At mænd er upopulære for tiden, ved vi vist alle, de bliver raskt væk fyret i øst og vest for tudsegamle forseelser og »udvisning af dårlig dømmekraft«. Ingen tager dem tilsyneladende i forsvar, og man må generelt forstå, at de der mænd ligger, som de har redt.

Men vidste I, at de ikke bare er upopulære, de er også dumme?

Tillad mig at forklare:

Jeg er generelt ikke imponeret over Facebook og bruger det sjældent selv. Jo, det hænder jeg skriver en klumme dér, når mit ego ikke får nok publikationsstimulus af denne min Berlingske-klumme, men ellers …

Jeg er ikke dummere end, at jeg på internettet har købt et sygeplejerskekostume til min kæreste, og hun undersøger mig ofte og flittigt for testikelkræft.

Det er muligt, jeg ikke til fulde forstår Facebooks fortræffeligheder, og så må I undskylde, men som jeg ser det, er hovedproduktet en ustoppelig strøm af gensidige fødselsdagslykønskninger til mennesker, man uden FB formodentligt slet ikke ville være på fødselsdagshilsener med in the first place …

Verdensmester i dårlige nosser

Men forleden var der et opslag, der ramte mig som en lægtehammer lige i mellemkødet. En gammel ven … vi kan jo gøre som i Mads & Monopolet og kalde ham Preben … fortalte, i et mageløst velskrevet FB-opslag, at han havde fået prostatakræft.

Jeg drømte om »Preben« igen i nat, og nu skriver jeg om ham i min klumme. Vi er generelt ikke særligt godt kørende, vi danske mænd.

Ikke bare er vores gennemsnitslevealder markant lavere end danske kvinders, men også i en større europæisk kontekst skraber vi bunden. Ingen af de lande, vi generelt sammenligner os med, kan opbyde samme triste tal (76,8). Først når vi kigger mod brødrene i øst, Tjekkiet, Albanien og Slovenien finder vi lavere gennemsnitslevealdre end her.

Nå?

Hvad mon det skyldes?

Vi er jo så sunde?

Jamen … vi har en relativt kort arbejdsuge, generelt gode fødevarer (alle der har været i et italiensk supermarked vil vide, at det er en illusion, meeeeen decideret elendig er vores mad nu ikke). Vi har et tåleligt klima, efter sigende et beundringsværdigt sygehusvæsen, høj tryghed i forhold til angst i hverdagen, sikkerhed i forbindelse med tab af arbejdsevne, gratis (skattefinansieret) adgang til læge.

På stort set alle de parametre, som ellers har indflydelse på menneskers livskvalitet, ligger vi i Danmark højt. Så, hvordan kan vi mænd synke så dybt?

Meget tyder på, at vore akilleshæl er helt banal: Vi har en elendig lægefrekvens!

Vi er ganske enkelt ikke særligt gode til at gå til lægen, og alt for ofte viser vi større interesse for vores hunds eller vores bils helbred, end vi gør for vores eget.

Min generation hører angiveligt til blandt de værste. Vi der er opdraget i en tid, hvor en mand skulle være stærk, passe sin tjans, tage sig sammen, møde til tiden, aldrig være syg, løbe det væk, tage en Panodil … mande sig op.

MANDE SIG OP!

… har lagt grunden til en dum og selvdestruktiv adfærd.

Når vi generelt ikke går til lægen med vores skavanker, gør vi det SLET ikke, hvis der er problemer i »de sydlige egne«, og derfor topper vi statistikkerne i de tre pinlige mandekræftformer; tarmkræft, testikelkræft og prostatakræft.

Ingen lande med troværdig medicinsk statistik kan angiveligt toppe vores tal for testikelkræft.

Tænk, at vi er verdensmestre i dårlige nosser …!

Prostatakræft fælder omkring 1.400 danske mænd om året. Det er ganske vist ikke verdensrekord, men dog et jammerligt højt tal. Og for at føje spot til skade er der mange flere mænd, der lider, afledt af kræften eller behandlingen, med inkontinens, impotens og smerter. Tror da fanden man(d) ikke har lyst til at møde prostatakræften face to face, hvis den indebærer høje dødstal eller et jammerligt liv med slap diller og tisse-ble!

Smed brevet i skraldespanden

For et par år siden blev jeg af Kræftens Bekæmpelse bedt om at stille min persona, altså ham der Mads-Blærerøv, til rådighed i en oplysningskampagne om en anden grum og tabuiseret manddræber: tarmkræft.

Ideen var, at jeg med min (syntes reklamebureauet) kække form, kunne være med til at afmystificere ideen om, at man efter endt forrettelse af sin nødtørft skulle vende sig om og kigge ned i porcelænsdybet.

Selv nu, efter kampagnen, finder jeg det stadigt upassende at kalde sagerne ved deres rette navn … man skulle kigge på L*RTEN!

Hvis ikke den var nydeligt fast og formfuldendt, var der måske noget galt deromme …?

Husker I kampagnen?

Nogen stor succes var den næppe, for da jeg et år senere i en alder af 50 blev en del af et nationalt tarmkræftscreeningsprojekt og fik mulighed for at indsende en fæcesprøve til undersøgelse, smed jeg brevet i skraldespanden!

Selv jeg, med min popsmarte og TV-transmitterede afmystificeringskampagne kunne ikke få mig selv til at gå ned ad den vej. Man skal ikke vende en sten, hvis man ikke vil vide, hvad der gemmer sig under den, tænker jeg …

Rask, indtil det modsatte er bevist/bevidst.

De seneste par år har jeg deltaget, i det omfang organisationen har kunnet have brug for mig, i The Distinguished Gentlemans Ride. Et oprindeligt australsk, men nu verdensomspændende koncept, der bruger motorcyklisten som indgang til at løfte mænds viden om og interesse for prostatakræft. En slags Movember på to hjul.

Ideen er drøngod, men selv den kan ikke få mig drevet til lægen.

Måske derfor gyser jeg, når min ven »Preben« så modigt og frit beskriver sit prostatakræftforløb ... fordi jeg erkender, at jeg ikke selv tør opsøge monstret.

Jeg tager chancen, håber på det bedste, frygter det værste eller dør med skammen …

Jeg er således en af de dumme danske mænd!

Ja, ja, ja, ok, ok, ok … jeg er ikke dummere, end at jeg på internettet har købt et sygeplejerskekostume til min kæreste, og hun undersøger mig ofte og flittigt for testikelkræft.

Det er ikke så dumt endda …