Man skal Thure noget

Thure Lindhardt er en af de få skuespillere herhjemme, der satser internationalt, også selv om det koster nogle slag i ansigtet. For tre år siden blev han vraget til »Da Vinci Mysteriet«, nu spiller han med i efterfølgeren, »Engle og Dæmoner«. »Jeg gider ikke være en af de skuespillere, der sidder og er bitre over, at de ikke får noget ud af det, de laver,« siger han.

Fold sammen
Læs mere
Foto: Sisse Stroyer
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nogle måneder efter Murens fald i 1989 futtede en lille rød, dansk bil ned gennem det jublende Tyskland.

Inde bag ruderne sad den 14-årige Thure og hans far, cand.theol. Mogens Lindhardt, der havde besluttet at tage knægten med på en dannelsesrejse.

Turen, der startede i det DDR-grå Rostock og gik til det friheds-brusende Berlin og videre til Goethes fødeby Weimar og kz-lejren Buchenwald, blev et vendepunkt for sønnen. Han blev dybt grebet af den dramatiske tyske historie, der i 1989 – noch einmal – brød ud i lys lue.

»Det var helt vildt fascinerende, og efter den tur vidste jeg, at dér ville jeg bo,« siger Thure Lindhardt.

Da han kom hjem, besluttede han sammen med en kammerat fra Det frie Gymnasium i København at starte på venskabsgymnasiet Odenwald-schule i Hessen. Dér gik de i halvandet år, inden de vendte hjem til 3. g og en dansk studentereksamen.

Historien fortæller noget om Thure Lindhardt: Han vil være chef i sit eget liv. Det ville han dengang, og det har han villet, siden han i 1998 blev færdiguddannet som skuespiller.

Se Blå bog for Thure Lindhart

»Jeg har det grundlæggende sådan, at hvis man kan skabe muligheden for at vælge mellem fem gode tilbud i stedet for et, hvorfor så ikke gøre det?« siger Thure Lindhardt.

Fra på onsdag kan man se ham i den amerikanske instruktør Ron Howards filmatisering af forfatteren Dan Browns internationale bestseller »Engle og dæmoner«, der er en spændingsroman, som foregår omkring Vatikanet.

I filmen spiller Thure Lindhardt sammen med stjerner som Tom Hanks, Stellan Skarsgård og Ewan McGregor – foruden sin danske kollega Nikolaj Lie Kaas.

Hollywoodproduktioner er, siger danskeren med det halmfarvede hår, noget ganske andet end danske filmproduktioner, inklusive den hidtil dyreste danske film »Flammen & Citronen«, hvor han selv spillede en hovedrolle.

»Engle og dæmoner« er optaget over seks måneder i henholdsvis USA og Rom, og fordi filmen er kontroversiel for den katolske kirke, måtte man i Hollywood opbygge en kopi af Peterspladsen. Vatikanet ville simpelt hen ikke lukke filmholdet ind i den katolske kirkes Mekka. Først og fremmest er det økonomien, som adskiller en dansk og en amerikansk filmproduktion. I Hollywood er der råd til meget mere teknik, flere kameraer og statister og langt større locations.

Lige fra første dag blev Thure Lindhardt behandlet som en stjerne. Han blev hentet og bragt af privatlimousiner, når han skulle til prøver og optagelser. Selv da han skulle fra Vesterbro til Københavns Lufthavn for at flyve til USA, holdt der en limo nede på gaden for at hente ham.

 

»Det koster så mange penge at lave disse film, at man vil være sikker på, at skuespillerne møder op, veloplagte og til tiden. Derfor bliver man hentet og bragt i limousine. Det var en skideskæg oplevelse,« siger Thure Lindhardt, der i filmen har rollen som en livvagt i Vatikanets Schweizergarde.

Selv om han tidligere har spillet sammen med bl.a. Sean Penn i filmen »Into the Wild«, indrømmer han, at han måtte »kridte skoene«, da han skulle spille sammen med de store filmstjerner.

