Man bli’r sur af en kur

Jesper Eising, souschef på kulturredaktionen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Esben Salling
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvorfor er du så sur for tiden?« spurgte min hustru forleden.

»Hvad snakker du om, jeg er da ikke en skid sur!« svarede jeg.

Surt.

For hun har ret. Jeg er faktisk lidt sur – eller gnaven i al fald – for jeg er på slankekur for første gang i mit liv, og jeg må sande, at man blir' sur af at være på kur.

Forhistorien er den enkle, at jeg i snart mange år har vejet det samme og spist, hvad der passede mig, men så – oh ak og ve – dumpede der pludselig fem kilo oven på vægten og efter at have set og læst tilstrækkelig mange skrækhistorier om mænds livsfarlige bugfedt, besluttede jeg mig for at lægge lidt om. Ja tak til kød, fisk, æg, salat, grøntsager, fedtfattig yoghurt, frugt og vand. Nej tak til pasta, kartofler, ris, smør, ost, slik, chokolade, sodavand og alt for megen brød, øl og vin.

Og jo, det virker faktisk, og selv om jeg ikke er fanatisk, så nærmer jeg mig langsomt min gamle kampvægt igen, men nej, det er ikke en glæde, for man blir' glad af at spise mad. Og jeg elsker pasta, kartofler, ris, smør, ost, slik, chokolade, sodavand og masser af brød, øl og vin.

Det værste er næsten lækkersulten. Så står jeg der hver aften og glor ind i køleskabet som en anden stenstøtte, og det eneste jeg kan tage er en gulerod eller et salatblad – ikke noget med at kværne en plade Ritter Sport eller guffe en franskbrødsmad med smøreost. Om natten drømmer jeg om mad – burgere især, og helt specifikt In-N-Out-burgere, som man kun kan få på Vestkysten i USA.

Det uretfærdige er, at det ikke bliver nemmere, og alle der siger, at det gør, lyver eller er bare ude på at sælge et slankeprogram eller en salatbog. Hvis du eksempelvis faster og derefter bliver lagt i en scanner, der måler, hvilke områder i hjernen der bliver aktiveret, er konklusionen klar: Når du er sulten og ser på et salatblad, sker der ikke en dyt, men hvis du ser et billede af en herlig, saftig In-N-Out-burger med pommes frites, så lyser hele hjernen op som et juletræ. Vi er simpelthen siden stenalderen programmeret til at gå efter alt det fede og kalorietunge.

Diætvenlig mad smager i øvrigt også utrolig kedeligt. En dag, jeg kom hjem, stod der hvide limabønner i en gryde og kogte. »Det smager ligesom kartofler,« sagde min hustru. Men nej, det gør det ikke. Limabønner smager overhovedet ikke i nærheden af herlige, nye danske Samsø-kartofler.

»Du skulle prøve at dyppe æbler i lakridspulver, det er godt,« sagde Fri-redaktøren opmuntrende. Men gu’ vil jeg ej dyppe æbler i lakridspulver og lade som om, at det kan gøre det ud for en pose Salte Fisk.

Suk. Jeg kan godt høre mig selv. Jeg er lidt gnaven, jeg ved det godt, og jeg er ikke engang hårdt ramt. Tænk, hvis jeg virkelig skulle kæmpe med at smide mange kilo.

Så kuren fortsætter trods tænders gnidsel, men i aften er der frikvarter, for ungerne får overnattende gæster, så måske den står på hjemmelavede burgere – In-N-Out-style.

Det hele skal jo ikke være så surt.