Lene Nystrøm: Jeg er en genert ekshibitionist

To dominerende personlighedstræk, som helst vil stikke af i hver sin retning. Lene Nystrøm kæmper ikke længere imod, men siger: »If you kill all my demons, you will kill my angles too.«

Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

»Hvis nogen træder mig over tæerne, når jeg har de her militærstøvler på, kan jeg godt blive virkelig hidsig.«

Lene Nystrøm, 35, ser først alvorlig ud. Som om hun et kort øjeblik kunne finde på at rejse sig fra stolen og prøve støvlernes kraft af. Hvor hårdt kan sådan nogle egentlig sparke? Så flækker hun i et grin, fordi hun godt selv kan høre, at det lyder som lidt af en trussel, og sådan skal det ikke forstås.

Se flere billeder af Lene Nystrøm i galleriet til højre.....

Aqua-stjernen er til det rå look i dag. Et look, der matcher hendes humør, som hun siger. Sort, kort læderjakke med forsigtige nitter, forvaskede jeans med iturevne og ikke helt tilfældige huller på knæ og lår. Koksgrå hættetrøje med hætten trukket op om det mørke hår, mørk læbestift, rockeragtige smykker på den feminine og tjekkede måde, og som en kontrast til alt det dunkle, ti klatter med selvlysende orangefarvet lak på neglene.

Og så er der selvfølgelig militærstøvlerne, man åbenbart ikke skal komme for tæt på.

»Jeg er i min Marilyn Manson-periode,« siger hun smilende med en selvironi, der ikke er til at tage fejl af. Punk-rock-outfittet er altså inspireret af den amerikanske sanger og musiker, Marilyn Manson, som mest har været kendt for sin satanistiske stil og skandale-performance på scenen.

Nystrøm har valgt en »Manson-light« i modeludgave.

Med en antydning af norsk accent, der stadig hænger ved det danske, erklærer Lene Nystrøm, at hun godt kan lide at være lidt »trashet«.

»Det hele skal ikke være så pænt og så ordentligt og så nydeligt. Al den pænhed ... jeg får svip af den. Samtidig kan jeg godt lide at bruge tøjet og en bestemt stil til at understrege den stemning, jeg er i. Lige for tiden er jeg i en sort periode, som ikke skal forstås sådan, at jeg er nedtrykt. Tværtimod føler jeg mig dejligt stærk og robust og sådan lidt bare-kom-an-agtig. Jeg får mere temperament, når jeg ryger i et par jeans og et par militærstøvler, og så får jeg den dér følelse af, at ingen skal træde mig over tæerne.«

 

Lene Nystrøm tager en tår fra sugerøret af sin medbragte »Joe and the Juice«-smoothie, mens hun et øjeblik kigger ud ad de småsprossede vinduer fra Tisvildeleje Strandhotel. Mørke skyer udenfor glider langsomt af sted hen over vandet i forsøg på at lukke for himlen.

Lidt efter er skyerne trukket væk, og hovedgaden i Tisvildeleje ligger med ét badet i forårets skarpe sollys, klar til at forføre de første sommerhusgæster efter den lange og stille vinter.

På samme måde har Lene Nystrøm sine vejrskift. Nogle dage kan hun føle sig tung og bruge for meget tid på at vurdere livet, som hun siger. Holder sig mest for sig selv og vil helst kun være sammen med sin familie. Det er de stille dage, hvor hun har behov for at lade sig opsluge af naturen. Hun går i skoven, rider på sin hest, cykler en tur eller tusser lidt rundt i haven med sine to børn.

 

»Jeg lader op, og bagefter kommer jeg faktisk altid ud med ny styrke og ny kraft. Det er en anden måde at omfavne livet på. En mere stille måde, som også er nødvendig for mig. Jeg har brug for temposkift og har lært at holde af mine svingninger,« forklarer hun.

Andre dage har Lene Nystrøm lyst til at danse og ventilere og synes bare, det er fantastisk at have fået tildelt en plads på Jorden med licens til at fyre den af. Hun går måske i byen med sine veninder eller leger diskotek med sine børn. Eller finder på noget andet, der larmer.

