Kulturkommentar: Man kan ikke synge fødselsdagssang i kor over Zoom. Og vi skal aldrig mere prøve

Surprise-fødselsdag for to og fællessang på en forsinket telefonforbindelse. De runde fødselsdage har været en uværdig omgang, siden Danmark lukkede ned, skriver Berlingskes Aminata Amanda Corr.

Arkivfoto. »En anden nær veninde holdt sin 30-års fødselsdag over Zoom i februar. Ideen var faktisk virkelig god, og alle gjorde, hvad de kunne for at bidrage, men man kan ikke synge i kor over en Zoom-forbindelse,« skriver Aminata Amanda Corr i denne klumme. På billedet er det Joanna og Linnea på 24 år, som fester med deres venner over Zoom i deres lejlighed på Vesterbro. Men de savner værtshussnakke og fyldte dansegulve. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da jeg også selv er født i 1991, fylder mange af mine barndomsvenner, gymnasievenner og venner fra universitetet 30 år i år. Og det har været svært at få lov til at fejre dem alle. Både fordi den perifere vennekreds er sorteret fra for længst, og fordi det mildest talt har været svært – for ikke at sige forbudt – at samle alle de mennesker, man gerne vil fejre sammen med.

Sandheden er, at det netop er, når man har allermest lyst til at fejre livet, at det har været allermest nedslående at være under en nedlukning. Mange af mine nærmeste venner har derfor helt ufrivilligt været tvunget til at holde deres runde fødselsdag mere bevidst om de samfundsmæssige begrænsninger end nogensinde før.

Tag eksempelvis en god ven, hvis mor havde arrangeret den helt store surprise-fødselsdag i januar i år, da han fyldte 30. Der skulle komme venner og familie fra hele landet med gaver og stemning, men sådan skulle det ikke gå. I takt med at smittetrykket steg i det sene efterår, måtte hun lægge planer om og inddele os, så vi kunne komme på besøg i hold. Heller ikke det holdt stik.

»Vi skylder dem en omgang, og jeg synes, vi skal love dem, at vi nok skal få indhentet dem på den anden side. Med gruppekram og bodytequila.«


Ved nytår stod det klart, at der ikke var noget at gøre. Vi var på det tidspunkt pålagt kun at ses med de samme fem mennesker, og der var enighed om, at hele arrangementet måtte droppes. Jeg håber, han alligevel havde en god dag. Men tænk, hvad han gik glip af.

En anden nær veninde holdt sin 30-års fødselsdag over Zoom i februar. Ideen var faktisk virkelig god, og alle gjorde, hvad de kunne for at bidrage, men man kan ikke synge i kor over en Zoom-forbindelse. Aldrig før har jeg set så stor, kollektiv panik, som da det én for én gik op for deltagerne, at man på grund af lydens forsinkelser ikke kunne synge fødselsdagssang. For hvad kunne vi så egentlig? Vi kunne sidde og vinke og sige tillykke på skift til vores veninde, som fortjente hele verden og mere til.

Aldrig mere!

Jeg ved godt, at det ikke rigtig er nogens skyld, når smittetrykket stiger. Man kan pege fingre ad de unge eller dem, der bor tæt, eller hvem man nu har lyst til, for at få det bedre med sig selv. Men virkeligheden er jo, at alle gør det så godt, de kan. Og her mener jeg, at vi i stedet for at udskamme dem, som kom til at kramme, da de var fulde, skal sende en tak til dem, som har ofret noget for fællesskabet.

Dem, som ikke krammede et eneste familiemedlem på deres runde fødselsdag, fordi det var for farligt for farmor. Dem, som måtte høre 25 uduelige, men dejlige venner forsøge at synge i kor over Zoom. Dem, som ikke var en del af en femmandsgruppe gennem de mørke vintermåneder.

Vi skylder dem en omgang, og jeg synes, vi skal love dem, at vi nok skal få indhentet dem på den anden side. Med gruppekram og bodytequila.