Lone Scherfig: »Jeg har parkeret min sorg«

Lone Scherfig ville ønske, at hendes forældre havde nået at opleve hendes internationale succes som filminstruktør, senest med filmen »Samme dag næste år«, der netop har haft dansk premiere. Hun er langtfra færdig med at bearbejde forældrenes død, som hun kalder »et kæmpe uskyldstab«.

. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Niels Ahlmann Olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lone Scherfig kan stadig tage sig selv i at gå rundt i et stormagasin i udlandet og kigge efter en gave til sin mor.

»Men jeg skal jo ikke købe handsker med hjem til hende. Det er over tre år siden, at min mor døde, men jeg er ikke ude på den anden side endnu. Det tager bare rigtig lang tid, og en af grundene er, at jeg har arbejdet så meget. Jeg har parkeret min sorg og endnu ikke har fundet ud af, hvem jeg er blevet.«

Med moderens død i sommeren 2008 midt under klipningen af filmen »An Education« i London rykkede Lone Scherfig frem i første række. Sin far mistede hun i foråret 2000. Under optagelsen af slutscenerne til »Italiensk for Begyndere« i Venedig.

»Det er ikke noget, jeg går og tænker på, mens jeg er på optagelse, og jeg er overhovedet ikke overtroisk. Men jeg har efterfølgende oplevet, at min stærkeste følelse den sidste produktionsdag har været et »pyha, det var godt, at der ikke skete noget med nogen undervejs,« siger Lone Scherfig.

Læs også:

Jussi Adler-Olsen: »Jeg trænger til at være menneske igen«
Anne Wivel: Sandheden om Svend
Mikkel Kessler: »Jeg er parat til at dø i en boksering«
Maise Njor: »Måske skal man bare prøve at være sig selv«

Hun betegner sig selv som følsom, flokdyr og et familiemenneske, der gerne vil passe på nogen. Og indtil for nylig så hun altid sig selv blive portrætteret som en fjolle og grinebider. En, der altid laver sjov.

»Men her i forbindelse med min nye film forsvandt der et eller andet. Det kan forhåbentlig komme igen, for begge mine forældre havde enormt meget humor, så det ligger i mit dna,« siger Lone Scherfig.

Hendes nye film »Samme dag næste år« har netop haft premiere herhjemme. Men allerede midt i august havde »One Day«, som den hedder på engelsk, verdenspremiere i USA og en uges tid senere i England, hvor den foregår. Filmen er solgt over hele verden og har alene i USA været ude i op mod 2.000 kopier. 

Med et budget på omkring 80 millioner kroner, er »Samme dag næste år« Lone Scherfigs hidtil dyreste film. Og hun kalder selv skridtet fra »An Education« til »Samme dag næste år« for en smule større end de andre, hun har taget i sin karriere.

Den amerikanske filmstjerne Anne Hathaway spiller hovedrollen som den usikre forfatterspire Emma. Natten efter deres dimission fra universitetet  15. juli 1988 ender studiekammeraten Dexter ­– en forkælet elegant skørtejæger fra overklassen, spillet af Jim Sturgess – hjemme i hendes seng, og derefter følger man Emma og Dexter hvert år på samme dag. Nogle år hver for sig. Andre år sammen. Hun har elsket ham, siden hun mødte ham på universitetet, mens han har en uendelig strøm af andre piger i sit liv. Gennem årene går de hver sin vej med glæder og sorger, forspildte chancer og succes, men bevarer deres venskab, som udvikler sig både uventet, romantisk og dramatisk.
 
Lone Scherfig har uddannet sig og arbejdet med film, siden hun var 17. Nu, 35 år senere, har hun nået sit hidtil højeste skridt på karrierestigen.

