Leif Davidsen: »Mænd er blevet det svage køn, der har svært ved at omstille sig og finde ud af sin rolle. Jeg er glad for, at jeg ikke er i 30erne«

Leif Davidsen er aktuel med en ny novellesamling »Tag ikke imod en pølse i Moskva« om mænd i krise og om Rusland. Mænd er blevet det svage køn, siger Leif Davidsen. Han mener, at vi skal være forsigtige med ikke at tvinge Rusland over i Kinas arme, men han erkender, at det er svært at finde den rette politiske balance.

Leif Davidsen har udgivet en novellesamling: »Tag ikke imod en pølse i Moskva«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Bæk

Efter succesfyldte spændingsromaner og rejsebøger er Leif Davidsens nye bog en novellesamling om mænd i kriser. Vi møder yngre og ældre mænd i Sydspanien, Vietnam, USA og selvfølgelig i Moskva. Fælles for novellerne er, at de mandlige hovedpersoner kæmper med tvivl, meningsløshed, desperation og kærlighed uden forløsning.

Mænd er blevet det svage køn

Er det en slags aktuel kommentar til vor tids krise for mænd, hvor de er presset af #MeToo-bevægelsen og nye typer feminin aktivisme?

»Mine noveller skildrer ganske rigtigt mænd i krise, ellers ville novellerne jo ikke være interessante. Men sandt er det, at mænd er mere pressede nu end nogensinde, så mine noveller har jo en aktualitet. Mænd er blevet det svage køn, der har svært ved at omstille sig og finde ud af sin rolle. Hvad må man i dag, og hvad må man ikke? Jeg er glad for, at jeg ikke er i 30erne, for det må være svært i dag.«

Kvinder presses også, men er der en psykologisk forskel, der gør, at kvinder klarer sig bedre?

»Det tror jeg, for hvis man observerer kvinder overalt på kloden, så har de en nærhed med hinanden, som mænd ikke har. På cafeer ser man kvinder sidde tæt sammen med øjenkontakt og tale om deres problemer, hvor mænd sidder længere fra hinanden og snakker om fodbold og politik. Og blot for at generalisere endnu mere uden videnskabeligt belæg så har kvinder vel en bedre evne til at se ind i sig selv, end mænd har. Så mine mænd er pressede af den moderne tids omvæltninger, der gør manderollen svær.«

Pølser og magt i Moskva

I din titelnovelle »Tag ikke imod en pølse i Moskva« skildrer du to russiske mænd, gamle venner, der møder hinanden efter mange år. Det er en både sørgmodig og rå novelle om det korrupte russiske samfund, hvor alle kneb gælder, og hvor selv et gammelt venskab er til fals?

»Novellen har udspring i en rigtig historie om en russisk minister, der blev offer for en intrige. I min novelle er den ene ven inde i Putins inderkreds, og af grådighed forsøger han at bruge sin ven i en intrige for at overtage et olieselskab. I sidste ende går det helt galt, og den grådige ven fængsles. Det er en historie om mænd, men også en historie om det russiske samfunds dunkle sider.«

Vladimir Putin til 100-året for fredsslutningen af Første Verdenskrig. Fold sammen
Læs mere
Foto: Yves Herman.

Du lader din hovedperson sige i novellen: »Jeg burde have set det komme. Stalin var lige så stille ved at blive rehabiliteret«, og du slutter novellen med det russiske ordsprog: »I Rusland æder ulvene som regel hundene til sidst.« Er det din måde at sige, at Putins Rusland bevæger sig tilbage til stalinistiske tider, og at det er ulvetider, som vi siger på dansk?

»Det, vi ser i Rusland i dag, er ikke et demokrati i vestlig forstand. Men det er heller ikke et diktatur, som i visse andre lande. Det er delvist et korrupt kleptokrati, der består af klaner og kliker, hvor Putin er afhængig af et væld af interessegrupper. Og så har du en befolkning, hvor størstedelen overhovedet ikke interesserer sig for politik og samfundsforhold, og de fleste er desillusionerede over politik, hvilket den lave stemmeprocent afspejler. De er interesserede i at have det godt og intet andet.«

Er det nok for dem?

»Ja. Når jeg er i Rusland, har jeg lyst til at råbe til dem: »Lad være med at sidde der så selvtilfredse og grine. Hvad bilder I jer ind efter Ukraine- og Krim-sagen og mordforsøget på Skripal og hans datter i London?«

Men de er ikke interesserede og griner lystigt videre. Hvis man ikke er i opposition til Putin-regimet, så er den menige borger i byerne tilfreds. Men selvfølgelig er der noget ravruskende galt, når mænds gennemsnitsalder er nede på 66 år, men det mærker du ikke på gaden, og der er ikke noget lurende oprør fra den menige russer.«

Vi var naive i Vesten

Leif Davidsen har været udenrigskorrespondent i mange dele af verden, men hans tid fra 1984 til 1988 som DRs korrespondent i Moskva har gjort et uudsletteligt indtryk. I trilogien »Den russiske sangerinde« (1988), »Den sidste spion« (1991) og »Den troskyldige russer« (1993) bruger han spændingsromanens form til at skildre Sovjetunionens sammenbrud og tiden efter. Leif Davidsen er ofte vendt tilbage til Rusland, og thrilleren »Den ukendte hustru« (2006) foregår også i Rusland.

Hvorfor griner de menige russere?

