Lis Sørensen var ved at miste fodfæste

Sangeren Lis Sørensen sammenligner sig selv med en svane, der ved egen kraft formår at komme op i luften, når den møder modstand. Det er 30 år siden, hun udkom med sit første soloalbum. Det markerer hun med en ny udgivelse, der lige er udkommet

Musiker Lis Sørensen. Fotograferet ved hendes hjem. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Nissen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er noget »hide away« over det sted, hvor sangerinden Lis Sørensen bor nord for København. Helt nede i bunden af en blind vej i det fjerneste hjørne kan man lige akkurat skimte et sort etplans træhus ude fra vejen.

Hun ligner sig selv, da hun åbner døren, bare i en lidt ældre version, måske fordi hun med sin musik har været eksponeret i så mange år og i så mange forskellige formater.

Katalysator for følelserne

Gennem en lang karriere har Lis Sørensen været en katalysator for sine følelser, altid i et udtryk, der har afspejlet det sted, hun har befundet sig i sit liv.

Det er 30 år siden, hun udkom med sit første soloalbum, det markerer hun med nogle af sine største sange gennem tiden, der udkom i går.

Om forandringer og tider, der aldrig kommer igen – og om en sømand, der pludselig blev til en mor.

Ville hun bryde sammen, når hun så ham gå op af havegangen med sine ting?

Hun kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan hun ville reagere i de sidste uger op til, at Sylvester skulle flytte.

Et par måneder siden, mere er det ikke, dengang det stadig var varmt og sommer og alt endnu var grønt.

Hun brød ikke sammen, men »mor var ked af det,« som hun siger. »Mor var rigtig, rigtig ked af det.«

Lis Sørensen kunne mærke det i hele sit centralnervesystem, det kan hun stadig.

Følelsen af at skulle tage afsked med en tid og en epoke. Med sin søn, som hun ganske vist stadig ville se, men hvor noget ville være forandret for altid.

»Han er 21, det hele var fint og godt, han var i den grad klar. Men for pokker...«

Fik det til at eksplodere

Det var som om, forklarer hun, at hun stod dér på kajen og vinkede farvel til sønnen, der skulle ud at sejle på de store verdenshave med alt den angst og uro, der er forbundet med det.

»Endnu en sejler, moders søn, pakker sit grej og beder sin bøn. Rejser sin vej og finder løn.«

Lis Sørensen citerer et par linjer fra en af sin karrieres allerstørste sange, »Fuld af nattens stjerner«, som Sebastian skrev til hende.

Hun siger ordene stille og monotomt, næsten som en nøgtern konstatering.

»Jeg kender jo den sang så uendelig godt, men det var, som om den pludselig vendte sig og gav mig en helt ny betydning, en anden dimension, der fik det til at eksplodere i mig. En oplevelse af, at sangen efter alle de år meget loyalt havde flyttet sig sammen med mig.«

Mister sit fodfæste

Mens Lis Sørensen tidligere havde opfattet sig selv som sømanden, der skulle ud og opleve verden med fuld knald på livet, uden at se sig tilbage, så er hun i dag moderen. Hende, som hun ellers altid kun har opfattet som en stille skygge.

Pludselig forstod hun det, Sebastian havde sagt, dengang han skrev den. At det ikke er sømanden, det handler om, det er moderen.

Ligesom hun på et tidspunkt havde forstået, at hun var begyndt at gå rundt om sig selv i forsøg på at finde nyt fodfæste. Det er omkring ti år siden.

En kvinde på 48 i en ungdomsfikseret musikbranche. Og hvordan gør man så lige det? Hvordan er man en moden rocksangerinde, stadig tro mod sig selv og sit udtryk?

Hun var klar over, at det var blevet tid til forandring.

»Jeg havde mange overvejelser og også en meget stærk tvivl. Skulle jeg helt stoppe, finde på noget andet, eller hvad skulle der ske?«

"Når bare jeg sparker røv"

Hun begyndte at spille på de mindre spillesteder. Sad på en stol og var mest til det akustiske og det nære. Men hun nåede frem til, at der var ikke var nogen forhindringer. Ikke udover de forhindringer, hun selv var godt i gang med at skabe. Hun kunne sagtens være rocksangerinde, så længe hun bare gav sig selv fuldt ud.

I dag er hun tilbage på musikfestivalerne og de store scener, hvor også det yngre publikum hænger ud.

