Langtidsholdbar Creme Fraiche

For præcis 30 år siden udkom en roman, som hed »Creme Fraiche«. Bogen vakte stor opstandelse og gjorde dens forfatter berømt og berygtet.

Foto: Erik Refner
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man kører nemt forbi Suzanne Brøggers hus i den lille landsby Løve et par kilometer fra Slagelse. Ikke fordi den gamle landsbyskole, som har været hendes hjem i de seneste 35 år, ikke syner af noget. Men mere fordi, man havde forventet et eksotisk indslag i det vestsjællandske landskab. Noget med stenelefanter eller søjler i granit måske. Men foran det store hus er bare en gårdsplads med perlegrus, en vildrose, der er ved at springe ud, og en carport, hvor en aldrende Peugeot står parkeret.

Men så får man et chok. Under et halvtag står en mand i laset tøj og stirrer på én. Lidt tættere på opdager man, at han er skåret ud af træ, og man kan næsten høre Suzanne Brøggers latter for sig, som den nok har lydt hundredvis af gange før, når en ny gæst er faldet i. Der er ikke noget dørskilt på den blåmalede dør, i et vindue skimtes noget så profant som en vaskesøjle og en motionscykel, men på døren sidder en dørhammer formet som en løve. Så kan det kun være her.

I marts 1978 udkom Suzanne Brøggers selvbiografiske roman »Creme Fraiche« (og i denne måned fylder jeg selv 30 år, hvilket gør mig nøjagtig lige så gammel som en af dansk litteraturs mest markante bøger om fri seksualitet og kvindefrigørelse), der skrev dens forfatter ind i dansk litteraturhistorie som feteret kunstner og flamboyant grænsebrydende provokatør. Det er derfor, vi har taget turen til Midtsjælland i dag. For at fejre fødselsdagen med Suzanne Brøgger ved at tale om den betydning »Creme Fraiche« havde på sin samtid og høre, om bogen efter 30 år stadigvæk er frisk.

Selv om Suzanne Brøgger i dag kun ryger én cigaret hver aften klokken 22.30, kan man stadigvæk høre mange års cigaretrøg i hendes dybe latter. Hun er blevet 63 år, men som hun står dér i entreen, høj, slank og elegant med sit perfekt opsatte grå hår i en aristokratisk frisure og de velkendte mørksminkede øjne og lidt skæve fortænder ligner hun det, hun er: Dronningen af dansk litteratur. Udenfor vinduerne i den store stue ligger rimfrosten og resterne af nattens snevejr på markerne. Men indenfor er det som at sidde i en kenyansk lodge med møbler af bambus og læder, et stort ildsted, som desværre er slukket, og kelimtæpper på gulvet.

På en lille bakke ved vinduet står kogende vand og Nes-café klar, og Suzanne Brøgger skænker op, rører rundt og begynder at fortælle om sin første selvbiografiske roman. Odysseen om den unge kvinde, der om bord på en flyvemaskine i ét langt glidende åndedrag fortæller om sin barndom, ungdom, forældre, New York, kunst, Bangkok, dansk provinsmentalitet, kvindefrigørelse, Vietnamkrigen, homoseksuelle og ikke mindst sine seksuelle oplevelser med de mænd og kvinder, hun møder på sin vej. En roman, som blev begyndelsen på hendes egen berømmelse og berygtelse og blev en af tidens mest kontroversielle og omdiskuterede bøger.

»Jeg havde dengang netop besøgt Henry Miller i Los Angeles, og han ansporede mig. Han sagde: »Skriv om dig selv, det er det eneste, du ved noget om.« Jeg var også blevet inspireret af at være i New York. Første gang, jeg kom dertil, var, da min essaysamling »Fri os fra kærligheden« udkom i USA i 1976, og jeg rejste rundt derovre i et par måneder. Stemningen, jeg fandt i New York, var meget igangsættende for romanen, selv om det ikke var rejsen til Amerika, jeg ville skrive om,« siger hun med sin karakteristisk distingverede og lidt dybe stemme, som langsomt og med mange kunstpauser sætter velvalgte ord sammen til perfekte sætninger.