Desuden har Lene Nystrøm ikke så meget filter, som hun formulerer det. Hun bliver for eksempel ikke bare en lille smule ked af det, men meget ked af det. Eller også bliver hun meget glad eller meget vred eller meget rørt eller meget såret eller meget nogle af alle de andre følelser, et menneske også indeholder.

En »genert ekshibitionist« med lidt større følelsesmæssige udsving end så mange andre, lyder definitionen fra Nystrøm selv. Men mere om det senere.

LENE NYSTRØM HAR sagt ja til et interview i anledning af sin debut som filmskuespiller i Ole Bornedals thriller »Fri os fra det onde«.

I filmen, der har premiere på fredag, spiller Lene Nystrøm den kvindelige hovedrolle, Pernille, som sammen med sin mand flytter til en lille jysk by. Mandens bror kører ved et uheld en ældre dame ihjel, og det lykkes ham at placere skylden hos den tidligere bosniske torturfange, Alain, der hjælper Pernille og hendes mand med at sætte deres nye hus i stand. Landsbyen udvikler sig til en krigszone, hvor instruktøren ikke har sparet på hverken vold eller voldtægter.

Filmen har nogle ret rå scener, medgiver Lene Nystrøm, der blandt andet bliver udsat for en voldtægt. Men hun mener ikke, at»Fri os fra det onde« på nogen måde kan sammenlignes med en voldsfilm. Ole Bornedal leverer aldrig vold, uden der er en dybere mening, siger hun, og det gør en betydelig forskel.

»Filmen viser, at livet også kan være grimt og uhyggeligt. Nøjagtig ligesom livet kan i den virkelige verden. Og så har Bornedal bare skruet den hamrende godt sammen,« synes hun.

Filmoptagelserne har været en oplevelse af de ekstra store, både fordi det har været en personlig udfordring, hvor Lene Nystrøm har suget til sig som nybegynder i skuespilfaget. Og også fordi hele filmholdet har matchet hinanden så fantastisk godt. Hårdt arbejde, helt sikkert, men også lidt som at være på »summer camp«. De mange natoptagelser med ild i pejsen bagefter var med til at skabe den særlige atmosfære på holdet, fortæller Lene Nystrøm.

 

»Men hold kæft, hvor var det også hårdt nogle gange. En dag skulle vi lave optagelser, hvor jeg løb og løb og løb i gennem en skov med bankende hjerte og en forfølger efter mig. Forestil dig at komme hjem til mand og to små børn, der river i dig efter sådan en dag? Det var et sceneskift, der ville noget. Jeg satte mig ned på en stol i køkkenet, var fuldstændigt stiv i kroppen, faktisk helt ud i fingerspidserne og kunne nærmest ikke rejse mig. Jeg havde det næsten som om, jeg var højgravid, så hæmmet følte jeg mig. Jeg var mentalt udmattet.«

Lene Nystrøm har haft sin mand, Søren Rasted, og sin mor med til snigpremiere, og hverken moren eller manden sagde noget flere minutter efter, at filmen var slut.

»Det var lidt underligt, fordi jeg tænkte, at det måtte være dem, der skulle sige noget. Men de var bare stille, og til sidst måtte jeg selv sige: »Nå, hvad synes I så?« Det viste sig, at de var forbløffet over, hvor godt jeg klarede det, og hvor stærk filmen var. Jeg blev skidestolt, det gjorde jeg virkelig. I det hele taget er jeg stolt over at have fået rollen, som jeg synes, jeg har knoklet for. Det er en kæmpe tilfredsstillelse at vide, at jeg ikke har fået noget forærende, for det har været et slid at forberede mig på en casting, hvor jeg oven i købet syntes, jeg havde alle odds imod mig. Men måske var det mest noget, jeg selv tænkte ... at andre tænkte ... »Hun er Aqua-Lene, og derfor har hun en større chance.«

Lene Nystrøm tilføjer, at hun ved, at Ole Bornedal aldrig havde givet hende rollen, hvis hun ikke havde været i stand til at præstere et vist niveau af talent.

HUN TALER PLUDSELIG hurtigere, som man gør, når noget er betydningsfuldt. Fortæller blandt andet, at hun for to år siden var i Los Angeles for at deltage i kurser på Lee Strasberg Theatre and Film Institute. Og at hun om kort tid skal i gang med undervisning hos skuespilleren Sarah Boberg.

