Læge til Brian Holm: »Bare rolig, du besvimer, før du falder død om«

Den ene er kunster, den anden er sportsdirektør. Begge er midt i 50erne, har været ramt af alvorlig sygdom, men bliver ved med at sætte sig nye mål. B Søndag har mødt akademiprofessor Erik Steffensen og den tidligere professionelle cykelrytter Brian Holm.

Brian Holm og Erik Steffensen på cykeltur sammen. Brian Holm Sørensen, tidligere professionel cykelrytter, sportsdirektør for Etixx-Quick Step og kommunalbestyrelsesmedlem på Frederiksberg for Det Konservative Folkeparti. Erik Steffensen, fotograf, billedkunstner, forfatter og professor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi.
Læs mere
Fold sammen

De siger tingene ligeud. På en uhøjtidelig og humoristisk måde med en skarp selvironisk undertone, der får andre til at slappe af, grine, græde eller tage sig sammen.

Mens billedkunstneren Erik Steffensen er professoren, som har undervist på Det Kongelige Danske Kunstakademi, er Brian Holm »gadedrengen« og sportsdirektøren med ansvar for at få sine professionelle ryttere først i mål.

De har cyklet over de højeste bjergkæder, rejst verden tynd, krydset grænser, fysiske og mentale. Og på et tidspunkt begge været tvunget til at forholde sig til alvorlig sygdom – med en ny bevidsthed om, at hver eneste træningstur skal opleves, som var det den sidste.

Kilometer for kilometer.

(artiklen fortsætter under videoen)

 

Berlingske inviterede »professoren og gadedrengen« indenfor i Pilestræde med en efterfølgende tur ud på raceren.

De kendte ikke hinanden, havde aldrig mødt hinanden før. Men agerede som om de var to italienske mænd, der samtidig og tilfældigt stiger ind i et tog på en banegård i Firenze. Og på skift lytter og taler uafbrudt, indtil toget standser i Rom tre timer senere, hvor de skilles lige så pludseligt, som de mødtes.

1. At være midt i 50erne og ikke Tage forskud på alderdommen, men heller ikke lege ung med de unge

Foto: Thomas Lekfeldt. Fold sammen
Læs mere

Brian Holm:

»Det lyder måske lidt dumt, men for at være helt ærlig: Jeg kan ikke mærke, at jeg er midt i 50erne. Faktisk føler jeg, at jeg er i lige så god form, som da jeg var 30. Det er meget mærkeligt.

Når jeg træner med de helt unge, dem i eliten, der er mellem 15 og 20 år, så siger jeg til dem: »Når I nu får trænet lidt mere, drenge, så kan vi tale sammen. Men lige nu kan jeg fortælle jer, at jeg først topper, når jeg er 58-59 år. Så indtil da kan I regne med at få røvfuld. Det drejer sig jo kun om fem år endnu.«

Så sidder de dér og lurer lidt på mig.

»Hvad fanden mener han, ham Brian Holm? Er han skideskør?« Jeg hygger mig med at iagttage deres ansigter, mens jeg klør mig lidt i skægget.

Så fortsætter jeg:

»Altså, fysisk og intellektuelt er jeg stadig på vej op, ikk’? Så kan det godt være, jeg begynder at stagnere lidt, og hvordan min fysiske form er, når jeg er 60, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men lige nu kan jeg mærke, at jeg bare bliver bedre og bedre. Og I ved jo godt, at hjernen tror på alt, hvad man fortæller den. Jeg siger for eksempel til min hjerne, at jeg kører stærkere og stærkere. Og skal vi så se at komme af sted, drenge«.«

Erik Steffensen:

»Men det gør du jo også. Du bliver stærkere og stærkere, og det gør du, fordi du indimellem kan komme til at undervurdere din egen betydning. Du er et forbillede. Og det, de unge oplever, er, at når de er på vej ned i træningen, kan de se, at ham der idioten til Brian sgu fortsætter. Han tror tilsyneladende på et eller andet, og det trækker jo fra, hvis de ikke kan træde så mange watt.«

Brian Holm:

»Jeg kan i hvert fald mærke hele vejen rundt, at jeg aldrig har haft det bedre i mit liv end nu. Så kan man filosofere over, om det er, fordi jeg har overlevet en alvorlig kræftsygdom. Jeg ved jo ikke, hvordan det ville have været, hvis jeg ikke havde været syg. Men jeg er glad hver eneste morgen, jeg vågner.