»De er sgu ligeglade med, om jeg er 38 eller 58, når bare jeg sparker røv,« siger hun på sit århusianske og griner højt.

»I orkestret synger vi på dansk, og der er ikke så meget attitude og forstillelse, som de unge ellers møder meget af rundt omkring. Det, tror jeg er måske noget af det, de godt kan lide.«

Om alder, sølvbryllup og nye erkendelser, der begynder et sted på en bar i Lissabon.

Det er lige ved at være mørkt, der ingen gadelamper, så det er efterhånden svært at se, hvor de er henne.

Sammen med en veninde roder Lis Sørensen lidt rundt i et kvarter i den portugisiske hovedstad. Tilfældigt dumper de ind på en bar, hvorfra de hører sang og musik.-


Lis Sørensen har aldrig hørt om »fado«, en portugisisk og meget følelsesladet sangform, da hun sidder og lytter til den mandlige sanger. Klagende og lige til et blødende hjerte, det lyder fantastisk, de portugisiske kvinder i baren er vilde med ham, han ser blændende ud og hans sang...

Offer for sine egne fordomme

På et tidspunkt overtager en ældre kvinde scenen, et ordentligt skur, som Lis Sørensen siger, og godt oppe i alderen, et sted midt i 70erne.

»Jeg tænker: Nå, hvad skal vi så lige møde her? Og sådan en gammel kone, hvad skal hun nu dér? Jeg var helt tydeligt offer for mine egne fordomme.«

Lis Sørensen beskriver det som en slags åbenbaring, en vigtig erkendelse, som nærmest blev serveret for hende den aften i Lissabon for efterhånden nogle år siden. Hun er stadig taknemmelig.

Fra det sekund, kvinden træder ind på scenen, overtager hun rummet fuldstændig. Hele stemningen bliver med ét næsten magisk, der er en fortættet atmosfære af, at noget stort skal til at ske.

En slags »Guds lys«, som Lis Sørensen kalder det, hviler i det øjeblik på kvinden. Alle i baren har overgivet sig, hende selv inklusiv. Da kvinden er færdig, er der nogen, der græder, andre vælter borde af begejstring.

Med livet som indsats

»I det øjeblik går det op for mig, at jeg ligesom kvinden skal lægge hele mit liv i mine sange. At det kun er op til mig selv at få det til at brænde, og så kan det godt være, at jeg bare synger danske popsange.«

Lis Sørensen tænker ofte på kvinden.

»Hun fik mig ud af hullerne igen, og oplevelsen gav mig en ny form for klarhed og overblik.«

Lis Sørensen holder en pause, inden hun siger: »Jeg vil være så stor i slaget og sige, at jeg giver mit liv som indsats, når jeg synger.«

Sammen med Shit & Chanel fejrede Lis Sørensen sidste år 40 års jubilæum. I år har hun holdt sølvbryllup med den mand, som hun kalder for »manden i mit liv«, musikeren og produceren Jan Sivertsen, der også er med i hendes orkester.

»Vi undgik espalier og alt det dér, vi var bare ude at spise med et par af vores bedste venner.«

Et halvt år er ikke lige meget

I 2013 har der været en strøm af jubilæer, der har også været flere 60 års fødselsdage. Og selv er Lis Sørensen blevet 58 og et halvt, som hun siger.

»Ja, ligesom da jeg var syv og et halvt, ikke.«

Hun griner. Men det er også alvor, siger hun. For et halvt år er vigtigt. Meget vigtigere, end for ti år siden eller for 20. Det er derfor, hun bevidst tager det halve år med.

»Der er ikke så meget tid tilbage, som der har været. Det er vel den erkendelse, det handler om.«

Hun har noget med »8’ere«, forklarer hun.

Da hun var otte år, fik hun sin første guitar af sin far, og da hun var 18 kom hun med i Shit & Chanel. Sin første soloplade indspillede hun, da hun var 28 og Sylvester fik hun, da hun var 38.

»Og som 48-årig, det var dér jeg rodede rundt i alt det med, hvad der skulle ske, og hvor jeg selv var i denne her branche.«

Og 58? Hun tænker.
»Ja, lige nu kører vi så 58, hmm... når jeg er 68, så må vi se, hvad hun lige havde gang i dér som 58-årig, for jeg ved det faktisk ikke.«

Iværksætteren

En forklaring på dét med »8’erne« kan være, at man nærmer sig noget, mener hun. Når man er 38, nærmer man sig og skal ramme de 40, når man er 48 nærmer man sig de 50. Og pludselig nærmer man sig også de 60.

