Lisbeth Dahl: »Folk skal ikke bestemme over mit liv«

Skuespilleren Lisbet Dahl står i spidsen for Cirkusrevyen, der igen i år har sat rekord med 90.000 solgte billetter. Engang mistede hun lysten og tog pause fra revyen. For man skal lytte til sig selv og handle derefter. Også selv om det koster.

»Husk nu at leve det liv, du ønsker for dig selv, og lad være med at leve det liv, som andre mennesker synes, du skal leve. Lyt til dig selv, for vi ved godt, hvad vi skal gøre, når det kommer til stykket. Alle ved, hvad de skal gøre«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Christian Als
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Jeg er altså lige ved at koge en slagterkylling, jeg turde ikke lade den ligge længere, den er fra i lørdags, så jeg må lige holde øje med, at den ikke koger over.«

Skuespiller og revychef Lisbet Dahl, 66 i overmorgen, åbner døren. Og kyllingen er noget af det første, hun informerer om, da hun byder indenfor. Måske for at forebygge enhver forestilling om uhøflighed, hvis hun pludselig må stikke af og ud til gryden.

Hunden Filis gøer. Og bliver ved med at gø i nogle minutter. »Bare lad som om hun ikke eksisterer,« lyder et godt råd fra hundens ejer.
Lisbet Dahl bor i Harlem. Det er sådan, hun betegner »den lidt mindre fine side« af Gentofte, ovre mod Vangede.

»Vi sætter os ud i køkkenet på de høje stole, så kan jeg lige holde øje med kyllingen, mens vi snakker.«

Hun undskylder, at hun er lidt småstresset, men hun er næsten lige kommet ind af døren, efter at hele holdet fra Cirkusrevyen har været samlet på Bakken for første gang til en ny sæson med premiere 17. maj. Over 90.000 billetter er der foreløbig solgt. Det er rekord. Sidste år var også et rekordår. Og året før.

»Det er jo helt vildt,« griner Lisbet Dahl og ryster på hovedet med et par stærke grønne øjne og sit korte gulerodsfarvede hår.

Hun er begejstret for billetrekorden, elsker stadig at lave revy, men erkender, at det er hårdt at få den i gang. Hvert eneste år.

»Hvert år siger jeg til mig selv: Var jeg virkelig så træt sidste år? Og var jeg virkelig så stresset? Men ved du hvad? Man kan ikke huske en skid af, hvordan det var sidste år. Ikke en skid, og det er nok meget godt.«

Lisbet Dahl er ligefrem og direkte i sin facon. Få minutter i hendes selskab, og det er som om, man har kendt hende altid. Som en god veninde, man ikke vidste, man have. Men et sted midt imellem de mange ord, hun får sagt, for hun taler meget, fornemmer man samtidig en skarp og professionel distance.

SIDEN 2001 har hun både instrueret Cirkusrevyen og selv stået på scenen. Det gjorde hun også fra 1985 til 1995. Derefter seks års pause, fordi hun »ikke længere var glad,« når hun kørte derud. Det blev pludselig for meget og var for hårdt. Var for stort et ansvar og bare ikke sjovt længere. Hun kan ikke forklare det på anden måde.

Så må man stoppe op, mærke efter sin mavefornemmelse og handle på det. Også selv om den slags beslutninger kan komme til at betyde, at man må sælge sit hus. Hvilket var en reel risiko på det tidspunkt, da hun trak sig ud Cirkusrevyen efter sæsonafslutningen i ’95, forklarer hun.

»Jeg ville være fri, jeg ville rundt og se en masse teater og revyer i landet.«

Lisbet Dahl blev ikke nødt til at sælge sit hus. I stedet blev det til et nyt og større hus. For hun fik nogle engagementer som skuespiller, hun ikke havde regnet med. Tingene flaskede sig på forunderlig vis, og pludselig var der penge til udbetalingen på nogle flere kvadratmeter.

»Man skal ikke bekymre sig, før det virkelig er nødvendigt,« mener hun og citerer forfatteren Mark Twain.

»Han sagde på et tidspunkt: Jeg har haft mange bekymringer i mit liv, men de fleste af dem blev ikke til noget. Jeg tror ikke lige, at oversættelsen er helt korrekt, men det er noget i den stil. Jeg er fuldstændig enig.«

Det er vigtigt for Lisbet Dahl at fortælle andre, at de skal huske at lytte til sig selv. Det siger hun, når hun holder foredrag rundt om i landet. Alene i marts har hun holdt 16 foredrag.

