Lenes kamp for moderskabet

Hun var den første skandinaviske kvinde på toppen af Mount Everest. Bjergbestiger i Formel 1-klassen. Nu har hun travlt med at være mor for sine tre små børn.

lene1.jpg
Foto: Foto: Erik Refner

Lene Gammelgaard adopterede for to år siden et barn fra Nepal, og for fire måneder siden fødte hun tvillinger som 47-årig. Hun har gjort det hele alene, fordi hun ikke har fundet manden i sit liv. I seks år forsøgte hun at få børn, inden det lykkedes. Nu har hun skrevet bogen »Mit livs kamp«.

Se flere billeder af Lene Gammelgaard og børnene i galleriet til højre

Lykkelig er et ord, man skal spare på, hvis ikke det skal ende som en kliché.

Men lige netop her er det på sin plads.

Lene Gammelgaard ser ganske enkelt lykkelig ud, da hun åbner døren til sin charmerende villalejlighed med eget tårnværelse i Rungsted. Hun har sine tvillinger på fire måneder i favnen. En på hver arm.

De kigger med nysgerrige, blå babyøjne på gæsterne, fotografen og journalisten, mens deres små kuglerunde hoveder bevæger sig rykvis og ser tegneserieagtige ud, som om de ikke helt er vokset helt fast på kroppen endnu. Smilla og Sylvester hedder de.

»Jeg var lige midt i amningen,« siger Lene Gammelgaard, der ser temmelig sej ud med sit viltre hår, grønlandske kamikker i sælskind og camouflagefarvede kedeldragt.

Oppe i stuen genoptager hun dobbelt-amningen, og da det er slut, får journalisten Smilla på armen den næste times tid.

De fleste husker sikkert Lene Gammelgaard. I 1996 var hun den første skandinaviske kvinde på toppen af verdens højeste bjerg, Mount Everest. Det skabte en kæmpe medieopmærksomhed. Lene Gammelgaard var her og der og alle vegne. Alle var fascineret af hendes fantastiske præstation.

Selv om en del har besteget Everest, siden Edmund Hillary gjorde det som den første i 1953, så er det stadig en præstation, der kræver en enorm vilje, fysisk styrke og planlægning. Og ikke mindst dødsforagt. Lene Gammelgaard har det hele.

Mit livs kamp

Men nu har hun skiftet spor. På torsdag udkommer hendes nye bog »Mit livs kamp«, der handler om hendes seks år lange kamp for at få børn, selv om hun ikke har en mand. Først forsøgte hun i halvandet år med insemination og derefter syv forsøg med reagensglasmetoden. Uden resultat.

Så besluttede hun sig for at adoptere et barn. Det gav en masse administrativt bøvl og lykkedes heller ikke i første omgang. Først da hun var blevet godkendt af de danske adoptionsmyndigheder og tog sagen i egen hånd, lykkedes det. Hun fandt selv et børnehjem i Kathmandu, hvorfra hun kunne adoptere en pige.

6. november 2006 ankom hun til børnehjemmet i Nepal og troede, at hun og hendes adoptivdatterdatter, Srijana, der nu er fire år, skulle rejse hjem til Danmark i løbet af et par uger. Sådan gik det ikke. Opholdet i Nepal kom til at vare 14 måneder. Politisk uro betød, at hun ikke kun få myndighedernes godkendelse.

De første fire måneder boede hun på børnehjemmet. Derefter fik hun sin egen lejlighed, så hun og datteren - og gæsterne fra Danmark, bl.a. hendes forældre - kunne have lidt ro og privatliv. Først 31. december 2007 landede hun og datteren i København, hvor venner og familie tog imod.

»Vi var mange, der ikke kunne holde tårerne tilbage,« skriver Lene Gammelgaard i sin bog.

Klassisk historie

Spørger man hende, hvorfor hun først besluttede sig for at få børn så sent i livet - hun var 46 år, da hun kom hjem med Srijana - fortæller hun en historie, som er klassisk for mange ambitiøse og veluddannede kvinder. De vil både have en flot karriere, masser af rejser og oplevelser og så finde den perfekte partner.

