Maise Njor: Når momse kaster håndtegn

Stakkels den dame, der troede, hun kunne vinde over sine børn i at vide alt om de unge. Selvfølgelig kan man ikke det – men man kan godt lære dem, at det ikke er alt ungt, der automatisk er smart.

MaiseNY Maise Njor bylinefoto
»Det er som om, det kun er de døde musikere, der er seje, men det er måske fordi unge mennesker så ikke behøver at stresse over, at Bowie og de andre når at blive ENDNU ældre.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup Søren Bidstru

»Små børn, små problemer - store børn, store problemer«, er der nogen, der siger. Det er måske rigtigt. For ja, man skal så pludselig hente det barn, hvis største problem var, at hun var bange for at røre ved fingermaling i vuggestuen - men som nu har det problem, at hun til en gymnasiefest tilsyneladende ikke har noget imod at røre ved vodka.

Det gode ved at bo i Gentofte er så til gengæld, at der er mindst én ung mand i flokken omkring hende, der siger »Bare rolig, jeg har tjekket hendes reflekser - min mor er læge« … Og ja, ja, hans mor er læge, og en andens er advokat ... Men jeg er åbenbart bare idiot. I hvert fald helt forkert.

For forskellen på små og store børn er, at de små synes, man er vidunderlig, og de store ligner nogen, der har sat sig på en kaktus, bare fordi man føler trang til at kaste et par håndtegn og tilfældigvis er iført noget af deres tøj. Eller hvis man lige laver nogle seje moves på dansegulvet AKA stueplankerne, mens de for stramme bukser afslører en mor-delle i lystigt firspring.

Men det skal være løgn, tænkte jeg, og så gik halvdelen af min tid med at sætte mig ind i, hvad de interesserer sig for, og VÆRE PÅ FORKANT! »OMG, har du set Victor & Rolfs nye kollektion med memes,« spurgte jeg, og så skrækken i mellem-barnets øjne. Hæ. Det havde hun ikke - endnu. Hun nævnte skuespiller Timothèe Chalamet, og jeg nævnte nogle nye billeder, jeg har set af ham på en rød løber. 10-0 til momse. Han er kæreste med Johnny Depps datter, og jeg nævnte lige nogle Depp-facts. 22-0.

Men så bliver jeg overmodig, og roser Christophers nye sang. Booom! Tilbage til nul, for den krølhårede sanger er åbenbart havnet i hullet mellem Chalamet (cool, fordi han er bleg og up-and-coming) og Bowie (i deres verden cool, fordi han var bleg og nu er død).

Dels synes de, det er klamt, at jeg kan lide Christopher, fordi jeg kunne være hans mor (og fordi vi rent faktisk har nærmest samme frisure), dels er Christopher ifølge mine børn tilsyneladende nu midaldrende og derfor i kategori med mig. Stakkels Christopher. Og også stakkels den dame, der troede, hun kunne vinde over sine børn i at vide alt om de unge.

Selvfølgelig kan man ikke det – men man kan godt lære dem, at det ikke er alt ungt, der automatisk er smart. Og der er altså også noget gammelt, som holder. Det er som om, det kun er de døde musikere, der er seje, men det er måske fordi, unge mennesker så ikke behøver at stresse over, at Bowie og de andre når at blive ENDNU ældre ... Jeg bliver lidt træt af, at de unge er så ungdomsfikserede, og jeg bliver også lidt træt af at prøve at følge med.

Men så sker der lige det, at et af børnene bliver sådan lidt ulvetime-sær, og lægger sig på sengen med et ben over mig. (Ja, ok, hvor jeg lå i forvejen, fordi jeg blev lidt forpustet af at kaste alle de håndtegn). Hun er alt, alt for gammel, men jeg sniger en bog frem fra den reol med børnebøger, jeg ikke kan skrotte, og læser »Mugge - den glemsomme kat«. Den handler om, at alle synes, den er helt forkert, men så viser det sig, at den er helt rigtig. Vi ligger på sengen nogle minutter i stilhed og nyder budskabet.