»Husk nu at leve det liv, du ønsker for dig selv, og lad være med at leve det liv, som andre mennesker synes, du skal leve. Lyt til dig selv, for vi ved godt, hvad vi skal gøre, når det kommer til stykket. Alle ved, hvad de skal gøre,« siger hun.

Sådan har hun altid selv gjort. Brugt sin indre GPS til at navigere igennem livet og stolet på, at retningen var rigtig. Også selv om det ikke altid har været den letteste vej, hun har valgt. Når hun indimellem har fået navigeret sig ud på nogle omveje, der har ført til nye omveje. Som måske har ført hende ind på en blind vej. Så er det tilbage igen og ny retning.

Der har været en del turbulens og stormvejr på privatfronten gennem årene, indrømmer hun. Uden at ville nærmere ind på, hvad det har været. Men hver gang, det har krævet større beslutninger, har hun lyttet til sin egen fornemmelse for, hvad hun skulle gøre. Hvad der føltes rigtigt eller forkert.

»Jeg hører gerne efter gode råd, men min intuition er stærk. Meget stærk,« forklarer hun.

Lisbet Dahl griner pludselig højt.

»På et tidspunkt havde jeg fortalt om det til et ugeblad, altså om min stærke intuition, som jeg har arvet fra min mor, og som hun har opdraget mig til at tro på. Vi har altid været sådan en familie fuld af stærke fornemmelser og spillekort på bordet. På forsiden af ugebladet stod der:

»Lisbet Dahl: Jeg er synsk.«

Altså, der var jo nærmest sådan noget okkult-agtigt over det, noget meget mystisk. Men det er rigtigt, at jeg har en særlig evne for at fornemme ting på forhånd. Nå, der kunne have stået ting på forsiden af ugebladet, der var meget værre.«

»RAP, RAP«, LYDER det ud i stuen. Lisbet Dahls iPhone på det høje køkkenbord foran hende begynder at sige som en and. Det er hendes datter.

»Jeg bliver altså nødt til at tage den,« undskylder hun.

Kort efter er det en sms, der kræver opmærksomhed. Cirkusrevyens kapelmester James Price skal lige ringes op. Det er bare en kort besked.

»Ja, hej du og halløj i suppen. Nu skal du lige høre, og jeg siger det bare kort, for jeg sidder midt i et interview...«

Læs resten af interviewet på næste side>>

Så er hun tilbage, siger hun. Underforstået med sit nærvær. Men iPhonen er insisterende.

»Åh – det er det her wordfeud. Man bliver jo nærmest besat af det, men nixen bixen, det er ikke nu.«

Det er sådan, Lisbet Dahls liv altid har været. Sådan hun er vant til at agere, og sådan hun kan lide det. Højt tempo og hurtige gearskift fra det ene til det andet. Som chef for Cirkusrevyens medarbejdere. Som mor for sine fem børn, der i dag er mellem 21 og 46 år, og som hun har været der lige så meget for, som hun overhovedet har kunnet.

Og for sine mange, gode venner, som hun prioriterer højt. Venner, som tit kommer forbi og spiser, og en familie hvor børn, svigerbørn og børnebørn efterhånden er oppe på 16, når alle er samlet.

»Jeg inviterer sjældent, og jeg ved aldrig, hvor mange der kommer til spisning. Flere af mine børn eller børnebørn bliver her nogle gange i flere dage. Eller også kommer de bare forbi spontant. På Facebook læste jeg en opdatering, som mit barnebarn på 16 år havde skrevet: Jeg tager lige over hos min mormor og »chiller« i aften, skrev han. Jeg har ingen regler her i huset, og det er måske nok lidt tillokkende for mine gæster.«

Hun er ligeglad med, hvad andre tænker om hendes liv. Og ved godt, at folk har været forarget over – og måske også en lille smule fascineret af – at hun har fem børn med fem forskellige fædre. Nogle af fædrene har hun været gift med, men hun har også været gift to gange, uden det blev til børn.

