Kulturkommentar: Ranezilla amok i Prinsens Palæ!

Tivoliseringen og det åndsløse fokus på besøgstal i de offentlige kulturinstanser er ved at undergrave hele ideen med statsstøtte til kulturen og risikerer i sidste instans at gøre vores kulturinstitutioner meningsløse.

Øl, fest og hornmusik. Er der mon en nedre grænse for, hvor langt Rane Willerslev vil gå for at få folk gennem døren til Nationalmuseet? Fold sammen
Læs mere
Foto: DR
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Efter lang tids ulmen i krogene er utilfredsheden hos medarbejderne på Nationalmuseet med stedets ledelse, og særligt institutionens direktør, Rane Willerslev, nu brudt ud i lys lue, kunne Ekstra Bladet forleden fortælle.

Stemningen mellem ledelsen og medarbejderne på den gamle hæderkronede kulturinstitution minder efterhånden om den giftige relation mellem Michael Douglas og Glenn Close i »Fatal Attraction«. Ledelsen er Glenn Close, medarbejderne Michael Douglas, og kaninen i den bulderkogende gryde er det generelle arbejdsmiljø på gangene i Prinsens Palæ.

»Hvorfor er fadøl og strippere reelt mere latterligt end det arrangement der hed »Banko & bobler«, hvor deltagere tilbage i august fik serveret noget underlødig cava og kunne deltage i »Pridebanko««


En intern arbejdspladsvurdering viser, at kun syv procent af medarbejdere i afdelingen Forskning, Samling og Bevaring (der rummer 189 ansatte) har tillid til direktionens måde at lede Nationalmuseet på. Så kan det matematisk set næsten ikke blive ringere.

Man kan så spørge, hvorfor Rane Willerslev har fået lov til at drive sine medarbejdere ud på det yderste psykologiske overdrev, uden at nogen har grebet ind?

Svaret er nok, at han med sine joviale røverhistorier, distræte og elskelige »skøre professor«-facon og museets forbedrede besøgstal har opfyldt de umiddelbare parametre, som man fra politiske hold ville have indfriet – åbenbart for enhver pris. Ansvaret for museets deroute ligger derfor ikke hos Rane Willerslev alene, men i lige så høj grad hos Kulturministeriet og den til enhver tid siddende minister.

Våde bukser i Sibirien

Går man strategien på klingen, virker det hele lidt som én af Ranes søvngængeragtige historier fra hans tur til Sibirien, nemlig som om man har valgt at pisse i bukserne for at holde varmen.

»Kedsomhedsknapper«, »Banko & Bobler«, Jim Lyngvilds bizarre Game of Thrones-lignede vikinge-tableauer og andre tiltagende populistiske tiltag har faktisk lokket folket ind på Nationalmuseet – og hvad kan være vigtigere end det? Meget, faktisk.

For hvad har disse tiltag reelt at gøre med Nationalmuseets egentlige formål, som må være at formidle landets faktuelle historie for gæsterne via dygtige fagfolk og unikke historiske genstande? Hvis målet udelukkende er at få så mange som muligt ind på museet, hvorfor så ikke tilbyde gratis højt belagt smørrebrød, fadøl og fyraftens-strip?

Nej, helt ærligt – hvorfor egentlig ikke? Hvorfor er fadøl og strippere reelt mere latterligt end det arrangement, der hed »Banko & bobler«, hvor deltagere tilbage i august fik serveret noget underlødig cava og kunne deltage i »Pridebanko«, hvor man dystede i spørgsmål om homoseksuelle? Fred være med det, men hvad har det at gøre med Nationalmuseet?

I det hele taget smadrer »Willerslev-strategien« selve museets dna. Rane Willerslev er blevet museumsverdenens svar på Godzilla a.k.a. Ranezilla – og det store spørgsmål er, om institutionen står til at redde, da sagkundskaben og fagligheden nu er blevet udpint i snart fire år.

Det reelle omfang af de faglige ødelæggelser vil nok først blotlægges, når Willerslev er væk, da Ranezilla konsekvent skygger for alt andet end sig selv på Nationalmuseet.

For dyre gæster

Krisen på Nationalmuseet bør i det hele taget revitalisere samtalen om, hvad og hvorfor vi som stat støtter kultur og kunst, for selvfølgelig skal vi det. Men hvis det primært skal handle om besøgs- og seertal, så findes der masser af private udbydere, der gør det rigtigt godt. Dem om det.

Vi er nødt til et erkende, at besøgstal kan erhverves for dyrt. Sælger vi selve substansen i kunsten og kulturen til fordel for besøgstal, så er ideen med institutioner som Nationalmuseet jo meningsløs. Hvorfor så overhovedet have museer? Hvorfor ikke rive dem ned og bygge håndboldhaller i stedet?

Personligt drømmer jeg ikke om en tilbagevenden til DRs arrogante monopoldage med tjekkiske animationsfilm og Holbergs »Niels Klim underjordiske rejse« med Fritz Helmuth lørdag aften, men hvorfor laver man ikke primært noget relevant, dannende, opbyggeligt og vedvarende? Så er det sekundært, hvis det indimellem er smalt og/eller urentabelt, bare det er vigtigt.

Vi operer jo heller ikke folk over 80 år, fordi det er en »god forretning«, men fordi det i bund og grund handler om, hvem vi er som mennesker og som nation. Det handler om langt mere end penge.

Hvornår erkender vi, at kultur indimellem koster og sagtens kan være essentiel, uden at den samtidig nødvendigvis er økonomisk bæredygtigt? Det handler ikke om, hvorvidt man er rød eller blå, det handler om vores kultur og historie, der definerer os som nation, og uden hvilken vi ville miste en stor del af vores særegne og gennem århundreder hårdt tilkæmpede identitet og selvforståelse. Selvfølgelig er det værd at investere i – også selv om overskuddet til tider kan være svært at måle i kroner, øre og besøgstal.