Lene Tranberg: »Hver gang nogen bygger i byen, tager de en bid af den«

Lene Tranberg præger København med sin prisbelønnede arkitektur. Skuespilhuset, Tietgenkollegiet, SEB Bank topper listen, og snart befrier hun Axel-torv med tårne og træer. En bygning skal være generøs og give noget tilbage til byen, siger arkitekten. Hun elsker steder, der inviterer skatere, pensionister, børn, hjemløse, turister, kærestepar og pæne bankfolk til at være fælles om byen.

Lene Tranberg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

RAAAASSSSSJJHHHH! Lyden af hårdt træ, der skrider hurtigt hen over sten, kradser hul i larmen fra den tætte aftentrafik i Bernstorffsgade. Det er en tilfældig onsdag aften, og inde mellem træerne knokler Loui og Felix rundt i tusmørket på deres skateboards med strikhuerne trukket godt ned over ørene. De går begge i skole på Vesterbro, og så snart klokken ringede ud fra sidste time, greb de hvert sit skateboard og strøg af sted for at hænge ud på pladsen mellem SEB Banks to bølgende kontordomiciler.

Den svenske bank ligger som sidste station i striben af bygninger, der op gennem 1990erne spredte sig ud over Kalvebod Brygge. En strækning, som i årevis fik Gud og hvermand til at tage sig forfærdet til hovedet og konstant blev hevet frem, når arkitekter skulle sætte ord på steder, hvor Københavns forvandling fra bankerottruet hovedstad til kulørt og blomstrende storby var slået fejl. Et lille stykke hovedstad, der kunne være blevet hele byens dagligstue, men i stedet druknede i firkantet fantasiløshed i stål og glas.

Men nu lysner det. Ikke mindst hvis man spørger byens skatere. Da svenskerbanken for nogle år siden åbnede den skærgårdsinspirerede plads mellem sine to bygninger og bød københavnerne indenfor, blev de hvide sten straks invaderet af unge drenge med hættetrøjer, kasketter og hængerøv i bukserne. Siden er stedet flere gange udråbt til byens bedste skaterpark. Den rullende ungdom elsker den hårde belægning, terrænets frodige variationer, de klare fald, kanterne og »de super seje træer,« som Loui begejstret bemærker i en pause.

»Det er næsten som at køre rundt inde i en skov, og så er husene bare suverænt fede,« jubler den 12-årige skaterdreng.

Al god arkitektur rækker ud over sig selv. Det er budskabet i dette interview. Al god arkitektur tænker på andre end sig selv, den vil noget med mennesker og ønsker at gøre byen til et smukkere, sjovere og mere interessant sted. Det er den underliggende pointe i alt, hvad Lene Tranberg tænker og siger om arkitektur.

»En bygning skal være generøs. Den skal give mere, end den tager. Den skal deltage i byens liv og forære noget væk helt gratis,« siger den 56-årige arkitekt tidligere på dagen.

Hun står midt i tegnestuen »Lundgaard & Tranberg« i Pilestræde, som hun og kollegaen Boje Lundgaard løb i gang i 1985, og som gennem årene har manifesteret sig som en af de mest visionære og originalt tænkende tegnestuer herhjemme.

Rundt om hende sidder folk og arbejder koncentreret bag brede computerskærme, og ved et langbord omringet af fotografier, bøger, blade, tegninger og ruller af hvidt papir er to af tegnestuens arkitekter i gang med at trække blyantstreger hen over en computertegnet skitse af fem cylinderformede bygninger, der i løbet af det kommende år skal forvandle det halvtriste Axeltorv over for Tivoli til en imødekommende plads for hele byen.

Med tårne og træer oven på det gamle voldterræn. Og måske en »skybar« øverst oppe med udsigt over byen.

Vi skal tale om generøs arkitektur. Om bygninger og byrum, der giver noget tilbage til byen og gør den bedre, end den var, inden arkitekten og bygherren ankom.

»Hver gang nogen bygger i byen, tager de en bid af den. Bygherrer bør vide, at de har været heldige overhovedet at få lov til at optage en grund, så deres bygninger skal gøre alt for at løfte byens herlighedsværdi,« siger Lene Tranberg.

