Louise Gade: Politikere savner mod

Louise Gade var den yngste borgmester nogensinde i Aarhus og blev anset som et af landets største politiske talenter. Alligevel forlod hun rampelyset, før hun fyldte 40. Hun ønskede et andet liv.

Foto: Bo Amstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Tror du selv, at en kvinde under 30 kan klare borgmesterposten?«

Sådan lød et af de spørgsmål Louise Gade fik fra medierne, inden hun som 29-årig blev den yngste borgmester nogensinde i Aarhus. Men hun var ikke blot ung, hun var også den første kvinde, der opnåede den position i Danmarks næststørste by. Og den første Venstre-politiker, da Socialdemokraterne altid havde siddet på posten. Samme aften hun vandt i Østjylland, mistede statsminister ­Poul Nyrup Ramussen (S) magten til Venstre og De Konservative. Louise Gade blev om nogen symbolet på de nye tider. Opmærksomheden eksploderede.

Men otte år senere forlod hun politik fuldstændig. Hun valgte et andet liv.

Vi mødte hende på ­hendes kontor på Aarhus Universitet, hvor hun i dag er vicedirektør i HR-afdelingen.

Havde du en barndomsdrøm om at blive politiker?

Da jeg gik på gymnasiet, var der tre ting, der spøgte hos mig: Jura, statskundskab og journalistik. Jeg endte med at vælge juraen, og min drøm var at arbejde med noget fagligt frem for at have en politisk karriere.

Politik var en fritidsinteresse - det var det sjove. Jeg var aktiv i Venstres Ungdom, og der lærte jeg vanvittigt meget. Enormt mange spændende foredrag. Men udover at være et læringssted var det et diskussionsforum, når jeg følte, jeg havde noget på hjerte.

Havde du tit det?

Ja, det kan jeg ikke lægge skjul på. Jeg havde været aktiv inden for uddannelsespolitik og skolepolitik allerede i folkeskolen. Jeg skrev om det i mine stile.

Har du en anelse om, hvorfor de her ting optog dig?

Jeg er vokset op i en samfundsengageret familie. En rigtig foreningsfamilie (faren var gårdejer, moderen lægesekretær, red.) Vi deltog i alt: Gymnastik, landbrug, haveforening, foredragsforeningen. Jeg blev opdraget til at læse avisen og lytte til radioen og se TV-avisen. At engagere sig ligger både i arv og miljø hos mig.

Var der plads til andet end seriøsitet i din ungdom?

Man skal ikke tage fejl af, at der er opstået rigtig mange ægteskaber blandt folk, der mødte hinanden i de politiske ungdomsforeninger. Så der var også fester. Jeg dyrkede også sport i min fritid.

Da du havde læst jura i to år, blev dit politiske engagement endnu mere seriøst. Hvorfor det?

Jeg havde skrevet et indspark i Århus Stiftstidende forud for kommunalvalget 1993 og blev så opfordret til at stille op. Da var jeg kun 21 år, så jeg afviste i første omgang. Jeg ville ikke bruge så meget tid på politik, for jeg var jo seriøs med mit studie. Men de forsøgte at overtale mig af flere omgange. Til sidst overgav jeg mig.

Hvorfor tror du, at folk i Venstre forsøgte at overtale dig af flere omgange?

Måske har man manglet yngre kvinder? Nej, jeg tror, det var fordi, jeg ikke kunne lade være med at engagere mig. Det er grundlæggende i mig. Derfor blandede jeg mig hver gang, jeg så muligheder for positive forandringer. Jeg elsker det der med hele tiden at udvikle og tænke innovativt.

Hvordan oplevede du dit første valg?

Jeg stod som nummer 17 på listen. En beskeden placering. Det var ikke sandsynligt, at jeg kom i byrådet. Min valgkamp bestod af at deltage i nogle få debatmøder, være med i et par avisannoncer og dele lidt pjecer ud. Det var en ekstrem billig valgkamp. Omkring 1.000 kroner spenderede jeg på det.

Men så ville skæbnen, at jeg blev valgt. Venstre gik frem fra tre til seks medlemmer i byrådet, og vi var to unge kvinder, der kom ind. Det var »Breaking News«. Hvis det havde været i dag, var TV2 News-helikopteren straks blevet sendt i vejret. I Aarhus Byråd var man vant til koryfæer som Thorkild Simonsen (S) og Bjarne Ørum (RV). Jeg kunne have været deres barnebarn.

Hvordan påvirkede valget dit liv?

Fra den ene dag til den anden gik jeg fra at være forholdsvis anonym til at være på masser af forsider, og deltage i interviews i radioen og på tv. Det var meget overvældende. Meget overvældende!

