Mads Christensen: Hvis du vil være klodens ven, skal du skamme dig over at eksistere

Min Porsche er sat til salg og skiftet ud med en elcykel. Ikke fordi jeg derved tror, at jeg kan bidrage til Paris-aftalens målsætning, men udelukkende fordi jeg er på spanden og slås med en sur restskat.

Mads Christensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Christensen

I den forgangne weekend var også jeg på Bornholm. Der havde jeg fornøjelsen af at deltage i nogle spændende debatter og diskussionspaneler, blandt andet om grøn omstilling.

Min karakter, mit alter ego, om man vil, Mads Blærerøv, er på sin egen lille grønne rejse, og ikke mindst min nylige transition fra sportsvogn til elcykel har åbenbart gjort mig til et spændende nyt pust i den evindeligt kværnende sniksnak om, hvad man kan gøre for at leve lidt mere CO2-hensynsfuldt.

Selv lægger jeg ikke skjul på, at min Porsche er sat til salg og skiftet ud med en elcykel. Ikke fordi jeg derved tror, at jeg kan bidrage til Paris-aftalens målsætning, men udelukkende fordi jeg er på spanden og slås med en sur restskat.

Det skulle jeg aldrig have indrømmet, for så er jeg pludselig ikke »rigtig« i min grønne omstilling.

Det er ingen dyd at være kysk, hvis man er impotent, synes at være devisen, og hvis dine (i dette tilfælde mine) grønne valg ikke er båret og motiveret af det rette selvopofrende samfundssind, så er de ikke »ægte«.

Kender du klimatypen?

På Folkemødet oplevede jeg en spøjs selskabsleg, hvor man skulle bekende klimakulør, en slags »Kender du typen?« for grønne omstillere. Efter at have lagt en grøn bold i en kurv ud for den klimatype, man synes, man er, skulle man så igennem en test med opklarende spørgsmål. Legen gik ud på at afdække, at man måske går og tror, man er »klodens ven«, men i virkeligheden er »pragmatikeren«.

Præcis sådan gik det for mig. I sagens natur er det pænere at være klodens ven end at være pragmatisk omkring grønne valg og fravalg.

Forskellen ligger ikke i dine faktiske handlinger, men snarere i dine motivationer bag disse handlinger.

Flytter du eksempelvis frivilligt til en mindre lejlighed, går du fra mærkevaretøj til Kirkens Korshær, holder du op med at gå på bøfrestaurant, og tager du kun korte kolde bade, SÅ er du en af de gode! Anlægger du generelt et lidende og afsavnstynget livssyn og bærer din skam over at eksistere uden på tøjet, så alle kan se den … skammen altså … SÅ er du velkommen i det moralske elfenbenstårn. Går du bare og hygger dig og som en blind høne, der også lejlighedsvist finder korn, en gang imellem kommer til at træffe spontane grønne valg, så er du ikke »rigtig«.

»Alt det der med at sige farvel til Porschen er selvfølgelig også bare sniksnak. Jeg har købt en anden bil. Med skelen til min skrantende økonomi har jeg dog truffet et noget billigere og – hovsa – også grønnere valg:«


Devisen her er enkel: Det skal gøre ondt at være grøn, og andre omkring dig på face-tube-twitter-insta-grindr skal kunne se, at du bærer smerten med anstand, for ellers er den ikke ægte.

Eksempelvis er jeg glad for salat. Laver jeg mad kun til mig selv, er det altid råkost. Efter definitionen er jeg fleksitar med tendens til rendyrket vegetarisme. Men med tre børn i voksealderen vil der lyde et ramaskrig, hvis jeg bare disker op med salat, og derfor ryger der mindst ét kilo kød i indkøbsvognen hver dag. På den måde er jeg jo efter samme definition klimahykler. Jeg siger, at jeg er skabsvegetar, men fordi min husstand ikke følger min diæt, antager mine indkøb en helt anden og ugrøn karakter. Havde jeg så bare erklæret mig bøfelsker, så havde jeg i det mindste været ærlig, men nu er jeg klimahykler og vegetarforræder.

Kender du typen?

Bilen er blevet en anden

Jeg lærer mine børn at slukke for vandet, mens de børster tænder, hive stikket ud af væggen, når fjernsynet ikke er tændt, og så videre. Ikke i sig selv tiltag, der kommer til at bremse polernes afsmeltning, men dog små fornuftige greb – so far, so good. Problemet er, at jeg ikke lærer dem det med en lang forklaring om klodens tilstand, men at jeg bare siger, at det er sådan, vi gør.

Vi sejler de nordiske vande tynde i en sejlbåd hele sommerferien, på fem uger forbruger vi otte liter diesel, resten er Guds grønne vinde – det lyder jo meget godt, meeen ... Problemet er, at vi gør det, fordi det er det, vi har lyst til. Vi vælger ikke livet på sejlbåden, fordi det er grønt, eller fordi det er CO2-fikst, men udelukkende fordi det at sejle er det søde liv for os. Men hov, så er det, stjernen blegner. Et grønt valg er ikke værdigt, har ikke moralsk kapital, hvis det ikke er et smerteligt offer.

Alt det der med at sige farvel til Porschen er selvfølgelig også bare sniksnak. Jeg har købt en anden bil. Med skelen til min skrantende økonomi har jeg dog truffet et noget billigere og – hovsa – også grønnere valg:

En Citroen 2CV fra 1986.

575 kilo, 24 hestekræfter, 19 kilometer på literen, 108,3 kilometer i timen …. ned ad bakke …. i medvind og med solen i ryggen. Et spøjst hippie-retro-statement. Nu mangler jeg så på bagklappen bare det gamle ikoniske runde gule klistermærke med den smilende røde sol og skriften »Atomkraft? Nej tak!« Så er billedet perfekt, men …

Problemet er, at jeg er tilhænger af atomkraft og tror, at det er løsningen på globalindustriens CO2-problematik, og så er man jo slået fuldstændigt hjem igen. Kender du typen?