Lis Sørensen: »Man skal ikke tage livet for givet«

Lis Sørensens livssyn er præget af sin fars. Man skal smøge ærmerne op, gøre sit arbejde og ikke tage livet for givet. Musikken er hendes liv og en passion, som både manden og sønnen deler.

Netop fyldt 55 og med en karriere, der går 40 år tilbage arbejder Lis Sørensen mere, end hun nogensinde har gjort med turné rundt i Danmark ni ud af årets tolv måneder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Jonas Vandall Ørtvig
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Manden i det sorte cykeltøj og Ritter-raceren ved sin side står ude i haven og smiler ind til kvinden i stuen. Terrassedøren mellem dem er lukket, men ordene når hende alligevel. Kvinden nikker inde fra sofaen. Smiler tilbage og ønsker god tur.

Se flere billeder i galleriet til højre

I 25 år har sangerinden Lis Sørensen og musikeren og produceren Jan Sivertsen været par, både privat og professionelt. En ny single »Igennem universer« bliver om kort tid sluppet løs, til oktober følger et nyt album, og i aften står parret sammen på scenen med det faste orkester, når de er med i »Rock under Broen« ved Lillebælt.

Læs også:
Sanne Salomonsen: »Jeg er den samme«
Med Thomas Helmig på turné
Michael Falch og de 4 faser
Jimmy Jørgensen: På sporet af den forsvundne far
Lars Ulrich - fra »total ass« til familiefar

Havde Jan Sivertsen været ansat i IT-branchen, restaurationsbranchen, fitnessbranchen eller en hvilken som helst anden branche end lige netop den, der handler om musik, havde parret for længst været skilt. Ingen tvivl om det, erkender Lis Sørensen og ser ikke ud som om, det er en joke.

For når hele ens liv er bygget op om turnéliv i ni ud af årets 12 måneder, og man med største selvfølgelighed kalder musikken for en passion, der fylder stort set alt, så er der kun plads til en partner, der selv har samme passion.

Som kan leve med den og i den. En, som forstår, at man i perioder befinder sig i en form for absence, fordi man er midt i en proces med at komponere nye sange. En, som kan se det skønne i at stå på en kold, halvvåd og forblæst festivalscene et sted i Danmark og bo på hoteller mange dage om året. Og som synes, at det er mindst lige så meget okay at spille på Taarbæk Skole eller til byfesten i Hammel, som det er at fyre den af på Plænen i Tivoli. 

»Altså, vores liv hænger jo sammen på den dér måde, at vi aldrig har haft adskilt arbejde og fritid. Det hele hænger sammen, vores liv er filtret ind i hinanden, og det føles naturligt for os.«

Lis Sørensen holder en lille pause. Siger så:

»Jeg tror, det er meget afgørende, at man som par sørger for at få nogle gode oplevelser, og dem får vi altså mange af, når vi turnerer rundt i Danmark. Vi griner meget, rigtig meget, for vi støder ind i de mest absurde situationer og utrolige mennesker, når vi er ude på landevejen.«

Lis Sørensen vil tydeligvis ikke fanges i at udlevere nogle bestemte typer, og har derfor ikke har lyst til at være mere konkret.

»Lad mig nøjes med at sige, at der er mange forskellige slags mennesker derude i landet, og ofte ramler der bare nogle forskelle sammen, så man tror, det er løgn. For vi er jo også selv absurde i alt vores selvoptagethed som musikere,« siger hun og forklarer, at bandet på turnéerne befinder sig i et spændingsfelt af forventning og en stadig stigende begejstring. Af den grund glider alting nemmere.

Lis Sørensen udstråler en robusthed og et overskud, som hun sidder der i sofaen hjemme i Gentofte. Samtidig er der noget autoritet over hende. En kvinde, der tydeligvis altid har vidst, hvad hun ville, og som ikke er sådan at blæse omkuld. Selv ikke i stormvejr. 

Som datter af en sømand, der sejlede konvoj over Atlanterhavet under Anden Verdenskrig har Lis Sørensen fra barn lært, at livet kan være en skrøbelig sag. Og at det derfor er rigtig godt at være lidt robust, så man har noget at stå imod med. For der kan være langt, før man er i land. Hvis man kommer i land.