Hendes tanker kan uden videre overføres til byer overalt i verden, men udgangspunktet for interviewet hér er København. Hver måned svulmer hovedstaden med 1.000 nye indbyggere, og overalt i byen knokler kraner og håndværkerne i døgndrift.

Der graves ud, bygninger skyder i vejret, pladser indvies og nye byrum opstår. Nogle steder er elsket og ombejlet fra første dag, andre får den kolde skulder og bliver aldrig accepteret. Men fælles for al arkitektur er, at den ikke er lige sådan at slippe af med, når den først står der. Det er ikke bare en sweater, man køber og smider væk efter et par måneder, som Lene Tranberg siger.

Af samme grund er vi er nødt til hele tiden at spørge os selv: Hvad er det for en by, vi vil have? Hvordan ser den gode by ud? Og hvordan skaber vi den?

»Som arkitekt skal man kunne grave ind til kernen og finde ud af, hvad der er brug for på det enkelte sted. Vi ønsker at overraske og fortælle nye historier om de steder, hvor vi bygger, og kan vi samtidig fortælle noget dybere om, hvem og hvad vi er som mennesker, er vores mission fuldført. Man må ikke reducere arkitektur til blot at være bygninger. Det er meget, meget mere end det,« siger Lene Tranberg.

Den slags sympatiske hensigtserklæringer er hørt før. Det er velkendte fraser, der venter på at blive hevet frem, når arkitekter bliver interviewet. Men i tilfældet Lundgaard & Tranberg synes der at være noget om snakken. I hvert fald er det svært at finde eksempler på deres arkitektur, som virker letkøbt og ligegyldig. Eller som det lød, da tegnestuen i 2011 modtog den fornemme arkitekturpris »Store Arne« for sit arbejde med Tietgenkollegiet, Skuespilhuset og SEB Bank.

»De tre bygningsværker vækker ikke alene arkitekters interesse, men også den almene danskers interesse for arkitektur. De drager os ind imod sig med deres underfundige og raffinerede udtryk,« skrev en begejstret priskomité.

Alle tre projekter udfolder en af Lundgaard & Tranbergs absolutte mærkesager: Nemlig at arkitektur er et offentligt anliggende, at byggeri ikke kun angår dets ejere og brugere, men også de mange mennesker, der bor og færdes omkring det.

Og den øvelse er mere vigtig end nogensinde, siger Lene Tranberg. I en tid med eksploderende digital kommunikation, er det arkitekturens rolle at skabe steder, hvor mennesker kan mødes fysisk.

»Verden er så voldsomt fragmenteret, vi suser rundt i ingenmandsland i cyberspace, mistroen mellem forskellige befolkningsgrupper vokser, og derfor har vi brug for det konkrete, det fysiske nærvær, som vellykket arkitektur kan skabe rammerne for. Som tegnestue interesserer vi os for det sociale liv, der opstår i forbindelse med arkitektur. Vi skal skabe rum, som mennesker har lyst til at bruge, og vi bestræber os altid på at lave arkitektur, som flest mulige får noget ud af.«

Det lyder enkelt og ligetil. Det er det ikke. Det meste arkitektur er et indviklet kludetæppe af kompromiser mellem drømme, økonomi og praktiske hensyn. Mellem hvad der kan lade sig gøre, og hvad der er råd til. Det er ikke alle bygherrer, der som Mærsk Mc-Kinney Møller kan smide en kæmpe check på bordet og betale en opera til et par milliarder.

Og apropos den nu afdøde skibsreder, så var han måske generøs, da han gav København sin opera, men selve bygningen er ofte blevet kritiseret for at være det modsatte.