»Der var mange ting, der dengang faldt sammen. Dels min egen livshistorie, som trængte sig på, dels selve tidsånden med den såkaldte seksuelle revolution. Den var begyndt tidligt i Amerika og virkede meget chokerende på os europæere. På et dybere plan var jeg meget inspireret af psykoanalytikeren Vilhelm Reich, der havde en temmelig vanvittig idé om et stof i det kosmiske, han kaldte for orgon. Det rimede lidt på orgasme, og hans tanke var, at der i det kosmiske fandtes en orgasme og en vision om, at grænserne mellem mennesker forsvandt og blev erstattet af en stor universel kosmisk kærlighed. Den følelse havde jeg også. At kærlighed som drivkraft gjorde verden både smukkere og mere intelligent. Det var den energi, jeg skrev bogen på.«

Hvordan var reaktionerne, da bogen udkom?

»Folk blev totalt chokerede, fordi den handlede om et individ, der brød alle bånd og bare ville leve på sine egne præmisser. Det er måske ikke så chokerende i dag, men dengang var der stadigvæk en række indforståede fællesskaber, man skulle abonnere på og indordne sig under, som familien, nationen og det sociale netværk. Underteksten i kritikken var, at hvad ville der ske med samfundet, hvis alle gjorde som jeg, rev sig løs fra det hele og fløj frit i luften. Det var en tid, der gjorde, at jeg fik modstand og fjender på alle fløje. Resterne af det gamle borgerskab var i 1978 blevet udfordret på så mange fronter, at det her bare var bægeret, der fik dåben til at vælte,« siger hun og griner af sin egen finurlige omskrivning.

»Det etablerede borgerskab var tilmed blevet provokeret af venstrefløjen, universitetsmarxismen og rødstrømpebevægelsen, men jeg havde dem alle sammen imod mig. Feministerne anså mig for at være borgerlig og for at gå mændenes ærinde ved ikke at have gjort mit marxistiske hjemmearbejde ordentligt. »Creme Fraiche« var jo ikke ligefrem »rapport fra en gulvspand«, og den har ingen solidaritet med arbejderkvinderne på fabrikkerne. Ikke fordi der er nogen ikke-solidaritet med arbejderkvinderne, det er bare ikke mit ærinde i den bog. På det tidspunkt havde mange af borgerskabets døtre besluttet sig for at lave deres sprog om og tage arbejde på fabrikkerne. Og jeg blev bare ved med at være, som jeg altid havde været.«

Så man dig som vulgær?

»Ja, det tror jeg. Næsten uanset hvad jeg skrev, og jeg skrev jo også essays og alt muligt andet, blev betragtet som vulgært. Det var egentlig først i 1980, da essaysamlingen »Brøg« udkom, at jeg så småt begyndte at blive taget alvorligt som forfatter. Da »Creme Fraiche« kom, blev jeg betragtet som en skandale og som en person, der ville gøre alt for at få opmærksomhed.«

Du har sagt, at det var første gang i verdenshistorien, at man kunne skrive en bog som »Creme Fraiche«. Hvorfor det?

»Selv på den tid, hvor rødstrømperne og feministerne havde kronede dage, var kroppen meget skjult og underspillet i socialiseringen af kvinden. Vi var alle sammen opdraget til at kvinder skulle gå med meget små skridt, ikke skulle le for højt eller have for store armbevægelser for ikke at blive opfattet som vulgære. Det var lidt lige som med børn, at kvinder skulle ses, men ikke høres. At et kvindeliv så udfoldede sig så hæmningsløst virkede meget provokerende. Men nu hvor jeg tænker på det, så har der også været andre historiske epoker med en tradition for at rejsen og det erotiske glider sammen. Det gør det for så vidt også i den her bog, men den lignede jo ikke noget andet, der tidligere var blevet skrevet. Der har været hvide kvinder, der dyrkede det orientalske og eksotiske. I den victorianske epoke var der kvinder, som tog ud i ørkenen og giftede sig med beduiner og røg hash i Saharas huler.«

Hvorfor skrev du den?

»Af ulykkelig kærlighed... forsmået kærlighed,« siger hun og smiler. Hemmelighedsfuldt.

Så den er en hævnakt?

»Der er ikke nogen hævn i selve bogen, men det er en hævn på eksistensens vegne. Den skulle vise, at livet er større end den smerte, et enkelt menneske kan forvolde, og at der er masser af glæde og lykke overalt, hvis man bare åbner øjnene og kaster sig ud i det,« siger hun.

