Alene til Danmark

Det første store skift i Karen Mukupas liv indtraf, da hun som knap 15-årig flyttede alene til Djursland for at gå i niende klasse på en jysk friskole. Hun havde lært dansk et par år tidligere og flyttede ind i et kollektiv hos nogle af forældrenes venner. I Danmark er det ikke normen, at teenagere flytter hjemmefra så tidligt, men i Tanzania er mange unge nødt til at flytte hjem til et familiemedlem i en anden by for at gå i skole.

– Mange mente, det var fuldstændig sindssygt, at jeg flyttede til Danmark alene. Men jeg fik hurtigt venner og fik en masse selvtillid af at bo uden mine forældre. Jeg savnede dem selvfølgelig, men jeg så det også som en spændende udfordring.

Den første vinter gik Karen Mukupa rundt i en tyk vinterfrakke og to par bukser for at holde varmen i det danske frostvejr. Hun fik sig noget af en oplevelse på friskolen, hvor hendes jævnaldrende klassekammerater drak alkohol og kyssede til festerne.

LÆS OGSÅ: »Aura skal omfavnes ikke hærdes«

– Jeg ved ikke helt, om mine forældre var klar over, hvad de havde sendt mig af sted til. Det var noget helt nyt. Vi bestemte en masse ting selv i klassen, og man måtte godt sige læreren imod. Det var jeg ikke vant til i Tanzania, griner Karen Mukupa.

Hun opdagede også noget andet på friskolen, som fik afgørende betydning: sit musikalske talent. Hun spillede klaver og sang, og interessen for musikken, som farens fritidsband havde kickstartet mange år forinden, fik mulighed for at blomstre op. Langsomt blev hun overbevist om, at det kunne lade sig gøre at leve af at spille musik. Senere flyttede Karen Mukupa til i København, hvor hun blev venner med den jævnaldrende Natasja Saad. Sammen dannede de rapgruppen No Name Requested, der hurtigt blev et stort navn.

De seneste 25 år har Karen Mukupa været en del af den danske musikscene, efter rapgruppen som soloartist med fire album i bagagen.

En hønemor

Hun mødte Nikolaj Kirk til børne-MGP for 12 år siden. Efter at have forsøgt at få et barn i syv år besluttede parret sig for at adoptere Karens nevø, Kingston, da hendes fætter i forvejen havde syv børn og desuden er hiv-smittet ligesom sin kone. Men undervejs i den lange adoptionsproces blev Karen gravid og valgte at afbryde adoptionen. Hun støtter i stedet fireårige Kingston økonomisk.

I april 2013 blev de forældre til Tiki. Egentlig skulle hun have heddet Marlee, men da hun kom til verden, syntes parret ikke, at hun lignede en Marlee. Så kom hun til at hedde Tiki som en hyldest til inkaernes solgud Kon-tiki og eventyren Thor Heyerdal, som Nikolaj Kirk er meget fascineret af. Men selv om Karen havde glædet sig meget til at få børn, var det helt anderledes at blive mor, end hun havde forestillet sig.

– Jeg synes virkelig, det var hårdt de første mange måneder. Tiki græd utroligt meget. Sundhedsplejersken sagde, at det ikke var kolik, men jeg er overbevist om, at det var det. Jeg følte ikke, at jeg slog til som mor, fordi jeg ikke kunne få hende til at falde til ro. Jeg vandrede København tynd med barnevognen, men fandt hurtigt ud af, at Tiki godt kunne lide at være tæt på mig. Så jeg blev hurtigt sådan en slyngemor, der bar hende på mig overalt, fortæller Karen Mukupa, der af samme årsag har et stort udvalg af slynger fra hele verden.

I det hele taget har hun måtte revidere sit billede af mor-rollen en hel del.

– Inden jeg fik Tiki, havde jeg en forestilling om, at jeg ville tage mit barn med overalt. Sådan en nonchalant, afslappet, afrikansk mor. Det er jeg så ikke blevet! Jeg er lidt at en hønemor, der holder fast på sovetider. Jeg gad godt være lidt mere nonchalant anlagt, men jeg kan bare se, at Tiki har brug for at have en helt fast søvnrytme og sove middagslur på samme tidspunkt. Ellers bliver hun sådan et demon child, konstaterer Karen Mukupa og griner højt af sit eget udtryk.

Børn uden ipad

– Men det er lidt ironisk, at jeg, der godt kan lide at have kontrol over tingene, har fået et barn, som bare er sådan ‘aaargh’, lige meget hvor hun er henne, fortsætter hun og  kaster hænderne rundt over hovedet for at illustrere datterens vulkanske temperament.

Som mange andre danske forældre har Karen læst flere bøger om børneopdragelse og tigerspring og motorik for at følge med i Tikis udvikling.

– Min mor synes, det er fuldstændigt sindssygt, at man skal læse sig frem til, hvordan man opdrager et barn. Når jeg tager til Afrika, kan jeg måske godt se, at det fungerer fint dernede. Børnene løber rundt og leger, og mange af dem går allerede, når de er ti måneder gamle. De får ansvar tidligt – måske for tidligt, men det tager ikke barndommen væk fra dem.

– Det er da tankevækkende, at de ikke alle sammen sidder med en ipad. De er ude at lege og bruge fantasien. Det kunne vi måske godt lære lidt af herhjemme, siger Karen Mukupa og griner højt, inden hun skynder sig at tilføje, at Tiki allerede er lige lovligt glad for familiens ipad.

Manglen på telefoner og ipads er ikke den eneste forskel fra Tanzania; i de fleste afrikanske lande bliver børnene stadig passet hjemme af moren, ligesom Karen blev som barn. Det skyldes, at vuggestuer er et ikke særligt udbredt fænomen.

