Lisa Nilsson: »Jeg har mange gode minder fra Danmark«

Der er gået godt 20 år, siden hun stylet som en italiensk diva fra 1950erne slog igennem som popsanger med »Himlen Runt Hörnet«. I dag træder Lisa Nilssons jazzbaggrund mere og mere frem – og så er hun blevet politisk.

Lisa Nilsson tager på danmarksturné til april. Her er hun fotograferet i København. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En frostklar torsdag med sne i gaderne dukker Lisa Nilsson op på Mariatorget i Stockholm. Iført ulden hue trukket godt ned over ørerne, vanter og store solbriller er hun godt i gang med en samtale på engelsk på iPhonen, da hun træder ind i den farvestrålende lobby på Hotel Rival.

Hun er aktuel med pladen »Sånger Om Oss«, og til april kommer hun rundt til seks danske byer som en del af en turné, der foruden hjemlandet også fører hende til Norge og Finland. Lisa Nilsson har været populær i hele Skandinavien, siden hun i 1992 slog igennem som gudesmuk Gina Lollobrigida-stylet popstjerne på coveret til albummet »Himlen Runt Hörnet«.

Men der er sket meget, siden nærmest hver café i landet spillede titelsangen og hittet »Varja Gång Jag Ser Dig«. Lisa Nilsson har været gift med musikeren Henrik Janson, er blevet skilt fra ham igen og lever nu sammen med musikeren Niklas Medin, som hun har to døtre på syv og tre med.

Hun er også gået fra at være blødt ler i hænderne på begavede popsmede (Mauro Scocco i tilfældet »Himlen Runt Hörnet«) til at komponere og producere sin egen musik. Og gennem hele karrieren har hun haft et trofast publikum i Danmark. Hun har indspillet med danske jazzmusikere, og senest medvirkede hun på Poul Krebs’ nyeste udgivelse.

»Jeg har mange gode minder fra Danmark,« forklarer hun. »Jeg glemmer aldrig første gang, jeg kom til Pumpehuset i København med »Himlen Runt Hörnet«. Det var helt uden forventninger. Jeg tænkte, at nu skal vi præsentere musikken for danskerne, og så må vi se, hvad der sker. Men så kunne publikum alt. Ikke bare omkvædet på de store sange, men vers og det hele på alle sangene. Det var en stor gåsehudsoplevelse.

Og så glemmer jeg heller aldrig talkshowet med Jarl Friis-Mikkelsen, hvor han gav mig et par stepsko og fik mig til at steppe i tv. Jeg har i øvrigt lige fundet dem frem igen, for jeg har en rolle i en musical til efteråret her i Stockholm (griner)

Du fik også for alvor hul på jazzen i Danmark, da du indspillede med Niels-Henning Ørsted Pedersen?

»Ja, indspilningen med ham var noget af det mest fantastiske, jeg har oplevet. De havde booket et hotelværelse til mig, så jeg kunne blive der en nat, men vi var allerede færdige efter en time. Det var one take, og det var så fokuseret, at jeg næsten havde det dårligt bagefter. Det var nærmest fysisk.

Han havde en utrolig integritet og autoritet uden at have behov for at manifestere det på en egoistisk eller machoagtig måde. Han talte med lav stemme, men man lyttede! Og så havde han en kærlighedsfuld og open-minded indstilling til musik.«

Jazzen var ikke fremmed for Lisa Nilsson, der er datter af jazzpianisten Gösta Nilsson. Og det åbne sind, hun oplevede hos den store danske jazzbassist, har hun selv vist som musiker de senere år. I årene efter »Himlen Runt Hörnet«, der solgte knap 500.000, lavede hun et par opfølgere i samme stil, men i 2001 tog hun den svenske visetradition a la Cornelis Vreeswijk op på »Små Rum«, som var det første album, hun selv skrev og producerede. Sidenhen rejste hun til Brasilien, hvilket der kom to brasiliansk-inspirerede plader ud af.

