Lars H.U.G. efter sine første 60 år: Det gik sgu da meget godt

»Du skulle have været dødfødt,« kunne Lars H.U.G.s mor finde på at sige og mene det. I næste uge fylder musikeren og billedkunstneren 60 år.

»Jeg blev katalysatoren for al min mors skuffelse og smerte, og det var et helvede, indtil musikken frelste mig og viste mig vejen ud af det småborgerlige fængsel,« fortæller musikeren og kunstneren Lars H.U.G. Fold sammen
Læs mere
Foto: Soren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Du er så tavs, hvad tænker du på? Hvad gemmer dit hjerte?«

Sorgenfri var ikke fri for sorger. På overfladen så det ellers så pænt ud, hjemmet i det nordsjællandske middelklassekvarter med arkitektfar, hjemmegående mor og to pæne børn. Men bag de pudsede mure lurede fortvivlelsen og en følelse af utilstrækkelighed. »Du skulle have været dødfødt,« kunne moren finde på at sige til sin yngste søn og mene det. Dengang kaldte man kvinder, der som hun havde svært ved at finde sig tilrette i verden, for neurotiske, frustrerede eller uligevægtige. Dem var der så mange af. Men det forstod den otteårige dreng ikke.

I et forsøg på at bryde ud af det trivielle forstadsfængsel, emigrerede forældrene til USA. Men de blev hurtigt indfanget af konventionerne og vendte tilbage til 1950ernes forstadskvarter for at tilpasse sig etiketterne og omgivelsernes forventninger. Og det var i denne ordløse, uforløste vrede, at Lars Haagensen voksede op.

»Jeg blev katalysatoren for al min mors skuffelse og smerte, og det var et helvede, indtil musikken frelste mig og viste mig vejen ud af det småborgerlige fængsel.«

Egentlig var det slet ikke meningen, at Lars H.U.G. ville fortælle den historie. Men da hans tanker og associationsrækker kører uden GPS, ender de ofte i blindgyder, på vildveje og afkørsler til helt andre ruter. Fortællingen om moren kom tilsyneladende fra en helt anden tanke, der handler om hans nye sange. En ny Lars H.U.G.-plade er nemlig så småt på vej, og for første gang i tyve år er teksterne på dansk.

Men Lars H.U.G. har ikke travlt. Han har altid talt om, hvordan han venter på, at sangene skal komme til ham som børn, der trænger sig på og kræver hans opmærksomhed. Først når han ikke længere kan ignorere dem, føler han sig forpligtet til at pleje dem, til de selv kan flyve fra reden. Når der ikke er nye numre, kan guitaren til gengæld sagtens stå alene i hjørnet i flere år.

Men nu er de altså kommet, de nye skabninger, og Lars H.U.G. taler om dem med faderlig begejstring og stolthed. Undfangelsen startede for cirka tre år siden med en telefonsamtale mellem Lars H.U.G. og hans gamle ven fra Kliché, Johs. Møller alias Johnny Voss. Mens de talte, sad Lars H.U.G., som han plejede, med papir og blyant, og da samtalen var færdig, sagde han: »Du, Johs., du skal lige høre her. Jeg har skrevet en ny sang.«

For at vise præcis hvordan det foregik, tager han nu sin guitar frem og spiller, med telefonrøret under kinden, den nye sang, der på en fin, melankolsk melodi indeholder linjerne:

»Giv mig et strå/et jeg kan sejle på/et der tager mig med, tager mig ud, tager mig hele verden rundt.«

Efter tre et halvt minuts eksklusiv akustisk Lars H.U.G. for fuld udblæsning sunget med hans karakteristiske, halvkrukkede stemme, som det seneste årti har givet endnu mere tyngde, kigger han glad op til det spartanske enmands-bifald, som om han er oprigtigt glad for, at sangen har taget bo i netop hans guitar .

»Jeg havde heller aldrig hørt den før, men sang bare ud fra de notater, jeg havde skrevet, mens vi talte i telefonen,« siger han.

Efter den første sang begyndte flere hurtigt at komme til, og i de seneste tre år har Lars H.U.G. skrevet og indspillet ti nye danske sange med sin uopslidelige »vicesherif«, produceren Povl Kristian. Nu er han så småt begyndt at overveje, hvordan han skal sende sin nye samling af børn, der får titlen »10 sekunders stilhed«, ud i en verden, der ser radikalt anderledes ud, end da han gjorde det for ti år siden. En verden, hvor man ikke køber cd’er, og hvor musikere ikke tjener penge på pladesalg. Det bekymrer nu ikke Lars H.U.G. Nye forretningsmodeller og måder at gøre tingene på er bare en udfordring, og pladen forventes at lande i marts 2014 og vil blive fulgt op af en turné.