»Min far var særpræget på den måde, at han i en ung alder havde oplevet nogle ret dramatiske ting, og det har betydet meget for hele min opvækst. Det var jo med livet som indsats hver eneste gang, han sejlede over Atlanten. Jeg kan mærke, at mit livssyn er præget af, at min far følte, han fik livet igen mange gange. Han var lykkelig og taknemmelig for at være i live hver eneste dag, og det var en grundfølelse som han – bevidst eller ubevidst – gav videre til min bror og mig,« fortæller Lis Sørensen.

»Det lå i luften, at man skulle have evnen til at smøge ærmerne op, gøre sit arbejde og ikke tage livet for givet. Han satte pris på det enkle, og man behøvede ikke at aflægge rapport, hvis man havde oplevet noget stort, fordi livet jo i sig selv var stort.«

Når man hører Lis Sørensens velkendte stemme, er det med en lidt absurd forventning om, at sangerinden pludselig skulle rejse sig fra den hvide sofa, hive en mikrofon frem og bryde ud i »Her er så stille nu,« de første strofer i »Stille før storm«.

Se flere billeder i galleriet til højre

Det gør hun selvfølgelig ikke, men hun synger den stadig, for publikum vil have den. Igen og igen. Sangen, hvor hun for første gang for alvor oplevede, hvordan hun var i stand til at transformere sine følelser ud gennem sin sang.

Læs også:
Sanne Salomonsen: »Jeg er den samme«
Med Thomas Helmig på turné
Michael Falch og de 4 faser
Jimmy Jørgensen: På sporet af den forsvundne far
Lars Ulrich - fra »total ass« til familiefar

»Jeg havde næsten lige mistet min mor, da Sebastian i 1979 skrev »Stille før storm« til mig, og jeg befandt mig stadig i en dyb sorg. Det var de følelser, jeg brugte, og det er det samme, jeg gør i dag. Synger på mine følelser, som selvfølgelig skifter afhængig af, hvor jeg er i livet, og hvad jeg oplever af både gode og dårlige ting.«

Århus-dialekten smyger sig lige så fint i kanten, mens hun taler, og armene er som naturlige instrumenter, der akkompagnerer ordene.

Netop fyldt 55 år og med en karriere, der går 40 år tilbage til dengang, det hele begyndte på spillestedet Trinbrættet i Århus med Anne Linnet som »bandleader«, fortæller Lis Sørensen, at hun aldrig nogensinde havde forestillet sig, hun skulle arbejde så meget og ovenikøbet være så vild med at optræde, når hun blev en dame på 55.

»Men det er sådan, det er. Og jeg elsker det. Jeg kan ikke sige andet. Jeg elsker, når jeg sammen med bandet i øjeblikket kører forbi de flotte rapsmarker på vej til færgen, hvis vi f.eks. skal spille i Jylland. Forventningen om, at vi på færgen møder andre bands, der også skal ud og spille. Og forventningen til at stå på scenen et nyt sted med en nyt publikum. Det er hele atmosfæren og stemningen omkring turnélivet, jeg slet ikke er færdig med. Det er mit liv, og det er sådan, jeg har det bedst.«

Lis Sørensen forklarer, at hun i dag nyder at have den sikkerhed, hun ikke havde som yngre. En sikkerhed, som ikke handler om at være blevet en scenevant, erfaren og rutineret kunstner.

»Det er mere noget med have en sikkerhed og en ro i forhold til at vide, at den musik, jeg laver, er lige præcis den, jeg gerne vil lave. For det er det eneste, jeg kan være sikker på overhovedet. Jeg kan ikke være en skid sikker på noget som helst andet i mit liv. Hverken på mit helbred, på salgstal eller på, at publikum også er der til næste sommer. Der er intet, der er konstant, heller ikke musikbranchen, hvor alting skifter hele tiden. Så man må bare leve det liv, man gerne vil, for fuld skrue og trække alt ud af det, mens det er der.«

Lis Sørensen har intet imod at være 55, siger hun, men ville alligevel hellere være 25, hvis hun nu selv kunne vælge.

»Så var der bare mere tid til at nå alt det, jeg stadig gerne vil. For det betyder da enormt meget – ja, faktisk for hvert eneste skridt, jeg tager – at der hele tiden bliver lidt mindre tid til at gøre det, jeg gerne vil, som primært har med musik at gøre. Til gengæld bliver det, jeg så gør, på en eller anden måde nok mere intenst, og mine valg mere prioriterede og skarpere. For jeg ved jo godt, at jeg ikke får 25 år mere.«

Og valg har Lis Sørensen truffet mange af gennem årene. Både de rigtige og de forkerte.

