»Ligegyldighed er en forbrydelse, der ikke kan tilgives«

Frankrigs ambassadør i Danmark har kæmpet for menneskerettigheder i verdens mest blodige byer, men han kom først for alvor i fare under skudattentatet ved Krudttønden i februar.

Foto: David Leth Williams
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

FRIHED

Naboer til den franske ambassade kan ofte se ambassadøren komme spadserende i kvarteret omkring Kongens Nytorv, alene, eller med sin kone og to børn, drikke kaffe på sine favoritcaféer eller cykle omkring à la danoise på en billig damecykel. François Zimeray er de seneste to år blevet en del af Københavns bybillede, og indenfor i Det Thottske Palæ, som siden 1930 har huset ambassaden, kalder personalet ankomsten af den 53-årige tidligere advokat, socialistiske borgmester og menneskerettighedsambassadør for »en revolution«.

»På det tidspunkt vidste jeg ikke meget om Danmark, og som de fleste af mine landsmænd så jeg Danmark som en del af et lidt uklart skandinavisk... emsemble. Jeg må desværre indrømme, at mange franskmænd undervurderer, hvor tætte vi er geografisk og mentalt, og jo mere jeg lærer Danmark at kende, desto mere kan jeg se det. Og når jeg ser på Hammershøi, kan jeg se, at kunsten også er et sprog vi deler... merci beaucoup,« siger han, da en tjener kommer med espresso og vand. Som altid med François Zimeray starter han vævende og prøvende, taler sig varm og ender sine anekdoter fuld af begejstring. Hver lille historie er som musikstykker, der ender i et crescendo og en latter.

»Meget få franskmænd kender Danmark, på samme måde som danskere kender og sætter pris på Frankrig, og jeg er sikker på, at jeg jo mere åbenhed, vi viser mod Danmark, desto stærkere vil forholdet blive. Nogle joker indimellem med, at jeg er en god dansk ambassadør, fordi jeg viser så stor interesse for dansk kultur,« siger han og kommenterer påstanden om, at hans ankomst bliver betragtet som en revolution.

»Jeg vil virkelig gerne genopfinde funktionen. Vi har en imponerende ambassade, men vi skal genopfinde og genopfriske diplomatiets rolle. Det kan lyde arrogant, for hvem er jeg til at genopfinde diplomati? Men jeg synes omvendt, at arrogancen ligger i at ville bevare tingene, som de altid har været,« siger han og nævner, at Den Franske Ambassade i 2014 blandt andet inviterede musikfestivalen Distortion indenfor, og at palæet efter François Zimerays ankomst er blevet et levende kulturhus for litteratur, musik og mode.

Han voksede op i en parisisk middelklassefamilie med jødiske rødder, og begyndte som 17-årig at engagere sig i sociale spørgsmål. Det var i tiden omkring den socialistiske præsident François Mitterrand, hvor mange af landets politikere havde en fortid i modstandsbevægelsen.

»Jeg havde selv et meget idealistisk og humanistisk syn på verden. Liberté var for mig progressivt, og jeg var forført af en humanistisk vision. Det handlede om at indtræde i den række af prominente mænd, som havde forsvaret frihed og menneskerettigheder. Så det var en spirituel og mytologisk arv, og sætningen »ligegyldighed er en forbrydelse, der ikke kan tilgives«, som jeg hørte i skolen, tog jeg med mig. Min familie lærte mig, hvad der var foregået i Frankrig under krigen, og jeg sagde til mig selv, at måske bliver jeg ikke en helt, men i det mindste vil jeg ikke være ligeglad.«

Efterkrigstidens credo »aldrig igen« blev også et motto for François Zimeray. Som ung studerende opdagede han tilfældigt de cambodjanske massedrab, der fandt sted fra 1975 til 1979 – uden at verden tilsyneladende vidste, hvad der foregik – og det uhyggelige Khmer Rogue-regime under Pol Pot, hvor op imod to millioner  mennesker mistede livet, har været en stor interesse siden. I det hele taget har ambassadøren et svagt punkt for Indokina og værker som Marguerite Duras’ »Elskeren« og filmen »Indokina« med Catherine Deneuve – som sidste år besøgte København og boede to dage på ambassaden.

»Det uhyggelige var, at verden først opdagede blodbadet, da det var overstået. I de samme fire år, hvor jeg var blevet oplært i »aldrig igen«, var det alligevel sket, og jeg sagde til mig selv, at hvis jeg ikke gjorde noget ved det, så ville det ske igen.«

François Zimeray kom i kontakt med en lang række eksilcambodjanere i Paris og blev blandt andet nær ven med Norodom Sihanouk, som var konge i Cambodja og måtte flygte, da Khmer Rouge i 1975 overtog magten – inden han i 1993 kunne vende tilbage til magten.