»Jeg er med i rigtig mange scener i filmen og havde meget at gøre med Tom Hanks, Ewan McGregor og særligt Stellan Skarsgaard. Lige i starten er man meget oppe på mærkerne og kan godt standse op og knibe sig selv i armen og fnise lidt og tænke: »Er det mig, der er med i det her?« Men det bliver også en slags hverdag. Hvis man går rundt og er starstruck og benovet, kan man ikke være med. Man er nødt til at overstå benovelsen og så bare komme i gang.«

Thure Lindhardt sidder i sit arbejdsværelse hjemme på 4. sal på Vesterbro i København. Bortset fra to stole, er værelset kun møbleret af indholdet af en kuffert, der i et lidt tilfældigt system er tømt og bredt ud over gulvet. En bunke med kvitteringer og et pas. Et par badetøfler og et håndklæde. Tøj. Et par bøger.

I den ene af de to stuer står hans seng, og i den anden har han et spisebord, nogle stole og bogreoler, hvis indhold vidner om, at det ikke er krimi og spændingsromaner, der er hans foretrukne lekture.

Thure Lindhardt er vokset op i Roskilde i et klassisk akademikerhjem, hvor man hellere så franske film end »Matador« og »Far til Fire«, og hans egen smag er formet af det. Han er til Dostojevskij og Kierkegaard.

Han er født i en teolog-familie. Hans mor er ganske vist psykiater, men både hans farfar, den kendte P.G. Lindhardt, hans farbror, tidligere biskop i Roskilde, Jan Lindhardt, og hans far Mogens Lindhardt, der er mangeårig rektor for Pastoralseminariet i København, er teologer.

Den vej har hverken fristet Thure eller hans brødre, der er hhv. antropolog og virksomhedskonsulent. Fra barnsben har han været vild med skuespil. Familien boede i et »fantastisk hus« midt i Roskilde. En gammel, klassisk, hvid villa med mørk tegl, hvor han og hans to brødre kunne udfolde sig. Han gik til amatørteater tre-fire gange om ugen.

»Den første forestilling, jeg spillede med i, var »Ronja Røverdatter«. Den eneste replik, jeg skulle sige, var: »Skrub af«. Det var stort! Derefter arbejdede jeg mig langsomt op. Det tog lang tid, men efter nogle år fik jeg lov til at spille nogle større roller.«

Som 12-årig fik han en rolle i Bille Augusts film »Pelle Erobreren«, og teaterinteressen var så stærk, at han straks efter gymnasiet søgte og kom ind på skuespillerskolen i Odense. Han har altid haft lyst til at komme til udlandet og spille, og i dag tilhører han en lille eksklusiv gruppe af danske skuespillere, som bl.a. tæller Mads Mikkelsen, Jesper Christensen og Iben Hjejle, med internationale roller.

 

Kort efter at han blev færdig på teaterskolen, fik han i 2000 en rolle i filmen »Her i nærheden«, hvor han spillede sammen med bl.a. Ghita Nørby. Filmen kom med på festivalen i Berlin, og Thure Lindhardt blev »Shooting Star«, en pris som gives til unge talenter. Det gav ham et par dage på den røde løber, hvor han iført Hugo- Boss habit blev kørt rundt i limousine. Det var spændende, men tændte også nogle falske forhåbninger, siger han i dag.