»Jeg ligeglad, helt ligeglad. Jeg føler mig vellidt som menneske, og det er det vigtigste for mig. Folk må tænke, hvad de vil.«

Hun holder en pause, før hun siger:

»Det nemmeste er at leve det liv, som tidens normer dikterer, eller som andre mennesker synes. Så er det ens voksne børn, der gerne vil bestemme, hvem man skal invitere med til et selskab. Eller en ægtefælle eller en chef eller nogle andre, som lige ved, hvordan JEG skal gøre.

Men så må man sige: Nej, nu kan det sgu’ være nok. Folk skal ikke bestemme over mit liv. For man mister kontakten til sig selv, hvis man lader sig styre. Risikoen er, at man ikke kan give så meget til andre, kun den lille rest af én selv, der er tilbage. For vi skal give noget til hinanden. Det er vigtigt. Vi skal være gode ved hinanden og søde ved hinanden og ikke være fordømmende. Sikke skøn verden kunne blive, hvis vi ikke var så dømmende over for hinanden. Jeg tør godt sige, at jeg aldrig er dømmende over for andre, for jeg kan ganske enkelt ikke holde det ud.«

Lisbet Dahl kan godt lide at skære det hele lidt skarpt. Ikke at gøre tingene alt for kompliceret. Derfor tager hun sig kun af det, der er væsentligt for hende.

»Alt det, jeg alligevel ikke kan gøre noget ved, og som ikke betyder noget for mig, det tager jeg mig ikke af. På den måde kan jeg have et stærkere fokus på netop de ting og de mennesker, som virkelig betyder noget for mig. Det lyder nok lidt firkantet, når jeg siger på den måde. Men det er faktisk et ret godt udgangspunkt.«

ET ANDET GODT udgangspunkt for Lisbet Dahl er ikke at gå op i sin alder. Selv om hun fylder 66 i overmorgen, har hun ikke overvejet at skrue ned for tempoet. Det bliver som det altid har været. Højt. Hun har fået en hjerteoperation og for nylig også en rygoperation. Men har, som hun konstaterer, bare været en tur på værksted. Så nu går det fint igen.

»Jeg tænker stort set aldrig over min alder, men lever i nuet, det har jeg altid gjort, også før det blev en industri, tror jeg. Jeg aner ikke, hvordan mit liv er om fem år eller om ti år. Det interesserer mig ikke. Overhovedet ikke et hak.«

Lisbet Dahl erkender, at hun på nogle punkter kan blive opfattet som overfladisk. Som om alting er let og ligetil, og at hun ikke tillæger det den store dybde.

Hun kigger ud af vinduet. Siger så:

»Man kan sige om mig, at jeg er voldsom, styrende og højtråbende. Men jeg er også det stik modsatte. Og er der noget, jeg ikke er, så er det overfladisk. Jeg er også blød og følsom og kan tude en hel dag, hvis jeg er møghamrende ked af det. Altså en operation er et overgreb på ens krop, det er ikke særlig fedt. Jeg har også haft konfrontationer med banker og skattevæsen og ja - mødt modstand, som man gør som menneske.«

Det er nu ikke så tit, det sker, det med en tudedag, siger hun. Faktisk er det ved at være længe siden, at hun har ringet til en af sine nære venner klokken 4 om morgenen og haft brug for en god snak.

»Hvis man er nede, er det guld værd at kunne ringe til en nær ven. Jeg er der også for mine venner, hvis de ringer til mig om natten og gerne vil snakke. Det er et vidundermiddel, man får det SÅ meget bedre bagefter.«

Lisbets Dahls opmærksomhed skifter fokus. I retning af den store gryde ovre på komfuret. Hun rejser sig.

»Så, lille kylling, nu er du kogt færdig, op med dig og uden skum.«

Hver påske holder hun påskefrokost for venner og familie. Hun ved ikke helt, hvor mange, der kommer i år. Men mange, for sådan plejer det at være.

»Jeg elsker at lave mad, så jeg laver det hele selv. De er søde og siger, altså gæsterne, at de gerne vil lave noget af maden. At jeg ikke skal stå med det hele alene. Men ved du hvad? Jeg vil helst lave det hele selv, for jeg har sådan noget med, at det skal passe sammen i farverne, og at det skal være på en helt bestemt måde, så det skal ikke ødelægges.«

Læs også:
Jacob Riising - portræt af et professionelt pjattehoved
Christiane Schaumburg-Müller: Jeg er der, hvor jeg skal være
Camilla Läckberg: Jeg er en god entertainer