Maise Njor: »Jeg drømmer om at opsøge en af de ansvarlige programmører og kigge ind af hans vindue«

Byline foto billede 2018 Bylinefoto Maise Njor Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Hvis mit barn plagede og afbrød lige så meget, som iPhones opdatering, computerens forslag til diverse nye features og firewalls, og LinkedIns fuldstændig ualmindeligt uoplagte jobforslag til en, ville jeg nok være sådan en forælder, der gav lussinger.

En flad håndmad til højre og venstre.

Ørefigner for fulde gardiner. LinkedIn, forstyrrer du mig helt ærligt midt i mit arbejde for at foreslå, at jeg søger jobbet som rengøringsassistent i Rødovre? Der står i min profil, at jeg er journalist, og desuden: Har du set, hvordan jeg støvsuger?! Som regel laver jeg bare en Harlem Shuffle i ragsokker hen over gulvet, og så er de nullermænd opsamlet.

Duolingo og Wordfeud kunne også få et par på låget, nu jeg er i gang. Ikke så snart har man installeret Duolingo, fordi man gerne vil lære mere spansk, og så begynder den at plage om opdateringer, eller give én dårlig samvittighed, fordi man allerede to dage efter har glemt, at man ville være en espanol flamencodanser og tyrefægter med perfekt udtale.

Og Wordfeud: Hvis du konstant plager mig om at trykke på opdateringen, kunne du så gøre mig en tjeneste den anden vej: Få styr på dine ord. Du har jo et ordforåd som en femårig, og hvis du bruger lidt penge og ressourcer på at udvide sortimentet, kan det være, at jeg bliver ved med at spille, for jeg er rimelig træt af dine afvisninger. Uden at der er et døgnåbent telefonnummer, hvor man kan klage. Og så taler vi ikke mere om, at du ikke mener, at »pissemus« er et ord …

Pissemus er da et ord, jeg har brugt mange gange da mine børn var små, og plagede så meget i køen foran kassen i Irma, at jeg til sidst råbte dem meget højt ind i deres fede barneansigter, hvorefter de selvfølgelig begyndte at tude, og lavede den for børn så legendariske planke på gulvet. Her er der kun én ting at gøre, og det er at tage dem i lynlåsen i flyverdragten, og bære dem ud af butikken som en sportstaske. For børn skal ikke plage. Det skal voksne faktisk heller ikke. Jeg har engang siddet en hel togtur fra Slagelse til København og hørt på en mand, der plagede sin kæreste om sex, og den slags samtaler er ikke særlig flatterende for nogen af parterne.

Opdateringer er klar konstant, og hvis ikke man siger ja tak, bliver de ved. Uden forklaring på, hvorfor man skal opdatere. Er det fordi, det er livsnødvendigt, og ens mobil vil eksplodere, hvis man ikke gør det? Fordi produktet egentlig ikke var godt nok, da det blev sendt på markedet i første omgang, eller fordi I skal have nye informationer om én, alle jer, der sidder der bag skærmene og følger med.

Jeg får stress af alle de opdateringer, så nu er jeg begyndt at ignorere dem for at se, hvad der sker. Og imens drømmer jeg om at finde og opsøge en af de programmører, der er ansvarlig. Så vil jeg skiftevis kigge ind af hans vinduer for at lære hans vaner og interesser at kende, og stå uden for hans hus og ringe på hans dør hver halve time i tre døgn.