»Man leder efter en følelse af, at man har gjort et eller andet«

Karsten Faber vil denne jul nok tænke på de flygtninge, der lever med en uklar fremtid. Han føler afmagt over situationen og har lyst til at hjælpe meget mere, end han gør.

Undersøgelse om danskernes tanker om julen i lyset af den store flygtningestrøm. Karsten Faber, som er enefar til to børn på 10 og 13 år. Foto: Jens Nørgaard Larsen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Familien Faber skal til den årlige familiejule-tamtam med juleklip først i december. De hænger den hjemmelavede »hyggepynt« op derhjemme, følger med i julekalenderen og holder juleaften på skift i den nærmeste familie.

Med andre ord: Traditionerne bliver nok, som de plejer at være, også selv om »året der gik« på verdensplan har været præget af en historisk stor flygtningestrøm til Europa og Danmark.

Det betyder dog ikke, at flygtningesituationen ikke kommer til at fylde i hovedet på den 42-årige Karsten Faber, der i januar blev enefar til Simon på 13 og Nina på 10, efter at deres tyske mor valgte at tage sit eget liv efter længere tids sygdom.

»Julen er en højtid, hvor jeg altid bliver lidt følelsesladet, ser tilbage på det forgangne år og tænker mere. Og så går sådan noget som flygtningekrisen mig også mere på,« siger han.

»Der er nok mange, der vil tænke, at vi nu skal igennem den første jul uden børnenes mor, og det bliver også en ny svær tid, men jeg synes ikke, at det gør, at vi ikke kan rumme de andres situation. Vi har hver vores at tænke på, og det kan måske også være derfor, man har en medfølelse med andre, der gennemgår svære tider.«

Karsten Faber, der er ansat i logistikvirksomheden DHL, føler mest af alt med de familier, som ikke ved, hvad fremtiden vil bringe.

»Selv juleaften kan jeg godt tænke på, at vi sidder her i sus og dus, mens der er andre, som måske lever i en eller anden barak uden at vide, om de får lov at blive i det forjættede land, eller om de skal tilbage igen. Som far eller mor vil man jo bare gerne sørge for sin familie. Og at man skal se sine børn vokse op i den uvished og ikke formår at gøre det trygt nok, må være frustrerende.«

En hjælpende hånd

Karsten Faber med sine to børn på 10 og 13 år. Foto: Jens Nørgaard Larsen Fold sammen
Læs mere

Karsten Faber beskriver sit eget forhold til flygtningesituationen med en afmagtsfølelse, fordi vi ikke er bedre i stand til at hjælpe flygtningene som nation.

»Jeg synes, vi burde kunne hjælpe langt flere, end vi gør, og jeg synes, det er ærgerligt at se den store uenighed om, hvordan vi skal tackle situationen i Europa,« siger han.

Bortset fra tilbage i oktober, hvor familien ventede tyve minutter i telefonen for at donere et højere beløb til den store landsindsamling til flygtningekrisen, hører familien Faber sjældent til blandt dem, der gør mere for flygtninge end normalen.

»De penge var jo bare en dråbe. Men normalt ville jeg måske have SMSet en 50er af sted,« siger Karsten Faber. Han husker tilbage på de udsendelser med mennesker, der åbnede deres hjem for flygtninge, da det hele brændte på tidligere på året og ville ikke have noget imod at gøre det samme, hvis han havde pladsen.

»Det kan godt være, at det ikke engang var særlig lovligt. Men jeg synes, det var meget sympatisk,« siger Karsten Faber.

Han føler sig ret overbevist om, at han ville bruge nogle timer sammen med flygtninge i løbet af juledagene, hvis muligheden bød sig.

»Hvis der blev sat et eller andet scenarie, hvor man kunne gøre noget på en sjov, hyggelig og god måde, så kunne jeg godt forestille mig at tilmelde mig. Men det kræver nok, at der er nogen, der laver rammerne for det,« siger Karsten Faber og indskyder hurtigt, at »det måske er lidt dovent at forvente, at man bare kan sende en sms eller krydse af i feltet om, at man kommer«.

»Sådan er de fleste nok indrettet i en travl hverdag. Men så ville man måske føle, at man gjorde bare en lille smule. For selvfølgelig er det jo fint nok at give lidt penge. Det er næsten bare for nemt. Og når jeg har den holdning til flygtninge, som jeg har, så skal jeg jo også gøre noget, tænker jeg. Jeg ved ikke, om det er, fordi man gerne vil have en bedre samvittighed selv, eller fordi man leder efter en følelse af, at man har gjort et eller andet.«