Manden der ryger på legepladser

BM
Rasmus Karkov, journalist. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Jeg har en bekendt, der ryger på legepladser. Det er ikke for at være demonstrativ. Når han får lyst til en smøg i det fri, tænder han den lidt åndsfraværende, mens han sludrer videre om det, vi nu sludrer om, og det gør han så også på Østerbros legepladser.

De første par gange fik jeg nærmest et chok, men nu forstår jeg, at han er det sidste ægte menneske, jeg kender. Hvis jeg røg en smøg på en legeplads, ville det være et utilpasset oprør mod byens provinsificerede Nansensgade-ensretning, der får os alle til at ligne passivt stressende mellemledermødre på flekstid, men sådan er det ikke for ham. Han ryger bare.

De seneste års hysteriske socialmoralske adfærdsregulering af smøger, sukker, hentetider, amning, skolebørnsaflevering, forældreinvolvering, legeaftaler, spise-/sovesituationer og økodiktatur er gået helt hen over hovedet på ham.

Han er bare til stede som den, han er. Et levn fra dengang, vi insisterede på at ville have plads til alle, og tolerance ikke var et krav om, at andre skulle bøje sig for vores værdier, men en tryg forvisning om, at de fleste kunne og ville rumme én, så længe man ikke var intentionelt hensynsløs.

Man tjekkede ikke telefoner i biografen, man gav naboerne ro for trampolinhvinende børn, og man missionerede ikke for særlig kost i institutioner baseret på éns holdning til klimaforandringer.

I det hele taget brugte man i højere grad tiden på øjeblikkets nærhed end på at pådutte andre sit Facebook-segments normer ved demonstrativt præforarget at projicere sin egen menstruationsskam over på umådeligt ligeglade fremmede eller afbryde sin seksåriges Brio-trælegetøjs situation, så han kan få sin udviklingsnødvendige formiddagsamning på en lille autentisk brunchcafé med christianiacykler udenfor.

Individualiteten var stærk nok til at kunne bøjes. Man blev ikke et dårligere menneske af at se en far hente sin dreng klokken 15.55 uden at kommentere det i Politiken, tværtimod lod man måske sit eget barn blive lidt længere i institutionssituationen, så knægten havde en legekammerat, og hans stakkels deltidslønmodtagerforældre kunne føle sig knap så pressede.

Man tilpassede sig situationens rationalitet, som for eksempel at passiv rygning næppe er så dødbringende i en almindelig københavnsk kuling en efterårsdag på Tårnlegepladsen i Fælledparken. Min bekendte lever stadig i den verden.

Han aner ikke, at det private er gået fra politisk til manisk, og at østerbromødrene og deres niholamænd et øjeblik kan dæmpe deres identitetsangst over ikke at være gode nok, forbrugerbevidste nok, andelsfriværdi-fornægtende-»man er så fattig, som man føler sig«-nok, verdensfrelsende-fairtrade- coffee-to-go-eksponerende-nok, når de mere eller mindre åbenlyst misbilliger manden med smøgen med hele den konkurrencesamfundsøkonomiske moral i ryggen, som de ellers normalt foragter.

Han ser det ikke, han ser mest sin datter lege, mens vi småsludrer i blæsten, og jeg undertrykker min lyst til et hiv.