»iTunes og hvad det altsammen hedder? Spotify, der var den... Spotify my ass. Det var meget lettere, dengang man kunne give pladeselskaber som Umætlig og Søvny (Medley og Sony Records, red.) skylden.«

Det svære for Lars H.U.G. er derimod at finde ud af den labyrint, sangene har ført ham ind i.

»Mit arbejdsmotto, som jeg har stjålet fra Picasso, er »hvis du ved, hvad du vil, er der ingen grund til at gøre det«, men det gør processen fandens omstændig og ulidelig. Indimellem forbander jeg, at jeg købte min guitar, da jeg var 18 år. Når jeg først bevæger mig ind i den verden, er det med en blanding af forelskelse og dyb fascination, hvor jeg skal mane sangene frem og banke mig vej ind i det dér stykke granit for at se, hvilke figurer og melodier, der mon gemmer sig derinde. Nogle gange har jeg lyst til at smide et par dynamitstænger og sætte en tændstik til. Det er som en tilbagevendende mani.«

Hvordan mon det går? Mon de kan reparere dig?

Engang smadrede han bilvrag på scenen og satte nye standarder for, hvor avantgarde man kunne tillade sig at være. Senere skrev han linjerne »kom lad os gå, kom lad os se, gennem 1.000 verdener venter vægtløs kærlighed«, som fandt vej til kronprins Frederiks bryllupstale til Mary. Nu beder Lars H.U.G. i telefonen om at få et par stykker smørrebrød med æg, tomat og måske noget torskerogn fra den lokale slagter. Bare noget der ikke feder for meget.

»For jeg er sgu blevet så flommefed af min kærestes gode mad,« siger han, hvilket viser sig at være noget af en overdrivelse.

Et par kilo eller fem inden denne samtale var Lars Haagensen en ung billedkunstner på Det Jyske Kunstakademi. Sammen med Anders Brill, Jens Valo og Johnny Voss (Johannes Møller) startede han Kliché, som blev start-1980ernes mest banebrydende danske rockband med et først punket og siden hårdt industrielt Kraftwerk-inspireret udtryk og spektakulære koncerter, hvor bandmedlemmerne i ens uniformer og Lars H.U.G. som indpisker tændte bål og smadrede bilvrag med vinkelsliber og neonrør. Efter de alt andet end stille dage i Kliché, satte Lars H.U.G. i 1984 musik til Søren Ulrik Thomsens digte på »City Slang«, som igen kom til at definere den kuldslåede danske new romantics-bølge. Men det var med poppladerne »Kysser himlen farvel« (1987), »Kopy« (1989), »Blidt over dig« (1992) og »Kiss and hug from a happy boy« (1996) at Lars H.U.G. blev en af landets store syng med-popstjerner med en evne til at skrive inderlige sange og gøre linjer som »elsker dig for evigt« og »når lygterne tændes« til allemandseje.

I dag sidder vi, ugen før Lars H.U.G.’s 60 års fødselsdag, i hans atelier i Nørregade, som bugner af malerier, fotografier, tryk og plakater i bunker på bordet og sengen, og hvor væggene er som et katalog over hans mange rejser. Han er far til en voksen datter, en teenagesøn og så »en skøn lille pige«, som er hans kærestes barn.

»Og så er jeg triple grandpa!« råber han.

Detaljer som ellers skal lokkes frem. Når Lars H.U.G. befinder sig i det offentlige rum, er privatsfæren ikke et sted, han opholder sig i for længe.

»Jeg har mine grænser. At lade mig afbilde med et kamera oppe i røven med familien siddende rundt om, er bare ikke mig. Det lader jeg andre om.«

Heller ikke hans berygtede liv med mange forskellige kvinder får man detaljer om.

»Jeg synes, at mine børn fortjener en mor hver, så derfor har jeg dem med forskellige mødre.«

Til gengæld serverer han litervis af myntete fra en egyptisk tekande, mens han undtagelsesvis holder gang i det travle Lars H.U.G.-kontor, hvor opkaldene og sms’erne strømmer ind, her, ugen inden den forestående runde fødselsdag.

