Kurt Cobains uvaskede trøje er vurderet til millionbeløb på auktion: »Der er stadig pletter på«

Rockmusikeren Kurt Cobains uvaskede trøje er sat på auktion. Vurdering: 200.000 dollars.

Kurt Cobain under en koncert fra 1993 i den såkaldte MTV Unplugged. Det er netop den grønlige bluse, han bærer til koncerten, som nu sælges. Scanpix.   Fold sammen
Læs mere
Foto: Frank Micelotta Archive

Kurt Cobains uvaskede trøje sættes for anden gang i løbet af fire år på auktion. Kurt Cobain bar den, da Nirvana i 1993 medvirkede i én af MTVs »Unplugged«-koncerter.

Darren Julien fra auktionshuset Julien`s Auctions siger til Rolling Stone: »Der er stadig pletter på trøjen. Der er endda mærker efter brændende cigaretter.«

Den nuværende ejer er en forretningsmand, der foretrækker at være anonym. Auktionshuset siger, at han har opbevaret trøjen under sikre syrefri forhold, så den er så god som ny – eller rettere sagt: Lige så uvasket som før.

I november 2015 blev den samme trøje solgt for 137.500 dollars. Dengang skete det også gennem Julien`s Auctions. Trøjen blev beskrevet som grønlig og i en blanding af akryl og mohair med lynlås og fem knapper, hvoraf én manglede, to lommer og et hul efter en cigaret. Trøjen var kun vurderet til 60.000 dollars, men gik altså for det dobbelte. Nu er den vurderet til 200.000 dollars.

Darren Julien siger om interessen for rockgenstande:
»Det er ikke mere blot samlere, der køber, for det er blevet et marked for investorer. Manden, der købte trøjen i 2015, gjorde det for at investere. Fordi Kurt Cobains ejendele giver store priser, er folk begyndt at sælge. Folk investerer mere og mere i popkultur og specielt i rock.«

Men det er ikke blot trøjen med hul i, som man får med, der medfølger også et håndskrevet brev fra Kurt Cobains eneste barns barnepige, Jackie Farry, der var en nær ven af  Kurt Cobains hustru, Courtney Love. Sidstnævnte forærede Farry sweateren efter Kurt Cobain’s død i 1994.

På auktionen, der finder sted 25. – 26 oktober, kan man også byde på en guitar, som ifølge auktionshuset var blandt Kurt Cobains favoritguitarer. Den forventes at blive solgt for mellem 300.000 og 500.000 dollars. Auktionen omfatter også håndskrevne tekster af Bob Dylan, Bruce Springsteen og Aretha Franklin og et af Eric Claptons udkast til »Layla«.

Kurt Cobain var stofafhængig og led af en depression. Han blev fundet død i sit hjem i Seattle. Politiet mente, at han havde skudt sig selv i hovedet.