Lad mig være i fred

Føler du dig også forstyrret i det offentlige rum? Så er du ikke alene. Virksomhedernes traditionelle reklamemetoder er slået fejl, og det har startet en lavine af desperate salgsmetoder, forklarer en førende reklamemand.

Illustration: Bob Katznelson Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det tager knap et kvarter at gå fra den ene ende af Strøget i København til den anden.

I hvert fald på sådan en ganske almindelig hverdags-eftermiddag, hvor jeg tager turen fra Kgs. Nytorv til Rådhuspladsen ad den lidt over en kilometer lange gade sammen med alt fra forretningsmænd på vej til møde, til fortabte turister, mødre med børn og unge piger med glødende dankort.

Og som i de fleste af Danmarks andre større byer er det svært at tilbagelægge distancen uden at blive tilbudt alt mellem himmel og jord.

Opret et avisabonnement. Red et barn. Få smidt en ny mobiltelefon i nakken. Og mon ikke du betaler for meget i el? Kom indenfor og lad os regne det ud for dig!

Det at bevæge sig fra A til B i Danmarks større byer har udviklet sig til et forhindringsløb mellem alt fra forretningsdrivende til sælgere og gadehververe, der alle kæmper om vores opmærksomhed.

Ifølge Frederik Preisler, stifter af og partner i reklamebureauet Mensch, er de forretningsdrivenes iver for at komme i kontakt med os ganske enkelt blevet mere aggressiv.

»For ikke mange år siden mente man, at en gennemsnitlig forbruger i den vestlige verden blev udsat for omkring 1500-2000 kommercielle påvirkninger om dagen. Der er ingen tvivl om, at det tal er højere i dag,« siger han og forklarer, at virksomhedernes stigende tendens til at henvende sig direkte til os forbrugere i det offentlige rum er opstået af to årsager:

En blind tro på de digitale medier og en lang og sej finanskrise.

»De sidste fem år har vi i min branche ikke lavet andet end at diskutere, at traditionelle medier som TV-reklamer og avis-annoncer i den grad er fortid, når man vil sælge et produkt. I stedet har vi talt om, at virksomhederne bør satse på at skaffe nye kunder gennem de digitale medier. Men lige så stille har en tvivl om, hvorvidt de overhovedet kan levere varen, sneget sig ind,« forklarer han.

Og når sælgernes forretningsmodel på den måde glipper, og når finanskrisen giver minus på bundlinjen, nytter det ikke noget at vente på, at kunderne henvender sig. Virksomhederne må selv tage affære.

»Vi har lige nu en post-krise-tilstand, hvor de fleste forretningsdrivende ikke helt ved, hvad de nu skal gøre. Det betyder også, at vi begynder at se salgsmetoder, som er mere desperate, end vi hidtil har oplevet. Paradoksalt nok er mange virksomheder endt i den mest oprindelige reklame: de har søgt tilbage til det traditionelle gadesalg, hvor de på gammeldags facon råber deres tilbud til kunderne,« siger Frederik Preisler.

Byen er defineret som en forbrugszone
Og ideen virker ofte efter virksomhedernes hensigt, forklarer Pelle Guldborg Hansen, adfærdsforsker ved RUC.

Særligt i de situationer, hvor vi siger ja til gratis produkter eller tilbud, som vi i forvejen egentlig ikke har interesse i.

»Giver en sælger dig for eksempel et gratis produkt, har du som forbruger svært ved at sige nej, når sælgeren bagefter foreslår, at du køber et andet produkt. Det første produkt er en slags gave, som starter en mellemmenneskelig følelse i dig, og du føler, at du, fordi du har fået noget gratis, derfor også bør købe et af deres andre produkter,« siger han.

Der skal dog ifølge Pelle Guldborg Hansen ikke meget til, før den positive følelse kan ændre sig til ren irritation. Særligt fordi vi ikke selv har bedt sælgerne om at henvende sig.

»Men byen er efterhånden defineret som en forbrugszone. Har vi først sagt ja til at gå ind i det miljø, har vi også sagt ja til at alle må prøve at få vores opmærksomhed,« forklarer Pelle Guldborg Hansen.

Jeg oplever det selv på min tur op ad Strøget. Allerede ved Illum er den gal. En yngre fyr vifter en Politiken-avis foran mig og spørger, om jeg vil have dagens udgave. Jeg kan også få et godt abonnement oven i hatten.

»Jeg holder allerede en anden avis,« prøver jeg, men sælgeren tager hurtigt bestik af mig og min forholdsvis unge alder. Måske Politikens tilbud til studerende er bedre end det fra min nuværende avis, spørger han, uden egentlig at vide, hvad jeg beskæftiger mig med.

Vi vil forvente mere af sælgerne
Sælgerens fremgangsmåde er egentlig ikke dum, fortæller Einar Baldvin Baldursson, som er lektor i social- og arbejdspsykologi ved Aalborg Universitet. Men den virker kun på kort sigt.

»Når man gør noget nyt, vil det for en kort stund levere en effekt. Men henvender man sig til forbrugere på den samme måde flere gange, vil effekten af henvendelsen falde,« siger han og forklarer, hvordan virksomhedernes aggressive markedsføring på den måde i sidste ende kan give bagslag.

»Vi vil som forbrugere efterhånden forvente mere fra virksomhedernes tilbud. Over længere tid betyder det, at det bliver sværere for dem at afsætte deres produkter. For forbrugerne er det ikke længere nok, at virksomhederne giver et godt tilbud. De skal give et ekstraordinært tilbud,« siger han.

