Lars Brygmann: »Jeg er stadig forvirret, men på et højere niveau«

Skuespilleren Lars Brygmann kan i morgen ses i en ny udgave af tv-serien »Lykke«. Han har erkendt, at man aldrig når det højeste niveau. Hverken som skuespiller, menneske eller i den japanske kampsport.

. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Morten Germund
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Skuespilleren Lars Brygmann kommer direkte fra en times koncentreret kampsport. Eller Aikido, som det hedder.

Han elsker Aikidoens ekstremt stramme opbygning med regler og ritualer, hvor kroppen skal adlyde hjernen i det afgørende sekund. Ellers er man »lost« over for sin modstander. Det kræver 100 procent koncentration og et knivskarpt fokus.

»Det er fantastisk, både fysisk og mentalt,« siger Lars Brygmann med så stor overbevisning, at man tror ham lige på stedet. Og som en understregning af sin påstand, ligner han faktisk én, der har energi nok til resten af den grå mandag i januar, hvor klokken endnu ikke har passeret 12. Brygmann har parkeret sin cykel nede i gården i Lavendelstræde og sidder nu på 4. sal oppe under de gamle loftsbjælker på sin agents kontor. Han kan trække et direkte link fra Aikidoen til sit job.

»Man har en partner, som man skal samarbejde med, hvis det skal fungere. Jeg slipper ham ikke ud af syne, men koncentrerer mig om min opgave, indtil han ligger ned, og jeg har fået min vilje igennem,« forklarer Lars Brygmann.

»Om det er kampsport eller skuespil er lige gyldigt. Det vigtige er at kæmpe for sit mål og blive ved, til man har opnået det, man vil. Der er ikke plads til uvedkommende tanker i hovedet. Meget enkelt, og så alligevel...«

Læs også:

Stellan Skarsgård: 30 år senere
Thomas Blachman: Det højrøvede menneske
Janus Nabil Bakrawi: Et modigt menneske
Steen Jørgensen: »Hvis ikke man har lyst til at udvikle sig, så stopper det bare«

Når Lars Brygmann i morgen kan ses i DR’s næste udgave af tv-serien »Lykke«, hvor han spiller kommunikationschefen Flemming, er det helt sikkert, at Flemming aldrig ville dyrke Aikido. Det er ikke hans verden.

Ifølge Brygmann er Flemming en helt igennem langt ude type. Fuldstændig urealistisk i sin måde at tænke på. Ikke  udpræget sympatisk og en mand, der går lige til grænsen og gerne over. Som tager æren for andres idéer og selv tror, han er damernes ven. Men som af en eller anden grund altid kommer af sted med det meste.

»Han er manden, der kan være så ualmindelig grov, at andre ikke når at fatte det, før flere timer senere, og så kan man stå dér med alle sine frustrationer.«

Men Flemming er ikke noget ondt menneske, siger Lars Brygmann.

»Det er nemt at rubricere ham som en idiot. Derfor har udfordringen været at skabe et lidt mere nuanceret billede af en mand, der vel er et stort barn, som benytter sig af barnlige metoder for at få det, han ønsker. De fleste siger, at de kan se en Flemming i alle andre, men aldrig i sig selv. Interessant, ikk?«

Lars Brygman kunne ligne nabodamens mand. Eller ham, der står med indkøbskurven i Netto-køen. Som man kun lægger mærke til, fordi det er hans tur først. Med sit lidt anonyme, pæne og noble udseende kunne han let forveksles med så mange andre danske mænd. Identifikationen hos seerne ligger lige for.

Pæn, nobel og høflig var han også, da han for 12 år siden for alvor trådte frem i det nationale rampelys som kriminalassistent Thomas La Cour i tv-serien »Rejseholdet«. Iført mørkt jakkesæt, flegmatiske øjne og en behersket og lidt stiv mimik. Rolig og kontrolleret.

I tidligere interviews er Lars Brygmann beskrevet som manden, der bærer sine hemmeligheder i inderlommen på høflighedens habit. Diskret udenpå, men diabolsk indeni. En dobbelthed, der findes i mange af hans roller, hedder det. Umiddelbart gennemtilforladelig, men med et element af noget mystisk inde bagved, noget hemmelighedsfuldt.

»Jeg er ikke helt sikker på, hvad der egentlig menes med ordet dobbelthed,« siger han og giver sig tid til at tænke lidt.

»Men det er nok noget med, at jeg ikke åbner posen for det hele. Hverken privat eller når jeg spiller en rolle. Jeg har nogle gange med et strejf af ironi sagt: »Jamen, jeg er jo som en åben bog«. Velvidende, at det er jeg nok ikke, og at jeg nok heller ikke har til at være det.«
Som ung var han ekstremt genert og havde en attitude, som kunne virke meget lukket for omverdenen - og for pigerne.