Ved siden af hvert af de tre store vinduer ud mod haven hænger spejle med guldrammer. Et stort oliemaleri på endevæggen forestiller tre mænd fra starten af det 20. århundrede. Den ene, fortæller Suzanne Brøgger, er Louis Henius, som i sin tid var administrator for Berlingske Tidende og døde i 1931. Ham vil hun gerne fotograferes sammen med. I hjørnet samlingen af cd’er med klassisk musik og jazz og blandt dem hendes egen »Blå biografi« fra efteråret, hvor hun debuterede som jazzsangerinde. Ovenpå musikken står en globus, og rundt om i stuen er lerkrukker, stentøj, gips-buster, buddhaer af guld, afrikanske træskulpturer, giraffer og en skildpadde i keramik smagfuldt fordelt. I det selskab virker æsken med Tordenskjold-tændstikker ved ildstedet helt eksotisk. På alle vandrette flader er der bøger. På en kommode ligger hendes egne i en sirlig stak. Cirka 20 i alt.

Da jeg læste »Creme Fraiche«, slog det mig, at der slet ikke er så meget sex i den, som jeg havde forventet?

»Nej, der er måske ikke så meget sex i den, men den er meget lystbåren. Så det er svært at sætte fingeren på, hvor det chokerende og forargende lå. Det, der dengang virkede fremmedartet, var, at hovedpersonen bevæger sig rundt i verden, er i Mellemøsten og i Vietnam under Vietnamkrigen, for hvad bestilte en kvinde dér? Det kunne virke provokerende, at man kunne leve og tage for sig af retterne på den måde. Samtidig med de erotiske under- og overtoner var der også en tragisk dimension i bogen, som man måske ikke lagde så meget mærke til dengang. Hvad omkostningerne er ved at leve det liv.«

Er det derfor, at hovedpersonen i bogen sidder i en flyvemaskine og ikke tør lande?

»Ja, det er en meget luftig bog. Den har luftige, men alligevel meget legemliggjorte visioner. Den ophæver tyngdekraften, kan man sige, og gør alting muligt. Den energi var meget stærk, og jeg tror, at jeg satte mange mennesker, ikke mindst kvinder, i gang med at drømme om et mere vidunderligt liv. Min tankegang var, at der er en pris at betale for alt, så man kan lige så godt sætte livet ind på kærligheden som på noget andet.«

Der er mange, der følte, at deres liv var så kedeligt, da de læste den?

»Det er meget godt, for så kan man måske komme op af stolen og komme i gang med at opdage de muligheder, der er. Der er en opskrift bagpå. At man skal sluge den eller kaste op over den.«

Du har engang sagt, at dine bøger skal vise, at det kan lade sig gøre at være lykkelig, og du har også sagt, at forfatteren er en formidler af lidelse. Hvordan hænger det sammen?

»Som jeg siger, så er der en flig af tragedie oppe i det luftrum. Jeg synes, der er smertepunkter og lidelse i alle mine bøger samtidig med en meget stærk lykkefølelse. Det hænger tæt sammen for mig. Ikke at lidelsen skaber lykke, men jeg har en meget stærk livsfølelse af, hvor både kort og fantastisk livet er, og hvor kort afstanden mellem lykke og tragedie kan være. Jeg kan huske, at jeg var meget deprimeret, da jeg var færdig med at skrive det her »lystens evangelium«, og jeg forstod det ikke. Så det var ikke kun en bog om lyst. Den havde også fligen af tragedien. Dengang havde jeg ikke så meget erfaring, så jeg vidste ikke, at det faktisk var ret almindeligt at føle sig tom eller deprimeret ovenpå sådan en proces,« siger hun og bider forsigtigt i en småkage med det yderste af tænderne.

»Det, jeg godt kan lide ved den bog, er, at den er generøs. Den fedter ikke med det, men fortæller det hele. Den siger, om jeg så må sige, at måske dør jeg i morgen, så vi skal ikke gemme hovedstolen eller noget som helst andet. Det satte så også gang i en erkendelsesproces, så jeg kan sige, ja, den betyder meget for mig.«

Da »Creme Fraiche« skulle udgives på engelsk, brændte forlaget, og den kom aldrig ud. Til gengæld blev bogen oversat til en lang række andre sprog. I 1984 kom »Ja«, hvor hovedpersonen forsøger sig med parforhold, og trilogien sluttede med »Transparence« fra 1993, hvor der omsider blev lukket en mand ind i det selvbiografiske jegs liv. En bog til hvert årti.

»Jeg havde ikke planlagt en kierkegaardsk beskrivelse af det æstetiske, etiske og religiøse menneske. Men alligevel blev »Creme Fraiche« æstetikerens anliggende med dens optagethed af, hvordan man kunne leve mest interessant, inden man døde. Æstetikeren er altid mest interesseret i, at livet skal være interessant, og så snart hun begynder at kede sig, går hun et andet sted hen for at opretholde det intense og det interessante. Som Kirkegaard skriver, skal æstetikeren altid være oppe på livets spidser. Jeg synes, det er godt, at det stadie hører livet til, for hvis man springer det helt over, tror jeg, at ens liv på en eller anden måde bliver forkvaklet.«

Men i det æstetiske ligger der vel også det, at der må være noget andet...?

