Kun få danskere køber dyre villaer

Villaer til over seks mio. kr. udgør blot tre pct. af boligsalget i 2017.

Danskerne køber stadig relativt få villaer til over seks mio. kr. Arkivfoto Fold sammen
Læs mere

Selv om dyre villaer udgør en større andel af det samlede salg end tidligere, er det alligevel en lille skare af danskerne, der køber huse til over seks millioner kroner. Helt præcist gælder det i år 3,6 procent, hvilket svarer til 707 handler ud af i alt 19.642 styk på landsplan.

»Går vi blot et par enkelte trin ned ad prisskalaen, er der straks flere købere i spil. Der har i år været dobbelt så mange salg af huse til mellem fire og seks millioner kroner, end dem der koster mere. Det er blevet til i alt 1.449 handler, som udgør lidt over syv procent af det samlede salg,« siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

De billige huse er et hit

Millionprisklassen, hvor der bliver solgt allerflest huse, er villaer og rækkehuse til mellem en og to millioner kroner. Indtil videre er der solgt 6.730 styk i år, og priskategorien har de seneste ti år ligget i førerfeltet i forhold til antallet af salg.

Gruppen udgør intet mindre end en tredjedel af alle handler, og sammen med husene til under en million kroner udgør andelen 56 procent. Sammenlignet med sidste år ligger fordelingen på omtrent samme niveau som i år.