»Hvis et afgørende valg i livet viser sig at være forkert og blive en forbandelse, må man jo gøre forbandelsen til sin skæbne, hvis man ikke kan vælge om. Grundlæggende har jeg aldrig været bange for tage chancer, for så må man jo bare forsøge rette det op,« lyder det.

Hun mener, at et forkert valg ofte kan være lige det skub, der måske skal til for at handle eller flytte sig i en ny og bedre retning. Det samme, hvis man har en voldsom oplevelse, man ikke nødvendigvis selv er skyld i.

Næste side: 3 dygtige sangerinder ifølge Lis Sørensen

Selv fik Lis Sørensen ifølge hende selv sådan én på hatten for nogle år siden, der gav hende et skubbet til at gøre noget helt nyt og andet.

Se flere billeder i galleriet til højre

Hun havde foreslået sit pladeselskab at udgive et album med hendes favoritter af Sebastians sange, men i en ny fortolkning.

Læs også:
Sanne Salomonsen: »Jeg er den samme«
Med Thomas Helmig på turné
Michael Falch og de 4 faser
Jimmy Jørgensen: På sporet af den forsvundne far
Lars Ulrich - fra »total ass« til familiefar

»Pladeselskabet syntes, det var en utroligt dårlig idé, hvilket for mig var noget af et chok, fordi jeg var vant til at få ja og ikke nej. Jeg var 45 år på det tidspunkt og følte, at jeg var dømt ude, for ingen andre pladeselskaber ville røre ved mig, før der var fundet en løsning med mit gamle pladeselskab. Jeg var virkelig – og jeg mener virkelig – nede at vende, og stod pludselig og skulle finde ud af, hvad jeg så skulle. Det blev et forfra med små spillesteder og det orkester, jeg spiller sammen med i dag. Og det er jeg glad for, for vi har det helt fantastisk sammen.«

Pladeselskabet og Lis Sørensen ophævede deres samarbejde, og fortolkningen af Sebastians sange blev senere udgivet på et andet pladeselskab med titlen »Rose«.

Selv om Lis Sørensen fremhæver sin sikkerhed i musikken som det stabile fundament, vil hun ikke benægte, at tvivlen godt kan dukke op i ny og næ. Er det nu, jeg skal slippe? Gider jeg at blive ved? Og kan jeg holde til det?

Tvivlen kom på besøg for nylig i form af en ægte koldstarter, da Lis Sørensen og hendes orkester stod på festivalscenen i Silkeborg i sidste måned.

»Det var vores første job på sommerturnéen, og jeg stod der med mine stilletter og bare ben og frøs i kulden, mens jeg så ud over festivalpladsen. Et øjeblik tvivlede jeg på, om jeg snart skulle slippe. Men i det øjeblik, jeg gik på scenen og mærkede publikums energi og glemte mig selv, forsvandt tvivlen fuldstændig.«

En ny plade er på vej til oktober med 12 kærlighedssange, foreløbig med arbejdstitlen: »For kærlighedens skyld«, ligesom Lis Sørensen er i fuld gang med sin sommerturné. Og når hun indimellem er hjemme, er det i øjeblikket som at tage en tur ned ad »Memory Lane«. For Lis Sørensen ser på billeder. Billeder fra Shit & Chanel-tiden, som skal bruges til en boks-udgave.

»Der er noget troskab og noget kvalitet i de sange fra den gang, som jeg holder utroligt meget af. Desværre findes der ikke så meget billedmateriale fra den tid.«

Fra stuen kan man se over i et værelse med et trommesæt. Lis Sørensen fortæller, at det er hendes 18-årige søn Sylvester, der spiller trommer, og som nu også er begyndt at komponere.

»Ja, sådan er det heldigvis at bo i det her hus.«

3 dygtige sangerinder ifølge Lis Sørensen

Annie Lennox

»Jeg elsker hendes stemmes luftige klang og store dynamik. Den dér totale energi, hvormed hun pludselig kan smashe fuldstændig uventet.«

Aretha Franklin

»Hun er og bliver mit første og største idol og synger stadig helt fantastisk. En eller anden dag må og skal jeg se hende live.«

Tina Dickow

»Hun kan det hele og udvikler sig hele tiden. Hendes tekster sætter bare så meget i gang. Hun er vildt inspirerende. Wow - jeg glæder mig til at høre hendes nye album.«