»Den musikalske åbenhed har jo været mig lige fra begyndelsen. På grund af min far har hele mit billede af musikerlivet været at være kreativ og skabe, skrive, improvisere, musicere. Det var musikerlivet, sådan som jeg forstod det. Men så blev jeg popstjerne – og så ville jeg gerne hjem til friheden igen…Jeg har arbejdet hårdt på at få lov til at være den skabende musikerdatter og samtidig beholde popstjerne-personligheden, for hvis man kan få det til at fungere, går de to ting faktisk rigtig godt sammen. Den ene tjener penge og opretholder status (griner), og den anden lever sin kreativitet ud og holder sig interessant for sig selv og for sit publikum, så jeg ikke bare står og synger mine gamle hits i 20-25 år uden overraskelser eller udvikling.«

Hvordan har din far påvirket dig?

»I lange perioder af min karriere har jeg ikke været særligt fokuseret på fremgang og på at skabe et radiohit og blive nummer 1 på hitlisten. Jeg har faktisk været helt uinteresseret. Men hvis nogen har forsøgt at skræmme mig og sige: »Du kan miste din position!« har jeg altid haft billedet af min far: En ensom musiker og hans kone, der synger jazz, som sidder i et lillebitte arbejdsværelse i et lille rækkehus i en lille forstad og selv booker hvert eneste job hvert år i 40 år uden at brokke sig. Og som alligevel har givet os cykler, udlandsrejser, nyt tøj og fantastiske middage med vin og flæskesteg, og hvad har vi, til hver eneste familiefest. Så det skal nok gå! Selv når du er freelance jazzmusiker og »længst nede« i musikerhierarkiet, så går det – også med fire børn og to skilsmisser og alt det der. Når man ved det, så er man tryg, og så kan ingen nogensinde sige til mig, at det går dårligt, fordi jeg ikke er number one.«

Men det kan alle måske ikke se...

»Nej, i manges øjne vil jeg »synke ned til far«, men min far ser jo succeserne. Jeg var sammen med ham i går, hvor vi holdt fødselsdag for min datter. Han er 75 og fortalte, at han lige havde spillet i et kulturhus: »Selv om der var OL i tv – Sverige-Tjekkiet – kom der 40 mennesker i en by, hvor der bor 400. Forstår du? Ti procent af befolkningen kom, selv om der er OL!« fortalte han. Altså den glæde, den der fuldstændige overbevisning om, hvilken succes han har haft, og at de måtte stille to ekstra stole frem, dét er succes. Mit pladeselskab ser det måske ikke som succes for mig, at jeg synger på en lille jazzklub. Men når der kommer mennesker hen til mig, som et helt liv har lyttet til musik og har rejst i hele verden og siger: »Åh, hvilken aften du har givet os! Vi har ikke haft det så dejligt siden Rickie Lee Jones i 1973«, så tænker jeg, at det er fantastisk, at man overhovedet kan bidrage med noget, der kan måle sig med sådan en oplevelse. Så er min sejr evig – ingen kan give mig noget bedre end det! Jeg har den største succes lige der i forhold til at blive bekræftet som et lykkeligt menneske, der har gjort noget godt. Den tryghedsfølelse har jeg fået med hjemmefra sammen med fornemmelsen for, hvad der rent faktisk er noget værd her i livet.«

Lisa Nilsson er også barn af 1970erne, og barndomshjemmet var meget politisk. Når Lisa Nilssons veninder fik lappet cowboybukserne, var det med fine stoflapper af heste og blomster. Hun fik en gul sol med teksten »Kärnkraft? Nej Tack!«

»Vi var et politisk orienteret hjem. Det var musikere og lærere, og det handlede om at demonstrere imod krig og atomvåben og atomkraft. Vi byggede bro for fred, vi holdt i hånden med fremmede mennesker, vi var med. Og vi børn var altid med ved spisebordet. I min familie var det forbudt med børneborde til fest. Børn skulle ind i midten sammen med de voksne, og man måtte ikke forlade bordet, når man havde spist. Bordet var den hellige plads – her taler vi sammen. Og så blev man jo nysgerrig, når man fik lov til at være med. Man lærte også meget omkring det bord. Der blev diskuteret retfærdighed mellem mænd og kvinder, man diskuterede verdenspolitik og problemer med musikere, der blev alkoholikere. Det var totalt 1970er. Det har nok været den største påvirkning hjemmefra. En tro på solidaritet som det grundlæggende i samfundet. Solidaritet, demokrati, humanisme, ligestilling. Den slags.«

Ser du spor af solidaritet i dag?