»Jeg ville ønske, at jeg havde været lidt mere skarp og taget mig selv mere alvorligt. Men jeg var meget ung, umoden og ikke særlig bevidst om noget. Havde jeg vidst, at jeg kunne nå hertil, hvor jeg står i dag, var jeg nået hertil meget hurtigere. Jeg har alt for mange gange sagt »ih, hvor er det sødt af dig at spørge. Det vil jeg gerne,« når jeg er blevet præsenteret for projekter, der måske ikke var helt søstærke,« siger Lone Scherfig, der både genkender Emmas usikkerhed og filmens tema om hovedpersonernes mange omveje i sig selv.

»Når Emma flytter sammen med den forkerte mand, er det så en nødvendig omvej, at hun tager ham, fordi han så gerne vil have hende? Nøjes i stedet for at undvære? Jeg ved med sikkerhed, at selvtillid betyder, at der er omveje, man ikke behøver at tage. For mig betyder det f.eks., at jeg nu tør sige nej til manuskripter i håb om, at der kommer noget større og bedre. Jeg tænker nogle gange, at jeg skulle have lavet færre, men bedre film. På den anden side har jeg lært noget af at lave så meget mærkeligt. Jeg er gået fra assistentjobs til reklamefilm, til dogmefilm og engelsksprogede film. Og hver gang opdaget noget nyt.«
 

Lone Scherfig vender flere gange tilbage til, at meget i hendes liv er sket så tidligt for hende. Hun kom tidligt i skole, sprang en klasse over, og var en ung student, lige fyldt 17, da hun rejste til Paris for at læse filmvidenskab på Sorbonne Universitetet. Og kun lige blevet 21 år, da hun søgte ind på Filmskolen.

»Jeg havde en kæmpe usikkerhed i mig og havde måske været mere målrettet, hvis jeg havde gjort alting senere. Jeg kan godt være ked af, at mine forældre ikke oplevede, hvor godt det kom til at gå, og hvor glad jeg er for mit job. Min mor ville have elsket »An Education«. De har undret sig over, hvad det egentlig var, jeg havde gang i med at gå og feje gulv i et eller anden filmstudie, når de nu syntes, at der sad et meget godt hoved på mig. De fik ikke set, at det gav mening,« siger Lone Scherfig.
 
Også når det drejer sig om kærlighed, vidste hun tidligt, hvem hun ville have. Uden at være klar over det.

Lone Scherfigs mand, Jesper Allentoft, er fire år ældre end hun, og 11 år gammel fik hun øje på ham i skolegården.

»Der var noget John Lennon-lækkert over ham, men jeg stod ikke og tænkte, at »ham vil jeg have. Det er bare et spørgsmål om tid.«

Men hun fik ham – efter at de begge havde taget forskellige omveje.

»Der har været øjeblikke af dårlig timing – eller god timing – lige som i »Samme dag næste år«. Vi blev gift på min 32 års fødselsdag, og det er en kæmpestor lykke, at da jeg omsider fik et barn, var det med ham. Min far var syg i mange år, og jeg ville så gerne have, at han skulle nå at se mit barn. Derefter håbede jeg, at han skulle nå at tale med hende, og det næste blev, at bare min datter Feline dog nåede at kunne huske ham. Og min far levede faktisk så længe, at de fik et tæt forhold. Det er jeg virkelig taknemlig over. Man kommer sig aldrig over sine forældres død. Men det hjælper, at man har sin egen familie, hvilket er endnu en grund til at få børn tidligt. At man definerer sig selv som mor og hustru i stedet for datter.«

Lone Scherfig fik kun Feline.

»Hvis jeg havde arbejdet mere målrettet på det, havde jeg måske fået flere børn. Måske skal man få dem sent for at opdage, at man skulle have fået dem tidligere. Og kunne have nået at få fem! Så ja. Jeg ville gerne have haft flere børn. Omvendt har det ikke været noget stort set-up at tage Feline med ud at rejse. Men nu er hun 17 år og går i gymnasiet, og jeg kan ikke blive ved med at tage hende ud af skolen og bilde mig selv ind, at hun lærer mere ved at være med mig på arbejde end ved at gå i skole. Jeg vil ikke forsvare noget, der er mine behov og ikke Felines. Jeg er heller ikke hendes bedste veninde, men hendes mor,« understreger Lone Scherfig.

