Manden med de blå øjne

Den fremragende amerikanske skuespiller og fornemme instruktør PAUL NEWMAN er død i en alder af 83 år.

Filmskuespilleren Paul Newman døde i går efter længere tids kamp mod kræft. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er noget symbolsk ved, at Paul Newman faktisk hed Paul Newman. Modsat de fleste andre filmstjerner blev han ikke kendt under et velklingende kunstnernavn, men beholdt sit fødenavn, og det er et glimrende udtryk for det ægte og ukrukkede, som prægede hele hans lange karriere. Paul Newman skabte sig aldrig, og det behøver han heller ikke med den kolossale karisma, som han fra naturens hånd var udstyret med.
Ligesom den 12 år yngre kollega Robert Redford var Paul Newman, der i går døde efter længere tids kamp mod lungekræft, både Hollywood-stjerne, seriøs skuespiller og kvalitetsbevidst instruktør, og netop sammen med Redford fik han et par af sine største succeser i George Roy Hills muntre western »Butch Cassidy og the Sundance Kid« fra 1969 og den listige svindlerkomedie »Sidste stik« fra 1973. Kemien mellem de to attraktive mænd var fremragende og filmene eminent underholdende.
Som ung studerede Paul Newman på det berømmelige Actors Studio i New York, og i 1956 fik han efter en række teater- og TV-roller sit filmgennembrud som hedsporen Rocky Graziano, der i Robert Wises stadig stærkt seværdige »Kampen mod fortiden« (»Somebody Up There Likes Me«) kommer fra beskedne kår og er noget af en rod, men gør flot karriere som bokser. Det utilpassede og rebelske hos Graziano kom også til at præge Paul Newmans figurer i flere følgende film, for eksempel den beregnende gigolo i Richard Brooks’ »Ungdoms søde fugl« efter Tennessee Williams’ skuespil, den pengebegærlige billardspiller i Robert Rossens »Hajen«, den aggressive mandschauvinist i Martin Ritts »Hud« og den trodsige straffefange i Stuart Rosenbergs »Skrappe Luke«.

DISSE FILM FRA 1960ERNE viste dog kun visse sider af Paul Newmans alsidige talent, der ubesværet spændte fra det komiske til det tragiske, og i 1970erne demonstrerede han sit kunstneriske mod ved at medvirke i så excentriske værker som Robert Altmans »Buffalo Bill og Indianerne« og samme instruktørs dundrende kommercielle fiasko »Quintet« med danske Nina van Pallandt. Men Paul Newman var også glimrende i vellykkede mainstream-film som Stuart Rosenbergs spegede kriminalhistorie »Druknepølen« (som privatdetektiven Lew Harper), Sydney Pollacks engagerede »I god tro« om tvivlsom journalistik samt ikke at forglemme i rollen som en flosset og forsumpet sagfører, der via en vanskelig retssag genvinder sin selvrespekt i Sidney Lumets kraftfuldt konstruerede »Dommen«.
I 1990erne satte Paul Newman tempoet ned. Der blev længere mellem hans roller, men han ydede en smuk indsats som skurkagtig finansfyrste i brødrene Joel og Ethan Coens ekstravagante »Det store spring« (»The Hudsucker Proxy«) og var så sent som i 2002 formidabel som autoritativ aldrende gangsterchef i Sam Mendes’ »Vejen til Perdition«.
Umiddelbart kan man kun komme i tanker om en enkelt problematisk – og kuriøs – præstation i Paul Newmans flotte karriere, nemlig i Martin Ritts »Halvblods« fra 1964. Den var en genindspilning af Akira Kurosawas japanske mesterværk »Rashomon« og havde helt absurd Paul Newman med de klare blå øjne i rollen som heftigt grimasserende mexicansk bandit, hvad der ikke klædte ham.
Men det klædte ham at instruere selv. I den funktion debuterede han i 1968 med den følelsesmættede »Rachel, Rachel«, der havde hans hustru Joanne Woodward i hovedrollen som en jomfrunalsk lærerinde, der forskrækket føler slumrende lidenskaber vågne i sig. Den begavede Joanne Woodward havde også en hovedrolle i ægtemandens intense familiedrama »Skyggeblomster« – med den vanskelige originaltitel »The Effect of Gamma Rays on Man-in-the-Moon Marigolds« – ligesom hun var den bærende kraft i hans TV-film »The Shadow Box« og i hans filmatisering fra 1987 af Tennessee Williams’ traumebugnende skuespil »Glasmenageriet«, der blev den sidste af de i alt seks film, som Paul Newman instruerede.

EN ALSIDIG MAND VAR HAN. Til sit forsikringsselskabs fortvivlelse holdt han meget af oktanbrølende motorsport, og til forbrugernes tilfredshed producerede han velsmagende salatdressing. Skønt han var en dygtig forretningsmand, befandt han sig politisk til venstre for midten, og gennem alle hans gøremål løb en gedigen undertone af idealisme, ubestikkelighed og lyst til kun at levere kvalitet.
Men selvfølgelig er det hverken forretningsmanden eller instruktøren Paul Newman, der vil blive husket. Det er den seje og maskuline skuespiller, der kunne være både rå og følsom, men aldrig skabagtig. Listen over hans film er lang – han debuterede i 1954 og indtalte i 2006 en af stemmerne i tegnefilmen »Cars« – men frem i erindringen dukker han især som den alkoholiserede Brick over for Elizabeth Taylor i Richard Brooks’ dampende drama »Kat på et varmt bliktag«, der viste ham som vred og vild ung mand med enorm følelsesmæssig power, og over for Robert Redford i »Butch Cassidy« og »Sidste stik«, der viste ham som en vittig og charmerende personlighed af ædleste kaliber.