»Jeg er selv vokset op i en normal kernefamilie, og jeg har altid taget det for givet, at jeg selv skulle have børn. At jeg på et tidspunkt ville møde manden, som jeg skulle giftes og have børn med. Jeg mødte også en mand, men vi blev skilt, og som 40-årig stod jeg uden mand og børn. En af mine veninder spurgte mig: »Hvad nu, hvis du ikke møder manden, du vil have børn med?« Det provokerede mig, og så begyndte jeg at tænke over, hvor vigtigt det var for mig at få børn. Jeg besluttede, at det var vigtigt nok til, at jeg måtte starte som alenemor og derefter finde manden, når jeg nu ikke havde fundet en mand først.«

Andre interviews og portrætter:

Hvis Lene Gammelgaard kunne ændre den del af livet, som handler om børn, så ville hun gøre det. Hun har ikke ønsket at være alenemor eller feminist for at vise, at hun kan det hele selv. Livet har bare flasket sig sådan, siger hun.

»Jeg ville gerne have været mere bevidst om biologien i reproduktionen. Og så har jeg hele tiden gerne villet finde den bedst mulige far. Når jeg kigger tilbage, så tænker jeg: Jeg skulle da bare have fået nogle unger. Hvorfor skulle det hele være så perfekt? I dag ville jeg råde andre kvinder til at kaste sig ud i det og få børn. Det er jo ikke sikkert, at man nogensinde finder det perfekte scenario, og hvis man venter alt for længe, så kan det blive rigtigt besværligt, sorgfuldt og absurd at forsøge at få børn. Jeg kan jo se blandt nogle af mine veninder, at de vil så meget. De vil have en ph.D., leve i udlandet, have et forskerjob og deltage i ekspeditioner i Grønland, inden de skal til at i gang med at få børn. Og så er det måske ved at være for sent. For Helvede... Det var også det, som skete for mig. Lige pludselig bliver man indhentet af biologien.«

I »Mit livs KAMP« fortæller Lene Gammelgaard både om de politiske forviklinger i Nepal og om livet på børnehjemmet og dets leder, som hun kun har godt at sige om.

Bekymringer

Hun fortæller også om de bekymringer, hun havde, da hun tog derud: At barnet ikke skulle komme, fordi forældrene havde ombestemt sig, eller at det skulle blive ramt af sygdom og dø. Når man spørger Lene Gammelgaard, hvordan det var at møde Srijana første gang, så svarer hun efter en pause:

»Nu er jeg næsten ved at tude, men altså... der var en masse ophobet og fortrængt kærlighed, der bare vældede ud mod det barn. Hun var simpelt hen så sølle. Hun havde skoldkopper og lå og lignede en fugleunge i neonlys. Hun havde det så dårligt. Så alt, hvad jeg har af moderinstinkt og ophobet kærlighed, var i den grad i spil. Hun var bare så sød.«

Da først hun havde taget Srijana til sig, ville barnet ikke slippe hende. Hun var omkring to år og var blevet afleveret af forældrene fem dage inden, Lene Gammelgaard ankom til børnehjemmet. Det var døgnet rundt, at Srijana ville være hos sin nye mor.

Hvis hun ikke var det, skreg hun. Det tog det meste af et år, før hun følte sig tryg og ikke brød ud i gråd eller raseri, hvis hendes nye mor ikke var hos hende. Lene Gammelgaard siger, at forløbet var hårdt, men at hun aldrig tillod sig at give op.

»Jeg er ikke jubeloptimist, men jeg har lært mig selv ikke at give op. Når folk spurgte mig, »Kan du holde til det?« så måtte jeg sige nej. Men hvad var alternativet? At give op var en luksus, som jeg ikke kunne give efter for. Det var på alle måder en fantastisk oplevelse at hente hende og være der på børnehjemmet, men der lå hele tiden den der støvede udmattelse og uvished over alt, hvad der skete. Jeg er taknemmelig for at have skrevet bogen, for nu er det glæden og de store, positive menneskelige oplevelser, der står frem.«

Grænseoverskridende

Men hvorfor kalder en kvinde, som har budt sig selv den enorme fysiske og psykiske udfordring at bestige Mount Everest - og miste flere af sine venner under ekspeditionen - sin bog for »Mit livs kamp«?

»Fordi det at få børn er det mest umulige, absurde, alvorlige og grænseoverskridende, jeg har oplevet. Hvert eneste tiltag har været forbundet med så meget kamp. Det havde jeg ikke forestillet mig. Jeg startede som 40-årig med at forsøge at få børn. Jeg har aldrig været igennem noget, der har krævet så meget af mig.

