Man kan ikke købe cigaretter på Roskilde Festival – men det har ikke noget med sundhed at gøre

Det manglende salg af det legale rusmiddels skyldes, at det har været svært for festivalen at skaffe frivillige til at stå i de mange boder.

En kvinde ryger en cigaret ved Skateparken på Camping West om tirsdagen under Roskilde Festival i 2008. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nanna Kreutzmann/ROCKPHOTO/POLFOTO
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Roskilde Festival er for mange forbundet med en løssluppen stemning og et afslappet forhold til rus- og nydelsesmidler.

Men efter at Roskilde Festivals campingområde åbnede lørdag, har festivalgængerne ikke kunnet købe et ellers ganske lovligt rusmiddel, nemlig tobak. Det skriver Ekstra Bladet.

I en ofte citeret rapport fra 2009 fandt forskere fra Aarhus Universitet, at mange unge rygere begyndte at ryge på Roskilde Festival, ligesom mange eksrygere begyndte at ryge igen, når de var der.

Det har tidligere fået Morten Grønbæk, formanden for Vidensråd for Forebyggelse, til at foreslå i et debatindlæg i Politiken, at Roskilde Festival skulle droppe smøgerne.

I 2018 indgik Roskilde Festival da også et samarbejde med Røgfri Fremtid, der hører under Kræftens Bekæmpelse. Allerede dengang fjernede man »alle salgsfremmende aktiviteter«, kunne man læse på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside.

Men selvom det ville være nærliggende at tro, at festivalen nu vil mindske rygningen, siger Roskilde Festival til Ekstra Bladet, at det slet ikke er meningen, at man ikke kan købe cigaretter i campingområdet.

Derfor er boden lukket

Sådan så cigaretboderne ud i 1999. I dag er de malet sorte. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ditet Bjerregaard.

Fraværet af salg af cigaretter skyldes derimod, at det har været svært for festivalen at skaffe frivillige blandt andet til at stå i de mange boder. Og det gælder altså også cigaretboderne, som der simpelthen ikke er personale til at åbne.

»Derfor er boden på camping blevet lukket. Den åbner på onsdag – det samme gør de øvrige tobakssalg,« skriver Roskilde Festivals presseafdeling til Ekstra Bladet. Indtil da må de rygetrængende uden for festivalen for at skaffe cigaretter.

Den omtalte undersøgelse fra 2009 var lavet Center for Rusmiddelforskning ved Aarhus Universitet. Her blev 1.772 festivalgængere spurgt blandt andet om deres rygevaner under festivalen. Undersøgelsen viste, at ni procent af dem, som aldrig har røget før, debuterer som rygere, mens de er på festival.

24 procent af de festivalgæster, som var holdt op med at ryge og ikke havde røget i de foregående 12 måneder, begyndte at ryge igen, mens de var på festival.