»Jeg sad dér og gemte mig inde bag en tyk dynejakke, mens jeg rystede som et espeløv, når det handlede om kontakt til det modsatte køn. Min generthed og usikkerhed, som ikke kun gjaldt over for pigerne, gjorde, at jeg fik en lidt uheldig attitude. Som sådan en iskold type, der stort set kun interesserede sig for sig selv.«

Selv om Lars Brygmann ikke længere gemmer sig selv og sin personlighed inde i en dynejakke, og i dag er vant til rampelyset, har han det bedst med, »at andre ikke kan læse alle bogens 400 sider,« som han udtrykker det.

»Hvis det drejer sig en rolle, kan jeg bedst lide kun at vise de første 25 sider i bogen. Men selvfølgelig antyde, at de resterede 375 sider ikke nødvendigvis er uspændende.«

Privat har Lars Brygmann heller ikke behov for at levere samtlige sider.

»Der er bare noget, der er privat, og som jeg ikke har trang til at dele med andre, end lige de nærmeste. Det sidste øser jeg gerne af, men det private har vel fået sit navn, fordi det sådan set ikke vedkommer andre end en selv.«

Grundlæggende ser Lars Brygmann ret realistisk på tilværelsen. Forstået på den måde, at det ikke nytter at bygge et liv op, hvor man hele tiden længes efter noget andet eller mere, siger han. Hvor uforløste drømme og projekter, der aldrig bliver realiseret, kommer til at overskygge for tiden der går, mens frustrationerne hober sig op i bunkevis.

Den holdning tog Lars Brygmann sammen med sin kone, journalisten Katrine Brygmann Salomon konsekvensen af, da parret for et halvt år siden besluttede sig for at flytte til Rom. Ikke for altid, men for en periode på fire måneder hvor børnene, Carlo, 8, og Fernanda, 11, blev taget ud af deres danske skole og meldt ind i en italiensk skole.

»Vi traf beslutningen udfra, at vi havde lyst til at prøve at flytte hverdagen et andet sted hen. Prøve at gøre noget nyt som familie, at få nogle nye oplevelser sammen.

Vi havde talt om det før, men blev på et tidspunkt enige om, at man jo kan vente på en anledning i evighed. Så er børnene for små, eller også er de for store eller også er der noget tredje. Og når der ikke er en anledning, må man selv skabe den, så det gjorde vi, og det var fantastisk.«
Udover at have en lejet en lejlighed i Trastevere-kvarteret, var de fire måneder i Rom ikke planlagt overhovedet. Helt bevidst.

»Det kan være godt nogle gange at se, hvad der sker, hvis man tør vende det hele lidt på hovedet og begive sig ud i det uforudsigelige. Børnene kunne ikke forstå et klap, da de begyndte i den italienske skole, men det hele gik så godt.

Eneste ulempe var, at jeg måtte flyve en del frem og tilbage mellem Rom og København, fordi jeg var i gang med optagelserne til »Lykke« og også lige havde fået klemt en en spillefilm ind, »Fuglekongen«.

Men tænk at gå rundt i en by, som er 2.500 år gammel. Man vader hen over broer, som blev bygget, da Jesus levede. En hverdag i sådan en by er da fantastisk.«

Lars Brygmann holder stadig mest af hverdagen. Ikke bare hverdagen nede i det gamle Rom, men også den hjemme på villavejen i København.
»Det er så forstemmende, hvis man lever et liv fra mandag til fredag, som bare skal overkommes eller overleves, for at nå frem til weekenden. Og egentlig er det kun lørdag, der er noget ved, for søndag skal man allerede begynde at tænke på at gøre klar til mandag.«
Han siger, at han næsten kan mærke det fysisk om morgenen, når han står op. At dagen i dag er hans eget ansvar. At det suverænt er ham selv, der bestemmer, hvad dagen skal byde på. Hvilken slags dag, det skal være.

»Det er helt banalt vores eget ansvar, hvordan det hele former sig, ingen andres. Det er vores eget ansvar, når det går godt, og selvfølgelig også når ingenting fungerer og alt er noget lort. Men der er ingen at skyde skylden på. Det siger jeg velvidende, at der naturligvis er flere nuancer i det end som så.

Min erkendelse er, at hvis jeg intet foretager mig, kan jeg ikke bebrejde andre for, at mit liv står stille.«

En anden erkendelse, der har været vigtig for Lars Brygmann, er at han aldrig når til det højeste niveau i Aikido. Om han så dyrkede kampsporten hver eneste dag resten af sit liv.

»Ingen kan nogensinde nå det højeste niveau, for det findes ikke. Lidt provokerende, men på en måde, jeg godt kan lide. På det punkt minder Aikido vel meget om det levede liv.«

Lars Brygmann citerer en amerikaner, som dyrkede Aikido. Manden var forvirret over ikke at forstå, hvornår man var gradueret færdig og fremme ved en endelig afklaring af alle øvelserne inden for Aikido.
Og manden blev gradueret fra anden til tredje »dan«, som det hedder.
Adspurgt hvordan han nu havde det, svarede han:
»I’m still confused... but om a higher level.«

Nogenlunde sådan har Lars Brygmann det også.