Allerede da jeg var i midten af 30erne forsøgte jeg at få børn, men det lykkedes ikke, og senere blev jeg skilt. Heller ikke da jeg blev 40 og prøvede med insemination og reagensglasmetoden ville det lykkedes. Det kostede det hvide ud af øjnene og var meget mekanisk og grænseoverskridende. Man håber hele tiden, at det lykkedes, og når det så ikke gør det, er det psykisk meget hårdt. Det er forbundet med megen sorg og magtesløshed ikke at kunne få børn.«

Spørger man Lene Gammelgaard, hvordan hun har fået det drive, som det kræver at bestige verdens højeste bjerg, og at vente 14 måneder i Kathmandu på at få sin adoptivdatter med hjem til Danmark, svarer hun, at det både skyldes noget genetisk og noget tillært.

Brug livet

»Jeg er vokset op i en søskendeflok på fire. Noget af mit drive er provokeret af, at vi mistede min bror på 20 år, da jeg selv var 22. Han døde i en motorcykelulykke. Det gav mig en livserfaring, som gjorde mig ti år ældre. Når man er ung, så forestiller man sig, at det, man gerne vil, nok skal lykkedes, og at der ikke sker sådan nogle frygtelige ulykker for en selv. Det skete så i vores familie, og det har helt sikkert været med til at modne mig.

Efter ulykken gik jeg rundt ude i vores familiesommerhus ved Vesterhavet og overvejede, hvordan jeg skulle komme videre. Man kan ikke komme videre efter sådan noget på en god måde. Jeg overvejede, om jeg skulle tage mit eget liv, men det kunne jeg jo ikke byde mine forældre. Alternativet var så at bruge livet. Få mest muligt ud af det. Den holdning har min brors død været med til at aktivere. At jeg med jævne mellemrum sætter mig ned og gør status og overvejer: Hvis jeg skulle dø om 24 timer, hvordan ville jeg så bruge den tid, jeg har tilbage? Det er jo grundvilkåret i livet. Vi bilder os ind, at vi kan nå tingene en anden gang, men det er ikke sikkert, at vi kan det.«

Srijana kommer midt i interviewet hjem fra sin skovbørnehave sammen med familiens au pair, som er 23 år og fra Nepal. Lene Gammelgaard mødte hende på børnehjemmet og skaffede både hende og hendes søster au pair-job i Danmark. De to unge kvinder er begge børnehjemsbørn, men har fået universitetsuddannelser.

Den kønne og energiske Srijana er i super humør og farer hen til sine søskende og sin mor og spørger, om hun må få en flødebolle. Det må hun. Det er gået utroligt godt med at få Srijana til at falde til i Danmark. Både sprogligt og socialt klarer hun sig mindst lige så godt som sine jævnaldrende, siger hendes mor.

Tvillinger

Men hvorfor besluttede Lene Gammelgaard sig for, at hun ville prøve endnu engang at blive gravid via reagensglasmetoden. Og så i en alder af 46 år? Fordi Srijana skulle have søskende.

»Jeg har hele tiden gerne villet have flere børn. Og så er jeg jo en »gammel« mor, og der er p.t. ikke er en far og heller ikke en farmor og en farfar, så er hun jo i en risikogruppe for at komme til at stå alene i en tidlig alder. Det er bare en realitet. Og så synes jeg, at børn skal have søskende. Jeg har ikke lyst til at få sådan et egocentrisk monster, som har været enebarn hele livet. Jeg er selv glad for at have søskende, og det skulle hun også have.«

Til gengæld havde Lene Gammelgaard ikke regnet med at få tvillinger. Det er hårdt og dejligt at have tre børn siger hun - også selv om der ikke længere er tid til at løbe, læse og sejle, som hun ellers elsker.

»Ja, der har været afregning ved alle kasser. Da jeg fik at vide, at jeg skulle have tvillinger, sad jeg her i sofaen. Tårerne køb ned af kinderne på mig. Jeg tænkte, at fra nu af bliver alt anderledes, end jeg nogensinde havde prøvet det før. Men det var jo også det, jeg ville. Nu står jeg midt i det og er mor til tre børn. Det er ikke noget, jeg fortryder. Spekulerer jeg i dag nogensinde over livets mening? Nej, for den er jo lige her. Helt nede på jorden. Jeg har travlt med at tage hånd om mine børn. Det giver mening.

Andre interviews og portrætter:

Caroline Fleming: Baronessen med gummihandsken

Casper Christensen i den varme stol

Drengerøvene fra Skt. Petri

Mikael Birkkjær: Jeg er ikke så firkantet mere

Ole Thestrup: "Jeg har drukket år af mit liv bort"