»Livet er for kort til, at man altid kan være så venlig«

Skuespilleren Preben Kristensen havde i mange år nærmest en knude i maven, hvis folk ikke kunne lide ham, eller han var nødt til at sige nej til nogen. I dag har han fået sine værdier på plads.

Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lidt af en »pleaser«, sådan har det altid været.

Ham den flinke fyr, verdensmesteren i at begå sig. Smidig og behændig som en atlet kan skuespilleren Preben Kristensen svinge sig fra glamourøse hofballer hos Dronningen til køkkenkaffe hos fru Andersen hjemme i Skive, hvor han er vokset op.

Og alt for ofte er han kommet til at sige »ja« til nogen eller noget, hvor det eneste rigtige havde været et »nej«.

»For nogle år siden havde jeg nærmest en knude i maven, hvis folk ikke kunne lide mig, eller hvis jeg var nødt til at sige nej til nogen,« siger han.

»Men på et eller tidspunkt får man den jo lige i nakken. Altså, at livet er for kort til, at man altid kan være så venlig. Det har jeg tænkt en del over. Især de seneste 10-15 år, hvor jeg er blevet mere klar over, hvem jeg selv er, og også har fået mine værdier helt på plads.«

I mange år påtog Preben Kristensen, 61, sig ellers frivilligt hvervet som formand for Flinkeskolen, men har siden degraderet sig selv til næstformand. Noget af en sjælelig befrielse, konstaterer han.

»Det er blevet lettere at sige til andre, hvad jeg mener, også det ubehagelige. Tidligere holdt jeg min vrede inde i mig selv, men var ved at eksplodere, jeg kunne ikke få luft.«

Andre værdier

Preben Kristensen læner sig lidt tilbage i sofaen i loge 5 på Det Ny Teater og siger med henvisning til sine værdier og prioriteringer.

»Havde du spurgt mig for nogle år siden, om det var min karriere eller mit privatliv, der kom først, ville jeg uden tøven havde svaret karrieren. Sådan har jeg det ikke i dag. Karrieren er ligegyldig, hvis ikke alt det andet fungerer.«

Når der på torsdag er premiere på en genopsætning i en musical-udgave af Beauty and the Beast, er det med Preben Kristensen i rollen som lysestagen Lumiere.

En fortælling med flere enestående budskaber, mener han. Et af dem er, at det, vi ikke forstår, gør os bange.

»Tag nu vores fordomme, der kan dække over rigtig meget. Angst er ofte et udtryk for fordomme, det kunne være over for minoriteter.

Herhjemme er mange for eksempel bange for muslimer, fordi de ikke forstår dem. Men der er ikke den store forskel på dem og os. Jeg har nære venner, der er muslimer, og jeg kan blive helt svedig, når jeg tænker på alle de fordomme, de er udsat for.«

Det fundamentalistiske og ekstreme inden for alle former for religion, politik og bevægelser kan derimod skræmme ham voldsomt, siger han og nævner den amerikanske journalist James Foley, der for nogle uger siden blev henrettet af Islamisk Stat.

»Men moderate og ganske almindelige muslimer, som bor i Danmark? Skal man være bange for dem? Det er, når fordomme får lov til at knopskyde, at mennesker kan blive angste.«

Tænk, hvis der kun var en gud

Et øjeblik siger han ikke noget, bryder så stilheden.

»Allah betyder gud, men tænk, hvis der kun var én gud, vi kunne være fælles om? Måske ville vi forstå hinanden bedre og derfor være mere tolerante.«

Derudover har han ingen meninger, i hvert fald ikke offentligt, hverken om politik, miljø, integration, homoseksualitet eller rigets tilstand i øvrigt. Han er skuespiller, derfor synes han ikke, det er så interessant, hvad han mener om alt muligt.

Afslappet klædt i ternet skovmandsskjorte, jeans og sneakers. Ifølge teateranmeldere en skuespiller, der i mere end 30 år har forgyldt dansk underholdningsteater. Og som i 2005 modtog en »Æresreumert«, den fornemste udmærkelse i dansk teater.