Hvad tænkte du specifikt i de første dage?

Jeg nåede ikke at tænke. Jeg var så overvældet, at jeg var i en paralyseret tilstand. Jeg prøvede ligesom at bevare halmen i træskoene i forhold til at svare så godt jeg kunne. At være mig selv. Dér kom min vestjyske opdragelse mig til gode.

Derefter var jeg træt i flere dage. Ikke bare fysisk, men også mentalt. Der skete så meget på kort tid, jeg slet ikke havde forventet. Jeg var ikke vant til, at så mange mennesker forholdt sig til mig. »Hvordan mon det her bliver?« tænkte jeg. »Har jeg nu helt styr på situationen?«

Havde du helt styr på situationen?

Jeg kom jo ind i arbejdet, og det var superspændende. Jeg blev grebet af det. Samtidig måtte jeg finde tid til studiet. Jeg skulle op til min store bacheloreksamen et halvt år efter, jeg var valgt ind. Det var helt ekstremt. Jeg aner ikke, hvordan jeg kom gennem det. Eksamen fra klokken 9-15 og så direkte til byrådsmøde fra 16-22. Derefter hjem for at læse til næste dags eksamen.

Jeg blev formand i Venstre-gruppen, og politikken blev pludselig et naturligt karriereforløb, selv om det aldrig var planlagt. Jeg gjorde mine studier færdige, og imens fik jeg job som advokatfuldmægtig. Jeg havde alle døgnets timer udfyldt.

Hvordan kan alt det lykkes uden planlægning?

Min politiske karriere baserede sig egentlig på tilfældigheder. Det kan være godt at planlægge, men man risikerer at planlægge sig selv ihjel og misse alle de spændende, spontane muligheder, der opstår. Hvis man spiller sikkert, går man glip af alt det, der flytter. Det mest udfordrende.

Jeg føler mig i dag privilegeret over at have haft chancen for at træde ind i politik. Men er samtidig stolt over, jeg var i stand til at sige stop og få en helt anden tilværelse, som jeg nyder i dag. Hver epoke af ens liv har sine muligheder og sin charme. Det vigtige er, man synes, hver epoke var det rigtige - og det synes jeg indtil videre. Jeg ville ikke være noget af det foruden. Men selv om det var rigtigt for mig dengang at være politiker, ville det ikke være rigtigt i dag.

Ved valget i 2001 stillede du op til borgmesterposten. Var det ligeså grænseoverskridende, som at blive valgt ind i byrådet?

Ja. Bare gange 100! I tiden op til valget, havde jeg regnet ud, at jeg indeholdt alle ingredienser til at blive »drømmehistorien« for medierne:

»Socialdemokratisk styre altid - nu mulighed for Venstre.«

»Midaldrende mand over for ung kvinde.«

»Kunne den yngste, der nogensinde var valgt til byrådet også blive den yngste borgmester?« Alt det, som medierne elsker, var til stede.

Hvordan føltes det at være den gode historie?

Det var ubehageligt. Noget af det værste var, at mine omstændigheder skabte en masse personlige spørgsmål. Grundlæggende er jeg et blufærdigt menneske, der altid har lagt vægt på at have et privatliv. Pludselig at skulle »bruge mig selv« var grænseoverskridende.

Jeg forstod godt, at sådan måtte det være, men det betød samtidig, at det var svært for mig at trænge igennem med politiske budskaber. Jeg fik alt for ofte spørgsmålet »tror du selv, at en kvinde under 30 kan klare borgmesterposten« frem for spørgsmålet »Hvad vil du udrette som borgmester«.

Hvad var det værste ved pressens måde at gå til dig på?

Jeg fik graviditets-spørgsmål i alle afskygninger. »Hvorfor har du ikke børn?«, »Bør en kvindelig borgmester få børn?«, »Vil du gå på barsel, hvis du bliver gravid, mens du er borgmester?«. Det var enormt grænseoverskridende, at en del af mit privatliv, som jeg endnu ikke havde forholdt mig til, pludselig var noget, jeg skulle tage stilling til i det offentlige rum. Engang imellem blev jeg lidt bitchy og bad journalisterne om at tale politik. For alle øvrige borgmesterkandidater slap jo for at forholde sig til spørgsmål om børn.

Du vandt valget. Hvad skete der så?