Lis Sørensen venter ikke på, at nogen skal komme med sange til hende. Eller spørge, om hun vil lave en plade eller tage ud at spille eller noget andet.

»Så kunne jeg få lov at vente længe. Jeg er iværksætteren, der selv sætter i gang, sådan har jeg altid været, og det er jo gået meget godt.«

Om at have et godt brundtræk og kunne lette som en svane – og om hvorfor en tennisbane og en rockscene ikke er så forskellige.

Når man tænker på, hvor stor og tung en svane er. Og alligevel formår den at lette og komme op i luften. Modsat en albatros, der må kaste sig udover afgrunden for at flyve.

Men svanen, den kommer op helt ved egen kraft, når først den folder sine vinger ud.

»Svanen har sådan et rigtig godt... «

Lis Sørensen leder efter ordet, pludselig har hun det.

»Bundtræk,« siger hun højt og ser helt lettet ud.

Man skal passe på sin skrøbelighed

Hun læner sig lidt frem i stolen inde på sit arbejdsværelse, strækker begge sine bare arme ude til siderne og begynder at tage nogle lange, seje tag, som om hun flyver.

Hun trækker vejret dybt, puster ud og siger en høj susende lys.

Bagefter flækker hun af grin.
»Det ser da ret elegant ud, gør det ikke?«

Hun kan godt lide ordet bundtræk. Dét at man selv er i stand til at komme op ved egen hjælp, når man møder modstand i livet.

»Jeg har mange gange i mit liv haft brug for at smøge ærmerne op og komme af sted. Opad igen. Den evne stoler jeg på, at jeg har. Jeg har en råstyrke og et bundtræk, som virkelig vil noget, ligesom svanen.«

Styrke og sårbarhed

Men hun opfatter også sig selv som sårbar og skrøbelig, og det er ikke en svaghed, mener hun.

»Ens skrøbelighed er ligesom en tynd membran, der går direkte ind til det, man skal passe særlig godt på og værne om. Det er bevidstheden om, »at jeg er den, jeg er, og det skal jeg blive ved med at være.« Det er dér skrøbeligheden findes. For mig går styrke og sårbarhed hånd i hånd.«

Kontrol er lig med frihed

Og et sted midt i mellem sårbarheden og det solide bundtræk, vil Lis Sørensen helst have kontrol over tingene. Hvis hun ikke har det, får hun stress, det ved hun. Og det er i detaljer, hun mener. Hun har sine ritualer, og ingen skal sige ret meget til hende en time, før hun går ind på scenen.

»Det er nok ikke lige der, nogen skal spørge mig, hvornår bussen kører næste dag.«

Lis Sørensen hiver et lille hæfte frem, samlet med en spiralryg. Det er hendes drejebog, når hun er på job, forklarer hun. Her står alt, fra sceneskift og overnatning til numre på relevante kontaktpersoner undervejs, afgangstider, ankomster, navne på gæster – alle detaljer.

De bløde bolde

»Jeg ved alt, når vi er ude at spille. Hvis ikke jeg har fuldstændig kontrol, kan jeg ikke være fri i min sang og fri til at optræde.«

Det er nogenlunde den samme energi, hun bruger på scenen, som når hun er på tennisbanen, forklarer hun.

»Jeg starter med lidt bløde bolde, mens jeg varmer op, og efterhånden udvikler spillet sig – eller koncerten. Jeg lægger nogle strategiske bolde, det giver dynamik. Det samme med en koncert, hvor jeg lægger nogle strategisk placerede sange.«

Trygheden fra tennisbanen

Scenen og tennisbanen er ikke så forskellige. Det handler om de rigtige slag, om nuancer, om at kunne skrue en bold, lave firnuligheder med bolden - eller stemmen. Det sidste er hun nu bedst til, siger hun.

Tennisspillet giver hende en tryghed, når hun er på scenen.

»Jeg bliver forpustet på de store festivalscener. Men jeg er ikke bange for, at jeg ikke kan holde, for jeg kender min fysik fra tennisbanen og ved, at selv om jeg bliver meget forpustet, kommer jeg hurtigt op igen.«