»Man kan lige så godt vænne sig til at blive 60, for selvom der er masser af ting, man sikkert kunne have gjort bedre, kan livet ikke leves om. De ting, som jeg har gået og nosset rundt med, må være, som de er. Det er noget af en rejse. 60 gange har jeg været omkring solen,« siger han og fortæller, at han bad sin ven Tor Nørretranders om at beregne, hvor mange kilometer han egentlig har tilbagelagt omkring solen, når jordomdrejningerne også tælles med. Resultatet blev den imponerende sum af 60,5 milliarder kilometer.

»Så tror da pokker at jeg bliver lidt svimmel engang imellem,« siger han og taler om, hvordan kvinder altid synes, at det er jordens undergang at blive 30, forfærdeligt at fylde 40 og et mareridt at runde 50.

»Gad vide, hvad de så tænker om at fylde 60? Vi mænd bliver ikke nødvendigvis kønnere med alderen, men vi er opdraget til at se anderledes på sagerne. Det er nu engang mere befordrende at glædes over livet, i stedet for at bekymre sig over, at man ældes og tiden langsomt rinder ud.«

Han taler videre om, at kønsdebatten er blevet fjernet fra det spirituelle, om »kriminaliseringen af den stive pik«, og hvordan drengene står tilbage som de egentlige tabere i et feminiseret og faderløst samfund. Den lange rutschebanetur af en monolog om »de fastlåste tankemønstre« slutter med et »hvad var det egentlig, du spurgte om?«

»Når jeg taler om disse ting, er det ikke for at skyde på kvinderne. Dem står jeg i dyb gæld til, som mødre til mine skønne børn og ikke mindst som stor inspiration i mit arbejde og kunst. Men selv dem, jeg har haft kontroverser med gennem tiden, har jeg stadigvæk dyb sympati for. Mødet mellem mand og kvinde er som vand og olie, men det kan også skabe nogle erkendelser. Hvis ikke vi har prøvet en kvalificeret tyran i form af en uegnet partner, så udvikler vi os ikke, får ikke sat vores tanker i bevægelse eller skrevet en god sang. Det er vigtigt at sætte pris på det modspil, hvor ondt det end kan gøre. Bare det ikke varer hele livet.«

Han slår i bordet med begge håndflader. Monologen er sat på pause.

»Så skal vi have noget frokost,« råber han og finder smørrebrødet frem.

»Bummelum, det er sateme flot det her,« siger han og fisker sin æggemad med tomat frem og skraber mayonnaisen væk.

»Hvem er du egentlig bag dit kød og blod?«

Rejserne har fyldt meget i hans billedkunst, ligesom kvinderne og længslen efter nye omgivelser har været en stor del af hans liv. Gennem årene har han i lange perioder opholdt sig i udlandet for at male og skrive musik. Grækenland, Cuba, Brasilien, New York, Thailand, Sydafrika, Spanien og Berlin. I skrivende stund er Lars H.U.G. ved at planlægge sin tredje tur til Los Angeles for at skrive sange, male og udstille.

»Det åbner sanserne at møde nye farver og kulturer, læse skilte og høre sprog, man måske ikke forstår. Alt fra vandflasker til dækservietten på en diner bliver pludselig interessante. Ting man samler op på vejen eller finder i en container. Måske laver man nogle skitser på en halvskummel taverna eller falder i staver over nogle gamle mænd, der spiller et mystisk spil.«

En overskåret plasticflaske med lim til at grunde og et lærred spændt op mellem to træer med hæfteklammer, som kan rulles sammen igen. »My studio is where I am«, er hans mantra, som han har lånt fra en ukendt kunstner.

»I det øjeblik, jeg står ud af flyet, er jeg på vej til arbejde. Vågn op i en fremmed by, gå ned på hjørnet og spis morgenmad. Find nogle lagner på det lokale marked, gå hjem og grund dem, så er du i gang. Jeg behøver bare mine pensler, pulverfarver, hæftemaskine og malerbukser. Når jeg går i symbiose med omgivelserne, kan jeg indfange momentet og krystallisere fornemmelser, dufte og stemninger. Selvforglemmelse er godt for sjælen.«

Mens andre kunstnere har deadlines, udstillinger og en gallerist, der venter på flere billeder, har musikken gjort, at Lars H.U.G. ikke har haft brug for at levere en stak nye malerier hvert år. I stedet har han stille og roligt udviklet sit eget billedsprog.

