Libanesisk film manipulerer med vores babyfølelser

Nadine Labakis »Kapernaum« er et autentisk portræt af gadebørn i Beirut, der skæmmes af for hårdt et træk på vores følelser.

gguu
Boluwatife Treasure Bankole og Zain Al Rafeea på bunden af Beirut i Nadine Labakis »Kapernaum«. Fold sammen
Læs mere

Boluwatife Treasure Bankole hedder den skuespiller, der gør størst indtryk i Nadine Labakis »Kapernaum«. Hun kom til verden for kun fire år siden som barn af illegale afrikanske flygtninge i Libanon, og blev trods sin alder et af de mest omtalte navne på sidste års filmfestival i Cannes, hvor Labakis film havde verdenspremiere.

Hendes medvirken i filmen udgør dog også et problem i »Kapernaum«, der ellers er en usædvanlig kraftanstrengelse fra instruktøren, og som allerede tegner sig til at blive et moderne monument i cinema verité-genren.

Efter en kryptisk åbning, hvor den 12-årige Zain (Zain Al Rafeea) i en retssal erklærer, at han ønsker at sagsøge sine forældre for at have bragt ham til verden, springer filmen til et slumkvarter i Beirut, hvor en gruppe drenge efterligner regionens blodige konflikter med deres krigsleg.

Trods sin lidenhed og tændstikstynde arme er Zain allerede en lille voksen. Han beskytter sin yndlingssøster, Sarah, fra sine upålidelige forældre, der lever af at smugle syntetisk narko ind i et fængsel, og som selv er knapt livsduelige på grund af fattigdom, udstødelse og misbrug.

Da søsteren får sin første menstruation, ved han, at hun står i umiddelbar fare for at blive bortgiftet til en pædofil mand, som forældrene skylder husleje. Efter et fejlslagent forsøg på at redde søsteren, forlader Zain hjemmet, og efter nogen tids omflakken lader han sig indlogere hos den etiopiske pige Rahil (Yordanos Shiferaw), der har brug for en til at passe sin baby, Yonas (førnævnte Boluwatife).

Mens hun er på arbejde, skal Zain og Yonas forblive i hendes blikskur, ude af naboernes og myndighedernes syne. Men en dag er Rahil bare forsvundet, og snart tvinger sult og tørst Zain og Yonas ud på overlevelsesrejse i Beiruts betonørken.

Der er mange scener i filmen, der med stor indfølelse skildrer gadebørnenes og de illegale flygtninges verden. En gammel gadetosse i Spider-Man-dragt er filmens forsøg på lidt barok humor, men først og fremmest føles storbymiljøet i filmen som et morads af brutalitet. »Kapernaum« (hvorfor filmen deler navn med en israelsk landsby er uklart) er ikke en feelgood-film, for nu at sige det mildt. Med en kaotisk lydside bestående af trafiklarm og baggårdsskænderier er filmen en drøj og overvældende oplevelse, og når Yonas, der under optagelserne var omkring et år gammel, stavrer rundt i udstødningsgasser og skraldebunker, gør barnets udsathed næsten fysisk ondt at se på.

Men det er også dette lille barns »skyld«, at der efter min mening bliver slået hul i den autencitet, som Labaki ellers får opbygget ved sin brug af virkelige personer i rollerne og ved en omhyggelig sammenklipning af 520 timers optagelser med sine børneskuespillere. Det er vanskeligt at anbringe en baby foran et kamera uden at billedet i sig selv fremkalder mange følelser, men Labaki har lidt for mange steder udvalgt de øjeblikke, hvor babyen med mimik og udbrud synes at kommentere på det ældre barns enetale. Det giver skægge, søde og frem for alt hjerteskærende situationer, men i forhold til resten af filmens realisme, synes jeg, at der her bliver manipuleret for meget. Virkeligheden er grusom nok i forvejen.

»Kapernaum«. Af Nadine Labaki. Med Zain Al Rafeea og Boluwatife Treasure Bankole. I udvalgte biografer.