Der er også lortedage indimellem, gedigne lortedage, men det skal der vel være, for at man kan nyde de gode dage, dem er der heldigvis langt flest af.«

Erik Steffensen:

»Jeg tror, der sker nogle hormonelle ting, når kvinder kommer i 40 års alderen: »Nå, nu er det sidste gang, jeg skal have et barn med ham spaden dér.«

Men for mænd sker der noget hormonelt, når vi er omkring 50. De seneste par år har jeg ofte tænkt: »Hold da kæft, hvor er det fedt, at jeg har overlevet alle de skift, jeg løbende har foretaget gennem tilværelsen.

Men det, som jo for alvor er spændende, er, at man definitivt er et pænt stykke over midten. Og pludselig slår det én: Er det så også det rigtige, jeg gør? Er jeg det rigtige sted? Nogle dulmer med alkohol, andre kører på cykel, til de er helt blå i kasketten. Og andre igen putter en masse arbejde på.

Der kommer nok en slags visdomsperiode, vil jeg tro, når man er i 50erne. Den er så ikke kommet til mig endnu ... haha. Men selv om man erkender sin høje alder, behøver man jo ikke ligefrem at tage forskud på alderdommen, vel?«

Brian Holm:

»Når man er 40 år, er der stadig en »buffer« i hver retning. Men 54 år? Uha, der er man altså ved at være inde i tunnelen ...«

Erik Steffensen:

»Jeg læste forleden noget om depression. At man befinder sig i en mørk tunnel, når man er deprimeret. Men at man heldigvis kan se noget lys for enden af tunnelen. Men så viser lyset sig at komme fra en modkørende bil. Altså, sådan et billede elsker jeg ... haha. Så længe man tænker, der er håb, går det. Og når håbet så bliver slukket, er det forbi. Vi har brug for tro, håb og kærlighed i alle livsaldre, færdig, bum.

Et eller andet sted er der jo noget selvopholdelsesdrift. Når man kommer i 50erne, kigger man ned på en bund og tænker: Øh ... skal du ned og have fat i den dér understrøm, eller skal du bare lade som ingenting? Det kunne jo godt være, det var fornuftigt lige at få fat i noget dernede, inden man hastede videre, altså lige at tage en samtale eller to med sig selv.

Jeg tror, det er Jung, der taler om livsfaser. Vi skubber rundt med de der forskellige livsfaser. Og når man fylder 70, kommer der en ny, og så skal man igen finde en anden måde at være her på.

Jeg synes, du er et ret interessant eksempel på livsfaser, for hvad sker der, da du kommer ud for det største tab i dit arbejdsliv, og dermed en ny livsfase, da du ikke længere kan køre professionelt? Du skriver en bog, du holder foredrag og får skabt dig en ny form for tilværelse med indhold. Du er sådan en overlever, du vil altid være en, der finder på noget. Men vi forandrer os omkring de dér forskellige livsfaser, og det er fandeme interessant, rigtig interessant.«

Brian Holm:

»Du har muligvis ret, det har jeg ikke tænkt så meget over, dét med livsfaser. Men jeg ved, at man tror, man ved det hele bedre, når man er mellem 20 og 30 år. Det er jo også en del af charmen ved at være ung. Indimellem har det jo også været lidt af et helvede. Et sandt helvede. Hvad man har prøvet og gjort eller ikke skulle have gjort eller ...

I dag er jeg i stand til at se tingene fra et helikopterperspektiv, og det er noget af en befrielse. Jeg ser de fleste ting ret klart og tydeligt oppefra, og jeg er også blevet meget mere ydmyg og taknemmelig. Måske ikke lige præcis, når jeg træner... haha. Der giver jeg sgu ikke plads for, at nogen kan komme forbi mig.

Men ellers ... Jeg er ret ofte sammen med mennesker, der har kræft og som ved, de kommer til at dø af sygdommen. Jeg bliver så ydmyg.«

2. Fysiske grænser, selvdisciplin, vilje, konkurrence og de sidste 20 procent

Foto: Thomas Lekfeldt. Fold sammen
Læs mere

Brian Holm:

»Jeg gider kun at løbe og cykle, hvis jeg konkurrerer med andre, og jeg kører altid for at vinde en spurt. Ellers kan det være lige meget, det siger mig intet at motionere, alene fordi det er sundt. Desværre får jeg tæv cirka ni ud af ti gange.