»Jeg vil være skuespiller. Det er det, jeg brænder for sammen med musikken,« erklærer hun stille og roligt.

»Man kan måske sige, at jeg med Aqua-succesen har fået min portion. At jeg har fået min del af kagen, endda i en størrelse, som kun er meget få forundt. Kan man få både i pose og sæk? Jeg kan ikke se, hvorfor jeg som 35-årig skulle glemme alt om nye ambitioner inden for et andet felt, end jeg har været vant til at arbejde med.

Desuden ville jeg begynde at kravle rundt på væggene, hvis jeg skulle være hjemmegående med små børn på fuld tid. Det holder ikke og ville være synd for både Søren og børnene og mig selv.«

»Fri os fra det onde« er ikke den eneste film, som har Lene Nystrøm på rollelisten. I øjeblikket er hun i gang med at indspille en ny film i Oslo. En gangsterfilm med titlen »October«, hvor hun spiller sammen med den norske skuespiller, Nils Jørgen Kaalstad.

Desuden er hun i gang i studiet med at indspille to nye numre sammen med de andre i Aqua. Bandet blev gendannet ved Grøn Koncert sidste sommer og har i år planlagt 15 koncerter i Skandinavien.

Der sker en hel masse i øjeblikket, erkender Lene Nystrøm og beklager, at det ikke er alt, hun kan sige så meget om, fordi hun indtil videre har fået mundkurv på. Det gælder blandt andet i forhold til den norske film.

Det kræver energi og et godt »drive« med filmoptagelser, studieindspilninger, en kommende turné med Aqua plus to små børn. Hvor får Lene Nystrøm sit energi-boost fra? Hun tænker sig lidt om og siger så med et lidt frækt glimt i øjnene:

 

»Jeg flirter. Af natur er jeg et flirtende menneske. Det giver mig en fantastisk god energi, der får det til at strømme så dejligt rundt i hele kroppen på mig. Jeg bliver så frisk på en eller anden måde. Jeg tror, jeg ville dø, hvis jeg ikke fik lov til at flirte.«

En anden måde at få energi-boost på er ved at betragte mennesker, der er passionerede.

»Jeg får ny energi ved at opleve mennesker, der gør noget, de virkelig elsker dybt ind i sjælen. Det betyder ikke så meget, hvad det er, de gør, men mere den ægte passion for – ja, for næsten hvad som helst.«

Passioneret sanger og frontfigur i Aqua og nu også på vej som skuespiller. Over for Lene Nystrøm har flere kommenteret, at skuespillet er den direkte vej fra et liv i pop- eller rockmusikkens verden.

»Der er jo lige så mange, der går den anden vej. Fra skuespiller til musiker eller sanger. Der er åbenbart noget ganske bestemt, vi bliver tiltrukket af i den branche, nogle fælles træk, som vel også handler om lysten til at vise sig selv frem.«

Hun smider det ene ben over det andet, så militærstøvlerne, der ellers har været gemt under bordet, kommer til syne i al deres farlighed. Selv ser Lene Nystrøm alt andet end farlig ud. Hun er imødekommende, men på den distancerende måde. hertil og ikke længere.

LYSTEN TIL AT VISE SIG FREM. Vi er nået til den »generte ekshibitionist«. To modstridende personlighedstræk, der altid slås, men som Lene Nystrøm med årene har vænnet sig til er så stor en del af hendes personlighed, at hun lige så godt har kunnet omfavne dem i stedet for at bekæmpe dem.

»Jeg elsker at være PÅ og kan utroligt god lide at optræde professionelt, men også privat har jeg brug for en ventil, hvor jeg kan finde på at springe op på et bord og fyre den af. Samtidig er jeg et meget genert menneske. De to sider har jeg kæmpet SÅ meget med. Jeg var også genert som barn, og det blev ikke meget bedre som teenager.«

Vil man se en genert Lene Nystrøm som teenager, skal man omkring YouTube, hvor der findes et klip fra hendes første tv-optræden i Norge. Med damefrisørhår og fin kjole står 18-årige Lene med sit lidt forsigtige smil, mens hun synger Randy Crawfords stille superhit »Almaz«.