»Netop. Måske takket være den depression, jeg fik bagefter, kom spørgsmålet »hvad nu?« Jeg følte det, som om jeg var landet på en tom strand. Det var, som om at jeg ikke kunne presse citronen yderligere. Jeg kunne ikke drive mere inspiration ud af jagten på lysten og det interessante. I »Ja« forsøger jeg så med et parforhold, så det, kan man sige, er etikerens bog.«

Med sine beskrivelser af dansk middelmådighed og puritanisme virker »Creme Fraiche« i dag lige så aktuel som for 30 år siden. Og det er ikke tilfældigt, at feminister og de, der mener, at frisindet i disse år er under angreb, fremhæver romanen som en stor inspiration og en af de bedste bøger, der er skrevet om netop frisind og seksuel frigørelse på dansk. Sangerinden Nina Persson fra det svenske rockband The Cardigans har indtalt hele romanen som lydbog. »Möten med klassiker« hedder cd’en, der ligger på sofabordet som et levende bevis på romanens betydning for en ny generation,

Måske er det netop frigjortheden, der gør, at man hjemme hos Suzanne Brøgger læser bøger på toilettet. I hvert fald ligger der en udgave af »Tilværelsens inderste skildpadde« af Pernille Kløvedal Helweg derude. Med en blyant stukket ind som bogmærke.

Suzanne Brøgger voksede op i en lejlighed i Ryesgade på Østerbro, hvor der blev læst bøger og spillet masser af musik. Hendes far var musiker og et rodehoved af en mand, der var fuld af kærlighed og godt humør, men som var komplet utilregnelig og ikke kunne finde ud af at betale sine regninger. Moren var halvt jøde og kom fra en familie af farverige personligheder. Hun var meget smuk og elskede litteratur, men hun var samtidig depressiv og tog piller for at kunne klare sig. Da Suzanne Brøgger var seks år, blev forældrene skilt. Suzanne flyttede med sin mor og hendes nye mand, men deres forelskelse led under morens depression og gentagne selvmordsforsøg. Da Suzanne var 14 år, blev stedfaren udstationeret for FN i Sri Lanka og siden Thailand, og familien flyttede med. I Bangkok udviklede den kommende forfatter sin interesse for både det eksotiske og det erotiske, da hun blev optaget som en slags novice i en kreds af franske intellektuelle, der dyrkede frisindet og erotikken.

Og det er den brogede familie, opvæksten i udlandet og Danmark, og de erotiske eventyr, de fleste af Suzanne Brøggers bøger handler om. Eller gør de? Præcis hvor fiktionen slutter, og Suzanne Brøggers liv begynder, ved de færreste.

»Alle mine bøger indeholder en stor del af mig selv, men når man skriver så direkte, har folk tit svært ved at forestille sig selve det arbejde, der ligger i at skrive det. Selv om det er sanseligt skrevet, så er det et intellektuelt arbejde. Begge dele er mig. Krop og ånd, ikke?« siger hun og skæver ned til min medbragte førsteudgave af bogen, der ligger på bordet imellem os.

Hvordan har du det med den i dag?

»Jeg har det godt med den, bortset fra at førsteudgaven, som ligger dér, er smækfuld af stavefejl. Dengang vi skulle læse korrektur på den, var man fuldstændig rystet over, hvor mange stavefejl, der kunne være på en side. Nu er der heldigvis kommet en ny udgave uden. Men bortset fra fejlene, kan jeg godt lide tonen i den. Der er både en meget stor ensomhed, en god humor og lykke og en smerte. Jeg synes, at den er meget, meget levende.«

Føler du, at den blev misforstået?

»Ja.«

Hvordan ville du helst have haft, at den skulle forstås?

Suzanne Brøgger holder en lang pause og ser frem for sig. En meget lang pause.

