Kulturkommentar: Kulturlivet har brug for de unge. Luk dem helt ind i maskinrummet!

Hvis kulturlivet vovede at invitere de unge helt ind, ville det frisætte dansk kultur fra en forestilling om, at problemer med at nå nogle af alle dem, som ikke kommer på museerne, kan løses ved at ringe til Jim Lyngvild og bruge ham og andre alternative fagligheder som pauseklovne og billigt blikfang, skriver Jane Sandberg.

Jane Sandberg, direktør på Enigma-museet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl

Uden det skal blive en konkurrence om, hvilke grupper der har lidt mest under lockdown og restriktioner, tillad mig da at fremhæve de unge. For er der nogle, vi har pålagt voksenansvar, så er det altså dem.

De har siddet måned efter måned i digital undervisning og sat deres sociale liv på vågeblus. Mest af hensyn til os andre med flere år på bagen og i langt højere risiko for at blive alvorligt syge. Ingen tvivl om, at nogle af de samfundssenfølger, vi kommer til at bakse med i tiden, der kommer, vil være at finde blandt dem. Vi har allerede været vidner til foruroligende tal om, at langt flere unge er ramt af angst, stress og depression.

Men når nu de unge har været så forstående og løftet deres del af ansvaret, hvordan kvitterer vi så for deres adfærd? At anerkende dem gennem kulturoplevelser synes som en indlysende god idé, der måske kunne løse flere udfordringer – også for de lidt mere traditionelle kulturinstitutioner som for eksempel museer og teatre, der i den grad kæmper for at være attraktive for lige præcis de unge.

»Hvis vi turde, kunne kulturinstitutionerne for en gangs skyld sætte sig i førersædet, når det gælder den vigtigste samtale overhovedet; nemlig den om, hvordan vores demokratiske samfund skal udvikle sig – men nu med kulturen som forløser.«


Hvis vi fortsatte med at behandle de unge som voksne, hvorfor så ikke invitere dem med helt ind i maskinrummet på kulturens højborge? Hvorfor ikke risikere at slippe styringen og ved samme lejlighed sige farvel til den selvfede tanke om, at vi – de erfarne – har fingeren på pulsen og ved, hvad de unge længes efter.

Hvad nu, hvis vi slap tøjlerne på institutionerne og gav dem til de unge? Måske bare en uges tid. Som I: ‘Mød op på arbejde mandag morgen, stil jeres hoveder, jeres netværk og jeres institutioner til rådighed. Og se, hvad fredag bringer’. Send invitationer til højskoler, efterskoler, gymnasier, produktionsskoler og idrætsforeninger. Lad de unge finde hinanden på tværs af uddannelser, og lyt til, hvad de vil skabe sammen. Bed dem om at tegne billedet af den kulturfremtid, de drømmer om.

Tør vi?

Det er jo trods alt dem, som skal bygge videre på vores samfund. Det ville være at anerkende dem som andet og mere end en målgruppe, vi har svært ved at nå. Ingen tvivl om, at de ville være ansvaret voksent. Spørgsmålet er nok mere, om vi – de voksne – er voksne nok til at turde.

Omvendt kan man spørge: Tør vi lade være? Hvis vi vovede, ville vi for det første frisætte os fra en forestilling om, at problemer med at nå nogle af alle dem, som ikke kommer på museerne, kan løses ved at ringe til Jim Lyngvild og bruge ham og andre alternative fagligheder som pauseklovne og billigt blikfang.

For det andet ville vi få en bedre forståelse af, hvordan de yngre generationer arbejder og tænker, og hvad de oplever som relevant. For det tredje kunne sådant et samarbejde vise, at unge godt gider engagere sig, måske bare ikke i de traditionelle formater som bedagede foreninger og gråhårede kulturklubber.

Hvis vi turde, kunne kulturinstitutionerne for en gangs skyld sætte sig i førersædet, når det gælder den vigtigste samtale overhovedet; nemlig den om, hvordan vores demokratiske samfund skal udvikle sig – men nu med kulturen som forløser.