 

»Jeg var nervøs, fordi det var min første tv-optræden, men samtidig husker jeg også, at det føltes dejligt. »Almaz« var et nummer, jeg kendte rigtig godt, og som havde jeg sunget mange gange. Hvad jeg var mest nervøs for var faktisk, at jeg skulle tabe mine kunstige negle,« husker Lene Nystrøm.

Det er kun få måneder siden, hun så min sin første tv-optræden igen.

»Jeg havde ikke set den i alle de år og blev faktisk rørt, fik tårer i øjnene og blev stolt. Det var jo netop den tv-optræden, som blev starten på hele min rejse i musikverdenen.«

Lene Nystrøm forklarer, at genertheden kan være en hæmmende følelse, som altid vil i den stik modsatte retning end ekshibitionisten i hende.

Hun bliver stille et øjeblik. Afbryder selv pausen.

»Jeg har sådan en sætning, jeg godt kunne tænke mig at få tatoveret: »If you kill all my demons, you kill my angles too.« Det handler om at acceptere sig selv som det menneske, man er, og ikke insistere på at ændre alt for meget. Jeg ville miste den dynamik, der ligger i spændingsfeltet mellem mine to yderpunkter, hvis jeg forsøgte at tilpasse mig midten eller den ene af siderne. Men det betyder ikke, det er let at agere i noget, der ind imellem kan være et sprængfarligt minefelt.«

Hun kan finde på at eksplodere i raseri, indrømmer hun. Et meget konkret bevis lige nu er to store, grimme buler på hver side af hendes bil.

»Jeg har besluttet, at bulerne ikke skal laves. Jeg kører rundt med dem, for at de kan minde mig om, at jeg har et temperament, der kan koge over, og det er ikke er lige hensigtsmæssigt i alle situationer.«

 

Også i succesårene med Aqua blev Lene Nystrøms temperament sat på prøve, for eksempel dengang hun smadrede et toilet efter en koncert i Cleveland, USA. Gruppens amerikanske pladeselskab var midt i en retssag med legetøjsfirmaet Mattel, der hævdede at have rettigheden til navnet Barbie. Derfor måtte Aqua ikke synge om Barbie Girl, mente firmaet.

»Jeg gik på scenen i Cleveland under en af vores koncerter i USA, da publikum skreg på »Barbie Girl«. Jeg råbte nogle ret provokerende ord om dukken, og bagefter fik jeg skæld ud af vores pladeselskab. Det havde været en hård turné, og vi var alle fire slidte. Jeg kogte totalt over efter skideballen og smadrede et toilet, hvorefter jeg løb ud blandt publikum og væk fra koncertområdet.

Jeg kan huske, at jeg løb, og jeg løb, til jeg ikke kunne mere. Jeg vidste ikke, hvor jeg var løbet hen eller hvor langt, jeg havde løbet. Da jeg på et tidspunkt vendte mig om, fik jeg øje på en af pladeselskabets security-vagter, som på hensynsfuld afstand gik ved siden af limousinen, der fulgte efter mig. Som om de kalkulerede med, at popstjerner er sådan nogle, der skal rase af engang imellem. Det var så latterligt amerikansk. Heldigvis fik vi ferie dagen efter.«

MeNS LENE NYSTRØM skulle lede efter stabiliteten og trygheden i et heftigt liv som superstjerne på verdensplan, var det modsatte tilfældet som barn hjemme i den lille bygd, Ramnes, der ligger en mil nord for Tønsberg i Norge.

Her voksede Lene Nystrøm op i en kernefamilie med en mor, der var hjemmegående, en far, der arbejdede på en boreplatform i Nordsøen og en en otte år ældre søster.

»Jeg er ret sikker på, min pappa gerne ville have haft en dreng, så jeg blev nok pappas dreng. Sammen tog vi på masser af fisketure. Vi fangede torsk og flyndere og satte krabbegarn op. Når vi fik rigtig mange krabber, inviterede vi familie og venner til krabbefest. Min pappa var væk i længere perioder, når han var på Nordsøen med sit arbejde, og derfor betød fisketurene særligt meget for mig. Her blev tiden sat i stå, og jeg nød, når pappa og jeg bare var stille sammen ude på havet. Desuden døjede jeg meget med allergi, så havluften var god for mig, og det var også med til, at jeg følte mig så dejligt tilpas, når pappa og jeg var ude at fiske.«

Legekammeraterne hjemme i Ramnes var mest drenge med Thomas, Anders og Kåre som bedstevennerne gennem flere år.