Egentlig findes der regler for, hvordan de sælgende må tage kontakt til os i det offentlige rum. I København må de forretningsdrivende for eksempel gerne rykke deres salg ud på gaden foran deres butik. De skal blot have en tilladelse fra kommunen, ligesom det blandt andet i nogle tilfælde koster en årlig afgift.

Og den fidus har mobilselskabet 3 luret. I flere byer har de således taget deres sortiment og salgstaler med ud, hvor de potentielle kunder befinder sig.

»I et marked med megen konkurrence nytter det ikke noget, at man bare sidder inde i butikken på sin brede numse og venter på, at der kommer nogle kunder og trækker et nummer. I stedet skal man ud og hente dem,« fortæller kommunikationschef i 3, Stine Green Paulsen.

»Vi arbejder i et konkurrencedrevet marked, som også principielt er et lukket marked. Der er ikke nogen i dag, som ikke har en mobiltelefon, så for os handler det ikke om at sælge et produkt, som kunden allerede har. Vi skal i stedet have kunden til at skifte fra én operatør og over til os. Her er det vores erfaring, at det kun sker, hvis man går ud og taler direkte med kunderne,« siger hun.

På min gåtur op ad Strøget, er jeg nået til Storkespringvandet, og her bliver det kritisk. Den store plads virker som et trækplaster for diverse humanitære organisationer. Her finder man Københavns tag-selv-bord af velgørenhed. Red hvalerne. Afskaf dødsstraf. Støt et barn i Tanzania. »Jeg har ikke lige tid i dag,« mumler jeg til en af Amnesty Internationals udsendte og zigzagger uden om hans medsammensvorne, der også står parat på pladsen.

Ifølge Ole Hoff-Lund, pressechef i Amnesty Internationals danske afdeling, var menneskerettighedsorganisationen en af de første, som forsøgte sig med den face-to-face-metode, som utallige andre organisationer, sælgere og forretningsdrivende nu også satser på.

For tiden har organisationen 25 gadehververe ansat – 15 i København og ti i Aarhus – men tallet veksler alt efter sæsonen, og om sommeren når det af og til helt op på 80, siger han. Den direkte kontakt til danskerne har da, ifølge ham, også været en af faktorerne bag en massiv medlemsfremgang. I 2000 talte foreningen 20.000 medlemmer, i 2012 var der 100.000.

»Vi overvejer hele tiden, om der er et mætningspunkt, eller om vi skal finde andre måder at kommunikere på. Når vi et mætningspunkt en dag, vil vi naturligvis tænke på at drosle ned for vores gadehvervning, men den dag er ikke kommet endnu,« siger han.

Amnesty er heller ikke den eneste organisation, der på min tur op af ad Strøget forsøger at hverve mig til sin mærkesag. Mens jeg krydser vejen ved Nytorv, prøver en yngre pige ihærdigt at få min opmærksomhed. Iført Greenpeaces grønne jakke med logo forsøger hun at få øjenkontakt. Jeg har egentlig aldrig før nu lagt mærke til, hvor meget tyggegummi, der har mast sig vej ned i Strøgets grå fliser, tænker jeg og slipper forbi.

Bølgen vender: salg på forbrugerens præmisser
Så langt så godt. Her fra kan jeg med lidt god vilje skimte Rådhuspladsen for enden af Københavns snævre handelsåre. Om ikke længe kan jeg ånde lettet op. Ifølge Frederik Preisler vil der ikke gå lang tid, før virksomhederne begynder at indse, at de direkte henvendelser måske skaber mere irritation end gavn.

»Det er klart, at gadesalget er effektivt, fordi du har en situation, hvor du kan afslutte salget med det samme. Du nøjes ikke kun med at gøre folk interesserede, du får dem også til at sætte en afsluttende underskrift. Til gengæld virker det også kun, når du fanger en ud af mange hundredetusinde, som lige præcis er i købssituationen,« siger han og slår fast, at vi som forbrugere allerede er ved at få nok af metoden. Ifølge ham er de største, professionelle virksomheder derfor begyndt at tænke i andre baner.

»Den næste bølge bliver en ny sofistikeret form for kommunikation, som foregår på nogle andre præmisser, hvor man ikke prøver at forstyrre, men i stedet forsøger at vise, at virksomhedens produkter faktisk har en eller anden form for relevans for forbrugeren,« siger han.

Indtil det sker, kan jeg til gengæld glæde mig over, at jeg ifølge Frederik Preisler som forbruger også er blevet bedre til at vende det døve øre til.

»Den eneste grund til, at vi ikke bliver skingrende sindssyge af, at 1.500 mennesker dagligt råber os ind i hovedet, er, at vi har et filter til at beskytte vores forstand. Men det virker desværre også omvendt. Når vores filter bliver bedre og bedre, råber virksomhederne også højere og højere for at få vores opmærksomhed,« forklarer han.

Jeg er endelig nået til den modsatte ende af Strøget. I de knapt femten minutter, det tager at tilbagelægge turen, har mit eget personlige filter været på overarbejde. Hele tre gange har sælgere henvendt sig direkte til mig, mens jeg har formået at zigzagge mig uden om endnu flere. Det er på underlig vis næsten befriende at være nået tomhændet igennem en af verdens længste handelsgader.

»Hey, vil du ikke smage en gratis skinny latte?« råber en pige og vinker til mig fra sin Starbucks-bod på hjørnet.

Okay. En enkelt kan man vel altid drikke.