Lad legebarnet komme frem

Hvem har ikke kastet sig ud i at digte eller skrive noveller, men hurtigt givet op, fordi det lyder både banalt og klichefyldt? Gem din kritiker væk og lad legebarnet komme frem, lyder rådet fra skrivecoach Lilja Scherfig.

Lilja Scherfig. Foto: Erik Refner Fold sammen
Læs mere

Skrivelysten bobler i mange af os. Det kan være digte, eventyr, noveller eller erindringer fra vores liv, der kribler i fingrene efter at blive omsat til ord. Men det kan være angstprovokerende at gå i gang, og er teksterne ikke perfekte fra starten, er skuffelsen stor. Det samme er frygten for at havne med en endeløs række af klicheer. Det er lige præcis der, det ofte går galt, mener skrivecoach Lilja Scherfig, som underviser i at finde kreativiteten frem.

»Måske bliver det ikke, som du havde forestillet dig, men ligesom hvis du øver på klaver, starter du ikke med at spille et stort stykke. Du bliver nødt til at spille falsk mange gange. Hvis man satte sig ned og skrev geniale tekster med det samme, ville det være dybt underligt,« siger hun og slår ud med armene.

Lilja Scherfig, som er barnebarn af forfatter og maler Hans Scherfig, arbejder som selvstændig skrivecoach og forfatter. Når det handler om at udleve skrivelængslen er hendes råd skræmmende enkelt.

»Det vigtigste er at glemme sin indre kritiker. Hvis der står én med løftet pegefinger og hele tiden blander sig, mens man forsøger at lege med ordene, så er det ikke længere sjovt. Først på med forfatterkasketten og den næste dag kan man se på det med kritikerens øjne. At tage de to kasketter på samtidig er den letteste måde at ende en skriveproces, og det er derfor, de fleste mennesker har skriveblokering,« mener hun.

Gennem hendes undervisning i kreativ skrivning i blandt andet fagbevægelsen og i private fimaer har Lilja Scherfig oplevet, at alle mennesker rummer fortællinger, der gerne vil ud. Som regel skal de bare hjælpes lidt på vej. Derfor prøver hun at tale til sine elevers mod til at skrive om det, de har på hjerte. Især musik kan være med til at løsne op for følelserne.

»Jeg har undervist en del i fagbevægelsen for blandt andet sekretærer, hvor mange af dem ikke er så kreative til daglig. De blev så rørte af det, de andre skrev, og anede slet ikke at Ellen, som sidder på kontor, kunne være så poetisk og skrive noget, der berørte alle,« siger hun.

Vi er alle nogle originaler, så det gælder om at finde ind til sin egen skrivestemme uanset hvilken genre, det er, som skal udforskes. Ofte kan det overraske, hvor mange historier vi ligger inde med, og at man enten er virkelig sjov eller måske meget lyrisk på tekst. At give sig i kast med forskellige genrer kan også give pote, for det er ikke til at vide på forhånd, hvor ens potentiale ligger. Det opdagede Lilja Scherfig på forfatterskolen for børnelitteratur.

»Jeg hadede førhen at læse rim, men fandt ud af, at det var en af mine styrker at rime. Jeg blev presset til det, og det faldt mig faktisk utrolig let. Siden har jeg udgivet en børnebog på rim, der hedder Pophans, og en ny er på vej til august,« fortæller hun.

Det kan være svært at lægge ud med at skrive en hel novelle, og derfor foreslår Lilja Scherfig at starte i det små, og måske skrive fem minutter hver dag. Læg lidt godt musik på anlægget og skriv usencureret uden at tænke over, hvad der sprøjter ud. At skrive dagbog er også en måde at øve sig i at glemme kritikeren. Det renser ud i systemet, så et skænderi i familien ikke behøver at være tema for ens novelle.

For Lilja Scherfig er det helt tydeligt at se, om en tekst har været sjov at skrive.

»Jeg ser på, om det er levende eller om det er distanceret. Det er let at se, om sproget sprudler, og der er mange, som er bange for at blotte sig, når de skriver og derfor lægger de en distance ved for eksempel at bruge kancellisprog. Det ryger op i hovedet i stedet for at være nede i sanserne. Man skal ind og gøre det sjovt og finde lysten i stedet for at gå op i, hvor meget man røber om sig selv, og hvad andre synes.«