Lyden af gin & tonic

Radioværterne Henrik Milling og Nicolai Molbech har den særlige energi sammen, der får 1+1 til at blive 3. Hver lørdag danser 600.000 P4-lyttere de forbudte trin, når Milling & Molbech spiller udskældt disco og vækker gedigent radiohåndværk til live i programmet »Fonk! Det er lørdag«. Vi var med i studiet.

I eftermiddag starter en ny sæson af »Fonk!« på P4. Programmet afvikles live, men flere af indslagene producerer Milling & Molbech i løbet af ugen sammen med lyddesigner Steen Svendsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

To granvoksne mænd har slæbt en stålvask ind i et radiostudie og skurer løs på den med hver sin stålbørste. Nicolai Molbech og Henrik Milling har begge hovedtelefoner på, så de kan høre, om de rammer den lyd, de er ude efter.

I sit evindelige musiknørderi har Milling fundet ud af, at netop en stålvask udgør percussionen på Eurythmics’ store 80er-hit »Sisters Are Doin’ It For Themselves«, hvor Annie Lennox synger duet med den amerikanske souldronning Aretha Franklin. Og nu har de to altså sat sig for at genskabe den lyd til ære for P4’s lyttere.

»Henrik og jeg har leget sammen i 20 år, og vores benzin er hele tiden at give hinanden udfordringer. Så når Henrik siger »Godt, nu tager jeg en stålvask med i studiet for lige at illustrere det der Eurythmics-nummer« – jamen, så gør vi det. Man kunne sagtens bare forklare, at det er en stålvask, man hører på nummeret, men det er meget sjovere sådan her. Der bliver også lidt skole over det. Discoskole,« griner Nicolai Molbech.

Resultatet – og historien om nummeret, der med årene bekræftede souldronningens bange anelser og blev en lesbisk slagsang – kan høres i eftermiddag klokken 16, når »Fonk! Det er lørdag« tager hul på en ny sæson.

Et to timer langt program, hvis omdrejningspunkt er de udskældte musikgenrer disco og funk, men som alligevel har bygget en solid lytterskare op i nærheden af 600.000 siden starten i januar. Et helt uhørt tal for et temmeligt nørdet radioprogram, ja faktisk et tal, som man selv på TV ville være taknemmelig for i dag.

»Henrik og jeg er gode radioværter og dj’s hver for sig, men vi har erkendt, at der sker noget særligt, når vi går sammen. Som radiovært kan det også være ret hårdt at være alene, for du går nærmest ind i en telefonboks, sidder og optager fem timers program, og så går du hjem igen. Men når du har en buddy, så er det pludselig noget andet. Så er du sammen om det,« forklarer Nicolai Molbech.

3D-radio

Den omtalte Discoskole blev for alvor foldet ud i »Fonk!«-programmerne op til sommerferien, hvor den danske guitarist Aske Jacoby var inviteret i studiet en række lørdage for at forklare lytterne det helt særlige, som de store discoguitarister kan, lige fra Chics Nile Rodgers til David Williams, der spillede guitar for Michael Jackson.

Blandt de øvrige indslag i programmets første halve år var besøg fra Hollywoods danske skønhedsekspert, Ole Henriksen, som fortalte om, hvordan det er at have Barbra Streisand, Madonna og Michael Jackson på briksen. Og kongelig skuespiller Preben Kristensen reciterede discolyrik på fornemt teaterdansk – »I går nat reddede en pladerytter mit liv fra et knækket hjerte,« som »Last Night A DJ Saved My Life« blev oversat til.

»Jeg kan godt lide et radioprogram, hvor du ikke ved, hvad der sker om fem minutter. Du aner det ikke, for lige pludselig er der musikundervisning. Eller også bliver det meeeget nørdet. Eller også starter en tosset quiz. Eller også er vi pludselig i Rio de Janeiro. Eller også siger vi »Velkommen! Ind ad døren kommer Ole Henriksen!« Så kan man indvende: »Jamen, han er jo ikke relevant for programmet!« Jo, det er han, for han har haft Prince liggende på sit bord og kan fortælle lidt om, hvad han er for en.«

»Det er det, jeg kalder 3D-radio, oplevelsen af, at min radio elsker mig,« siger Henrik Milling.

