Månen er over os - og den kan gøre os sindssyge

Månen har vist sig i kunsten i alle kunstarter over hele kloden til alle tider. Nu er vores nærmeste nabo hovedperson på udstillingen »Månen: Fra den indre verden til det ydre rum« på Louisiana, der varmer op til 50-året for menneskets første skridt på Månen.

30KUTKULTUR-M-NEN-095727-46.jpg
Georges Méliès »Le Voyage Dans la Lune« (film), 1902. Foto: Lobster Foundation/PR Foto: Louisiana
Læs mere
Fold sammen

Når en japansk haikudigter skriver sine digte, skriver han sig altid op imod naturens motiver. I hvert et lille digt er der et årstidsord, som skal signalere, hvornår digtet er skrevet. Dette kigo, som det hedder, kan være en frø, som markerer foråret, eller en ananas, som subtilt meddeler, at digtet er skrevet ved nytår – nytåret regnes i denne sammenhæng for sin helt egen »årstid«. Er der en vandmand i digtet, er det et sommerdigt. I Japan er en vandmand i parentes bemærket noget, man spiser.

For en vesterlænding giver de japanske »årstidsord« på den måde ikke altid mening. Og hvis digtet indeholder en måne, er det således et – selvfølgelig! – efterårsdigt.

Max Ernst »En galakses fødsel«, 1969. Foto: Fondation Beyeler/PR Foto Louisiana Fold sammen
Læs mere

Det vil altså sige, at man kan »datere« et digt, når man falder over det – hvis ellers man kan sine kigo.

Under en aftenmåne

Er en lille snegl

Afklædt til midt på livet

Sådan skrev for eksempel digteren Kobayashi Issa (1763-1828) engang om en snegl. Og det digt er altså efterårsdigt. Månen afslører det.

Projektionsflade for myter

Månen, vores kære naboplanet, har vist sig i alle kunstarter, i kulturen, i folkloren, i videnskaben over hele kloden og til alle tider. Stenalderfolk har ridset Månen i klippesider. Middelalderastrologer har påstået, at de kunne udregne det menneskelige følelsesliv efter den – fordi den er feminin, ustabil, ja, emotionel. Månen har vist sig i adelens våbenskjolde. Den har kigget frem i sange, i operaer og i pantomimen. Månen er altid over os. Vi har altid haft et forhold til den. Og nu er Månen hovedperson og tema på en udstilling på Louisiana.

Fra museets informationsafdeling hyler kuratorer og PR-medarbejdere mod det stålgrå lys fra halvMånen foroven:

»Som det eneste himmellegeme, hvis overflade kan ses med det blotte øje fra Jorden, har Månen gennem århundreder fascineret kunstnere og forfattere. Dens runde, hvide skive har været en åben projektionsflade for myter, forestillinger og drømme. Når vi ser ud i verdensrummet, ser vi også os selv – og Månen bliver, som en absolut andethed, et spejl for det menneskelige. Her mødes videnskab og folketro, fiktion og teknologi, eksistentiel søgen og økonomisk ekspansionstrang. Louisianas udstilling undersøger, hvordan tilsyneladende modstridende kulturelle impulser vikles sammen i Månens nyere historie.«

»"Månens lys er en spejling af lyset fra solen, og det er derfor astrologerne kalder den »feminin«. Den er underdanig. Den er empatisk."«


Månens lys er en spejling af lyset fra solen, og det er derfor astrologerne kalder den »feminin«. Den er underdanig. Den er empatisk. Og på samme måde som Månen spejler sin hersker, Solen, spejler kunstnernes værker sommetider hinanden. Den amerikanske singer-songwriter Don McLean har skrevet den rørende, nærmest lidt grådlabile, biografiske sang »Starry, Starry Night«, som spejler Vincent van Goghs maleri ”De sterrennacht”. Maleriet viser Månen og stjernerne over udsigten fra malerens soveværelse og er det eneste natlige maleri i en længere serie lavet over samme vue.

Salvador Dali, »Girl With Curls«, 1926. Foto: Gala-Salvador Dali Foundation. Fold sammen
Læs mere

Månens helt særlige og sommetider forbløffende skarpe lys – for eksempel er nætterne i snevejr midt om vinteren i den svenske ødemark næsten så lyse som dagslys – er beskrevet malerisk som kontrast til menneskets omskiftelige liv og skrøbelighed af så forskellige malere som C.W. Eckersberg, Joseph Wright of Derby, J.C. Dahl og Caspar David Friedrich.

I helt moderne malerkunst ses Månen ofte som det naturlige, som det oprindelige, som det uforanderlige – modsat den skyldbetyngede lysforurening fra Jordens kulturlige storbyer. Kunstnere som Salvador Dalí, Joseph Cornell, Remedios Varo og Max Ernst undersøger Månen som guddom, som surrealisme, som vrangforestilling. Robert Rauschenberg, Kiki Kogelnik og Yves Klein beskriver malerisk Månen som noget spirituelt midt i rumalderen. Og så er vi tilbage til i dag. Eller til i nat – hvor nyMånen var så skarp, at man kunne skære sig på den.

Hos en maler som den britiske mester J.M.W. Turner, der ellers primært er kendt for sine bogstaveligt talt blændende skildringer af solen, ser man Månen som motiv bag skyerne på maleriet »Fiskere til søs«. Den romantiske superstjerne Caspar David Friedrich har malet både »To mænd betragter Månen« og »Mand og kvinde betragter Månen«, hvor Månen i virkeligheden spiller hovedrollen. Vores egen hjemlige Peder Severin Krøyer har Månen som prominent figur bagerst i maleriet »Sankt Hansblus på Skage«”, hvor den er delvis dækket af skyer – og her læser kunstkritikere igen det menneskelige følelsesliv ind, for man ser sommetider maleriets Måne som en spejling af ægteparret Krøyers følelser, nærmere bestemt deres interne ægteskabelige problemer.