»Jeg var 17 år, da han tog mig til sig som sin ven,« siger François Zimeray og finder en smuk pengeseddel fra 1970ernes Indokina, som han altid bærer i sin tegnebog som et minde.

Som ung studerende i Paris byggede han en lang antenne fra sit vindue for at kunne opfange Radio Beijing og Radio Vietnam på fransk. Men først i 1984, som 23-årig jurastuderende, kom han første gang til det krigshærgede land.

»Det var som at se filmen »The Killing Fields«, og jeg oplevede en virkelighed og et milieu i flygtningelejrene, som min baggrund ikke havde forberedt mig på. Da jeg kom tilbage, var der et før og et efter, men det var en oplevelse, som jeg ikke kunne dele med nogen. Jeg kom tilbage til mit liv i Paris, hvor de unge studerende ville nyde livet og tænke på deres karrierer. De var ubekymrede (sagt på dansk), og selvom jeg var en del af dem, var oplevelserne i Cambodja blevet en del af mig. Det skabte en form for ensomhed, at jeg ikke kunne dele det med nogen. Det var, som når man i gamle dage fik et glimt af noget forbudt på den anden side af hegnet, som forandrede én for altid.«

Foto: David Leth Williams.

Efter jurastudiet blev François Zimeray advokat med speciale i erhvervsjura, og sideløbende forfulgte han sin sociale indignation og var blandt andet med til at retsforfølge medlemmer af Khmer Rouge i Paris.

»Nogle spillede golf, men mine hobbyer var sager,« griner han.

»I Frankrig har vi en lang tradition for folk, som ikke er politiske, men som kæmper for sager. Folk som Yves Montand, Albert Camus og Jean-Paul Sartre. For os er der en forbindelse mellem politik, filosofi og poesi. Jeg vil ikke sige, at jeg ville være som dem, men de var mine store forbilleder.«

Som 25-årig blev han opstillet for Socialistpartiet i provinsbyen Petit-Quevilly i Normandiet, og to gange om ugen kørte han de 140 kilometer i sin lille Peugeot 205 fra advokatkontoret i Paris for at føre valgkamp.

Nogle år tidligere havde François Zimeray stiftet den intellektuelle tænketank »Valeurs et Progrès« (Værdier og fremskridt, red.) En club de reflexion, som han kalder den, hvor unge aktivister tænkte store tanker om verdens fremtid. François Zimeray var præsident for foreningen, og en dag modtog han et brev fra daværende premierminister Laurent Fabius – som i dag er Frankrigs udenrigsminister og en af ambassadørens gode venner – som inviterede den unge tænker til møde.

»Det var et andet Frankrig dengang. Det var Concordens Frankrig, og ikke krisernes Frankrig. Laurent Fabius var imponeret over os unge mennesker, og han opfordrede mig til at stille op til borgmesterposten i Normandiet, som dengang var domineret af kommunisterne og var præget af nedlagt industri og massiv arbejdsløshed. Så på markedsdage tog jeg derop for at uddele brochurer og hænge plakater op,« siger François Zimeray og læner sig konspiratorisk ind over bordet og fortæller om, hvordan de mest ekstreme rørte knust glas i plakatlimen, så de politiske modstandere fik skåret deres hænder, hvis de forsøgte at rive plakater ned. Han griner.

Foto: David Leth Williams.

»Det var virkelig en meget uciviliseret kamp mellem centrum-venstre, hvor jeg kom fra, og så de ideologiske marxister,« siger han og skynder sig at sige, at han som diplomat ikke kan tale for meget politik. Men det hører med til historien, at han flere gange sikrede rekordvalg til Socialisterne og nåede at blive præsident for storkommunen Rouen, indtil han i 2008 blev udnævnt til ambassadør for menneskerettigheder.

»Da jeg stillede op, blev jeg nødt til at vælge en partifarve, men for mig har det altid været svært at have etiketten fra et parti. Jeg ville være fri, for man kan ikke beskrive mig med blot én etiket. Jeg har altid været fritænker, og det var nok også derfor, at min karriere sluttede. Det er jeg ikke ked af, for jeg er mere idealistisk, pragmatisk eller mere simpelt… fri.«

LIGHED

I dagene op til interviewet har Berlingske fulgt i hælene på ambassadøren. Mandag er han vært for en reception for forlægger Claus Clausen fra forlaget Tiderne Skifter, som modtager det franske kulturministeriums »Ordre des Arts et des Lettres« for sit store bidrag til at udgive fransk litteratur på dansk. Få minutter inden sin tale, henvender François Zimeray sig til sin pressechef. Om han skal tale på fransk eller engelsk? Og hvad en passeur hedder på engelsk? Og så improviserer han sig ellers gennem en tale om fransk litteratur med referencer til et af ambassadens guldaldermalerier, »Færgemanden«, og dobbeltbetydningen af passeur, som både kan betyde netop færgemand og »en formidler«. Til publikums store fornøjelse får han efterhånden også styr på den danske udtale af »Kvinde, kend din krop« – som har været en af Tiderne Skifters største succeser.