En æterbåren fest

Milling & Molbech er to gamle kendinge, der før har skabt underværker på Danmarks Radio. Som unge nyansatte på DR i midten af 1990erne fik de en hård medfart, for det var ikke velset at høre disco eller funk blandt de rockelskende radioværter.

Men de havde talent og blev begge udvalgt til at deltage i et kursus, hvor Susanna Sommer lærte dem alt, hvad hun vidste om radiomediets muligheder – og det var ikke så lidt. »En kvinde, vi skylder alt,« siger de to om hende i dag.

Kurset gjorde dem blandt andet i stand til at lave »radiofilm«, ligesom deres forbillede Carsten Overskov gjorde det i 1980erne, da han fik en hel generation af børn til at høre »Børneradio«. Radiofilm, hvor al tale er monteret med underliggende lyd og effekter – og hvor stilhed eller pause kun bruges, når det er for at opnå en bestemt effekt.

Makkerparrets gennembrud kom i slutningen af 1990erne, hvor de forvandlede P3’s dengang noget søvnige sendeflade fredag aften til en æterbåren fest med programmet »Funkshowet«.

Da programmet sluttede efter fem års opadgående kurve, blev næsten 400.000 lyttere hjemme hver fredag aften for at høre radio – eller de startede deres fester med at varme op med Milling & Molbech og ringede ind og rappede, når værterne til et lækkert beat spurgte: »Hallo derude, det er Funkshowet her. Hvem har vi i røret? Fortæl os, hvem du er.«

Da »Funkshowet« sluttede havde Milling & Molbech nogle år hver for sig. Henrik Milling arbejdede med markedsføring, og Nicolai Molbech kom på Børne- & Ungdomsafdelingen og blev blandt andet fast speaker på MGP og senere også de voksnes Melodi Grand Prix.

Radiofoni

Vi forlader stålvasken i radiostudiet og går en tur tværs gennem redaktionen over til lyddesigner Steen Svendsen, eller Disco Svendsen som lyttere af »Fonk!« kender ham som.

Nogle dage forinden har Milling & Molbech indtalt en rå version af deres speak til en af programmets mange radiofilm – i dette tilfælde historien om Michael Jacksons »Billie Jean«. Molbech fortæller historien til Milling for åben mikrofon, og Milling er den entusiastiske hypeman, der kommer med opmuntrende kommentarer som »Ahhhh!« og »Åhhhh!«, »Okay!« og »Wow!«, »I like it!«, »Det gi’r god mening« og »Chok!«

Bagefter klipper Milling alle øh’er og eh’er ud, og så overlades optagelsen til Disco Svendsen. I det daglige laver han jingler til P3, P6 og P7, men her har han teamet op med sine gamle legekammerater fra tiden med »Funkshowet« og lægger lyd og effekter på radiofilmen, ligesom han også producerer programmets mange jingler.

Musikeksperterne Henrik Milling og Nicolai Molbech laver programmet »Fonk!«, hvor de hver uge laver en rentonet hyldest til discomusikken. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Et håndværk, der er ved at blive sparet væk, men som Steen Svendsen stadig mestrer. Når han får at vide, at vi befinder os i en bil på Ventura Freeway i Los Angeles, så finder han lyd af trafikken på netop den motorvej og ikke lyden af E20 mellem Odense og Aarhus. Og når Michael Jackson insisterede på at bruge en Yamaha-bas på »Billie Jean«, så finder han lyden af den.

Milling & Molbech har i øvrigt også fået Svendsen med i studiet, når udsendelsen afvikles – hvilket også er en luksus i dagens mediebillede, hvor værterne forventes at afvikle programmerne selv.

»Vi vil gerne skabe det, vi kalder for radiofoni – det er vores interne ord for, at din radio pludselig slår over i 3D. Og hvis nogen spørger, hvad det betyder, så er der et navn, som unægteligt kommer ned fra himlen ret hurtigt, og det er Carsten Overskov fra »Børneradio« i 1980erne. Hold kæft, hvor var det fedt, det han lavede,« starter Henrik Milling.