For sit indlysende talent i form af »en nærmest barnagtig uskyldighed og en troskyldig naivitet, som er sjælden, og som i mange tilfælde har gjort det muligt for ham at bevæge sig mellem forskellige genrer uden at sentimentalisere.«

Talentet viste han også, da han fik sit gennembrud i 1983 i en af de mere alvorlige roller som den følsomme dragqueen med kludder i kærligheden i »Det var en lørdag aften«.

Overbevisende og meget rørende, lød reaktionerne.

Preben Kristensen var 29 år og forelsket. Få måneder forinden havde han mødt sin nuværende mand, frisøren Søren Hedegaard.

»Den periode var på alle måder et af de helt store vendepunkter i mit liv med Søren som den direkte årsag til, at jeg dengang flyttede til København. Man kan måske tilføje:

At jeg overhovedet TURDE flytte til byen – hidtil havde det været rigeligt for mig at flytte fra Skive til Århus. Rigeligt.«

Et andet vigtigt budskab

Preben Kristensen er tilbage ved et andet budskab, han mener er vigtigt i Beauty and the Beast:

At kærligheden sejrer, hvis vi giver den lov.

»Lige præcis det med at give kærligheden lov til at udfolde sig og udvikle sig er helt essentielt. At vi TØR den for alvor. Nogle gange skal vi jo selv gøre en indsats for at finde modet, det er der ikke bare af sig selv.«

Han hælder mælk i sin kaffe.

»Kærlighed kræver faktisk en hel del mod, vi kan jo miste kærligheden, og det kan gøre ondt.«

Gennem sin dengang nye kæreste blev Preben Kristensen i begyndelsen af 1980erne introduceret til skuespilmiljøet i København. Til alle stjernerne, med Bodil Kjer, Ghita Nørby, Bodil Udsen og Aksel Strøby som nogle af de største.

»Jeg var en knægt fra Skive, en rigtig bondedreng, sådan følte jeg det, mens Søren kendte alle de store. En dag spurgte Ebbe Langberg, der var direktør på Rialto Teatret, om jeg havde lyst til at spille rollen som dragqueen.

Det var min første karakterrolle, og den var afsættet for en masse, jeg siden har kunnet bruge i mit fag.«

Han overgav sig til København og skuespilmiljøet, fik nye venner, også fra andre brancher, og var pludselig en del af det hele.

Da han fyldte 30, inviterede han over 100 gæster til fødselsdag i en lagerbygning i Søborg, som han havde lejet af et pladeselskab.

Familie, gamle skolekammerater, venner. Og skuespillere, som han indtil få måneder tidligere kun havde set på film eller en teaterscene.

»I virkeligheden er jeg slet ikke til mange mennesker,« konstaterer Preben Kristensen.

»Det var jeg måske heller ikke dengang, men uden at vide det. I dag kommer jeg ikke privat sammen med nogle af mine kolleger. Jeg er heller ikke ret sjov til fester, det er Søren til gengæld, han elsker at være sammen med mennesker, mens jeg holder utrolig meget at være alene. Men vi har altid respekteret hinandens modsætninger og forskellige behov.«

Da Preben Kristensen sidste år fyldte 60, havde han ikke lyst til at holde fest.

»Søren skulle ud at rejse, men ville blive hjemme. Jeg sagde til ham: »Tag nu af sted, jeg skal ikke fejres.« Det blev jeg så alligevel, for nogle af mine nærmeste venner havde lavet et mindre surprise-party for mig. Det har jeg aldrig prøvet før, men kunne mærke, at jeg blev glad.«

Alene, men ikke ensom

Behovet for at være alene skal ikke forveksles med følelsen af ensomhed, han føler sig på ingen måde ensom.

Og så er han tilbage ved oplevelsen af at kende sig selv bedre med årene. Og derfor være i stand til at leve et liv i stadig mere overensstemmelse med sine værdier.