»Jeg har ikke haft travlt med at promovere mig selv i kunstverdenen. Det kunne jeg måske have valgt, men i modsætning til musikkens mere kommercialiserede og sociale livsform, hvor man pludselig har lavet et hit og skal ud og spille større og større koncerter, er maleriet meget mere hemmeligt og anonymt, i hvert fald for mig. Et maleri har ikke noget ansigt, så det har været et kæmpe privilegium at kunne afbalancere mit liv på den måde.«

Engang da han havde været i Spanien for at male, pakkede han alle malerierne sammen og sendte dem hjem til sig selv fra det lokale posthus. Så stod de dér i mange år som en strandet flaskepost, så han til sidst havde glemt, hvad han havde malet.

»Det er interessant at opdage, hvor meget erindring, der kan fortætte sig på et lærred.«

I stedet har en stor del af hans liv som kunstner handlet om bestillingsopgaver. Der er selvfølgelig hans berømte vægudsmykninger til caféen Pussy Galore på Sankt Hans Torv, der for mange københavnere stod som indbegrebet af 1990ernes cafékultur, men som nu er malet over.

»Det er ligesom med musikoptagelser. Det er sgu altid de bedste bånd, der bliver væk,« griner han.

En anden opgave var da en kendt pelsproducent gav ham frie hænder til at tegne en T-shirt, som skulle indgå i et velgørenhedsprojekt. Men da Lars H.U.G. tegnede en fugl med pels, der prygler en babysæl med en kølle, var svaret »ellers tak«. Sælunger der får tæsk var alligevel for meget fri leg for pelsfolkene. I stedet brugte han motivet til en serie med titlen »Been there, done that, got the T-shirt« og en af varianterne hænger nu på Designmuseum Danmark (Kunstindustrimuseet. red.)

Men han har også dekoreret i Tivoli, udstillet på konsulatet i New York, designet en sofa for Læger Uden Grænser og skabt plakater og T-shirts for Familier med Kræftramte Børn, Folkekirkens Nødhjælp og Kræftens Bekæmpelse – ligesom han på det seneste har givet et par koncerter til fordel for flygtningene fra krigen i Syrien.

»Det er et kæmpe privilegium at få lov til at hjælpe dem, der virkelig hjælper og rydder op efter alt det rod, vores krige og ødelæggelser efterlader.«

»Jeg hører dem græde om natten/de løber spidsrod i hver en by/Jeg ser det støver fra Sahara/Halvmånen sætter sejl på ny.«

Han tager sin iPad og finder et klip på Youtube, hvor Klichés »Militskvinder« – med teksten taget fra Formand Maos revolutionære hyldestdigt til kvindelige soldater – er brugt som lydspor til videobilleder af marcherende kvinder på Den Himmelske Freds Plads. Han skruer op for lyden og kigger begejstret på skærmen.

»Det er sgu da fedt klippet, mand. Det sidder lige i skabet. Måske man skulle udsende det igen – på kinesisk!« overvejer han og studerer en ekstra gang de smukke kinesiske militskvinder.

»Uden det nummer sad jeg ikke her. Det var sådan en mulighed, man kun får én gang i sit liv. En isbryder, som strækker sig ud over sin tid og rammer noget, mange mennesker kan identificere sig med. Alt ved denne sang gik på en eller anden måde op i en højere enhed,« siger han om de år, hvor han var med til at kreere en ny epoke i dansk rock.

Senere blev han citeret i danmarkshistoriens mest berømte bryllupstale, der sluttede med linjerne »kom lad os gå, kom lad os se, gennem 1.000 verdener venter vægtløs kærlighed« fra »Mon de kan reparere dig«. Lars H.U.G. lægger ikke skjul på, at det gjorde ham glad og stolt, men »jeg var også royalist inden det,« siger han.

»Jeg har ingen favoritter blandt mine egne sange, for jeg elsker alle mine børn. Nogle er skeløjede eller har flyveører, og andre er stumme og bliver sjældent hørt.«

Til den sidste kategori hører den elektroniske musik, han i 1988 lavede sammen med arrangøren Kaare Bjerkø. »Muscians Guide to the Sounds of the Universe« hedder værket, som er komponeret efter stjernernes rotation på himlen.

»Hold kæft det var interessant. Det er så langt ude, at man kun kan spille det for hunde eller astronauter, der har spist rød fluesvamp,« siger han.