»Den var ikke kun misforstået, for jeg har trods alt også med tiden fået anerkendelse som forfatter. Man skulle lige sluge kamelen, og efterhånden blev den accepteret for dens litterære kvaliteter. I øvrigt tror jeg, at jeg på et ret tidligt tidspunkt måtte lægge den barnlige drøm til side om at blive forstået. Sommetider kan der komme inspiration ud af misforståelser. Når de reaktioner, man får, er så meget ved siden af, så skaber det en vrede, der virker som benzin på motoren til den næste bog. Så jeg er egentlig meget glad for, at jeg aldrig bare er blevet favnet i flødeskum. Der er aldrig rigtig nogen, der har taget mig til indtægt for andet end det usædelige,« siger hun og ler sin dybe latter.

Hvad førte benzinen på bålet til?

»Sjovt nok blev bålet til en vanvittig stilfærdig bog, som kom året efter og hed »En gris som har været oppe at slås kan man ikke stege.« Den vakte næsten lige så meget furore for ud fra en meget primitiv læsning, kunne man ikke forstå, hvordan den samme forfatter kunne bevæge sig på silkelagner i én bog og i den næste gå i gummistøvler i en vestsjællandsk mose. Det var ikke til at fatte. Der har altid været en tendens til, at man læser bogstaveligt.«

Fordi folk er dårlige læsere?

»Det vil jeg jo ikke sige, for som forfatter ønsker man jo bare, at enhver læser på sin egen måde. Men der kommer nogle frygtelige misforståelser af dårlige læsninger eller af, at man læser for bogstaveligt. Blandt andet feministerne i Sverige, som siger, at jeg har svigtet dem, hvilket stadigvæk plager mig. Fri mig for alle de feminister, der vil fedte deres egne mislykkede liv af på mig. Som om at jeg skyldte dem et eller andet!«

Men ligger svigtet i, at du selv fik mand og barn?

»Ja, det kan godt være. Jeg ved ikke, om de havde tænkt sig, at jeg som 80-årig skulle flyve deroppe i luften med en leopard-blok og bare gentage det samme og det samme en gang til. Det er jo nok det, der hænger ved alle succes-skandalebøger. Det er ulideligt, hvis man gentager sig selv og bliver ved med at skrive det samme, og det er ulideligt, hvis man skriver noget nyt. Folk vil have det samme, men de klager, hvis de får det samme.«

Det må være et evigt dilemma...?

»Dilemmaet er løst ved, at jeg overhovedet ikke spekulerer på, hvad folk vil have. I øvrigt beklagede Henry Miller sig over det samme, fordi han havde skrevet en del bøger fra Paris, og så var der en masse læsere, der valfartede ud til ham, hvor han boede i Big Sur i Californien, og de sagde »jamen, vi har også rejst til Paris, men vi oplevede slet ikke det samme.« Det er igen den dér bogstavelige læsning.«

Det virker, som om at der findes sådan en meta-Suzanne Brøgger, som indeholder alle de fordomme, folk gennem årene har fået om dig. Hvordan har du det med »den anden« Brøgger?

»Jeg mærker den ikke så meget mere. Det er mest, når jeg er i udlandet, og den ikke er der, at jeg mærker befrielsen, så den må jo stadigvæk eksistere et sted. Forleden mødte jeg en dame, som sagde til mig, at efter at hun havde læst »Creme Fraiche«, havde hun besluttet sig for, at sådan et menneske ville hun aldrig møde. Altså det menneske, som havde skrevet bogen. Men hun var alligevel kommet til min koncert. Når man skriver bøger, har man det dér dobbelte blik på sig selv. Det antropologiske dobbelte blik, som jeg kalder det. På grund af min opvækst i forskellige lande og skolegang i mange forskellige miljøer, har jeg været vant til at skulle tilpasse mig nye kulturer og se på de ting, jeg selv opfatter som naturlige, fra en fremmed side. Så jeg har det der dobbelte blik og er opøvet i at se indefra og udefra på én gang. Det er også det, der hedder at objektivere, så det sætter en i stand til bedre at kunne skrive. »Creme Fraiche« er jo, ligesom alle mine andre bøger, skrevet i det samme værelse her i den vestsjællandske mose.«

Det må have været svært at slås med de fordomme i så mange år?

»Jeg er opdraget til ikke at bryde mig om, hvad andre siger og ikke ligge under for gruppepres. Man behøver ikke at have så mange venner, og man behøver ikke at være populær eller vellidt. Man må vælge, om man vil satse på det, man synes er vigtigt, uanset hvad konsekvenserne er,« smiler hun.

Suzanne Brøgger var næsten 40 år, da hun mødte sin nuværende mand og fik datteren Luzia, som i dag er 22 år.

»Og så længe har makkerskabet varet,« siger hun om ægteskabet med forfatteren og lektor i nordisk litteratur, Keld Zeruneith.