Dagen efter skal han tale på konferencen Womanomics for kvindelige erhvervsledere på Børsen – hvortil han naturligvis er ankommet til cyklende i sit sorte jakkesæt med manchetknapper. Hans hustru, Karine Beyersdorff-Zimeray, som er hjemme fra Paris, deltager også, og ligesom dagen inden, er hans eneste manuskript et par håndskrevne noter, som han ikke kan læse. Men da ambassadøren et par minutter senere går på scenen, taler han sig efterhånden så varm, at han ender med at overskride sin taletid med ti minutter i en passioneret forelæsning om, hvordan kvinder skal frisætte mænd i forhold til at prioritere familien over arbejdet.

Det er en underdrivelse at påstå, at ambassadøren har veludviklede sociale kompetencer.

Han har ry for at at være på venskabelig fod med alle fra præsident François Hollande og udenrigsminister Laurent Fabius – som tilmed var forlover ved hans bryllup – til den anerkendte dramatiker Yasmina Reza. Sidstnævnte baserede tilmed en karakter – en konstant mobiltelefonsnakkende advokat med speciale i menneskerettigheder – i sit skuespil »Le Dieu du carnage« på François Zimeray. At han skulle være forlæg for den fiktive advokat er helt uofficielt, understreger ambassadøren, men faktum er, at han optræder på takkelisten til den filmversion, som Roman Polanski i 2011 instuerede med Yasmina Reza som manuskriptforfatter.

»Har du ikke set den? Den er ellers sjov,« siger han og tager sin mobiltelefon – som naturligvis er lige ved hånden – frem og finder filmtraileren til »Carnage« med Jodie Foster, Kate Winslet og Christoph Waltz som den Zimeray-lignende advokat.

Tidligere sagde man nemlig om ambassadøren, at han var mere end almindelig afhængig af sin mobiltelefon. Det er han nu ikke længere, bedyrer han, men han medgiver, at det engang var sandt.

»I dag forsøger jeg at distancere mig fra den slags slaveri,« griner han og taler om sin beundring for den danske ligestilling og kortere arbejdsuger. Mens han bor på ambassaden med de to drenge på 11 og 17 år, pendler hans kone mellem København og Paris, hvor hun har et mindre PR- og kommunikationsbureau.

»Jeg er blevet meget dansk og arbejder meget mindre, end jeg gjorde engang, hvor jeg i perioder ikke kunne se min familie flere uger i træk. Mit indtryk er, at tiden til venner og familie i Danmark er mere helligt. Det tror jeg hænger sammen med feminine værdier, og at kvinder har befriet mænd for at skulle arbejde hele tiden og givet dem mulighed for at sige nej.«

Da han i november 2013 skulle overtage embedet efter sin forgænger, Véronique Bujon-Barré, ankom han tre måneder i forvejen med med sine sønner, så de kunne være klar til skolestart i august. Og da ambassaden endnu ikke var ledig, lejede han i stedet en lejlighed i kvarteret mellem Botanisk Have og Torvehallerne, hvor han stod for husholdningen, mens den lille familie lærte København at kende.

»I den periode lærte jeg meget om Danmark. Jeg gik på vaskeriet, stod for husholdningen og madlavningen og hentede drengene fra skole. Jeg gjorde alle de ting, som jeg aldrig har gjort tidligere. Det var en stor oplevelse, også som far, fordi vi kun var os tre. Hver lille tur i bussen var en oplevelse, og det var en god introduktion til København. Jeg ville ikke have brudt mig om at lande med en faldskærm her i paladset uden at vide noget om livet udenfor. Jeg har haft mulighed for at fortabe mig i supermarkeder og prøvet at købe de forkerte vaskemidler. Det var et godt praktikophold, kan man sige, som alle ambassadører burde gøre,« siger han.

& BRODERSKAB

Mens den officielle del af ambassaden er fuld af antikke møbler, gobeliner og guldaldermalerier, er François Zimerays private gemakker et hyggeligt rod af bøger, en guitar – som han får undervisning i – sønnens legoklodser, nyindkøbt spisebord fra Ikea og medbragte bløde sofaer fra Paris.

I entréen hænger et sort-hvidt fotografi af Serge Gainsbourg og Jane Birkin, og på væggen en kopi af et Vilhelm Hammershøi-maleri, han for 20 år siden fik malet i Saigon. Det vender vi tilbage til.

Først vil François Zimeray vise noget af den kunst, han selv arbejder med, når tiden tillader det. Op ad væggen står flere rammer med fotografier. Et af dem med foruroligende gråtoner af hav, fotograferet på en sejltur over Atlanterhavet, mens andre har en nærmest spøgelsesagtig karakter af skygger og fravær.