»Jeg elsker at være i vores hus i Tversted, og jeg elsker Vendsyssel. Hele den dér underspillethed, den stille underfundige humor, hvor alt er så underdrevet.«

Preben Kristensen nævner intertaineren Niels Hausgaard og slår over i vendelbomål. Men uden at sige noget, der giver mening. Han indrømmer, han taler sort. Og forklarer, at vendelboer kommer meget langt med et »ja, ja, så deeet...« Eller »nej, nej, så deeet...«

»Hausgaard kan om nogen formidle den lune og underdrevethed, som jeg er så vild med i Vendsyssel.«

En tur sammen sin mand og parrets hund langs det dramatiske Vesterhav. Det er vildskab, friskhed og enkelhed, konstaterer han.

»Efter en tur ved vandet, kører vi måske hen hos »Gemüse Sonja« og køber grøntsager, det bliver ikke bedre, ikke mere underdrevet.«

Han er en jyde, der bor i København. Det har han for længst fået på plads.

Gennem tiden er han blevet kaldt alt fra »duks« til »en mors dreng«. Det generer ham ikke, han var aldrig et mobbe-offer i skolen, men har altid haft venner. To af dem har han stadig god kontakt med.

Evnen til at indordne sig og sige »ja«, når man ikke synes, det nytter at sige »nej«, fik han som ung god brug for under sin værnepligt på Skive Kaserne.

»Det var 12 måneder i en verden, som på alle måder var mig stik imod. Altså virkelig stik imod alt, hvad jeg står for. Også dengang lå det mig fjernt, at mennesker skal trænes i at bekæmpe andre mennesker med våben, for at slå dem ihjel.«

Preben Kristensen var i artilleriet og skulle under skydeøvelserne bedømme afstanden mellem en selvkørende kanon og målet, som var fjenden.

»Det var noget med vindretning, tabeller, den slags. Og jeg, som altid har været en skovl til matematik,« griner han og ryster på hovedet som en understregning af, at det ikke kunne blive værre.

»På kasernen tilpassede jeg mig et hundrede procent og sagde ja. Alt andet ville have været en forgæves kamp.«

Som for at bløde lidt op på hele kaserne-elendigheden, siger han så:

»Men det gode var, at jeg kunne bo hjemme og passe mit job i den lokale biograf om aftenen.«

Barndomshjemmet: Respekt over for andre

Barndomshjemmet lå nemlig kun et par kilometer fra kasernen. En to-værelses lejlighed, hvor han voksede op sammen med sine forældre og sin søster. Hans far var murer, mens moderen arbejdede på en papirfabrik.

»Mine forældres værdier har helt grundlæggende handlet om at lære min søster og mig ordentlighed over for andre mennesker. At respektere andre for lige præcis dem, de er.«

Han har altid fået at vide, at han er god nok, som han er. Og har aldrig skullet bevise noget over for sine forældre eller forsøge at være noget andet.

»Det kan måske lyde enkelt og banalt, men det er stadig et godt fundament at stå på.«

Det handler om at nå ind til en form for en kerne, mener Preben Kristensen. Noget sandt, noget troværdigt.

»Jeg var utrolig påvirket af skuespilleren Robin Willims død for nylig, selv om jeg aldrig har mødt ham. Faktisk var jeg ret knust. Lyder det mærkeligt? Men det fik mig til at spørge mig selv, hvorfor jeg nu var det, når jeg ikke engang kendte ham.

Jeg tror, Robin Williams ramte noget ægte og noget troværdigt. Der var ikke noget forstillelse over ham, som man ellers kan opleve så meget af.«

At have levet et liv på en illusion om, at det hele var rigtig fint, at det ikke kunne være meget bedre. Og så pludselig opdage, at man har bedraget sig selv, uden at være klar over det. Det må være noget af det værste, mener Preben Kristensen.

»Det er måske derfor, jeg synes, der er noget stærkt i at ramme det ægte og det troværdige. Det er i hvert fald det, jeg prøver på. Både i mit professionelle liv og i mit private.«