Læs også:

Jussi Adler-Olsen: »Jeg trænger til at være menneske igen«
Anne Wivel: Sandheden om Svend
Mikkel Kessler: »Jeg er parat til at dø i en boksering«
Maise Njor: »Måske skal man bare prøve at være sig selv«

Hun beundrer sin datter for at tage nogle mere logiske skridt, end hun selv gjorde. Og for at være meget mere i takt med sig selv og sin alder, end hun selv var.

»Hendes far er jo psykolog, og Feline er heldigvis præget af, at der findes en sund psykologisk dømmekraft i hendes nærmeste omgangskreds,« siger hun og griner.

Selv var hun altid misundelig på dem, der ikke var usikre.

»Og på dem, der hviler i sig selv. Det kan jeg ikke helt selv. Jeg har ikke den indre ro. Jeg er heller ikke beroligende selskab på samme måde som min egen mor, der kunne sige, at nu sætter vi os ned og snakker sammen og lader alt andet ligge.«

Med »Samme dag næste år« er Lone Scherfig nået op i en klasse, hvor hun ikke længere skal opfinde billige løsninger, og som i f.eks. »An Education« skal få de samme fem biler til at ligne 25 forskellige. Og hvor der ikke længere er nogen som stiller spørgsmålstegn ved hendes beslutninger.

»Men så får man modstand på en anden måde. F.eks. bliver filmen anmeldt i tusind aviser i stedet for i 20. Og »Samme dag næste år« er blevet testet meget mere foran et publikum, end jeg har prøvet tidligere. Samtidig risikerer investorerne at tabe virkelig mange penge,« siger instruktøren.

Hun er aldrig vågnet op en morgen og pludselig været en internationalt anerkendt instruktør på samme måde, som Carey Mulligan blev berømt natten over i »An Education«, hvor hun spiller hovedrollen som den unge pige Jenny.

»Anerkendelsen er kommet meget langsommere for mig, og jeg har altid syntes, at jeg kunne færdes på de bonede gulve,« siger Lone Scherfig, hvis far var erhvervsmanden Ole Scherfig.

»Faktisk er jeg vokset op på bonede gulve, men i en blanding af noget privilegeret – og noget meget beskedent, som f.eks. kun at have ét par sko. Og hvis de var våde, når man skulle ud af døren om morgenen, så var de våde. Den dobbelthed gør, at jeg stadigvæk glæder mig over at ligge i en sindssyg lækker hotelseng. Men jeg ved også, at det kun er en seng, så jeg reagerer ikke så meget på det med berømmelse. Respekten er til gengæld rar at få, fordi man ikke længere behøver at slås for at få sine tanker realiseret.«

Hun har da også flere internationale projekter på vej. To nye manuskripter, som hun har skrevet sammen med henholdsvis Anders Thomas Jensen og Bille August, er i øjeblikket ved at blive flyttet til et engelsk miljø. Hun skriver på en komedie sammen med en gammel ven og afventer i øjeblikket finansiering af dels et historisk BBC-projekt, som skal optages i Danmark dels et amerikansk filmprojekt, og siger, at det bliver mere og mere vigtigt for hende at finde det bedst tænkelige projekt og fortælle noget, der ikke helt er formidlet tidligere.

For Lone Scherfig har arbejde altid været kuren mod enhver krise.

»Jeg har altid haft det sådan, at jeg kunne arbejde mig ud af alt. At hvis bare jeg blev oppe hele natten, så var det gået væk næste dag. Men jeg har erfaret, at det ikke virker mod sygdom. Lige meget, hvor meget jeg arbejdede, kunne jeg ikke stoppe hverken min fars eller mors sygdom. Det er et kæmpe uskyldstab at måtte indse det. At det allerværste kan ske med nogen, man elsker så højt. Og omvendt: Så mange mennesker er der jo heller ikke, som virkelig elsker dig. Det er som en lampe, der bliver slukket efter at have lyst på dig med kærlighed hele livet.«