Ligner du Homer eller Bart?

Find ud af, hvordan du selv ville se ud, hvis du var med i The Simpsons.

Berlingske journalist Jan Bjarke Nielsen fortolket af simpsonizeme.com Fold sammen
Læs mere

Hollywoodstjernerne stod i kø for at lægge stemmer til forskellige biroller i det nye blockbusterhit 'The Simpsons'. Og med den publicity, der følger i kølvandet på et filmhit af den kaliber, forstår man dem velsagtens - også selv om skuespillerne kun er stemmer på figurer fra serien og ikke selv medvirker i filmen.

Men hvad nu hvis de medvirkede? Hvordan ville de så se ud? Og hvad hvis du selv medvirkede? Ville du ligne en star?

Det kan du nu finde ud af på www.simpsonizeme.com. Enhver, der har lyst, kan oploade sit eget billede på sitet, og så starter transformeringen.

Fluks ryger man ind i en menu, hvor man har mulighed for at tilpasse hårpragt, kropsform, skægvægst, ja, sågar sætte eventuelle piercinger ind på sig selv, så det virkelig ligner. Eller overhovedet ikke ligner - alt afhængig af temperament.

Berlingske.dk har smidt journalistkollegaen Jan en tur i Simpson-maskinen - resultatet kan ses til højre på denne side. Og vi har naturligvis vedhæftet originalbilledet, så De, kære læser, selv kan vurdere troværdigheden.

Om det på denne baggrund er muligt at blive castet til en eventuel to´er af the Simpsons, nævner internetsitet dog intet om.