»Man ender jo alligevel med at blive som sine forældre«

Nogle gange skal der en bryllupsgave til, før det helt går op for en, at man er en kopi af sine forældre.

Sarah Skarum Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Min far er en meget sød mand, og han er også en meget tålmodig mand, og det er heldigt, for han har fem børn, der alle sammen synes, det er sjovt at drille ham lidt. Som når han mangler et eller andet, den mindste ting – en krog til en lampe i loftet, et sengebord, en holder til en mobiltelefon – så sidder der en Skarum og fniser: »Måske kunne smeden lave det?«

Smeden er den lokale smed i den by, hvor mine forældre bor. Hans værksted ligger oppe bag tennisbanerne, og min far, der holder meget af godt håndværk, er ret begejstret for ham og har fået smeden til at lave en del ting. En grill. Et stativ til hans bil. Bukke til at hænge en bænk i gangen, tror jeg nok. Og min far elsker det, fordi det er så pænt lavet.

Derfor burde jeg have forudset, hvordan jeg selv stillede mig i skudlinjen, da jeg for et halvt års tid siden på Facebook efterlyste én, der kunne lave et rullebord til vores køkken, som skulle stå under reolerne med kogebøger, være lige så højt som køkkenbordet, så det kunne bruges som afsætningsbord, og pænt nok til, at man gad rulle det ind i stuen juleaften og stille alle fadene på det.

Det tog cirka fem minutter, før min mindste bror skrev »jeg har hørt om en smed i Låsby…« Efterfulgt af en del smileys. Det havde jeg jo også, og da min mor nogle dage senere spurgte, hvad vi egentligt ønskede os i bryllupsgave, nu hvor vi havde giftet os uden at fortælle nogen om det, måtte jeg grinende sige »et bord fra smeden.«

Jeg tegnede en skæv tegning, min far grinede ad mine vinkler, men målene passede, og der var plads til, at ismaskinen, som jeg egentligt aldrig bruger, men godt kan lide at have, og den store suppegryde kan stå på de nederste hylder, og så gik smeden i gang.

Det bord skal aes

Vi fik bordet, da mine forældre sidst var i København. Min far havde hentet det hos smeden og sagt »det ser lidt højt ud«, men svenden havde målt det for ham. Det var 89,8 cm højt. Jeg havde sagt, det højst måtte være 90. Det er fuldstændigt lige så pænt og perfekt, som jeg havde håbet, og jeg tager mig selv i at lade hånden glide over det og stå og se på hjørnerne, mens jeg tænker »hvor er det ordenligt håndværk, tænk, at man kan lave sådan noget«. Jeg ruller det rundt i køkkenet (måske også mere end jeg behøvede), lader kringler hæve på det, stiller varme gryder der og tænker »hvordan levede vi uden?«

Det er den perfekte bryllupsgave. En bid af mit barndomshjem, en fornemmelse af en snor tilbage til det sted i verden, der er allermest trygt og sikkert, og en påmindelse om, at man kan bruge en ungdom på at blive voksen, men man ender alligevel med at blive som sine forældre. Og forundringen over, at det føles helt rigtigt at ende der. Sådan er vi jo, os i min familie. Glade for et smukt svejset bord. For stål, der kan skures. For pæne og praktiske ting, der virker. Og virkelig glade for at drille hinanden med de særheder, vi deler.

Jeg er allerede begyndt at tænke på, hvad smeden kunne lave næste gang.