Magt: »Her er det mig, der bestemmer!«

I parforholdet eller på jobbet, så er der en konstant kamp om, hvem der har magten.

Foto: Søren Bidstrup. Hassan Preisler og Maise Njor.
Læs mere
Fold sammen

Maise Njor

Vi stod på en bar og havde vores første store skænderi, som jeg ville løse med den meget voksne og konstruktive »jeg går nu«-model, hvorefter han sagde »hvis du går nu ... så ... så ... så går jeg efter.«

De første tre skænderier i et parforhold er ekstremt vigtige for, hvordan det vil gå hen ad vejen. De definerer, hvordan magtfordelingen på forskellige områder kommer til at blive, for når man først har erobret land, giver man det nødig fra sig igen. Kærlighed er Stratego.

Og hvis ikke det ville blive opfattet som lettere provokerende, burde man måske optage de første Stratego-træk-skænderier, så man senere kan se dem igennem og diskutere ud fra dem ...

Det kan være lærerigt – og også nogle gange lidt uhyggeligt – at se magtkampene i andres parforhold. Nogle gange er de åbenlyse, som for eksempel da manden i et vennepar var gået all-in og ligefrem havde købt et ti-turs-kort til tarmskylning, fordi han gerne ville tabe sig, og hans kone sagde, at hun bare ikke gad betale for hans lort.

Andre gange er det mere subtile magtdemonstrationer som manden, der til et middagsselskab blidt lægger hånden på skulderen af konen, mens hun taler, og hendes talestrøm langsomt ebber ud, fordi de nok har talt om derhjemme, at hun vrøvler for meget.

Hvem der må bestemme hvad, afhænger af magtbalancen – eller egentlig af, hvor meget den ene part føler, han eller hun kan tillade sig, og hvor meget den anden finder sig i. Og det er sært, som det kan ændre sig fra arbejde til arbejde og fra parforhold til parforhold.

Det kan blive meget barnligt, hvis man protesterer mod andres magt(mis)brug uden at trutte ren røv. For eksempel arbejdede jeg engang et sted, hvor alle var enige om, at chefen var for uduelig til, at han måtte chefe os.

Det viste vi ham til et møde ved kun at tale som i sangen »Tre små kinesere på Højbro Plads«. På skift sagde vi sætninger med kun én vokal, a la »skæl væ lævæ æt æntærvæv mæd Lærs Lækkæ?«

Han opdagede vist aldrig andet end, at han blev voksen-mobbet, fordi vi alle var for store kyllinger til at sige fra på en ordentlig måde. Mentalt at smutte fra magtkampen – både på arbejde og i parforhold – løser kun problemet i kort tid.

For hvis du går nu ... så går problemet efter.

Hassan Preisler

Magtmennesker virker meget up-tight på mig, når de bræger deres ordrer ud over alle os andre. I mine øjne er de firkantede, selvhøjtidelige eksistenskontrollanter med en ridepisk oppe i numsen.

Jeg voksede op i en tid, hvor magten var ondet og magtforagten det mantra, vi chantede. Staten var mørkets fyrste. Et selvfødende monster, der udelukkende var til for at undertrykke menneskesjælens frihedstrang. Politimanden, pantefogeden og parkeringsvagten var dens trojanske heste, som skulle knægte individualiteten med retningslinjer, regler og bøder.

Vi, der stillede os på bagbenene, var i egne øjne en slags oprørshær. Et mobiliseret fællesskab af revolutionshelte, der havde modet til at spise den røde pille og se virkeligheden i øjnene.

I folkeskolen rejste jeg mig mod fysiklærer Krieger, i gymnasiet mod lektor Flensborg og i mit første job mod redaktionschef Laursen. Og på en måde står jeg stadig der og kalder »Viva la revolución« mod enhver, der har magt.

Og magten er ikke kun at finde i den ydre verden. Som en ond virus trænger den ind i mit indre via ubevidsthedens sprækker og revner. Og jeg er modtagelig over for dens kritikere, også de nutidige: Feministen siger, at jeg er chauvinist, bøssen at jeg er heteronormativ, og etnocentrikeren at min dominans er af kulturel karakter.

Så jeg har forputtet det redskab, der i mine tidlige år, blev defineret som djævlens. Og hver eneste gang, jeg mærker trangen til at træffe en beslutning, der rækker ud over hvilke sokker, jeg skal have på, så skammer jeg mig over min magtliderlighed.

I dag er jeg far. Jeg er også kæreste. Og i nogle sammenhænge endda chef. Jeg har ansvar at bære – og ikke kun for, at min datter spiser grøntsager og møder i skole til tiden. Uden magtanvendelse kan jeg ganske simpelt ikke leve op til det – det er tydeligt for mig.

Så her følger et par afsløringer fra mine hemmeligheders perverse dyb: Jeg nyder det, når en kvalificeret chef fortæller mig, at »sådan bliver det bare, Hassan!«

Jeg føler mig tryg, når min kæreste modigt hæver stemmen og siger »jeg vil have, at det skal være på den her måde!« Og jeg har det vidunderligt, når jeg hiver mig op af ansvarsfralæggelsens vi-er-alle-lige-dynd og udtrykker, at »her er det mig, der bestemmer!«