Louise blev stukket 11 gange med kniv og kastet ud fra anden sal. Af faren til hendes barn

Mediekommentar: Tre kvinder fortæller hudløst ærligt om, hvordan de slap ud af et voldeligt forhold. Og hvordan de lever nu. Og programmet er tydeligvis målrettet en helt særlig gruppe.

I serien »Sådan overlever du et voldeligt forhold«, der havde premiere på DRTV tirsdag den 2. november, følger DR de tre kvinder Mie, Louise og Zandra. De er alle kommet ud af forskellige typer voldelige forhold, der kaster lange og mørke skygger over dem i deres kamp for at få et nyt liv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jacob Latocha
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Bare kom afsted.« »Pak en taske.« »Husk beviser.« »Sig det til nogen.« Det er undertitlerne på de fire afsnit, der udgør dokumentarserien »Sådan overlever du et voldeligt forhold«, der netop har haft premiere på DR2+.

I programmet fortæller Mie, Louise og Zandra hver deres historie om at være kommet ud på den anden side efter et voldeligt parforhold. Og der bliver ikke sparet på de smertelige erfaringer.

Den ene har et ar, der former ordet »Luder« på det ene ben. Den anden blev stukket 11 gange med kniv og smidt ud fra anden sal. Den tredje tør ikke gå på arbejde efter at være forfulgt af sin ekskæreste.

De tre kvinders ærlige vidnesbyrd giver et sjældent indblik i, hvordan livet under og efter et voldeligt forhold kan se ud.

Med alarmsystemer og hjemmovervågning. Med angst for at bevæge sig i offentligheden. Og med søvnløshed affødt af dødsangst og følelsen af at blive kvalt. Kroppen husker nemlig.

Louise har også angst for, at hendes søn kan huske overfaldet. Han var to år dengang. Og hvordan fortæller man ham, når han bliver ældre, at far sidder i fængsel for drabsforsøg på mor?

Det er ufattelig hårdt at se på, samtidig med at det slet ikke føles, som om programmet er lavet til mig.

»Sådan overlever du et voldeligt parforhold« er nemlig muligvis den vigtigste hjælp til selvhjælp, der har set dags lys. Public Service på speed.

De tre kvinder styrer indlysende efter at dele deres erfaringer, så andre kan undgå at opleve det samme. De fire undertitler er således ikke blot refleksioner, men konkret rådgivning.

»Jeg har aldrig …«

I programmet hjælpes samtalen mellem de tre kvinder på gled af en række øvelser, hvor de enten skal forholde sig til spørgsmål eller udsagn.

Eksempelvis ved legen »Jeg har aldrig«, hvor de med et grønt eller et rødt skilt markerer, om de har oplevet diverse ubehageligheder.

»Jeg har aldrig fået bank med en tung genstand,« for eksempel. Hvortil Mie må svarer ja, fordi hendes ekskæreste tæskede hende med en stol, indtil benene knækkede af.

Det kan lyde bizart, at det alvorlige emne sættes ind i et så legende format, men det er yderst informativt, og man under i den grad de tre kvinder at grine og græde sammen efter behov.

Vigtigst af alt kan det forhåbentlig fortælle kvinder, der lever i voldelige forhold, at de ikke er alene. Helt generelt håber man hele vejen igennem, at nogle af de kvinder ser programmet, som er én lang håndsrækning.

Kvinderne kommer med information om apps, man kan downloade, som har været en hjælp.

En hvor man kan ringe alarmcentralen op uden at tale, som også kan gemme oplysninger om tidligere voldelige episoder, der sendes direkte til alarmcentralen med opkaldet.

Og en, der ligner en helt almindelig app, som i virkeligheden kan indeholde et arkiv med billeder af mærker og sår på kroppen, som senere kan bruges som bevismateriale. Altså, så man kan skjule beviser i tilfælde af, at kæresten gennemgår ens telefon.

Zandra viser også, hvordan en gps-tracker ser ud, og hvordan man undersøger sin bil for sådan en. Det virker jo helt grotesk, men det er jo virkeligheden for nogle, desværre.

Gør noget

Det er ikke kun dem, der lever i voldelige forhold, der vil have godt af, at se »Sådan overlever du et voldeligt forhold«. Det ville også klæde kommunale ansvarshavende, politifolk og politikere.

De tre kvinder fortæller nemlig også hudløst ærligt om, hvor systemet har svigtet dem.

Tag for eksempel Louise, som gik til politiet, da hendes kæreste var voldelig, men som hverken følte sig hørt eller troet på.

Det var først, da hun blev overfaldet med kniv og kastet ud over altanen, at hun blev lyttet til. Men selv da kunne hun ikke få et tilhold mod sin ekskæreste. Drabsforsøg er nemlig ikke nok til at udløse den slags.

To ud af tre kvinder har oplevet, at kommunen har sendt et brev forkert og dermed afsløret deres ellers beskyttede adresse for deres ekskæreste.

Ingen af de tre kvinder vidste, at de havde mulighed for at komme på krisecenter. Og det er en pointe, der bliver gentaget igen og igen. Og det beskriver meget præcist programmets eksistensberettigelse.

Enhver, der lever i et sådan forhold, bør jo vide, at de skal sige det til nogen, pakke en taske, huske beviser og bare komme afsted. Der er hjælp at hente.