Alle mine tider og distancer skriver jeg ned i notesbøger, så jeg har et overblik. Jeg kan gå lige hjem og finde ud af, hvor hurtigt jeg løb rundt om Damhussøen en bestemt dag for 15 år siden. Det er jo rigtig rart at vide, ikk – haha. Min rekord rundt om Damhussøen er 19:51. Og på en ti-kilometer lander jeg på 35 minutter, som så nok ender med at blive til 36 minutter.«

Erik Steffensen:

»Jeg skriver også mine tider ned, det har jeg gjort i mange år. Altså, man kan løbe hurtigere, eller man kan løbe længere. Der er ikke så meget andet, man kan gøre, hvis man skal flytte sine grænser for sin formåen. Da jeg begyndte at løbe, det gjorde jeg ret sent, jeg var næsten 40, da jeg lagde ud med at løbe rundt om boligblokken. Så løb jeg lidt længere, en kilometer på syv minutter.

Nogle år efter løb jeg en kilometer på fire minutter. Hvis jeg først kunne opgradere fra to til fire kilometer, ville det være lettere at komme fra fire til otte kilometer og så videre.

Jo ældre, jeg er blevet, jo hurtigere har jeg løbet. Og jeg har i et anfald af vanvid tænkt: »It will never stop!«

Det er imponerende, så hurtigt, man kan forbedre sig. Men de sidste 20 procent, hvis man skal yde sit maksimum, dem skal man altså ligge og rode rundt med, de er hårde.«

Brian Holm:

»Du har ret i det med de sidste 20 procent. Hvis man træner fire gange om ugen, jeg taler om at cykle, kan man ramme 80 procent. Jeg kører omkring fire timer fire gange om ugen, så er der også tid til kaffe. Hvis du træner seks-syv gange om ugen, kan du få de sidste 20 procent med.

Men ved du hvad? Det gider jeg ikke mere, det er alt for hårdt, og jeg har også noget arbejde derhjemme, som skal passes. Når jeg løber, er det noget andet, end når jeg cykler. I løb kan jeg ikke rigtigt tabe, der har jeg ikke den der taber-følelse, som jeg har efter så mange år på en cykel.

Jeg løber tre gange om ugen omkring ti kilometer hver gang, og jeg tror ikke, de andre opfatter mig som løber. Derfor skal jeg ikke præstere på samme måde. Det er bare sådan en følelse, jeg har.«

Erik Steffensen:

»På et tidspunkt tænkte jeg: De bliver ikke bedre, mine løbetider, og så fik jeg lyst til at finde på noget andet og begyndte at dyrke triathlon og løbe ultraløb. Jeg har løbet TransGrandCanaria, ganske vist kun »børneløbet« på 83 kilometer, den lange var på 123 kilometer. I foråret kørte jeg Flandern Rundt på 260 kilometer.«

Brian Holm:

»Det er langt, jeg synes, det er et hårdt og langt løb.«

Erik Steffensen:

»Ja, det er langt og hårdt, men hvis man først har været ude at gøre noget i mange timer i træk og virkelig er slidt, så tænker man: Nu tager du lige noget chili con carne og fortsætter, ikk? Der er nogle, der bliver afhængige af at presse deres krop for at se, om de kan give den en tand ekstra. Det gør jeg ikke mere, nu går jeg efter at få oplevelser, så her er der for mig sket en radikal ændring de sidste to år.

Vi er sådan en lille privat klub, der gør nogle forskellige ting sammen. Det næste, jeg godt gad, var at cykle sammen med dem fra Tibet til Nepal. Vi har aftalt, at vi skal skifte transportform og kontinent hver gang, vi gør noget nyt.

Man kan jo også svømme over Bosporosstrædet mellem Asien og Europa. I dag gør jeg ikke noget for at optimere, men for at opleve.«

Brian Holm:

»Der er nogen, der har sagt, at en sportsmand ikke er en sportsmand, hvis han ikke også nyder smerten. Når han træner, gør det ondt, og når det gør ondt, ved han, at han bliver bedre. Jeg kan stadig presse mig selv, til det gør ondt. For nylig spurgte jeg min læge, om jeg skal være bange for, at jeg pludselig kan falde død om. Ved du hvad, han svarede?

»Bare rolig, du besvimer først.«

Haha, men seriøst, så spurgte jeg ham, fordi jeg en gang imellem synes, det sortner lidt for øjnene, når jeg presser mig selv. Det er jo ikke, fordi jeg er masochist, men den der smerte, når man bliver rigtig træt, den kan noget. Og når man så sidder fredag aften derhjemme og kan mærke, at man næsten får feber af træthed og udmattelse, kan jeg godt tænke: Hvad skal det nu til for?

For nogle uger siden havde jeg krampe i begge arme efter at have kørt med min lillebror.