»Ja, solidariteten kommer igen, fordi der har været en brist i den. Det kan være børn af indvandrerforældre, som lever under racistiske forhold, og som sørger over, at deres brødre og søstre bliver behandlet som en anden race, som om de ikke er almindelige mennesker. Sådan var det måske også i 1970erne, at solidaritet blev født af kontraster. Dengang ville man fjerne korruptionen og diktaturerne og få fred i verden. Nu er der korruption igen med bankerne, der rager til sig som galninge. Solidariteten fødes af reaktioner på ting som finanskrise og racisme. Og de to ting hænger jo sammen. Når pengene forsvinder i samfundet, og pensionisterne får færre penge på deres bankbog, så kommer tankerne om, at der jo er flere og flere fremmede i vores samfund, og »Er det i virkeligheden ikke dem, der tager alle pengene?« Man ser ikke på bankerne, men på indvandrerne for at have nogen at skyde skylden på. Og så kommer der modreaktioner, og det er positivt. Der er jo en slags katarsis i alle krisesituationer. Yderlighederne dukker op, det grimmeste og det smukkeste kommer frem samtidig og skal balanceres.«

Hvordan ser man det i Sverige?

»Sverigedemokraterna (nationalistisk parti, red.) vinder frem, og samtidig kommer feminisme, ligestilling og tanker om demokrati stærkt igen for at yde modstand. Det er min personlige fortolkning af det. Der er den dårlige side af konservatismen, den, som vil beskytte og indhegne og nægter at tilpasse sig fremtiden, og som påstår, at kjöttbullar er det svenskeste, der findes og alt det der. Og på den anden side er der en modkraft, som siger »Halløj, kjöttbullarna kommer faktisk fra Jugoslavien.« Hvad gør vi så? Så må vi jo til at spise noget andet. Surstrømming! Sild og saltet gammelt kød, så kan vi tale om svensk. Eller er det samisk?«

I Danmark taler vi om, at I har været bedre til at tale om integration i Sverige, hvor vi har været mere berøringsangst.

»Vi har været gode til at diskutere og tage ansvar og bestemme, hvad der er rigtigt og forkert. Skabe et billede af, hvad der er politisk korrekt og lært os det. Og så har vi ageret politisk korrekt efter det. Men så viser det sig med årene, at der var følelser nedenunder, som ikke stemmer med, hvordan vi opfører os. Vi er politiske korrekte, men sidder måske hjemme og er vrede og frustrerede og bange og forstår ikke, hvorfor SVT (Sveriges TV, red.) pludselig har en sort pige som Lucia-brud. »Det er da ikke sådan, Lucia ser ud…?« Og så sidder man og bobler. Og den reaktion forstår jeg, når man oplever noget anderledes. Alle kan ikke opnå indsigt samtidigt. Men det bliver farligt, når man ikke tør sige det højt, for så bliver der et undertryk, der skaber endnu mere negativ energi.«

Historien om den sorte Lucia-brud blev fortalt i en dokumentar på Sveriges Radio P1…

»Ja, journalisten interviewede den 14-årige pige, der var Lucia, hendes veninder og lærere. Alle dem, der var med til at tage beslutningen, fordi de syntes, det var smukt, fordi Sverige skal vise mangfoldighed – og fordi det er politisk korrekt at have en sort Lucia-brud. Men man interviewede også alle dem, som skrev hadske kommentarer på internettet. Det slutter med, at en af dem siger undskyld til pigen, fordi vedkommende i løbet af udsendelsen har fået indsigt og forstået, at det spiller ingen rolle, hvordan en Lucia-brud ser ud. »Hvor skrækkeligt. Hvad er det dog, jeg har sagt? Tænk, hvis det var min datter – men jeg var bare så frustreret over, at situationen var forandret.« Dér opstår den rigtige dialog, og jeg blev så glad, da jeg hørte udsendelsen. Normalt taler man bare med ofrene og vil helst tysse på det negative – racismen må ikke komme til orde, mener mange. Men jo, den skal ud i lyset. Jeg vil forstå, hvorfor en sort Lucia-brud kan være så skræmmende for nogle mennesker. Jeg vil have oplysning, forståelse, læring, udvikling og healing. Det er min idealistiske forestilling om, hvordan integration kan lykkes.«

Den politiske side af Lisa Nilsson er modnet med årene. Den har luret hele tiden, men det er først for nylig, at hun er begyndt at ytre sine holdninger offentligt.