»Jeg var tryg og følte mig godt tilpas sammen med drenge. Derimod havde jeg svært ved at være sammen med piger. Jeg husker, at jeg ikke rigtigt kunne tolke dem, at jeg på en eller anden måde ikke følte mig afslappet og tryg, når jeg var sammen med dem, og at min selvtillid kunne ligge på et lille sted. Der var alt det pigefnidder, som jeg ikke forstod og ikke havde lyst til at være en del af. Jeg havde det bare sjovere sammen med drengene, der var langt mindre komplicerede,« husker Lene Nystrøm, der først fik nære veninder i gymnasiet-veninder, som hun stadig har et nært forhold til, selv om hun ikke længere bor i Norge.

 

Der kom et tidspunkt, hvor Lene Nystrøm som 14-15-årig måtte indse, at de gamle drenge-legekammerater hjemme fra bygden pludselig en dag ville noget andet.

»Vi sad hjemme hos Anders, da mine drengevenner pludselig satte en porno-video på, skaffede nogle tæpper, som de tog hen over sig og beholdt hænderne under tæpperne. Dér gik det for alvor op for mig, at de var drenge med deres særlige behov, og jeg tænkte: »I gotta go now.« Det var vel et eller andet med barndommens uskyld, der var forbi.«

UDOVER AT VÆRE AQUA-LENE og spille Pernille i den nye Bornedal-film har Lene Nystrøm inden for de seneste år fået en anden rolle, nemlig som mor til fire-årige India og Billy, der fylder tre i næste måned. Rollen som mor er den dejligste, men også den sværeste, mener hun.

De store tunge militærstøvler sígnalerer næsten symbolsk, at Lene Nystrøms familieliv er forbudt område. Men hun vil gerne sige, at det ikke var så let at blive mor, særligt ikke i begyndelsen. Men det var sundt for hende, erkender hun. Rigtig sundt at få flyttet sit fokus efter at have stået på toppen af verden som popstjerne.

»Jeg var nok ikke helt klar til at få mit første barn. Jeg syntes, det var svært og troede, jeg skulle føle noget andet. Det er vigtigt at sige, synes jeg, fordi der er så meget tabu over, hvis man ikke fra dag ét har den dér ægte mor-følelse. Det blev meget lettere, da hun var bare nogle få måneder. Man ved jo ikke, hvad det er for et væsen, man har fået, når de er helt spæde. Jeg har en grænseløs kærlighed til mine børn med alle de forskellige følelser, der skal placeres på forskellige hylder.«

Lene Nystrøm ser tænksom ud, inden hun tilføjer:

»Jeg synes, vi gør det godt som forældre, Søren og jeg. Sammen gør vi det godt, synes jeg. Men det kræver meget af os. Vi er begge sådan nogle »space cadets«, der kan være temmelig verdensfjerne, når vi er optaget af noget. Ingen af os er ordensmennesker, og vi må skrive mange ting ned, også når vi skal følge med i børnehavens program. Vi skal koncentrere os, og vi skal fokusere. Det er sådan, det er. Men det er også fantastisk. Vi har fået en rigtig pige og en rigtig dreng. India er genert og dramatisk, mens Billy er meget mere lige ud ad landevejen.«

Faktisk er dette interview blevet til på Barbies fødselsdag (9. marts, red.) Plasticdukken fylder 50 år, og paradoksalt nok var det dukken, det hele begyndte med for Lene Nystrøm og Aqua. Med sangen om Barbie Girl, der invaderede hitlister kloden rundt og revolutionerede dansk musikkultur.

Lene Nystrøm rejser sig og trækker en stol hen til hotellets hvidmalede terrassedør, der står halvt åben. Hun sætter sig, så hun kan sidde halvt indenfor og lader benene med de store militærstøvler svinge udenfor i det ustadige forårsvejr, hvor solen skinner – lige nu. Om lidt kan vejret skifte igen.