– Herhjemme ser vi frem til, at vores børn skal starte i institution, men i Afrika passer mødrene selv deres børn, indtil de starter i skole. Det er kun i overklassen, at der findes vuggestuer, og de fleste vil ofte hellere have en nanny, der passer barnet i hjemmet.

Ensom under barslen

I det hele taget er afrikanske mødre del af et større fællesskab, fordi de hjælpes om at passe børn, lave mad og sørge for det praktiske hver dag. Det fællesskab kan Karen Mukupa godt savne i Danmark, hvor familien oftest består af far, mor og børn, der bor sammen i et hus eller lejlighed.

– Jeg kan godt forstå, at vi i Danmark får besøg af sundhedsplejersken hver måned det første halve år, fordi vi tit er så ensomme, når vi får et barn. Jeg kunne godt føle mig meget ensom under min barsel. Jeg havde jo min mødregruppe, men ikke det netværk af familie og naboer, der kommer og går en tur med barnevognen og giver moren lidt luft.

– Der er da ikke noget at sige til, at mange kvinder får en efterfødselsreaktion, når de er alene hjemme hele dagen med et spædbarn og en helt ny rolle som mor, som er sindssygt usikker i starten.

Usikkerheden som mor har Karen Mukupa selv dealet med, fordi Tiki græd meget og ikke spiste særligt meget, da hun begyndte på fast føde. Derfor blev den lille pige nøje målt og vejet af sundhedsplejersken, hvilket blot gjorde Karen ekstra bekymret – selv om Tiki fulgte sin egen vækstkurve.

– Herhjemme skal tingene helst gå efter bogen – barnet skal vokse efter de gennemsnitlige mål og helst begynde at spise grød, når det er præcis fem måneder. Tiki har altid været lidt småtspisende, og jeg kan mærke, at jeg skal gøre mig umage for ikke at gøre det til et issue. Måske er det den afrikanske mor, der kommer op i mig: ‘Please, spis noget mere, skat!’ siger Karen Mukupa og fodrer sig selv med en portion imaginær havregrød, inden hun bryder ud i et højt grin.

– Jeg har været ret bekymret over, at hun ikke vejer mere. Da vi var i Zambia i julen, var jeg lidt spændt på, om hun ville spise maden. Hun havde diarre i fire dage, og det var sindssygt stressende, fordi hun ikke ville spise noget som helst.

Ristede myrer

– Men så var vi på besøg hos min familie, hvor var der flyvende myrer. Dem spiser man ristet dernede. Så jeg gav en til hende, og det var det eneste, hun ville spise den dag. Hun løb rundt og spurgte efter flere myrer. Lige i det øjeblik tænkte jeg ‘okay, hun er en rigtig afrikansk pige!’.

LÆS OGSÅ: Tigerspring: Forstå babys udvikling

Selv om Tiki kun lige er fyldt to år, har hun allerede været med sine forældre i både Afrika, Sydeuropa og Asien. Karen Mukupa og Nikolaj Kirk har haft deres datter med på rejse, siden hun var et par måneder. Ofte har de rejst uden barnevogn, men med en slynge eller bæresele i håndbagagen i stedet.

– Nikolaj og jeg er typerne, der først læser Lonely Planet i flyet. Men så længe man har det basale babyudstyr med, kan man jo klare sig overalt. Og man kommer ind på folk på en anden måde, når man rejser med børn. Man har pludselig et fællesskab med andre voksne, fordi man er forældre.

– Tiki suger til sig, når vi er af sted. For eksempel forsøgte hun at spise med spisepinde, for det gør man på Filippinerne, hvor vi var i juli. Hun elskede også at spise på de kinesiske restauranter, som der er mange af i Tanzania.

Modig verdensborger

Når man spørger Karen Mukupa, hvilke værdier hun gerne vil give sin datter med i livet, kommer svaret hurtigt:

– Jeg er vokset op med virkelig mange forskellige kulturer og har gået i skole med afrikanere, japanere og indere på en international skole i Tanzania.

– Lige nu er Tiki vores verdens navle, men hun skal lære, at verden ikke kun drejer sig om hende. Give hende en social bevidsthed om, at hun er en verdensborger; give hende nogle sociale kompetencer, så hun kan begå sig i andre dele af verden og føle sig hjemme, lige meget hvor hun lægger sin hat.

Som 41-årig er der ikke mange år at løbe på for Karen Mukupa, hvis Tiki skal være storesøster.

– Med min alder bliver Tiki nok enebarn. Men fra starten har det været vigtigt for mig, at hun fik nogle stærke bånd til for eksempel sine to kusiner og forstår, at hun er en del af et stort fællesskab. Det håber jeg måske lykkes ved at rejse ud i verden, så meget som vores tid og pengepung tillader, for at opleve nye kulturer, smage mærkelig mad og møde nye ansigter. Jeg vil gerne give hende lidt af de åbne horisonter, som jeg selv fik som barn.

Hvad nu, hvis Tiki som 15-årig beslutter sig for at flytte til et fremmed land for at gå i skole?

– Så bliver jeg nok lidt nervøs, men også vildt stolt. Det er en stor gave at lære, at man kan klare sig selv og få venner overalt, ligesom jeg gjorde. Jeg håber, at Tiki får mit mod på verden.

LÆS OGSÅ: Det er ok at være uenige om opdragelsen

LÆS OGSÅ: Mor-rollen: Brug dine instinkter

LÆS OGSÅ: Barsel: »De første to måneder var ren undtagelsestilstand«

 

Artiklen er oprindeligt publiceret på voresborn.dk