Vel synges der smukt inde bag den krumme skal af ahorn, og foyeren med Olafur Eliassons glitrende lysekroner er i sig selv et lille mesterværk, men udefra betragtet sidder det firkantende operahus med Weekendavisens arkitekturskribent Pernille Stensgaards ord som »en tykmavet prop i landets fornemste akse, er svær at komme frem til, aflåst uden for arrangementer, og man ser aldrig et menneske på pladsen foran.«

Modsat Lundgaard & Tranbergs skuespilhus på den anden side af havneløbet, som især i sommermånederne indtages af københavnere – både dem, der er til skuespil, og dem, som gerne vil nyde udsigten over havnen. Skuespilhuset var ovenikøbet tre gange billigere end Operaen, når vi nu taler om penge.

»Det handler om at gøre sig umage. Det er lige meget, om det er en carport, et motorvejskontor eller et nyt museum. Det handler om at gå i dialog med omgivelserne og lade dem fortælle, hvad der er brug for. Og det er ikke nogen let opgave, skulle jeg hilse at sige. Slet ikke for bygherrer, som kan have svært ved at se det geniale i et forslag, der oveni købet koster ham flere penge.«

Da Lundgaard & Tranberg i midten af 00erne gik i gang med at tegne SEB Bank på Kalvebod Brygge, ønskede den københavnske tegnestue netop ikke at lave endnu en lukket karré med et lækkert atrium, som kun kom bankens medarbejdere til gode. Det skulle være et sted for hele byen.

»Det er selvfølgelig blevet en dyrere løsning, end hvis vi havde bygget en firkantet glaskasse med brede stentrapper. Men efterfølgende har stedet fået så meget opmærksomhed, at det har markedsført banken langt ud over de ekstra penge, det kostede.«

Den generøse arkitektur behøver ikke at være et filantropisk projekt. Den giver ikke kun noget tilbage til byen, men mindst lige så meget til virksomheden. Og det er ikke kun noget, arkitekten påstår. Da Realdania for nylig undersøgte, hvad arkitektur betyder for en virksomheds evne til at tjene penge, viste det sig, at steder med et godt fysisk arbejdsmiljø – både inde og ude – tiltrækker dygtige folk.

»De fleste mennesker trives i god arkitektur. Samtidig får generøs arkitektur virksomheden til at fremstå generøs, og den fortælling vil mange gerne være en del af. SEB Bank har for eksempel givet byen et nyt mødested, som både de ansatte og københavnerne får gavn af, og det skaber en fin integration mellem forskellige kulturer. Hele dagen er der et flow ind og ud af pladsen; skatere, cyklister, børn, unge, ældre, turister og bankfolk. Man går mellem husene, og pludselig står man i et stykke nordisk skov. Vi trækker naturen ind i byen og laver et rum, der tilbyder ro. Ligesom et kirkerum.«

Som barn drømte Lene Tranberg ikke om at trække naturen ind i byen og skabe generøse rum for mennesker, men senere i livet slog det hende, at arkitekturen nok havde været mere nærværende, end hun i mange år bildte sig ind.

»Når man bliver ældre, husker man sin barndom på en ny måde, og jeg har nogle ret stærke erindringer om arkitektur fra mine tidlige år. Jeg husker oplevelsen af at gå rundt i Zoologisk Museums store gamle rum med min far og betragte Kaare Klints smukke montre fulde af knogler, forsteninger og døde fugle. En stærkt sanselig oplevelse, hvor arkitekturen blev et medium til at forstå verden på et ubevidst plan. At vi som mennesker er en del af en historie med mange lag.«

Hendes morfar og hendes onkel var begge arkitekter, og Lene Tranberg selv kunne bruge hele dage på at flikke eksotiske verdener sammen i pap og papir. Alligevel begyndte hun at læse fransk, men fortrød hurtigt og skiftede universitetet ud med Kunstakademiets Arkitektskole, hvor hun valgte afdelingen for bygningskunst, fordi hun var tiltrukket af den kunstneriske dimension i arkitektur.

