Lasse Marker: Vi skal udrydde en af de mest sejlivede sygdomme i dansk kulturliv

Gratis arbejde blandt kunstnere er mere udbredt end klamydia på Søpavillonen.

Regeringen skal roses for at have været hurtig til at gennemføre hjælpepakker og for at have vist sig villig til at justere dem løbende, så de er blevet gjort mere fleksible og omfatter flere, skriver Lasse Marker, der dog efterlyser en markant ændring. Fold sammen
Læs mere
Foto: Peter Klint
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sidste år købte klubkongerne Simon og Simon »Klamydiaslottet«, og siden har de haft nogen succes med at ændre det historiske byikons image. I endnu længere tid er kulturkongerne Knud Romer og Michael Thouber gået forrest i kampen for at udrydde en af de mest sejlivede sygdomme i dansk kulturliv, nemlig gratis arbejde blandt kunstnere. Der er brug for, at flere markante stemmer melder sig på banen, hvis det fremover skal blive en selvfølge at aflønne kunstnere.

I 2018 kom det frem, at ARoS af »grundprincip« ikke betaler udstillingshonorar til kunstnere for lånte værker, mens kunstnerne Sofie Hesselholdt og Vibeke Mejlvang kunne fortælle, hvordan de var blevet aflønnet med en lysestage fra museumsbutikken, da de havde deltaget i en talk.

»Der findes (...) talrige eksempler, hvor selv statslige institutioner som kulturministeriet, Statens Museum for Kunst og Det Danske Filminstitut, har bedt kunstnere om at arbejde gratis som oplægsholdere eller ligefrem som rådgivere. «


Det har i mange år været almindelig praksis – ikke bare på landets kunstmuseer, men generelt i dansk kulturliv. Der findes således talrige eksempler, hvor selv statslige institutioner som Kulturministeriet, Statens Museum for Kunst og Det Danske Filminstitut, har bedt kunstnere om at arbejde gratis som oplægsholdere eller ligefrem som rådgivere.

Men hvorfor siger kunstnerne ikke bare nej til at medvirke?

Fordi museerne er med til at etablere, hvad der er god kunst, og hvad der ikke er. Og fordi det er de samme filmkonsulenter hos filminstituttet, der efterfølgende skal behandle filminstruktørernes næste ansøgning. Institutionerne er derfor afgørende for kunstnernes karriere og anerkendelse.

Her ligger ansvaret

Det er derfor ikke den enkelte kunstners opgave at kræve løn for sit arbejde. Ansvaret ligger hos de offentlige kulturinstitutioner, der er finansieret af skatteyderne, og som er sat i verden for at styrke den danske kunstscene.

Men hvorfor er det sådan, og hvad kan man gøre?

Traditionen for at lade kunstnere arbejde gratis, stammer fra den meget stærke frivillighedskultur, som dansk kulturliv udspringer af. De seneste 10 år har vi dog set et politisk ønske om at professionalisere de danske kulturinstitutioner, som over en bred kam siden er lykkedes med at løfte deres besøgstal og egenindtjening betragteligt.

Mange af landets kulturinstitutioner bliver i dag drevet langt mere professionelt end tidligere. Det næste skridt i den udvikling bør være en ny praksis, hvor man aflønner kunstnerne.

Brancheorganisationerne kan her spille en rolle ved at fastsætte nogle standardsatser. Det finder vi allerede i dag hos Billedkunstnernes Forbund, som kan tjene som inspiration for andre. Kan man nå til et punkt, hvor det bliver socialt uacceptabelt i branchen ikke at følge disse retningslinjer, vil meget være opnået.