»Pludselig så var du bare inde i de historier, han fortalte. Men det med at billeddække lyden med lydeffekter og musik og overraskelser er næsten forsvundet. Og det er synd. Vi vil bruge mediet, klippe noget sammen.«

»Vi skal være med på den sandstrand, hvor George Michael siger »Jeg har altså lige kysset på en mand.« Vi skal være med på Studio 54 i New York. Med i den turbus med Earth, Wind & Fire, hvor de har det skænderi. Den slags løfter radiomediet op. Og jeg elsker det,« forklarer Henrik Milling.

Radiofilmene begyndte for alvor, da Milling & Molbech efter nogle år fra hinanden udviklede duoen til et andet succesfuldt format, »P7 Maraton Mix«, til den ny kanal P7 i 2011. Stik imod tidens krav om hurtig og letfordøjelig information bruger de syv stive timer på at gå i dybden og nørde igennem med en enkelt kunstner fra Whitney Houston til Prince.

»Da vi startede »P7 Mix Maraton« var det store spørgsmål »Gider folk virkelig bruge syv timer på at gå helt ned i et emne og nørde igennem?« Og det gider folk godt. Der var mange, der syntes, det var helt åndssvagt at spilde folks tid på det. Bare spil musikken og sig »Det var ...« og »Nu kommer ...«.«

»Men vi ville lave det mest hårdtslående og dybdeborende program i verden. Det skulle være sådan, at vi kiggede ned på BBC’s amatøristiske forsøg på at komme i svingninger. Så vi var nødt til at opfinde en ny ting. En radiofilm. To timer, hvor man får en fuld redigeret Carsten Overskov-historie fortalt på radio med alt det, radio kan, hvis man gider gøre sig umage. Og folk elskede det,« husker Henrik Milling om programmerne, der stadig kører på P7 Mix.

Kroppen skal mærke musikken

Tilbage i radiostudiet sætter Nicolai Molbech et par store studiehovedtelefoner omkring mit hoved. Sørger for, at de sidder behageligt og omslutter begge mine ører. Som frisøsen, der vasker dit hår. Mekanikeren, der slår kølerhjelmen op på din vogn. Doktormanden, der beder dig gabe og sige »Ah«. Kort fortalt: Som en fagmand, der ved, hvad han gør.

Molbechs fag er musik, hans speciale er lyd. Hovedtelefonerne er på størrelse med amerikanske pandekager, deres tykke ledning ender i et kraftigt stik, som er plugget ind i en boks på størrelse med en pansret iPhone. Det er en kinesisk high resolution afspiller af mærket Fiio.

Han sætter »Get Lucky« på med Daft Punk. Den franske duos seneste plade »Random Access Memories« er en hyldest til den håndspillede musik. Jeg har hørt pladen om og om igen, siden den udkom for tre år siden. Men med Molbech som styrmand på lydoplevelsen hører jeg ting, jeg ikke vidste fandtes på pladen. Illustreret med en kliché er det, som om bandet står lige ved siden af mig og spiller.

»Det startede med Steve Jobs, der stod med sin iPod og sagde: »1.000 songs in this little box.« Men det, der kommer ned i den boks, er en fuldstændig squeezed mp3. Køber du en musikfil på iTunes, er den typisk på 6 megabyte. Den version, du lige har hørt af »Get Lucky«, er på 350,« forklarer Nicolai Molbech om pladen, hvor et af numrene hedder »Give Life Back To Music«. Molbech har en T-shirt med den tekst, for det var netop, hvad musikken gjorde ved ham.

»Jeg lever af at spille musik for folk og fortælle historier. Jeg har samlet på plader, siden jeg var fire år. Når jeg ikke kan overskue verden, tager jeg et par hovedtelefoner på og lukker mig inde, og så kan der ske alt muligt udenfor.«

»Men gennem de sidste 15 år har musik ikke rørt mig på samme måde. Jeg kunne høre musikken, men jeg kunne ikke mærke den. Jeg troede faktisk, at det var min hørelse, så jeg gik til lægen. Jeg fik tjekket mine ører. To gange. Der var ikke noget galt,« starter han.