»Men det gav mig lysten til at arbejde internationalt. Jeg har altid haft en irriterende ambition, som på en eller anden måde også er ødelæggende. Jeg gider ikke være en af de skuespillere, der sidder og er bitre over, at de ikke får noget ud af det, de laver. Det har jeg oplevet for meget af. Også i mig selv. Da jeg gik på teaterskolen, så jeg mange – sådan tror jeg ikke, det er mere – hvor der gik rødvinsbrok i den. Det er en hård branche, men der er også meget selvdestruktion i det. Problemet er, at man som skuespiller meget nemt bliver afhængig af, hvad andre mennesker vil med en. Man befinder sig hele tiden i en passiv løft-mig-op rolle. Man bliver ekstremt afhængig af at blive ringet op af en teaterdirektør. Den giver meget nemt følelsen: »Hvorfor får alle de andre, når jeg ikke gør det?« Og det bliver meget nemt til: »Bare det var mig«. Jeg har selv prøvet det, og jeg kunne ikke holde mig selv ud i den rolle.«

Thure Lindhardt fik i øvrigt en kanon start på sin karriere. Efter teaterskolen fik han flere fine teaterroller, bl.a. på Det Kgl. Teater, og blev udnævnt til et af de nye, unge skuespillertalenter. Men efter at han havde været i Berlin, blev han grebet af rastløshed. Efter et par roller i engelsksprogede film rejste Thure Lindhardt i 2003 til USA for at forsøge at gå til casting og finde en agent.

»Det grundlæggende spørgsmål var: Skal andre bestemme over mig, eller skal jeg bestemme over mig selv? Da jeg først var på det rene med, at jeg selv vil bestemme, tog jeg tre måneder til USA og bankede på dørene. Jeg fik en agent og en manager, som syntes, at det, jeg lavede, var spændende. Langsomt begyndte jeg at få arbejde i forskellige lande.«

Han har siden medvirket i flere tyske og engelske film og tv-serier – foruden en række markante danske teater- og filmroller, for det meste med fine anmeldelser. Men der har også været et par ridser i filmen. Han fik f.eks. elendige anmeldelser for sin rolle som Cæsar i Shakespeares »Antonius og Kleopatra« på Det Kgl. Teater i 2001.

 

»Det var fuldstændig fortjent. Jeg blev rigtig ked af det, men jeg tror et eller andet sted, at det skyldtes, at jeg godt vidste, at den var gal. Det handlede bare om at gå ind på scenen og overleve. Jeg var ved at skide i bukserne ved premieren. Det var bare ikke godt.«

Han oplevede også at blive vraget til en rolle i filmatiseringen af Dan Browns roman »Da Vinci Mysteriet« i 2006. Efter tre ugers prøver besluttede instruktøren Ron Howard, at han så for ung ud til rollen. Til gengæld hentede han ham så ind, da han skulle lave »Engle og Dæmoner«.

»Det var lærerigt for mig at blive vraget. Hvis jeg ikke havde bevæget mig derud, var jeg aldrig kommet i betragtning. Så havde jeg måske siddet og drukket sur rødvin og sagt: »Hvorfor kan I ikke se, hvor genial jeg er?« Det var selvfølgelig et slag i ansigtet at blive vraget. Til gengæld fik jeg jo i første omgang rollen, fordi instruktøren mente, at jeg kunne spille den, og det er jo det bedste, der kan ske for en skuespiller. Det gav mig troen på, at jeg sagtens kan lege med de drenge, og at man ikke skal sætte sit lys under en skæppe.«

Thure Lindhardt er først og fremmest blevet skuespiller, fordi han kan lide at fortælle historier og leve sig ind i forskellige måder at leve på. Berømmelse og forgængelighed spiller også en rolle. Men hvad drømmer manden, som har hyret agenter til at skaffe sig roller i udlandet, om som skuespiller?

»Den handler i virkeligheden om at kunne bibeholde den gejst og gnist, som er nødvendig for at kunne gå 100 pct. ind i en rolle. Det kan være svært, men det er det, som giver mig allermest. Selvfølgelig er det skægt at være på filmfestival, men det er også bare flødeskumskage. Det er sjovt at få fodret sit store, fede ego, mens det sker, men bagefter føles det tomt. Hvis man derimod virkelig går ind i sit arbejde og forsøger at føde eller fodre sin lyst og kreativitet, er det noget helt andet, som betyder meget mere.«

Læs flere store interviews: