Litteraturanmelder tog på tur med Jon Bon Jovi til Bahamas – og blev udsat for rock, luksus og dårlig samvittighed

Søren Kassebeer tog på krydstogt i de varme lande. Med om bord var rockstjernen Jon Bon Jovi, en masse begejstrede fans og tjenende ånder i mængder. Det gik bedre, end vor rejseforskrækkede medarbejder havde forventet. Trods alt.

Norwegian Jade har rigeligt med barer - også i fri luft. Fold sammen
Læs mere

Den unge kvinde giver mig en high five. Det er hendes job. Hun er en af de ansatte på krydstogtskibet Norwegian Jade, og hun tager professionelt opstemt imod mig og de andre 2.199 rejsende, der skal med på »Runaway to Paradise with Jon Bon Jovi«. Hun arbejder så hårdt på sagen, kan jeg se, og jeg får næsten ondt af hende. Jeg får også lidt ondt af mig selv.

Alle de andre glæder sig, tænker jeg. Alle de andre kan næsten ikke vente på de to koncerter med Jon Bon Jovi, der står øverst på programmet, og som har lagt navn til det hele, og alle de andre ser frem til de mange andre koncerter, der venter på den fem dage lange tur fra den steghede millionby Miami til øriget Bahamas og tilbage igen, og alle de andre glæder sig til at danse til den lyse morgen på øverste dæk og til at slikke subtropisk sol på soldækket og bade fra kridhvide strande.

»Kan man lade sig begejstre af en rejse, som man på papiret slet ikke matcher, men som alligevel rummer så mange potentielt fede oplevelser, at man må overgive sig?«


Det er bare slet ikke mig, tænker jeg. Jeg foretrækker kølige, nordiske sommerdage, og jeg går aldrig friviligt i vandet, uanset hvor varmt, det er, og hvad pop og rock og lignende angår, gik jeg i stå i begyndelsen af 1970erne, så inden jeg tilmeldte mig turen, havde jeg stort set ingen idé om, hvem Jon Bon Bovi var. Jeg er heller ikke vild med at rejse i det hele taget (og slet ikke lange rejser i nedslidte jumbojets med deprimerende ophold i hæslige lufthavne), så hvad pokker laver jeg her, tusindvis af kilometer hjemmefra, på et kæmpestort fartøj, der skal sejle mig og Jon og de andre rundt i varmen? Hvad er meningen?

Sandheden er, at der er tale om et eksperiment. Kan man lade sig begejstre af en rejse, som man på papiret slet ikke matcher, men som alligevel rummer så mange potentielt fede oplevelser, at man må overgive sig? Svaret kommer senere.

Norwegian Jade er et godt sted at holde sig flydende og nydende. Fold sammen
Læs mere
Foto: Adam Oberdorfer.

Ih, hvor lækkert

Kahytten fejler i hvert fald ikke noget, det ser jeg straks. Jeg har fået mit helt eget lækre, airconditionerede rum med min helt egen balkon. Åh, den er skøn, den balkon. Der er også en stor dobbeltseng, en minibar, et fint lille badeværelse, et TV, der virker, og uamerikansk god smag over hele linjen. Jeg kan sidde ude om aftenen og se på stjernehimlen og drikke en drink eller tre. Når det går løs med fester på øverste dæk, lyder det fra min lyttepost kun som en svag rumlen i baggrunden. Hvis jeg bliver sulten midt om natten, kan jeg ringe til roomservice. Jeg er vild med den kahyt.

Deres udsendtes lækre kahyt, set fra oven. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anderson Grace.

Og jeg kan også godt lide »mit« hjørne allerøverst oppe, på balustraden ved det store dæk 12, som er dér, hvor den store scene også befinder sig. Her er der skygge, og den caribiske varme er blød og lækker, så længe man ikke opholder sig direkte i solen. Der er selvfølgelig også en bar – det skib er fyldt med barer og restauranter – og når jeg sidder ved mit stambord på den bar, behøver jeg ikke stå i kø, for den søde servitrice, som efterhånden kender mig, bringer mig kold Corona med citronskiver, og når jeg har drukket den første, spørger hun, om jeg vil have én til og måske en enkelt mere? De amerikanske damer ved de andre borde snakker meget højt og spørger, hvor jeg kommer fra, og griner hele tiden.

Have a nice breakfast

Hver morgen står jeg tidligt op. Klokken fem sidder jeg alene i den store morgenmadsrestaurant, hvor man kan få det hele, inklusive hæderlig kaffe. Jeg kan godt lide stedet, men behøver de spille høj rockmusik så tidligt på dagen? Jeg bliver også mere og mere irriteret på den unge dame, der råber »have a nice breakfast«, hver gang jeg går forbi for at hente en ny kop kaffe.

De ansatte knokler venligt, så vi andre kan slappe af. Fold sammen
Læs mere
Foto: Michel Verdure.

De andre tjenende ånder – de er for det meste af asiatisk afstamning, og der er mange af dem – har jeg det heller ikke så let med. Stuepigerne siger ydmygt undskyld, bare jeg skal gå i en lille bitte bue uden om dem, mens de passer deres hårde arbejde. Den søde butler på min luksusgang bukker og skraber og kalder mig »Mr. Soren«. En stresset tjener i en overfyldt restaurant kommer med maden, men ikke med øllen, og da øllen kommer, har hun glemt glasset, og så må jeg myndigt gøre hende opmærksom på rodet. Der går lidt for meget upstairs downstairs i foretagendet, synes jeg.

Fans til søs. Fold sammen
Læs mere
Foto: Will Byington.

Men når musikken spiller, kan jeg for en stund godt glemme min egen dårlige sociale samvittighed. Jon Bon Jovi performer fint lørdag aften, hvor han spiller og svarer på private spørgsmål fra et begejstret, letpåklædt og overvejende hvidt og midaldrende publikum. Søndag aften er han på med sit backingband, The Kings of Suburbia, og han får alting til at lyde ret ens, synes jeg, hvad enten han spiller egne sange eller covers som »House of the Rising Sun« og »Honky Tonk Women«, men der er noget grundsympatisk og grundmusikalsk over ham. Folk er bare så glade, og der er ingen, der drikker så meget Aperol Spritz, at de tisser i poolen eller brækker sig ud over rælingen eller smøger den uden for de afmærkede områder. Det gør jeg heller ikke.

Efter den sidste koncert står jeg i en timelang kø af hengivne fans, der skal have taget et billede sammen med deres idol. Mens vi venter, bliver der serveret gin og tonics og lækre snacks.

»Hello, Jon«, siger jeg, da det bliver min tur.

»Hello, brother«, siger han.

Han er sgu en fin fyr.

Journalisten og rockstjernen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Will Byington.

Bon Jovi over det hele

Han fylder i det hele taget meget på turen, ham Jon Bon Jovi.  Der er vinsmagning på hans rosévin, Hampton Water Rosé, og der er et galleri, hvor man kan se nogle af stjernens guitarer og noget af hans tøj og andre private ejendele. Der er fotostater, hvor han storsmiler til os allesammen, og der er en pop up-udgave af hans helt egen restaurantkæde, The Soul Kitchen, der er et idealistisk projekt, hvor konceptet er, at man som gæst selv kan vælge, om man vil betale for maden eller arbejde en times tid i køkkenet eller opvasken. Den slags idealisme har jeg stor respekt for, det kan aldrig skade med lidt ekstra medmenneskelighed i Trump-land, men den kylling, jeg spiser, er lidt for socialrealistisk efter min smag. Så hellere en lækker steak på øverste dæk.

Strandstemning i Nassau. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Kassebeer.

Jeg skyller efter med en whiskey sour og tænker, at det giver god mening, at turen er døbt »Runaway to Paradise with Jon Bon Jovi«, for Jon Bon Jovi er, som det fremgår, her der og alle vegne. At det »paradis«, der er krydstogtets mål, er identisk med Bahamas' hovedstad, Nassau, er derimod – i mine øjne – et udslag af voldsomt overdreven markedsføring. Nassau virker ikke som et spændende sted. Der er et rigmandskvarter i pastelfarver og nogle vulgære hotelkomplekser og nogle pæne strande med søde mennesker, og så er der nogle små, grimme huse og nogle dumme, dyre turistbutikker.

På den busrundtur, jeg tager på, er højdepunkterne delfinklapning på lavt vand og de sørgelige rester af en gammel borg, hvor lokale sælger skrammel til turister, og jeg får også fremvist stolte, lokale udgaver af junkfoodkæderne Kentucky Fried Chicken og McDonald's samt et destilleri, en politistation, et udenrigsministerium, en baptistkirke og et stadion. Det kan alt sammen være udmærket. Men paradis?

Hotelmastodontisme i Nassau. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Kassebeer.

Nej, så hellere Sardinien eller Mallorca eller Bornholm eller noget andet smukt og nærtliggende. Det Bahamas, jeg så, gider jeg ikke rejse langt for, og jeg var glad for, at mit ophold i øriget kun varede nogle få timer. Snart var jeg tilbage på Norwegian Jade. Snart sad jeg igen på balkonen med den lækre kahyt og nød udsigten over et stille hav, der er næsten endnu smukkere, når mørket er faldet på, og dele af det natsorte lyses op af måneskin og stjerneskær. Jeg kunne godt have tilbragt flere dage bare i den kahyt og på den balkon, nydende og flydende, men der var jo også rockmusikken, som jeg skulle dyrke og opleve, nu da jeg var der, og det gjorde jeg så.

Så var det godt? Gav det mening? Ja, for det meste. Luksus i rolige farvande er lige til at klare, skulle jeg hilse og sige, og så længe musikken spiller, er det let nok at fortrænge, hvor meget andre må knokle for, at man selv kan slappe af. High five.