»"Et lidt anderledes »take« på Månen har Krøyer i »Sommeraften ved Skagens strand. Kunstneren og hans hustru«. Krøyer skrev selv, at han efterhånden foretrak måneskinsture fremfor gåturen i dagslys. Måske foretrak han også ensomheden? Det var i hvert fald få måneder inden, han blev indlagt på sindssygehospitalet i Middelfart med et totalt »nervesammenbrud«. Han gik altså, som vi siger i dag, ned med stress."«


Et lidt anderledes »take« på Månen har Krøyer i »Sommeraften ved Skagens strand. Kunstneren og hans hustru«. Krøyer skrev selv, at han efterhånden foretrak måneskinsture fremfor gåturen i dagslys. Måske foretrak han også ensomheden? Det var i hvert fald få måneder inden, han blev indlagt på sindssygehospitalet i Middelfart med et totalt »nervesammenbrud«. Han gik altså, som vi siger i dag, ned med stress.

Månen måler tiden

Månederne og sindssygen. Begge dele er beslægtet med Månen. Vi måler tiden med Månen, og næsten alle religioner bruger månefaserne til at regulere deres tros rituelle højtider med. Påsken falder for eksempel altid på samme tidpunkt. Og så alligevel ikke. Hør bare, hvad almanakken siger: Påskedag er første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Men forårsjævndøgnet, som er dagen, hvor nat og dag har samme længde, er altid den 21. marts. Det vil sige, at påsken derfor kun kan falde i perioden fra 22. marts til 25. april. Lidt på samme måde udregner man ramadanen efter Månen – men her gælder det om at se nyMånen rent fysisk på himlen. Derfor kan ramadanens begyndelse skifte lidt efter, hvor på Jorden man rent fysisk befinder sig. For jøderne begynder selve dagen om aftenen, når Månen træder frem. Derfor begynder sabbatten lørdag allerede fredag aften. Og vi kristne kender jo godt den jødiske skik, for når vi fejrer, at jøden Jesus har fødselsdag, den 25. december, så flår vi allerede papiret af fødselsdagsgaverne om aftenen forinden, når vi holder juleaften den 24. december.

Fritz Lang »Frau im Mond«, 1929. Foto: Horst von Harbou/Deutche Kinematek Fold sammen
Læs mere

At være lunatic på engelsk betyder, at man er sindssyg. Vi har det også på dansk, hvor ordet lunefuld rummer en uberegnelighed. Måske er det Månens forbindelse til den farlige kvindelighed – hun har jo sin månedlige menses med dertilhørende PMS – der har dannet baggrunden for en generalisering, der siger, at vi påvirkes af Månen, når vi er sindssyge? Videnskaben har siden afvist enhver sammenhæng. Men sproget ved bedre. Og vi elsker faktisk, at Månen og det kvindelige hænger sammen. Ja, det er ligefrem på mode. I 1985 var der fire små piger, der blev døbt Luna. Sidste år var tallet nærmest faret til himmels – der var 275 babyer, der fik Månens latinske navn at bære rundt på. Måske har deres forældre nynnet med på kendingsmelodien fra Bamse & Kylling – og Luna – da de selv var små?

Lever og ånder Månen

Musikken og sangenes ord kan man også gumle mentalt på, som var de gule, åndelige tyggemåner. Pink Floyd flyttede en hel generation ved at flyve den helt om til »The Dark Side of The Moon«. Længere tilbage i tiden inspirerede Månen også de klassiske komponister. Claude Debussy skrev sin hyldest »Clair de lune« i 1890. Men Debussys tredje sats, som er så berømt, er i sig selv en spejling af franskmanden Paul Verlaines digt af samme navn fra 1869, hvori han blandt andet skriver, at det er måneskinnet, trist og smukt, der får fuglene på træernes grene til at drømme om natten.

De levende billeder har også drømt Månen frem i vores bevidstheder. Da denne essayist var barn, kunne man være heldig at være oppe, når DR viste kvalitetsfilm i Natkassen. Den lille vignet, der signalerede, at der nu kom ordentlige billeder i TV, var en enorm måne, der gled stille ind bag ved et amerikansk højhus. Siden stod det klart, at det var en scene fra Godfrey Reggios på én gang poetiske og mærkeligt mekaniske »Koyaanisqatsi«, som skildrer menneskelivet på jordkloden. Men Månen har altid været overalt i filmene og som sådan var logoet på sin plads. Tænk bare på Apollo-filmene, tænk på de slet skjulte lunatic-referencer i Jim Carrey magtfulde præstationer i »Man on the Moon«. Eller tænkt på »Le Voyage dans la Lune« – en af de allerførste film om Månen fra 1905. Måske har man ikke lige set den. Men så er man måske alligevel stødt på historien i den. For den er baseret på Jules-Gabriel Vernes to romaner »Fra Jorden til Månen« fra 1865 og »Omkring Månen« fra 1870.

Vi lever og ånder med vores nærmeste nabo. Vi spejler os i den. Vi genkender vores egen ansigt i en fremmed planet. Ja, helt fra barnsben forholder vi os til det ydre rum, når vi begejstret skriger: »Første mand på Månen!« – og sætter en drillende finger på fars isse.

kultur@berlingske.dk

»Månen«

13.9. – 20.1.2019

Louisiana

Gammel Strandvevj 13

3050 Humlebæk