»Jeg gør det, fordi jeg synes, at de negative tendenser i samfundet accelererer og forstærkes. Og fordi jeg er voksen nu og har fået en indsigt med tiden, som gør, at jeg virkelig ved, hvad jeg mener, og hvorfor jeg mener det. Jeg har fået personlige erfaringer i livet, det er ikke bare ideer, som det kan være, når man er ung. Og så føler jeg mig tryg, når jeg er sammen med folk, der er åbne med, hvad de mener. Det er mærkeligt, at man ikke taler om sit politiske ståsted, sin indkomst eller religion. Her i Sverige er det nærmest mere hemmeligt, end hvem du har haft sex med!«

Prøver du at give nogle af tingene videre til dine egne døtre?

»Det er i hvert fald en spændende tid lige nu, som på mange måder minder om min egen barndom. Det er også spændende at sidde omkring min families spisebord og få spørgsmål fra mine døtre om, hvorfor visse børn har sagt nogle ting om den sorte pige i skolen. Høre, hvad de synes om det og diskutere det. Diskutere, hvorfor kvinder ser ud, som de gør, på billeder. Hvorfor en af mine kolleger ser ud på én måde, når hun er hjemme og besøge os, men ser helt anderledes ud på billeder. »Mor, hun ligner Barbie,« siger min datter. »Ja, jeg ved det. Det kaldes retouchering. Kom, så skal jeg vise dig PhotoShop, og hvordan man trækker mennesker ud, så de får de rette mål, og hvordan man fjerner deres rynker«.«

Har det ændret dig at blive mor?

»Da jeg ikke havde børn, mand eller en pladeindspilning, der ventede, havde jeg et motto om at holde alting åbent og se, hvad der sker. Sådan kunne man leve dengang, men det fungerer ikke, sådan som mit liv ser ud i dag. Jeg er blevet nødt til at være mere målrettet. »Det bliver det, man gør det til« er nok mere mit motto nu. Men jeg er også blevet tvunget til at indse, at jeg ikke bliver en anden person, bare fordi jeg har fået børn. Det tog lidt tid at begribe. Jeg havde et billede af, at jeg blev hel og ren og bedre af at blive mor. Det blev jeg ikke. Tværtimod. Det negative kom frem, men det samme gjorde kræfter, jeg ikke vidste, jeg havde.«

Hvad vil du gerne give videre til dine børn?

»Jeg bliver stolt den dag, mine børn er voksne og kommer til mig og siger: »Der er nogle ting, jeg vil tale med dig om, Mor.« Og så har de en kritik eller fortæller mig noget, de aldrig har fortalt mig før. I den situation håber jeg at kunne sige: »Jeg hører, hvad du siger. Det var aldrig min mening at såre dig.« I stedet for: »Det kan jeg slet ikke genkende. Der tager du fejl!« Min længsel er enorm efter den dag, hvor jeg kan åbne mig for mine børns beretninger om, hvem de er og tage imod deres fortællinger og lade dem definere sig selv som mennesker – sådan burde det være for alle, at man lader mennesker definere sig selv. Jeg oplevede det selv efter denne her massivt stylede ikonpopularitet, jeg fik med »Himlen Runt Hörnet«. Jeg oplevede at få lov til at sige: »Det var det. Nu er jeg her, og jeg definerer mig sådan her. Er det okay?« Og så se, at det faktisk går, og at man bliver accepteret, selv om man går igennem en forandring.«

Lisa Nilsson turnerer i Danmark 4.-12. april. Fra medio september kan hun opleves som Roxy Heart i 1920er-musicalen »Chicago« på Kulturhuset Stadsteatern i Stockholm.

lisanilsson.se