»Men du kan jo godt lide det,« sagde min kone. Og hun har ret, jeg forbinder smerte og træthed med noget positivt. Det er det samme med sult, når man er ude at træne. Man dør jo sjældent af sult, og jeg hører nok lidt til den gamle skole, for man behøver hverken at spise eller drikke med mindre, man kører over fire timer.

Jeg er også lidt gammeldags med cykelhjelme. Jeg kører med hjelm, når jeg træner, fordi jeg ikke gider at tage diskussionen.

Folk tolker ofte smerte, træthed og sult ret negativt, når de begynder at dyrke sport. Hvornår er man træt, og hvor langt ude er man? Så plejer jeg at sige:

Okay, nu slapper du lige lidt af, makker, vi kommer ikke til OL mere«.«

3. Ingen af os slipper levende herfra. Og hvordan det føles ikke længere at være udødelig

Foto: Thomas Lekfeldt. Fold sammen
Læs mere

Erik Steffensen:

»For at deltage i TransGranCanaria i 2013 skulle jeg have en lægeerklæring. Ren rutine-tjek, tænkte jeg, for jeg var i rigtig god form. Flyet lettede fra Kastrup klokken 15, så der var ikke meget tid. Og pludselig står der en læge på Rigshospitalet og spørger mig:

»Er der nogen i din familie, der er døde af hjerteslag?«

»Tjaaa, bom, bom. I min familie plejer de nu at dø af druk. Min far var 55 og min bror 57, da de døde,« svarede jeg. Og så forklarede lægen mig, at hvor raske hjerter har tre elektroniske strenge, der får det til at slå, havde jeg kun en. Mit hjerte slog altså uregelmæssigt. Hvilket betød, at jeg var blandt den ene procent i en maraton for eksempel, som er i risiko for at falde om.

I starten gik der lidt Monty Python i den for mig:

Åh ... skide være med det, jeg kan jo ikke mærke noget og har ikke hjerteflimmer, jeg kan højst blive lidt svimmel, når jeg rejser mig. Men inderst vidste jeg, at jeg ville blive nødt til at forholde mig til realiteterne.

Jeg nåede flyet og gennemførte de 83 kilometer. Men da jeg kom hjem igen, havde lægen skrevet, at »ham her, han skal drosle alvorligt ned på sit fysiske præstationsbehov.«

Jeg kunne løbe og cykle så tosset, jeg ville, sagde han. Men dét med hele tiden at optimere var »no go«. Så ikke mere ekstremsport, det er slut for altid. Min grænse går i dag ved en halvmaraton. Jeg skal ikke konkurrere og løber sjældent mere end ti kilometer, og jeg er oven i købet glad for, at det er sådan.«

Brian Holm:

»Sygdom er så ekstremt i forhold til alt andet, at du ikke kan sammenligne det med noget som helst. Da jeg var syg og fik stukket en seksløber for panden med besked om, at jeg havde 47 procent chance for at overleve, cyklede jeg af sted på mine sædvanlige træningsture.

Når det gjorde ondt, følte jeg, at jeg var i live. Jeg begyndte også at tage armbøjninger, 60 om ugen, det gør jeg stadig. Jeg har behov for jævnligt at få bevis for, at jeg lever. Jeg skal mærke mine organer, min lever, min hjerte, mine lunger.

Efter en stor kræftoperation, de kaldte den elefantoperationen, satte jeg mig mål. Det kendte jeg fra før, jeg blev syg. Først skulle jeg gå over til håndvasken fra min seng halvanden meter væk. Senere over til væggen. Og nogle dage efter gik jeg rundt nede i katakomberne under Bispebjerg Hospital. Frem og tilbage.

14 dage efter, at jeg var udskrevet, mødtes jeg med drengene og luntede en tur på Frederiksberg. De var nervøse og holdt konstant øje med mig. Pludselig fik jeg ondt, og de så for sig, hvordan klemmer sprang op og mine indvolde røg ud. Det havde også været en grim scene. Bag os gik min kone med vores søn i barnevogn.

I dag nyder jeg mine træningsture, når det regner og blæser. Jeg tænker: »Nyd hvert eneste sekund. Det kan godt være, det lyder lidt halvdybt. Og ja, jeg vil vinde og konkurrere og flytte grænser og komme først. Men når man har været meget syg, laver det om på en hel masse oppe i ens hoved. Et eller andet sted er jeg sgu ligeglad med, om jeg vinder den spurt. Det vigtigste er, at jeg kan mærke, når jeg fryser om fingrene.«

Foto: Thomas Lekfeldt. Fold sammen
Læs mere