Kulturverdenen kan lære meget af grædende minkavlere

Hvem kan ikke sætte sig i de ulykkelige minkavleres sted? Vi på vores side burde have fundet nogle af de mange, der længes efter kulturoplevelser. Måske have fotograferet et par grædende teenagere, der havde set frem til Roskilde Festival. Eller lavet videoer af pensionister, der er blevet mere ensomme.

»Identifikation er omdrejningspunktet i minkbranchens knivskarpe kommunikationsstrategi. For hvem kan ikke sætte sig i den grædende minkavlers sted og mærke i maven, hvordan det ville føles, hvis man selv fik trukket tæppet under sin eksistens?« skriver Jane Sandberg, direktør på Enigma-museet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Per Morten Abrahamsen

Fem mia. kroner. Det tal cirkulerer i debatten, hver gang vi taler om mink og det, minkbranchen med en yderst velvalgt formulering konsekvent omtaler som »afvikling af et erhverv«. De fem mia. kroner er minkbranchens samlede bidrag til det danske samfund på årsplan.

Bevares. Fem mia. kroner er mange penge, og der er forskel på midlertidige restriktioner og forbud mod at drive et erhverv. Men 16 mia. kroner er flere. Det sidste beløb er de penge, turismeomsætningen i København faldt med bare i månederne marts til august 2020.

I kultur- og turismebranchen, der er nogle af de hårdest ramte brancher i coronaens kølvand, kan vi kun se misundeligt til minkbranchens eminente spinarbejde. For hold nu op, hvor har de ramt danskerne lige i hjertekulen. Ikke et øje har været tørt ude ved skærmene i de danske hjem. Fotos af grædende minkavlere, der afliver deres dyr, høster også en sand lovestorm af digitale hjerter på sociale medier. Og ja, gu´ er det trist for de direkte berørte avlere. Men at de flæber, mens de afliver deres dyr, er en iscenesat virkelighed, som køligt kalkuleret spiller på et følelsesregister hos os andre. Minkavlere afliver dyr hele tiden. De lever af døde dyrs skind.

Identifikation er omdrejningspunktet i minkbranchens knivskarpe kommunikationsstrategi. For hvem kan ikke sætte sig i den grædende minkavlers sted og mærke i maven, hvordan det ville føles, hvis man selv fik trukket tæppet under sin eksistens? Ikke desto mindre er det vist mere end overvejende sandsynligt, at de avlere, som nu har tomme bure på deres farme, kan se frem til erstatninger fra staten. Så heldige er langt fra alle de, der arbejder i turisme- og oplevelsesindustrien. De bliver sådan set bare fyret.

Ovre i kulturverdenen kan vi lære meget af minkbranchens spinarbejde. Vi burde have fundet nogle af de mange, som længes efter kulturoplevelser. Måske fotograferet et par grædende teenagere, som havde set frem til Roskilde Festival, lavet videoer af pensionister, som er blevet mere ensomme, fordi de ikke kan deltage i deres bogklub på det lokale bibliotek, eller parret frustrerede børnefamilier, der har savnet at kunne gå i børneteater med deres unger, med nyhedsjournalister, der kunne spørge til, hvordan det føles, når weekenden ikke længere kan fyldes med fælles kulturoplevelser. Måske en grædende museumsdirektør kunne have hikset sig gennem et indslag, hvor han fortalte om, hvor dybt krisen rammer, når han må afskedige 40 procent af sine medarbejdere. Og måske en musiker, en skuespiller eller en sort T-shirt kunne have vist rundt i den lejlighed, som hun nu må flytte fra, fordi hun ikke kan betale sin husleje.

Havde vi trukket den slags spundet kommunikation frem fra kulturens verden, kunne vi måske have haft held til at få befolkningens og politikernes udelte opmærksomhed. Men det gjorde vi ikke. I stedet satte vi turbo på alle mulige andre måder at opleve kultur på. Digitale koncerter, udendørs arrangementer, hjemmeskoletilbud til børn og forældre ... Eller med andre ord: omstilling og forandringsparathed.

Ja, fem mia. kroner er mange penge, men 16 mia. er altså flere.