Leonora Christina Skov: »Mænd, der tror, de ser mega macho ud på et løbehjul, burde tænke på, hvordan de ser ud bagfra«

Mit København. Leonora Christina Skov kan ikke forstå, at man har givet tilladelse til de elektriske løbehjul i København, og hun håber, det er en dille, der snart går over. Hun elsker Frederiksberg Allé, som hun kalder højdepunktet i København, men hun synes, at middelalderbyen efterhånden er blevet ødelagt.

Forfatter Leonora Christina Skov har boet i København og på Frederiksberg i snart 25 år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sofie Mathiassen

Hvad er din seneste kulturoplevelse i København?

»Jeg var i Operaen med Anna Libak og hendes mand, Christian, og se Così fan tutte. Det er ikke noget, jeg normalt gør – det må jeg ærligt indrømme. Opera har ikke været en genre, der har tiltrukket mig på nogen måde, men Anna mente, at det måtte være på tide. Det ved jeg ikke, om det var, men jeg holdt mig da vågen.«

Hvilken københavnsk kulturinstitution besøger du oftest – og aldrig?

»På nuværende tidspunkt er det bibliotekerne både i og uden for København. Jeg har besøgt 150 af landets biblioteker inden for kort tid i forbindelse med mine foredrag, og det har været en stor fornøjelse.

Der er alt muligt i det her velfærdssamfund, som jeg ikke får nogen glæde af, blandt andet fordi jeg ikke har nogen børn. Jeg skal ikke have nogen i daginstitution eller skole, og jeg har heldigvis heller ikke haft brug for sundhedsvæsenet i nyere tid. Men jeg betaler min skat med glæde, ikke mindst på grund af vores biblioteksvæsen. Det er så fedt, og det gør mig så glad, at alle altid har adgang til litteratur.

Jeg går derimod aldrig på museum. Det beklager jeg at måtte sige. Det er ikke, fordi jeg har ond vilje mod dem eller ikke synes, at kunst er interessant. Jeg bliver bare virkelig træt af den der form, hvor man skal stå og kigge på et billede sammen med en masse andre. Det stimulerer mig på ingen måde, lige så vel som jeg aldrig går til koncert, fordi jeg ikke bryder mig om at høre musik sammen med andre.«

»Når Annette og jeg har gået og talt om, hvor vi kunne finde på at flytte hen, så er Frederiksberg Allé det eneste sted, vi er kommet på.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Sofie Mathiassen.

Hvad synes du er en skamplet på København?

»De elektriske løbehjul. Og før dem de der rædselsfulde hvide elcykler fra helvede, som turisterne kørte af sted på med 200 km/t. uden hensyntagen til andre på cykelstierne. Man var jo pisse bange for, at de ville køre ind i en.

Løbehjulene er den samme historie, bare værre. De er en decideret skamplet, og jeg forstår ikke, de nogensinde er blevet tilladt. Der er så meget galt med dem. De ligger og flyder alle vegne og tager så meget plads, men værst af alt gør de det helt vildt farligt at cykle på cykelstierne, fordi alt for mange løbehjulsbrugere ikke følger færdselsreglerne.

Det er ligesom blevet en dille, og jeg håber snart, den går over ligesom dengang, cykelstierne var fyldt med folk på inliners. At alle på et eller andet tidspunkt når til det punkt, hvor de bliver trætte af, at løbehjulene går i stykker midt i det hele, at de er virkelig dyre at bruge, og at man videregiver al sin information til virksomhederne, der udlejer dem.

Alle mænd, der tror, de ser mega macho ud på et løbehjul, burde desuden tænke på, hvordan de ser ud bagfra. De ligner jo en pige, der skal tisse.«

Hvad mangler København for at blive verdens fedeste by?

»Et ordentligt centrum, som ikke bliver spoleret af latterlige huslejestigninger, der gør, at folk ikke har råd til at åbne en butik. Det er jo stadigvæk der, man har lyst til at tage hen – den der gamle smukke middelalderby, der bare er ødelagt efterhånden. Og så selvfølgelig nogle billigere boliger, for vi har brug for lidt mere diversitet, tak. Man kan se, at levestandarden er blevet højere, men det er jo, fordi alle de andre er blevet presset ud. Da jeg flyttede hertil, købte jeg en andelslejlighed til 90.000 kroner og havde den til 1.400 kroner om måneden hele min studietid. Takket være den og et stuediejob slap jeg for at tage studielån. Hvor er de boliger henne i dag?«

Jeg savner også flere ældre velklædte damer med små hunde, som man for eksempel ser i New York. Der er nogle på Frederiksberg, men jeg synes godt, der kunne være flere over 70, der gjorde noget ud af sig selv. Folk bliver mere og mere grå, jo ældre de bliver, men jeg synes, de burde skrue op for farverne, indtil de dør.«

Leonora Christina Skov

»Vi kan også godt blive bedre til at komplimentere hinanden på gaden, for der ikke noget federe end at få komplimenter fra fremmede mennesker, når man har gjort sig pæn.«


Den dag, Leonora Christina Skov blev gift på Frederiksberg Rådhus, følte hun sig endelig hjemme. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sofie Mathiassen.

Hvis du skulle købe en ny lejlighed i morgen, hvor skulle den så ligge?

»På Frederiksberg Allé. Det skulle være en hjørnelejlighed med udsigt ud over alleen. Det er ikke særlig sandsynligt, for jeg tror, de koster kassen, men når Annette og jeg har gået og talt om, hvor vi kunne finde på at flytte hen, så er Frederiksberg Allé det eneste sted, vi er kommet på. Det er bare en utrolig flot allé. Jeg synes virkelig, den er højdepunktet i København.«

Hvad er Københavns mest oversete åndehul?

»Lige bag, hvor jeg bor, ligger Landbohøjskolens Have, som er virkelig skøn, og det er den hele året rundt. Der er skilte med navnene på alle planter derinde, fordi den også bliver brugt til undervisning, der er en dejlig lille sø i midten, træer fra hele verden og masser af fugle. Den er virkelig harmonisk og enormt rar at være i – som en lille botanisk have midt i det hele.

Der ligger også en lille café ved navn Væksthuset inde bagved. Jeg tror primært, det er os, der bor i området, der kender den, men den er helt klart et besøg værd.«