Livsstilsblogger Julia Lahme vil have en diva-pels

For bloggeren Julia Lahme kræver en pels, at man retter ryggen, og det kan nok være meget godt, mener hun. Hun er netop udkommet med en hands-on guide til blogging.

Julia Lahme Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det bedste råd, jeg har fået
er at gøre mig umage med det, jeg er i gang med. Det er min mor, der har sagt det til mig, og det virker. Hvis man prøver at snyde på halvvejen, giver det næsten altid bagslag.

Jeg slapper bedst af
når jeg skriver. Når jeg sidder ude i mit køkken ved et lillebitte bord, hvor alt roder, og hvor jeg samtidig kan være i kontakt med min familie. På den måde er jeg både alene og sammen med de andre.

Jeg vil aldrig
slå mig selv i hovedet med alt det, jeg ikke når. Jeg får sjældent læst aviserne så godt, som jeg gerne ville, jeg får sjældent bagt boller, og jeg er for sjældent den, der henter børnene. Men jeg vil ikke ligge under for det, jeg ikke når.

Jeg træner

ikke nok. Men når jeg træner, er det løb og yoga. Jeg prøver faktisk ihærdigt, men det er som om, at alle former for træning dør for mig. Jeg vil altid hellere noget andet, bygge en togbane med min søn på gulvet eller bare hænge i sofaen med mine børn. Alt andet, end at træne.

Sidst jeg gjorde nogen glad

var forleden, hvor jeg havde inviteret en masse kvinder ind på min kontor til »homeshopping«, som jeg tror er stærkt på vej tilbage igen. Jeg serverede flødeboller og champagne, der kom mellem 20 og 24 kvinder, og der var en både sjov, afslappet og særlig atmosfære, som når kvinder er sammen uden mænd.

Min bedste madoplevelse var

for ti år siden i en lille, charmerende kælderrestaurant i Milano. Det var her, jeg for første gang smagte vitello tonnato. Måske smagte det ekstra godt, fordi dagen havde været præget af total kaos. Jeg skulle modtage en gruppe journalister i Milano, og alt hvad der kunne gå galt, gik galt. Journalisterne kom til de forkerte lufthavne på de forkerte tidspunkter, og bagefter med de forkerte busser.

Jeg gider ikke

leve op til forventninger om at være den perfekte kvinde. Der er kommet en ny form for kvindeundertrykkelse de senere år, hvor vi undertrykker os selv. Det er ødelæggende for en helt masse, og vi skal lade være med det. Pizza til aftensmad er ok, Irma har frikadeller fra urtekram i fryseren, og hvad skal vi med botox i ansigtet?

Jeg vil gerne rejse

til Thailand. Der skal være en strand og en swimmingpool lige ved siden af hinanden, der skal være en strandbar, og der skal være varmt. Det skal helst være vinter i Danmark samtidig, og så vil jeg bare gerne derud sammen med mine børn og min mand, vi skal lave absolut ingenting.

Min største last

er sko. Jeg har ikke bare mange, jeg har RIGTIG mange, og jeg bliver ved med at købe nye. Jeg er ikke afhængig af dyre mærker, men mere til for fals for glimmer og broderi på sko.

Det menneske, der har gjort størst indtryk på mig

er min farmor. Hun lever ikke længere, men havde et af de karaktertræk, jeg sætter størst pris på hos mennesker: At man tør at gå imod strømmen. Hun boede i Tyskland og var en modig kvinde, der på sin egen stille og fine måde ikke altid gjorde, hvad der blev forventet.