Han rulller en række tryk ud med reproduktioner af de collager, han laver ved at rive detaljer ud af aviser og magasiner, brænde papiret og sætte det sammen med andre udklip for at skabe en fortættet og dyster atmosfære.

Og så er der Hammerhøis maleri på væggen, for det er faktisk her, historien om François Zimeray og København starter.

»Jeg havde aldrig hørt om Hammershøi, da jeg for 20 år siden så en plakat for en udstiling på Musee d’Orsay i Paris. Jeg var virkelig fascineret af det billede og den måde, han kunne male mystik, gådefuldhed og sensualitet. Jeg købte plakaten, fik den indrammet og hængte den op på mit værelse. Da jeg nogle år senere rejste som advokat i Asien og havde kontor i Vietnam, fandt jeg en lille butik i Saigon, hvor man lavede reproduktioner af malerier, så jeg tog plakaten med derned og fik malet en kopi, som jeg har haft med mig siden.«

Da François Zimeray i 2013 blev udpeget som ny ambassadør, havde han efter eget udsagn flere muligheder på hånden, men valgte efter mange overvejelser Danmark. Dels på grund af den korte afstand til Paris, hvor han stadigvæk har sine forældre, og dels på grund af den åndelige forbindelse, som han kalder det.

TV: Se den franske ambassadør, François Zimeray fortælle om Danmark:

»Allerede for mange år siden lærte jeg, at Danmark er et af de lande, som er mest opmærksomme på menneskerettigheder. Det gør mig også stolt at være i et land, hvor befolkningen udviste så stort et mod ved at redde jøderne under krigen. Efter at have rejst i mange år i det, jeg vil kalde verdens bund, og efter at have set ting, som ikke efterlader én... intakt, siger man det?«

Han finder sin telefon og slår et ord op.

»Ja, intakt. Når man bliver konfronteret med verdens mest triste skæbner, er man ikke længere den samme, og efter at have gennemført flere end 100 missioner, som jeg ikke ville anbefale som ferie, havde jeg et ønske om også gerne at ville beskytte min familie. Men det ironiske er jo, at alt det, som aldrig skete i Bagdad, Gaza, Columbia, Tjetjenien, Congo eller Libyen, skete lige her...«

En lille skuldertræk.

For der er et før og et efter. Tre måneder er gået siden den lørdag i februar, hvor Omar Abdel Hamid El-Hussein angreb Krudttønden og Synagogen og dræbte to uskykdige.

Tre måneder siden, at François Zimeray sad indenfor i Krudttønden, hvor han netop havde talt om menneskerettigheder, hørte skuddene og nåede at slutte fred med visheden om, at han skulle dø.

»Still alive in the room« tweetede han, da skuddene fostummede, og han var blevet bragt i sikkerhed. Stadigvæk i live, men ikke mere end at hans søn på 17 år – som var på ferie med sin mor og lillebror – i forvirringen modtog en SMS om, at hans far var blandt de dræbte.

»Det var to frygtelige minutter for ham, indtil han fandt ud af, at det ikke var rigtigt. Men de er OK nu,« siger han og undskylder, at han for børnenes skyld ikke vil eksponere dem for meget for offentligheden. Men der er ingen tvivl om, at det har påvirket familien.

»Men jeg vil ikke have et liv, hvor jeg skal leve i hemmelighed eller gemme mig, og jeg føler mig tryg her,« understeter han.

Så der er et før og et efter Krudttønden, som har sat sig som en mørk skygge over François Zimerays øjne, når han taler om begivenheden.

»Følelsen af samhørighed fra dagene efter bærer jeg i mig, for mennesker kommer stadigvæk hen til mig på gaden og viser mig solidaritet, venskab og nogle gange taknemlighed. Det er en meget varm følelse. Og så er det ironisk, at jeg i Frankrig blev symbol på den begivenhed, fordi jeg er tidligere ambassadør for menneskerettigheder. Men det er vigtigt at understrege, at jeg ikke føler bitterhed. Selvfølgelig var det en svær og trist oplevelse, som det vil tage tid at komme sig fuldstændig over. Og jeg kan ikke sige, at det er ovre endnu. Men jeg har en følelse af, at jeg har delt den oplevelse med hele Danmarks befolkning, og at jeg på min egen krop oplevede et øjebliks dansk historieskrivning, som har gjort forbindelsen til Danmark mere intim.«

Han lader ordene falde langsomt for at give dem vægt.

»Da jeg var lille, havde vi en leg, som man ikke leger mere, hvor man blandede blod med sine bedste venner.«

Han krydser indersiden af sine håndled over hinanden, så de danner et kors.

»Og jeg føler, at jeg har blandet blod med Danmark, så vi nu har et forhold, som vil vare for evigt.«