»Fordi de har oplevet et gigantisk løft i levestandarden. Husk på, at i årene efter kommunismens sammenbrud oplevede russerne, at imperiet faldt sammen, men endnu værre var det, at de oplevede et alvorligt fald i levestandard. Ikke mindst under Jeltsin-perioden forarmedes den menige russer, og millioner endte under den endog meget lave fattigdomsgrænse. Med Putins tiltræden i 2000 løftede han denne levestandard, bl.a. gennem de høje oliepriser, og det har folk ikke glemt.«

Hvad er Putin-regimets karakter, og skal vi frygte Rusland?

»Stormagtsdrømmene er der helt klart, og det burde vi have vidst. Allerede i 2007 i en tale i München sagde Putin det helt klart, at nu ville han ikke mere finde sig i, at NATO kom nærmere den russiske grænse, og at Rusland ikke blev taget alvorligt som en stormagt. Da havde vi i den vestlige verden fyret alle, der kunne russisk i efterretningstjenesten og udenrigsministeriet, og ansat arabisktalende i stedet for. Vi var naive og tog ikke den russiske aggressivitet alvorligt. En aggressivitet, der bunder i såret stolthed over nederlaget i Den Kolde Krig og den blanding af storhedsvanvid og mindreværd, der også prægede Sovjetunionen.«

Skal vi frygte for de baltiske lande og endda frygte for Danmark?

»Jeg køber ikke denne fare for vort nærområde, men Rusland er allerede en stormagt i Mellemøsten og sidder fast i det østlige Ukraine og Krim. Det er jo en triumf for Rusland og har genopvakt den nationale selvagtelse i Rusland. Da Putin sagde det i 2007, troede vi ikke på ham. Vi handlede med dem og rejste i Rusland, fordi Putin i sine første år var vor ven.«

Hvornår ændrede det sig?

»Det skete i 2004 med den første Orange Revolution i Ukraine. Putin og hans venner frygtede, at den revolution ville brede sig, og grebet blev strammet indadtil og udadtil. Men Vesten hørte ikke efter, så vi forstod ikke den ændring, der skete. Vi pralede med, at vi støttede den Orange Revolution, og det reagerede han på, og han opfattede snart NATO og Vesten som en reel trussel. Han udfriede også russernes nederlagsstemning efter Den Kolde Krig, hvilket styrkede hans magtposition og genopvakte en national stolthedsfølelse. Og det, russerne kalder tilbagetagelsen af Krim, var en genistreg, og det var vildt populært i Rusland.«

Den anspændte danske debat om Rusland

Der er en meget anspændt debat om vort forhold til Rusland. Man ser Dansk Folkepartis Marie Krarup give udtryk for, at danskerne er alt for fordømmende over for Putin og Rusland, og hun anbefaler en mere forstående tilgang, fordi de har følt sig presset af Vesten og NATO. Og på den anden side ser man Berlingskes tidligere udenrigsredaktør og nuværende folketingskandidat for Venstre Anna Libak kraftigt fordømme Putin-styret og advare mod truslen fra Rusland.

Hvor står du i den debat?

»Midt imellem de to fronter, vil jeg sige. Vi levede i mange årtier med et kommunistisk diktatur, som myrdede og indespærrede mennesker, og som vi havde et helt normalt diplomatisk forhold til med en stor samhandel. Ikke engang, da de gik ind i Afghanistan, boykottede vi Sovjetunionen. Jeg mener, at vi skal have et forretningsmæssigt forhold til Rusland, og de sanktioner, der nu er indført og rammer folk i Putins inderkreds, er kloge. Vi skal reagere, men der er også meget dobbeltmoral i det spil. Vi går på listefødder i forhold til Saudi-Arabien, og vi sørger for, at tibetanske flag fjernes, når vi har en vigtig kineser på besøg. Men med Rusland er det, som om der er fri jagt året rundt.«

Så jeg fornemmer, at du støtter Marie Krarup og andres forsigtige holdning, hvor de advarer mod en for hård politik?

»Nej. Det er for entydigt. Jeg har ikke nogen løsning. Vi er nødt til at indse, at russerne opruster, og vi skal være på vagt. Men vi skal forstå, at det kan godt være, at vi mistror Putin og hans styre, men de mistror også os. Vi er tilbage til en koldkrigsstemning, og der er tilsyneladende ingen vej ud af det. Men hvis vi ikke ønsker krig, og det gør vi jo ikke, så skal der findes en politisk løsning. Vi skal tænke os om og ikke drive Rusland i armene på Kina, for så kan det kun blive værre.«

Så du går ind for forsigtigt diplomati, hvor man dog stadig skal være klar over den reelle fare?

»Jeg er ikke ideologisk. Jeg holder meget af Rusland og at rejse i landet, men nogle gange bliver jeg rasende over landets handlinger. På mange måder synes jeg, at de har forspildt deres muligheder, og de blev aldrig det demokrati, som vi håbede på. Men efter alle de år i Rusland må jeg indrømme, at jeg stadig ikke forstår, hvad Rusland egentlig er, og jeg er stadig fascineret af landet og russerne. For at bruge Churchills ord om Rusland i 1939: »Jeg kan ikke forudse Ruslands handlinger. Det er en gåde, svøbt ind i et mysterium, inde i en hemmelighed. Men måske er der en nøgle. Den nøgle er national selvinteresse.«

Og det er nok den, vi skal forsøge at appellere til. At fortælle dem, at det er bedre at være en del af verden i stedet for at stå isoleret fra vores del af verden.«