»Når man pludselig står med en sang i hånden, som man ikke selv vidste eksisterede, er det som at fange en sjælden sommerfugl. Man er bare heldig at være der i det øjeblik, den sætter sig på ens hånd, og man kan beholde den for en tid, inden den igen skal sættes fri. Sange spidder man jo heller ikke på en nål.«

»En skønne dag hvor fuglens flugt fortegner sig som striber/til forveksling ligner ord/alle dem vi ikke fik sagt. «

Vi er nået tilbage til historien om moren. Hendes familie nedstammede fra en lang adelig linie af militærfolk, men den fornemme række blev ødelagt, da Lars H.U.G.’s mormor giftede sig med en almindelig arbejder fra Kerteminde, som var én ud af fjorten søskende.

»Min elskede pappa,« som han kalder morfaren.

»Han sad i rullestol, fra jeg var 13 år gammel, men han hjalp mig til at forstå, at man må tage sin skæbne på sig, uanset hvor ondt man har af sig selv.«

Så hvad betyder det at have en mor, der siger til en, at hun ville ønske, at man var dødfødt?

»På den lange bane blev min opvækst et kæmpe privilegium. Om det så bare er at slå på en guitar, skrige i en mikrofon eller spilde maling på et lærred, må man forædle de ting, man kan. Man må gøre usikkerheden til sin ven og blive bedre til at elske sig selv. For at blive til den man er, må man slippe fri af fortiden. Og for den sags skyld også fremtiden.«

Da moren som 50-årig »brød fri af ægteskabets lænker«, som Lars H.U.G. udtrykker det, besluttede hun sig for at uddanne sig til sygeplejerske. Og da hendes søn selv var brudt fri og havde fået sine egne børn, fik de efterhånden et naturligt forhold.

»Hun blev i stand til at åbne sit hjerte over for mine børn. Det tog noget tid, men da hun opdagede, at børn bare er Guds små væsener og ikke udspekulerede små dværge, blev hun pludselig rarere. Da hun samtidig begyndte at arbejde i sundhedssektoren, fik hun en personlig bekræftelse, som kom familien til gode. Hun var meget afholdt og var pissesjov med sin barske og morbide humor. En dag da vi sidder og spiser på den lokale sushibar, mens hun stadigvæk er frisk og i fuldt vigør, siger hun ud af det blå: »Bare så I ved det, så dør jeg altså snart. Sidste salgsdato er overskredet. Så var det sagt. To måneder senere var hun død.«

Da hun på hospitalet ville holde en sidste lille fest, så personalet gennem fingre med, at hun inviterede på grillmad og røg cigaretter. Hun var ellers stoppet, men nu skulle det forsømte indhentes.

»Døden blev pludselig til en fest, og da hun åndede ud, stod vi ved hendes side og sang »when the saints go marching in«. Til ceremonien i krematoriet havde vi selv skrevet en bøn, derefter spillede vi en sang, og alle der havde kendt hende fortalte små historier og anekdoter. Der blev naturligvis både grint og grædt, men først og fremmest blev det et værdigt punktum i solskin og med smil på læben. At vi bliver født og dør, og at Gud kan lide en, selvom man ikke tror på ham, er ikke så værst.«

»En skønne dag hvor lyset står så skarpt, at vi kan se stjernerne forener sig/swinger synger samme sang.«

»Min egen historie er nok, at der findes en tynd streg mellem succes og nedtur. Når folk siger til mig, at jeg er sådan en, der har lavet nogle fede hits og tjent en masse penge, så har de på sin vis ret. Men det er jo ikke ligefrem penge og berømmelse det handler om, når man omtumlet og uden sikkerhedsnet forlader 2. G., flytter hjemmefra og starter på et rengøringsjob, fordi man vil male. Hvis jeg ikke skulle falde gennem isen, måtte jeg skabe min egen kunst, fordi jeg var klar over, at jeg ikke kunne det samme, som de andre og kun kunne lege, når jeg selv bestemte farten. Pludselig går det op for en, at man bliver nødt til at løbe hurtigere end lyset for at vriste sig fri af nedslidte mønstre og forestillinger, der i bund og grund ikke er dine egne.«

»Verden kalder på dig nu/historien løber dig i møde du/giv hvad du har visdom i hjertet.«

Diktafonen begynder at blinke som tegn på, at der ikke er mere hukommelse tilbage. 39, 38, 37 sekunder…

Lars H.U.G. smiler bredt og læner sig ned mod mikrofonen.

»Så vil jeg bare gerne have lov til at sige tak fordi, jeg måtte komme ind i jeres stuer.«

Tekstuddragene stammer fra sangene »Elsker dig for evigt«, »Hele verden rundt«, »Mon de kan reparere dig?«, »Natsværmer«, »Hey, hey, hey, de søde søndage er forbi«, »En skønne dag« og »10 sekunders stilhed«.