Uanset om man ønsker at være i centrum eller ej, så er man det, når man bliver borgmester. De to første år var en benhård tid. Jeg havde sat mig for, at skulle jeg være borgmester, ville jeg gå all-in. Jeg ville være ambitiøs og ikke bare sidde og »forvalte«. Jeg havde jo kun et skrøbeligt flertal, og der var meget stor bitterhed hos oppositionen. »Du har stjålet vores by, og det skal du få betalt,« var der en fremtrædende politiker, der sagde til mig på valgnatten.

Hvordan kom modviljen til udtryk?

Sager, som begge sider tidligere var enige om, var pludselig et stridsspørgsmål. De gjorde alt, hvad de kunne, for at udmanøvrere mig - lige meget hvad sagen var. Så jeg brugte vanvittig lang tid på magtspillet, samtidig med at jeg skulle prøve at sætte en anden politisk toneart og stilart i byrådet. En stil, der var min. Jeg pillede i alt i maskinrummet. I starten sad jeg ofte til kl. 3 om natten og rettede talerne til. Jeg blandede mig i alt helt ned på papirsklipsniveau.

Hvor meget arbejdede du?

Det var et fuldstændig sygeligt antal timer. 24-7. Og journalisterne havde faktisk ret: Det kunne ikke lade sig gøre, hvis jeg havde haft små børn. Der var meget, jeg ville udrette. Tidligere kom alle idéer fra forvaltningen. Det ændrede jeg. Det var også min forpligtelse at komme med de gode idéer og sætte linjen. Jeg ville ikke blot forholde mig til rammer, som andre satte. Det var et paradigme-skift, det tog lang tid at få resten af byrådet til at forstå. Og tænk lige på, at jeg var en 29-årig kvinde, der sad der for bordenden.

Nød du at være borgmester?

Ja. Jeg nød det faktisk hele tiden. Jeg er god til at »være til stede«, så selv når jeg var arbejdsmæssigt udkørt, prøvede jeg at skabe en »lomme«, jeg kunne være i. En lomme der bestod af de ting, der lykkedes, eller de projekter, der var mest inspirerende for mig at arbejde med. Som menneske og person har årene som borgmester betydet vanvittigt meget for mig, for det var simpelthen learning by doing. Jeg blev som ung kastet ud på det dybe hav og lærte, at jeg kunne bunde.

Hvad er det vigtigste, du lærte?

Jeg lærte at være tro mod mig selv. Uanset hvad der rev og ruskede i mig af medier og oppositionspolitikere, så kunne jeg altid se mig selv i spejlet om aftenen. Det lykkedes dem at lave et budgetkup mod mig, men jeg ville ikke lade mig rive med. Jeg troede på ordentlighed og anstændighed. De grundlæggende menneskelige værdier gav mig ro, når jeg stod i stormvejret.

Hvordan føltes det at tabe borgmesterposten ved det følgende valg?

Vi nåede at sejle mange skibe i havn, og jeg havde da også lyst til at fortsætte i en periode til. Når det er sagt, så var nederlaget noget af det bedste, der er sket for mig. Jeg fik det bedste personlige valg, der nogensinde har fundet sted i Aarhus. Flere end 42.000 stemmer. Og jeg fik lov til at bygge børn- og ungeområdet op fra bunden som rådmand. Det var uddannelsesområdet, der oprindeligt drev mig ind i politik. I de kommende år, gjorde jeg virkelig en forskel, føler jeg.

Hvad var begyndelsen på slutningen af din politiske karriere?

Til sidst gik det op for mig, at jeg trivedes meget mere, når jeg var ude og besøge dagsinsitutioner, end når jeg befandt mig i byrådssalen. Jeg syntes, at politiske diskussioner blev overfladiske. Alt baserede sig mere og mere på oneliners.

Prøv at se de politiske debatter i dag og sammenhold dem med, hvad der stod i aviserne for 15-20 år siden. I dag er det kun en formidling af den politiske proces og det politiske spil. Politikernes personlighed og troværdighed analyseres ustandseligt. Hvilke konsekvenser den førte politik har for borgerne, er gledet i baggrunden.

Hvorfor er det blevet sådan?

Der er gået mere spin i det hele, og politikerne savner projekter. Tidligere havde de fleste, der kastede sig ud i politik, noget de ville. Noget de brændte for. Hvad brænder politikerne for i dag - ud over ønsket om at være politikere?

Jeg oplevede allerede tendensen, da jeg var på rådhuset, for jeg fik i stigende grad henvendelser fra folkeskole-elever, der gerne ville i praktik som borgmester. Politiker er ikke noget, man uddanner sig til. Det bør være et hverv for en periode af ens liv.

Slap du ud i tide?