»Det er her, arkitektur for alvor bliver interessant, her, arkitektur udvikler sig til en åndelig oplevelse, som rækker ud over den enkelte bygning. Men det er ikke nogen let opgave at bringe kunst ind i arkitektur. Det er et helvedes hyr at skabe en bygning, der tilbyder nogle af de samme eksistentielle erkendelser, som litteratur, billedkunst, psykologi, filosofi og musik kan give én. Det er så brutalt tydeligt, hvornår det ikke lykkes at nå i mål. Jeg plejer at sammenligne arkitekten med forfatteren, der godt ved, hvordan det gode sprog ser ud, men ikke altid er i stand til at forløse det.«

Al god arkitektur taler til vores sanser. Selvfølgelig skal en bygning først og fremmest være funktionel, men funktionalitet uden sanselighed er ligegyldig. Og i øvrigt hænger de to ting sammen.

»Når arkitektur er bedst, kan den røre og ramme os på samme måde, som kunsten kan. Som arkitekt spiller jeg på, at mennesker er sanselige dyr med store følelser og komplekse lag af fortid indlejret i sig. På den måde kan det generøse også bestå i en erindringsfremkaldende oplevelse.«

Når Skuespilhusets restaurant i sommermånederne rykker sine gæster udenfor og lader dem komme helt tæt på vandet, kan folk både se, høre og dufte det våde element gennem sprækkerne mellem de brede træplanker.

»Jeg har hørt folk sige, at promenaden foran Skuespilhuset minder dem om deres barndoms badebroer. På den måde spejler arkitekturen en emotionel erindring. Den tilbyder mennesker at være på gyngende grund et kort øjeblik. Både åndeligt og kropsligt. Der sker noget ekstremt sanseligt i skiftet fra kajens sikre grund til vandets usikkerhed,« fortæller Lene Tranberg, der med alderen oplever en voksende samhørighed med naturen. Af samme grund forsøger hun og tegnestuen konsekvent at trække ’det naturlige element’ ind i arkitekturen. Enten direkte eller indirekte.

»Der findes ikke grim natur. En skov tager sig jo smuk ud på en gråvejrsdag i februar, hvorimod en kedelig by bare er deprimerende om vinteren. Det er interessant, at vi er omgivet af noget, der rummer en højere form for sanselighed. Som patinerer med skønhed og ligesom mennesker vinder en større dybde med alderen. Tænk, hvis man kunne lave arkitektur, der rummede den samme kraft. Det må være missionen,« siger Lene Tranberg.

Som eksempel nævner hun den teglsten, tegnestuen var med til at udvikle specielt til Skuespilhuset.

»Målet var at skabe en mursten, som i farve og stoflighed havde samme udtryk som en våd efterårsmark. Vi ønskede at trække den emotionelle oplevelse af nypløjet jord ind i huset. Og den enkelte sten er jo rent faktisk jord, der er bragt ind, presset sammen, brændt og lagt op med et lag mørtel. Den lille genkendelighed fra oprindelse til produkt er med til at gøre arkitektur til en åndelig oplevelse.«

Nogle dage efter interviewet kommer jeg tilfældigt forbi Kalvebod Brygge igen. Loui og Felix er her ikke denne gang. I stedet har en flok teenagere indtaget rummet mellem de bølgende kobberfacader.

Drengene skramler henover de hvide sten på skateboards med flossede klistermærker og håndtegnet graffititags, mens pæne jakkesæt haster ind og ud af bygningen i bunden af pladsen. I svingdøren står en ældre mand i blåstribet skjorte og får sig en pausesmøg. Han fortæller begejstret om de unge skaterfolk, der skaber liv mellem bygningerne.

»De gør det hele lidt mere festligt, og så opfører de sig sgu altid ordentligt. Der er ingen graffiti, ingen pizzabakker, ingen tomme flasker, når de forlader stedet. Faktisk er vi blevet ret gode venner, og da banken holdt sommerfest, inviterede vi dem på pølser fra grillen,« fortæller bankmanden.

Jeg kommer i tanke om Lene Tranbergs pointe om arkitektens ansvar, når hun sætter sig ned for at tegne.

»Vi skaber ting, som kommer til at påvirke mange menneskers liv i mange år. Vi skal skabe noget, der har en varig værdi – både for dem, der betaler gildet, og for resten af byen. Vellykket arkitektur bibringer noget, stedet ikke havde før. Hver gang byen forandres, bør den forandres til det bedre.«