»Så kom Daft Punks album. Jeg læste et sted, at der udkom 2.000 eksemplarer af et luksus bokssæt. Og da det er det første album i ti år, hvor jeg synes, at der virkelig er noget at flippe ud over, køber jeg det her fuldstændig latterligt dyre bokssæt.«

»Inde i det ligger to usb-stik hver formet som en pyramide. Den ene er belagt med sølv, og den anden er belagt med guld. Den i sølv har hele albummet i high resolution (høj opløsning, red.), den i guld har billeder, videoer og alt det grafiske. Jeg tænker: »Jeg kender godt pladeindustrien. High resolution, min bare numse.« Men jeg propper det lige ind i Mac’en og ser. Det kunne da godt være, jeg kunne mærke et eller andet. Og så er det bare: »Okay... OKAY!««

»Så falder det hele på plads for mig. Det går op for mig, at vi lever i en verden af mp3. Og mp3 tager alt ud af musikken og meget mere. Det er tit tre procent af en cd. Og det kan min krop ikke forstå. Det kan den simpelthen ikke arbejde med. Hvis min krop ikke kan mærke musikken, er den ikke interesseret,« forklarer Nicolai Molbech, og Milling fortsætter:

»Vi ville gerne lave et radioprogram, der lyder bedre – og en podcast af det radioprogram, der lyder bedre. Det er i sig selv en kæmpesag at gå i gang med at erstatte mp3-filer med high resolution-filer. Men der står 2016 på kalenderen, og nogen må gøre noget.«

»Omsætter man det, der er sket i radioen siden overgangen til mp3-filer, til levende billeder, svarer det til, at man får et grynet, lavopløseligt sorthvidbillede på sit TV med forklaringen: »Det er sådan, vi sender, for det gør alle andre også.« Det er jo utænkeligt. Det ville ingen finde sig i. Men der er radio gået bag af dansen, og det vil vi gerne gøre noget ved. Det er den anden store agenda i vores program, og den er Nicolai absolut spydspids på.«

Milling (th.) og Molbech har siden januar fået 600.000 lyttere til programmet »Fonk!« på P4. De mødte hinanden på DR i 1990erne til lyden af mesterproducerne Quincy Jones og Trevor Horn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Postkort fra ungdommen

Vi går ud i køkkenet og drikker en cola. Milling & Molbech taler om deres første møde. Molbech, der stod og kiggede efter plader i DR’s diskotek i en »alt for gul« dynejakke. Milling – netop hjemkommet fra USA, hvor han producerede rap – på jagt efter en kollega, der gad høre om hans begejstring for Quincy Jones og Trevor Horn.

Det gad Nicolai Molbech godt. Det gad han rigtig godt. Specielt fordi han netop var blevet trynet af sin chef, der ligeud fortalte ham, at han ikke havde forstand på musik – fordi han var til funk og disco og ikke rock.

»Disco og funk er soundtracket til vores liv. Og så er det hovedingrediensen i to af vores største succeser. »Fonk!« er som et postkort fra ens ungdom. Det er sjældent, at man hører om 65-årige mænd, der danser i deres stue, men det skriver de til os, at de gør. Den genre kan noget, selv om den har fået så meget tæsk på sin vej,« mener Nicolai Molbech, og Henrik Milling supplerer:

»Hvis du spørger rockanmeldere, hvad de synes om disco, så er det noget værre lort. Hvis du spørger os, så synes vi, at rock er sindssygt godt. Disco er bare lidt bedre. Rock taler til hovedet, disco er krop. Det er rent mellemgulv. Det er også derfor, at når man har fået tre glas rødvin og to gin & tonic til et bryllup eller en firmafest eller Onkel Karls 50 års fest ...,«

»... så er det ikke Oasis, de danser til,« fortsætter Nicolai Molbech.

»Nej, det er det bare ikke. Og det virker ikke kun i disse år. Det virker til alle tider. Du kan se, hvad der sker, når »September« kommer på med Earth, Wind & Fire. Folk råber »Ja, for helvede!«,« siger Milling, og Molbech fortsætter:

»Og du ser damer, der flår deres mænd op af stolen og siger »Så, Lillefar, så er det nu!« Og så er de ude at svinge. Så ser man, at to mennesker, der måske har kendt hinanden i 30 år, pludselig får det der blik i øjnene. Det er fanme mange store oplevelser, man får. For det genererer bare et eller andet.«

»Det virker, ja, det gør. Det vil altid være udskældt, det vil aldrig være fint nok. Men efter to gin & tonic er det bare det, vi sætter på,« slutter Milling.