Jeg endte med at være længere i politik, end jeg havde forestillet mig. Men jeg forsøgte hele tiden at sørge for, at jeg styrede politikken og ikke omvendt. At jeg stadig turde have mine meningers mod og kant. Jeg kastede mig altid ind i diskussioner, hvor bølgerne gik højt, for det er dér, man flytter noget. Se bare på Aarhus: De ting, der har skabt størst debatter, har samtidig flyttet byen mest: Aros, havnens udvidelse, Musikhuset, åbningen af åen. Havde man lagt sig fladt ned og ikke turdet træffe upopulære beslutninger, så havde man ikke haft de ting i dag.

Det er det samme med reformer i Danmark. Tør man ikke træffe de upopulære beslutninger, flytter vi ikke Danmark. »Alle vil udvikle, men ingen tør forandre«, som man siger.

De bedste politikere skal finde løsninger, ingen endnu har tænkt over. Men risikovilligheden er blevet mindre. For få tør sige de upopulære ting.

Hvad skal politikerne og medierne gøre anderledes?

Vi skal have flere refleksioner og mellemregninger ind i debatten, for ingen sidder med færdigstøbte idéer. Men politikerne er bange for at italesætte refleksioner og mellemregninger. De frygter simpelthen at blive kaldt holdningsløse eller usikre. Og så skal vi turde tage den demokratiske dialog hele året rundt i stedet for kun tre dage på Folkemødet på Bornholm.

Hvordan var det at forlade rådmandsposten, der på mange måder lyder som drømmepositionen for dig?

Det var både svært og let. Var jeg blevet en periode til, ville jeg have rundet 40 år. Og endnu vigtigere ville jeg have været væk fra »den virkelige verden« i 12 år. Hvem ville så ansætte mig? Man skal ikke tro, man er Guds gave til menneskeheden, blot fordi man har været politiker. Samtidig begyndte jeg simpelthen at sukke over at skulle til byrådsmøder og høre på de her forudsigelige diskussioner, der bestod af politisk spil. Hvem kan snøre hvem? Hvem er god og hvem er dum? Og hvis det blev rigtigt godt, dykkede vi ned i en eller anden enkeltsag og legede sagsbehandlere i stedet for at løfte os op i helikopteren og tage de vigtige diskussioner. Vi bevægede os sjældent fremad, og det kunne jeg ikke se mig selv i længere. Men følelsesmæssigt var det svært. For et eller andet sted var børn- og unge-området blevet mit barn.

Du skiftede over til dit nye job i juni 2009. Blev du glemt lige så hurtigt, som du blev berømt?

Ikke glemt. Nærmere gemt. Men det er jeg ikke så optaget af. Jeg har vanvittigt mange relationer fra den tid, jeg stadigvæk bruger. Både venskaber og professionelle.

Men jeg fylder selvfølgelig ikke i pressebilledet, og jeg trives gevaldigt godt med ikke at være på. Det har givet mig ekstra livskraft, at jeg kan få lov til at være et privat menneske. Nu kan jeg selv vælge mine interviews. Jeg er ikke længere afhængig af at blive husket.

Da jeg som rådmand i 2007 offentliggjorde, at jeg skulle på barsel, var det bogstaveligt talt »Breaking News« i radioen, tv og aviser. Alle skrev om det. Det var virkelig grænseoverskridende for mig, at det skulle fylde så meget. Jeg blev decideret ked af det, og alt i mig sagde »nej, sådan et liv ønsker jeg ikke.«

Da jeg havde skiftet til jobbet her på universitetet, fik jeg mit datter. Ingen havde skrevet om det. Så mødte jeg en dag en journalist fra den lokale avis. Han var enormt overrasket over, at jeg var på barsel igen.

»Det er du da gået stille med. Det har vi slet ikke hørt om,« sagde han til mig.

»Nej, det har I ikke. Og det er heller ikke meningen, at I skal.«

Næste dag i avisen stod der, at jeg i »al ubemærkethed havde fået en datter«. Jeg forstår stadig ikke, hvorfor den slags skulle interessere folk.

Hvordan befinder du dig i stillingen som vicedirektør i HR-afdelingen?

Jeg nyder at være i et miljø, hvor det er de faglige diskussioner, der fylder min hverdag. Her er en dedikation, jeg slet ikke kunne forestille mig. 11.500 individer, der brænder for deres forskningfelt og brænder for at fortælle om det. En faglig stolthed overalt. Det er virkelig motiverende at være i - og så samtidig gøre en forskel. For det er ikke nogen hemmelighed, at ledelse er en ny disciplin på universiteterne. Det er noget af det, vi på min afdeling hjælper de andre med.