»Jeg var meget forbavset, for jeg var alligevel blevet 40 år og tænkte faktisk, at jeg skulle gå i graven som enlig. Men vi har jo mange sider i os, og livet er som bekendt mangfoldigt.«

Man kunne godt læse ud fra »Creme Fraiche«, at det kunne være svært for hovedpersonen at indgå i et ægteskab. Var det dét for dig?

»Jeg kendte engang en tibetansk lama, som var gift her i Danmark, og jeg spurgte ham, om han bedst kunne lide at være i kloster i Tibet eller være gift i Danmark. Og så svarede han »jeg kunne bedst lide at være lama i Tibet og at være gift i Danmark.« Jeg har det lidt på samme måde. Jeg kunne bedst lide at være en enlig fugl, der fløj frit rundt i universet, og jeg kan bedst lide at leve sammen med min mand. Det er en misforståelse, hvis man tror, at man kan alting samtidigt. Jeg har gjort hver ting til sin tid og faktisk i den gode rækkefølge. Hvis man begynder at ville være seksuelt frigjort som 60-årig, så er det lidt vanskeligt.«

Men selv 30 år efter er du kendt som dansk litteraturs sexede femme fatale. Selv min kæreste var lidt nervøs over, at jeg skulle herned og interviewe dig.

Suzanne Brøgger læner hovedet tilbage og griner højt.

»Ser man mig sådan? Nej, det tror jeg ikke! Hvis det er sandt, så er det vel nærmest smigrende, når man er i min alder. Men jeg tror mest, det handler om, at ethvert land skal have sådan en som mig. Jeg havde så troet, at der ville komme nogen andre og tage over. Det er der måske også, jeg kan bare ikke komme i tanke om, hvem de er. Jeg har forenet en tilværelse med ægteskab og barn med et ret frit liv, og det kunne feministerne da godt give mig lidt anerkendelse for. Også for at have skrevet nogle bøger, som har sat gang i deres forventninger om at leve et fantastisk og spændende liv.«

Du har vist engang med et Karen Blixen-citat sagt, at der er en »Guds plan« med dit liv?

»Det tror jeg ikke, at jeg har sagt, for jeg ved det faktisk ikke. Jeg tror meget på den frie vilje. Jeg er ikke fatalist, men derfor kan jeg sommetider godt føle, at skytsenglene har fløjet i lag og holdt deres vinger over mig. Så jeg tror måske på en skæbne i den forstand, at de mest mærkværdige vildveje har givet mig mening.«

Hvorfor skriver du?

»Det er stort set af de samme grunde som dengang, jeg startede. Det er en livsnødvendighed. Jeg kan ikke leve uden at skrive. Sådan har mange forfattere det, tror jeg...«

Pause

»... for det er på mange måder ensomt og slidsomt.«

Bliver det ikke nemmere?

»I dag bliver jeg hurtigere træt. Men det er nemmere, fordi jeg har overstået de år, jeg brugte på at lære at skrive og gøre det til en del af den måde, jeg er på, og til en naturlig del af åndedrættet og hverdagen. Hvor man glemmer, hvor unaturligt, det er at lave alle følelserne om til bogstaver og tvinge sig selv til at tænke på ting, man slet ikke bryder sig om at tænke på, fordi teksten kræver det. Litteratur er i dag blevet til en lille bitte niche i forhold til hele det medieudbud, der er. Så at trænge sig på med en bog for at stjæle nogens tid er blevet mere ømtåleligt. Man skal virkelig føle sig ret sikker på, at man kan være bekendt at tage andre menneskers tid...«

Stilhed.

Hvordan er dit liv i dag?

»Jeg arbejder stort set på samme måde, som jeg altid har gjort. »First things first,« som Blixen sagde. Jeg starter med at skrive om morgenen, inden jeg har læst avis og talt i telefon. Der har man sin sårbarhed, og man er ikke blevet invaderet af alle mulige irrelevante tanker. Der er koncentrationen størst. Dengang jeg startede, troede jeg, at en forfatter var sådan én, der åbnede en flaske whisky og sad og skrev om natten og røg en pakke cigaretter.«

Som Hemingway?

»Ja, men jeg fandt ud af, at det nok ikke gik i det lange løb. Til gengæld lærte jeg af Hemingway, at man skal skrive et bestemt antal timer om dagen og slutte på klokkeslæt, selv om det er midt i en god sætning. Det er godt at slutte i en god sætning, så ved man, at det er nemmere at komme i gang igen næste dag.« n