Kulturkommentar: Jeg har selv stået til mine børns fodboldkampe og talt i mobiltelefon med kollegerne

Man skal kunne genkende de tossede logikker, der er på spil i de fleste virksomheder og måske også i os selv: At være slave af data, at sætte alting op i gear, at lave nye strategier hele tiden. Sådan lyder opråbet fra Kresten Schultz Jørgensen i denne kulturkommentar.

»I hverdagens hamsterhjul handler det om forskellen mellem nærvær og fravær. Jeg har selv stået til mine børns fodboldkampe og talt i mobiltelefon med kollegerne. Et det virkelig sådan tingene skal blive igen, givet at jeg kun har ét liv?« skriver Berlingskes klummeskribent Kresten Schultz-Jørgensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Carlsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man kan høre det, hvis man lægger øret ned til jorden. Nu kommer de tilbage, accelerationerne.

I et år troede vi på balance og nærvær. På et godt arbejdsliv, på kvalitet og på at gøre en forskel for andre mennesker. Men nej, vi skal tilbage i det gamle hamsterhjul. Der er systemer, der skal passes. Forretninger, der skal gøres. Penge, der skal tjenes.

Hverdagsmøllen maler igen. Der er bureaukratier, der skal mades med målinger og systemer. Karrierer, der skal skabes med kompetencer og forandring. Digitale processer, der gør, at man vågner og går i seng med mobiltelefonen i hånden.

Accelerationerne kommer. Der er nyheder, der skal følges med i. Møder, skal der nås. Holdninger, der skal afleveres.

Bum, så holder vi igen møder hele dagen, skriver mails hele aftenen, render efter data og pludselige indskydelser.

Man havde ellers lige planlagt det nye liv. Nærvær, at være til stede i situationen, at prioritere det vigtige, at lytte mere til det, der faktisk bliver sagt i telefonen.

Men accelerationer kommer. Så hvad stiller man op?

Man kan melde sig helt ud, trække stikket og flytte på landet. Det er samfundets skyld. Firmaets skyld. Kollegernes skyld. Systemet er sygt.

Eller måske kan man faktisk gøre noget.

To trin ud af hamsterhjulet

For det første forstå og genkende accelerationerne, når de kommer. Genkende de tossede logikker, der er på spil i de fleste virksomheder og måske også i os selv: At være slave af data, at sætte alting op i gear, at lave nye strategier hele tiden.

At kende accelerationerne er en forudsætning for at kunne gennemskue dem, forandre dem – og måske bare grine ad dem, når chefen igen har tabt fatningen, vennerne går i selvspin på Facebook, Aula og Twitter. Det er en god erkendelse, at man ikke selv er bims.

Næste trin er forsøget på forandring. At fokusere på de vigtige opgaver, ikke de unødvendige accelerationer.

Min egen erfaring er, at det ofte handler om de små ting i hverdagen, hvor fremmedgørelsen jo kan krybe ind ad alle sprækker. Vågner man med mobiltelefonen i hånden? Er der et formål, når man åbner sin mailbox?

Er der i hverdagen plads til den gode samtale? Ser man, når en kollega eller medarbejder lider – og hjælper man så? Ved man, hvilken forskel man gør for andre – og hvordan?

Stopper man op og markerer det, når noget er gjort godt? Skaber man fælles oplevelser? Er der tid til at tænke?

I hverdagens hamsterhjul handler det om forskellen mellem nærvær og fravær. Jeg har selv stået til mine børns fodboldkampe og talt i mobiltelefon med kollegerne. Er det virkelig sådan, tingene skal blive igen, givet at jeg kun har ét liv?

Jeg kan mærke, at accelerationerne kommer. Men fra nu af vil jeg vælge selv og være til stede i det, jeg vælger.

Slow down to speed up, siger de på engelsk. Man skal kort sagt ikke melde sig ud, medmindre at det netop er dét, man vil. Man skal snarere melde sig ind. Man skal gøre det rigtige.